Kronik: Det glemte hundredeårsjubilæum
I 1906 blev den fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus rehabiliteret og genindsat i sin stilling som officer, efter at retssagen mod ham havde stået på i 12 år, hvoraf han i 4 år havde været fange på Djævleøen. Det var en affære, som mest af alt handlede om antisemitisme.
Af Mogens Duelund, Århus (2007)
I 1906 blev den fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus rehabiliteret og genindsat i sin stilling som officer, efter at retssagen mod ham havde stået på i 12 år, hvoraf han i 4 år havde været fange på Djævleøen.
Året 2006 var hundredeåret for Dreyfus-affærens afslutning. Det var en affære, som mest af alt handlede om antisemitisme. I året 1894 rejstes en sag mod kaptajn Alfred Dreyfus. Han blev anklaget for højforræderi.
Frankrig var efter revolutionen i 1789 det sted, hvor frigørelsen af de undertrykte begyndte. Det betød bl. a. at jøderne opnåede ligeret med andre borgere.
Alfred Dreyfus var avanceret til kaptajn i den franske hær, til trods for, at han var jøde. Men anti-semitismen lå lige under overfladen. I 1882 kom den tydeligt frem. Den katolske bank "Union Générale" gik bankerot. En syndebuk måtte findes, og man skød skylden på jøderne. De havde jo ord for at være pengeglade, ja, man sagde ligefrem, at de styrede økonomien.
En rengøringskone, som arbejdede i den tyske ambassade i Paris, fru Bastian, var samtidigt betalt agent for en officer i den franske hær. Hun havde til opgave at undersøge ambassadens papirkurve. I september 1894 fandt hun her et delvist iturevet brev, som indeholdt en fortegnelse over franske militære dokumenter. Brevet afleveredes til officeren, som gav det videre til sin nærmeste overordnede, Oberst Henry, han rapporterede til generalstaben, og man sammenlignede det anonyme brevs skrift med forskellige officerers håndskrift. Man påstod, at håndskriften lignede Dreyfus' håndskrift og slog ned på ham, som på grund af sin jødiske afstamning i forvejen var upopulær. Han stilledes for en domstol og anklagedes for højforræderi, men hævdede naturligvis sin uskyld. Han sagde: "Jeg er uskyldig. De kan dræbe mig om De vil". Svaret lød: "Det er ikke vores sag at fungere som bødler. Det tilkommer dem selv". Altså en klar opfordring til at begå selvmord. Ved krigsretten blev han kendt skyldig. Dommen lød på udstødelse af hæren og deportation på livstid. Krigsretten vidste, at både generalstaben og krigsministeriet ønskede dette, og desuden vidste man, at Dreyfus var et velegnet offer; han var jøde, og store dele af det franske folk så gerne, at en jøde blev dømt.
I officersakademiets gård degraderede man ham, rev skulderstropperne af hans uniform og brækkede hans sabel.
Theodor Herzl, der var journalist, dækkede sagen for den østrigske avis, hvor han var ansat. Han var som de fleste ikke i tvivl om, at Dreyfus var skyldig. Da han fulgtes fra skuepladsen, hvor Dreyfus så ydmygt blev degraderet, spurgte han en kollega: "Hvorfor fryder alle mennesker sig egentlig sådan? Forræderen har fortjent sin skæbne, men en forræder er da også et menneske!" Svaret lød: "Nej, det er han netop ikke efter franskmændenes opfattelse, de ser ikke mennesket i ham, men kun jøden!" Her fødtes i virkeligheden "zionismen". Theodor Herzls oplevelse af det had, som her kom til udtryk, bevirkede, at han gik hjem og skrev sin lille bog "Der Judenstaat" (Jødestaten).
Det skulle siden vise sig, at det var den forkerte, der var blevet dømt. Allerede i 1896 var der kommet oplysninger frem, som pegede på den virkelig skyldige, major Esterhazy. Oberst Picquart, som var nyudnævnt chef for et organ indenfor hæren, blev af sin overordnede sat til at foretage nye undersøgelser vedrørende Dreyfus. Skønt han selv var anti-semit, finkæmmede han materialet, men fandt ikke noget, som tydede på, at Dreyfus var den skyldige. Derimod fandt han et andet spor.
Han gik til sine overordnede med sagen. Man ville ikke høre på ham i generalstaben, men ville tværtimod have ham til at tie stille med, hvad han vidste. Han erklærede, at det var afskyeligt, og da han ikke ville makke ret, blev han derfor forflyttet til en farlig post i Tunis i Afrika, en uriaspost, hvor han havde alle udsigter til at blive dræbt.
På højeste sted dækkede man over Esterhazy. Men da avisen "Le Matin" fik fat i et fotografi af det iturevne brev og offentliggjorde det, var man nødt til at stille Esterhazy for retten. Generalerne trak i trådene, og Esterhazy blev pure frifundet.
Her griber så Clemenceau, leder af det radikale parti, ind; han tager bladet fra munden. I avisen L'Aurora, som han var redaktør for, kommer han med den ene bredside efter den anden mod det officielle Frankrig. Men især forfatteren Émile Zola lod høre fra sig. Under overskriften "J'accuse." (jeg anklager) skrev han et åbent brev til præsidenten. Ingen af de skyldige i den uretfærdige behandling af Dreyfus og den umenneskelige dom med ophold på Djævleøen gik ram forbi. Zola blev arresteret og idømt et års fængsel for bagvaskelse. Men det, som han sammen med de radikale havde sat i gang, kunne ikke stoppes. Under sagen mod Zola, kom der nye oplysninger frem, som fik stor betydning for sagens opklaring. En uforfærdet oberst Picquart vidnede her til fordel for Dreyfus.
Krigsministeren holdt i juli 1898 en stor tale i deputeretkammeret, som alene havde til formål at fastslå Dreyfus' skyld. Der blev fremlagt falske beviser, fabrikeret af oberst Henry. Det blev afsløret, og oberst Henry blev arresteret. I fængselet begik han selvmord.
Alle krumspring og falsknerier hjalp ikke. Der måtte rulle hoveder, og Esterhazy flygtede ud af landet. Alligevel gav generalstaben sig ikke; men man var nødt til at tage sagen op igen. Dommerne turde ikke forkaste den tidligere afsagte dom, ligesom de heller ikke turde trodse generalernes pres. Dreyfus blev hentet hjem fra "Djævleøen". Han var så medtaget af opholdet, at han havde svært ved at holde sig oprejst - "en olding på 39 år" skrev en journalist. Alligevel blev han på ny dømt skyldig, "dog under formildende omstændigheder", straffen ændredes til ti års fængsel.
Et ramaskrig hilste den nye retsskandale. Dronning Victoria i England udtrykte sin afsky for den uhyrlige dom. Slaget var nu tabt for Dreyfus' bødler. Regeringen benådede ham, men han og hans venner søgte omgående at få sagen genoptaget. Efter 7 års anstrengelser lykkedes det. Det hele havde nu varet i 12 år. Den 12. juli 1906 faldt den endelige kendelse. Den tidligere dom blev erklæret for urigtig. Dreyfus genindtrådte i hæren og forfremmedes til major. Der hvor man 12 år tidligere havde degraderet ham på den mest ydmygende måde, hæftede en general nu æreslegionens kors på hans bryst.
Sidste år var der gået hundrede år, siden major Dreyfus blev rehabiliteret. Både den katolske kirke og den franske hær havde vist en klar interesse i at få en jøde dømt. En af følgerne af Dreyfusaffæren var da også, at staten og den katolske kirke blev adskilt. I august 1897, altså 9 år før Dreyfus fik fuld oprejsning, blev den første zionistkongres afholdt i Basel.
Den første uden for Frankrig, som skrev om dreyfusaffæren var Georg Brandes, som i den periode, hvor sagen verserede, skrev 10 artikler i Politiken. Det er vel ikke underligt, at Brandes, som selv var født jøde og opdraget i den jødiske tro, var levende interesseret i sådan en sag. Da han selv som voksen tog afstand fra den tro, han var opdraget i, og i det hele tog afstand fra religion - altså også kristendommen - , så måtte han reagere i en sag, hvor det ikke var religionen, men slet og ret den jødiske afstamning, der var årsagen. I bogen "Georg Brandes og Dreyfusaffæren" af Jørgen Stender Clausen kan man læse en fuldstændig redegørelse for hele dreyfusaffæren samt Georg Brandes' 10 artikler.
Der har altid været stor modvilje mod jøder i Frankrig. Men også efter 2. verdenskrig har der været en udbredt antisemitisme i Frankrig. Det kom bl. a. til udtryk, da Aron Jean-Marie Lustiger blev udnævnt til biskop i Orleans i 1979 og i 1981, da han blev ærkebiskop i Paris. Nu er han pensioneret kardinal.
Efter 2. Vatikanerkoncil har den katolske kirke ændret signaler i forhold til jøderne, ellers var en jøde vel næppe avanceret til en af de højeste stillinger inden for den katolske kirke i Frankrig.
Til toppen Theodor Herzl Antisemitisme