Det israelske flag

Den kroniske krig

Israelerne er lige så lidt skyldige som pariserne. Vi har derimod en fælles fjende, og derfor skal vi samarbejde med Israel, ikke modarbejde med boykot og fordømmelser. Vi skal erkende, at vi er trådt ind i den kroniske krigs barske realiteter.

Af Poul Højlund, journalist, Kjellerup, Morgenavisen Jyllands-Posten (29. december 2015)

Israelerne er lige så lidt skyldige som pariserne. Vi har derimod en fælles fjende, og derfor skal vi samarbejde med Israel, ikke modarbejde med boykot og fordømmelser.

Benjamin Netanyahu, den israelske premierminister, sammenkobler direkte terroren i Paris og den terror, der præger dagligdagen i Israel.

"Tiden er inde for verden til at vågne op og stå sammen for at besejre terrorismen. Tiden er inde for lande til at fordømme terrorisme mod os i samme grad, som de fordømmer terrorisme alle andre steder i verden, " sagde han på israelsk tv umiddelbart efter angrebene i Paris.

Israel får alt for tit skylden for selv at skabe den palæstinensiske terror. Så længe Israel holder Vestbredden besat, så længe Gaza er blokeret, så længe bosættelserne findes, er terroren forståelig og selvforskyldt, lyder et udbredt argument. Det er ikke kun på venstrefløjen, der argumenteres sådan, det sker over hele det politiske spektrum.

Idéen om den selvskabte terror optræder nu i diskussionen om rædslerne i Paris: Vi har selv skabt terroren, fordi Vesten invaderede Afghanistan og Irak, eller fordi vi blander os i Syrien, eller fordi vi tegner Muhammed, eller fordi vi ikke integrerer godt nok, eller fordi vi diskriminerer muslimer blot med tonen i debatten.

Både når det gælder Israel, Paris og alle de andre steder, hvor terroren rammer, er forklaringen noget vrøvl. Vesten var terrorramt længe før Afghanistan, Irak og Syrien.

Israel var terrorramt fra dag ét. Argumentet er noget vrøvl alene af den grund, at resten af verden også er terrorramt. Terrorens ofre er ikke dens årsag.

Det er at vende historien på hovedet, når man beskylder dens ofre for selv at skabe terroren. Det gælder også for Israel, uanset hvad man måtte mene om konflikten i øvrigt.

Det begynder heller ikke at regne, fordi man slår sin paraply op - det er omvendt.

Europa er ikke terrorramt, fordi vi gør det ene eller det andet. Der er ikke noget, vi kan holde op med at gøre, som vil få terroren til at stoppe. Terroren er ikke en afpresning, og vi kan ikke forhandle fred. Hverken den store terror i London, Madrid og Paris eller den 'lille' terror med 'tilfældige drab' begået af 'tilfældige' radikaliserede over hele Europa og USA har krav tilknyttet. Terror er ikke et forhandlingsoplæg - terror er terror.

Israel har heller ikke gennem årtier været terroramt, fordi det er besættelsesmagt, eller fordi det holder Gaza i et jerngreb, eller fordi noget tredje eller fjerde. Israel var også terrorramt før blokaden af Gaza, før bosættelserne på Vestbredden, før Seksdageskrigen og de besatte områder - ja, før Israel overhovedet blev proklameret. Israel er terrorramt, fordi der er en jødisk stat på det, muslimerne regner for muslimsk jord.

Jo hurtigere vi indser det, jo bedre kan vi forstå terrorens væsen og dermed få en fair chance for at bekæmpe den. For bekæmpes skal den - alle steder, hvor den optræder. Vi kan ikke slutte fred med den terroristiske udgave af islam. Den anerkender kun en slags fred: islam selv - og dermed en verden uden frie demokratier med menneskeskrevne love.

Jeg tror som Netanyahu, at Paris 2015 for alvor vil få europæerne til at vågne op og forstå mere af terrorens væsen og konsekvens. Synet på Israel og deres kamp mod terror vil ændre sig. Europa har brug for Israel og Israel har brug for Europa og vores støtte. Vi er begge en del af den frie verden - det er ingen andre af vores naboer mod øst og syd.

Men EU demonstrerer for tiden sin absolutte mangel på indsigt i eller solidaritet med Israels problemer. EU indfører tvungen mærkning af varer fremstillet på den israelsk besatte Vestbred. Det er en del af et forsøg på en boykot af Israel, der breder sig i Europa.

Boykotten er parallellen til Hamas' raketkrig mod Israel og jøderne - bare med andre midler.

EU handler i denne sag så dobbeltmoralsk, som man kan forestille sig. Kloden rundt eksisterer snesevis af tilsvarende områder, hvor militær besættelse og uafklarede grænser er en kendsgerning. Men EU har kun vedtaget boykot mod et eneste sted, nemlig Vestbredden under israelsk kontrol.

Det mest nærliggende eksempel er Cypern. I 1974 invaderede Tyrkiet den selvstændige østat. Halvdelen af øen er fortsat under tyrkisk besættelse. Tyrkiet har flyttet tyrkere i titusindvis fra fastlandet til øen og har fordrevet 160.000 græske cyprioter fra deres hjem.

Øen er delt af en green line, en våbenhvilelinje præcis som den, der skiller Vestbredden og Israel.

Besættelsen er - modsat den israelske - ulovlig efter enhver standard, og Tyrkiet anklages for krigsforbrydelser, herunder den statsstyrede overførsel af de mange tusinde tyrkiske bosættere.

Men Cypern blev i 2004 optaget i EU som en de factodelt stat. Og EU gør alt, hvad det kan, for at støtte de tyrkiske bosættere i det tyrkisk besatte område med både samhandel og direkte støtte til det stedlige handelskammer.

Altså det stik modsatte af EU's opførsel over for de israelske virksomheder på Vestbredden.

Her skal varer nu mærkes og import skal underlægges restriktioner, hvilket allerede har fået store virksomheder på Vestbredden til at rykke sydpå, ind på anerkendt israelsk område. Resultatet er tusindvis af arbejdsløse palæstinensere oven i de mange, der var der i forvejen.

Hvorfor er tyrkiske bosættelser på den tyrkisk besatte del af staten Cypern i orden, når israelske bosættelser på den israelske besatte del af det gamle mandatområde Palæstina ikke er i orden?

Der trives en udredt antisemitisme i Europa. Den er frådende og morderisk i islamistiske kredse, men den findes også hos ganske almindelige europæere. Israel er den største trussel mod verdensfreden, større end Iran og Nordkorea, siger seks ud af ti europæere.

Mere end en tredjedel af europæerne betragter Israel som en stat, der udfører et folkemord på palæstinenserne. Det var resultaterne, da EU spurgte i 2003, og da et tysk universitet spurgte i 2011.

Den europæiske venstrefløj og presse har i stor udstrækning overtaget den arabisk-muslimske verdens syn på Israel. Man har dyrket palæstinenserne som de forfulgte og landsfordrevne ofre for det brutale Israel.

Palæstinenserne bebrejdes ikke, at de griber til terror og slår jøder ihjel. Men Israel fordømmes for folkemord; man går så vidt som til at sammenligne Israel med den nazisme, der var de europæiske jøders bøddel.

En radiovært sagde efter terrorangrebet i Paris, at hans grundperspektiv havde forrykket sig efter massemordet. Alle hans tidligere overbevisninger om politik, islam og fremtiden lå i ruiner. Han havde oplevet, som han sagde: "En pludselig højredrejning", og han var ikke sikker på noget som helst længere. Jeg tror, at han taler for mange; det er dét, Netanyahu beskriver som at vågne op.

Pariserne blev ramt en fredag aften midt i det liv, de elsker: fodbold, rockkoncert, restaurant og caféliv. Ingen var skyldige i andet end at være levende og frie til at gøre, hvad de havde lyst til. Israelerne bliver myrdet på nøjagtig samme måde: selvmordsbomber, knivdrab i butikker og på gaden, mord og overfald på tilfældige, raketter og mortérgranater mod mennesker, der blot passer deres arbejde og lever deres liv.

Den fredag, hvor terroren ramte Paris, havde jeg netop sat det sidste punktum i en bog, der forsvarer Israel. Den hedder som kronikken her: Den kroniske krig. Det er Israels virkelighed og det, som Europa nu kommer til at leve midt i. Vi er på vej til at dele virkelighed med Israel, der har befundet sig i en kronisk krig i årevis.

Israelerne er lige så lidt skyldige som pariserne. Vi har derimod en fælles fjende, og derfor skal vi samarbejde med Israel, ikke modarbejde med boykot og fordømmelser. Vi skal erkende, at vi er trådt ind i den kroniske krigs barske realiteter.

Poul Højlund har udgivet bogen Den kroniske krig.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Terror i Israel Artikler


© 2000-2016 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 26.2.2016