Det israelske flag

At oversætte Amos Oz

Hanne Friis har oversat Amos Oz' roman "En fortælling om kærlighed og mørke" fra hebraisk til dansk. Bogen er et stort værk på 632 sider. Her fortæller Hanne Friis om det omfattende og researchkrævende arbejde, det var at oversættelse Amos Oz' seneste roman.

Af Hanne Friis, Jødisk Orientering (maj 2005)

Amos Oz: En fortælling om kærlighed og mørke

Da redaktøren af JO bad mig om at skrive lidt om mit arbejde med at oversætte Amos Oz' erindringsroman En fortælling om kærlighed og mørke, som udkommer i disse dage, var jeg lidt betænkelig, fordi jeg, og sikkert også mine omgivelser, gerne ville have bogen lidt på afstand. På den anden side skal arbejdet jo også være præsent, så derfor denne lille beretning fra oversætterens værksted.

Krav til oversætteren

Ifølge sprogforskeren Th. Savory skal en oversættelse både gengive originalens ord, originalens idéindhold, lyde som en original, lyde som en oversættelse, afspejle originalens stil og være præget af oversætterens stil. Og forfatteren Thorkild Bjørnvig har engang sagt: "Hold dig nøje til teksten og skriv den på dansk, sådan som den originale forfatter ville have gjort det, hvis hun eller han havde tænkt og skrevet på dansk."

Den opgave er nærmest umulig, for man kan ikke oversætte én virkelighed til en anden. Det kan næsten sammenlignes med at bede nogen beskrive en smag eller en lugt. Al oversættelse er en fortolkning, og man vil aldrig opleve to identiske oversættelser af en tekst.

I den danske oversættelsesverden bliver hebraisk betragtet som et eksotisk sprog. Det skyldes ikke kun selve sproget, men også at det er en fremmed, ukendt verden for de fleste danske læsere. Mange ting skal forklares og ikke bare oversættes, hvis en oversættelse skal nå ud over de "indviede" kredse.

Problemerne

Da jeg for to-tre år siden læste En fortælling om kærlighed og mørke på hebraisk, blev jeg vældig betaget af den, og da Gyldendal forrige år spurgte, om jeg ville oversætte den til dansk, sagde jeg, ikke uden en vis tøven, ja. Betagelsen blegnede dog noget, da jeg gik i gang med arbejdet. Nu skal det siges, at det ikke er mange bøger, der kan tåle en så omfattende nærlæsning som den, der kræves, når man skal oversætte dem.

Rent sprogligt er den ikke udpræget vanskelig, når man læser den, men det forholder sig lidt anderledes, når man skal gengive hvert eneste ord. Her støder man nemlig ind i oversætterens evige problem: man kan ikke nøjes med bare at skifte et ord ud med et andet. Man skal forsøge at gengive stemninger, gøre stoffet tilgængeligt for en dansk læser og samtidig bevare det meste af det eksotiske, og nogle gange må man forklare frem for at oversætte, hvis det drejer sig om begreber, man formoder, ikke alle er inde i. Jeg har levet af at oversætte i 18 år og er stødt på lidt af hvert, men En fortælling om kærlighed og mørke slår nok alt, hvad jeg har hidtil har beskæftiget med mig, både hvad angår omfang og krav til research, i og med at det ikke er fiktion, selv om Amos Oz insisterer på at kalde bogen en roman.

Det, der skulle have været lidt fritidsarbejde, blev pludselig en noget mere omfattende affære, og jeg var mange gange tæt på at opgive projektet, dels på grund af mængden af research og dels fordi jeg ikke syntes, jeg kunne "fordanske" teksten tilstrækkeligt. Selve researchen er normalt rent rugbrødsarbejde, men det kan for eksempel være problematisk at finde steder, der har skiftet navn adskillige gange. At finde den rigtige stavemåde på en shtetl i det nuværende Polen eller Ukraine (skrevet på hebraisk) kan tage ufattelig lang tid. Igennem hele bogen dukker der russiske og polske ord og sætninger op, uden at de er oversat til hebraisk i originaludgaven. Her måtte gode kolleger træde til, dels for at translitterere det russiske og polske - fra hebraisk via lydskrift - til dansk og dels for at oversætte det. Så researchen var omfattende, men da den var klaret, kom arbejdet med at formulere selve teksten og forsøge at undgå, at det blev for indforstået. Til sidst blev jeg nødt til at opfatte oversættelsen som et stykke hårdt arbejde snarere end en con amore-opgave, og det ødelagde selvsagt lidt af fornøjelsen. Til gengæld var glæden så meget desto større, når det endelig lykkedes at finde det sted, navn eller ord, man havde ledt efter så længe, og man samtidig kunne få noget tilnærmelsesvist dansk ud af det.

Et af de mere søde eksempler var et ord, som jeg umiddelbart godt vidste, hvad betød, men som jeg ikke kunne få til at give mening. Ordet var menschelakh (små mennesker), og sammenhængen var: "Overalt kunne man møde alskens små ambassadører fra Europa, det forjættede land. For eksempel de menschelakh, som holdt skodderne åbne om dagen." Men hvem var disse små mennesker? Efter lang tids søgen viste det sig, at det var en type metalklinker, som var meget udbredt i Jerusalem. Her blev jeg nødt til at forklare ordet, for ellers havde sammenhængen været svær at forstå. Oversættelsen blev derfor:

Overalt kunne man møde alskens små ambassadører fra Europa, det forjættede land. For eksempel de metalklinker, der er udformet som små mennesker, som holdt skodderne åbne om dagen, og som på jiddisch hedder menschelakh.

Og nu gav fortsættelsen pludselig mening:

Når man ville lukke skodderne, drejede man dem rundt på deres hængsler, så de hele natten hang med hovedet nedad. På samme måde som de efter Anden Verdenskrig hængte Mussolini og hans elskerinde, Clara Petacci. Det var forfærdeligt og frygteligt, altså ikke at de blev hængt, for det havde de så sandelig fortjent, men at de blev hængt med hovedet nedad.

Lyspunkterne

Der var heldigvis også mange lyspunkter i processen. Det største var, at det formentlig er første gang, at jeg i forbindelse med en oversættelse har haft fuldt udbytte af min efterhånden gamle uddannelse. Sekvenser, som andre oversættere måske ville finde kedelige eller besværlige, var gefundenes fressen for en semitisk filolog. Faderens til tider lange gennemgange af hebraiske og semitiske ords oprindelse, henvisninger til personer, forfattere og værker, som man ikke støder på hver dag, vakte minder om studietiden på Københavns Universitet. Og selv om der til tider var meget gang i opslagsværker og ordbøger - herunder synonymordbøger - var det en udfordring at finde det ord eller den vending, der dækkede bedst på dansk. Af og til kunne jeg godt have ønsket mig en kontakt til forfatteren. Det har jeg i forbindelse med andre oversættelser haft stor gavn og glæde af, men det blev der ikke lagt op til her. Om det så er lykkedes at gengive indholdet, så også danske læsere får samme oplevelse, som jeg fik, da jeg læste bogen første gang, vil jeg lade være op til læserne.

Uddrag fra "En fortælling om kærlighed og mørke"

I ugerne og månederne efter min mors død tænkte jeg ikke et øjeblik på hendes kvaler. Jeg lukkede af, så jeg ikke kunne høre det stille råb om hjælp, som hun efterlod, og som måske altid havde hængt i luften i vores lejlighed. Jeg følte ikke den mindste medlidenhed. Jeg savnede hende heller ikke. Jeg sørgede ikke over min mors død. Jeg var for såret og vred til at føle noget som helst. Når jeg for eksempel så hendes ternede forklæde, der stadig hang på en krog bag køkkendøren nogle uger efter hendes død, blev jeg vred, som om forklædet gned salt i såret. Min mors toiletting, hendes pudderdåse og hendes hårbørste på den grønne hylde på badeværelset sårede mig, som om de var blevet tilbage alene med det formål at håne mig. Hendes bøger. Hendes tomme sko. Fornemmelsen af hendes lugt, som i nogen tid blev ved med at puste mig i ansigtet, hver gang jeg åbnede mors side af klædeskabet. Alt vakte afmægtig vrede i mig. Som om hendes sweater, der på en eller anden måde havde sneget sig ind mellem mine sweatre, godtede sig over mig med et nederdrægtigt grin.

Jeg var vred over, at hun havde forladt os uden at sige farvel, uden et kram, uden en forklaring. Min mor havde altid været ude af stand til at sige farvel til selv en vildt fremmed, et postbud eller en dørsælger, uden at tilbyde dem et glas vand, uden et smil, uden en lille undskyldning eller to-tre venlige ord. Gennem hele min barndom havde hun aldrig glemt mig hos købmanden eller i en fremmed gård eller park. Hvor kunne hun? - Det var en fast regel, at man, når man gik ud, altid sagde, hvor man skulle hen og hvor længe, og hvornår man kom tilbage. I det mindste skulle man lægge besked på det sædvanlige sted under vasen.

Det gjaldt os alle.

Man kunne da ikke bare tage af sted midt i en sætning. Hun havde altid selv insisteret på takt, høflighed, omtanke og en konstant bestræbelse på aldrig at såre andre, opmærksomhed og følsomhed! Hvor kunne hun?

Jeg hadede hende.

...

Hvis min mor havde forladt mig uden at se sig tilbage, var det da et tegn på, at hun aldrig havde elsket mig. Hun havde selv lært mig, at hvis man elsker en, tilgiver man dem alt, bortset fra forræderi. ...

At svigte er at forråde. Og det havde hun gjort mod os begge, far og mig. Jeg ville aldrig have forladt hende sådan, på trods af hendes migræneanfald, selv om jeg nu ved, at hun aldrig havde elsket os. Jeg havde aldrig forladt hende på trods af hendes lange tavshed, at hun lukkede sig inde på et mørkt værelse og alle hendes humørsvingninger. Jeg ville nok være blevet hidsig indimellem, måske havde jeg ikke talt til hende i nogle dage, men jeg havde ikke forladt hende for evigt. Aldrig.

Amos Oz: En fortælling om kærlighed og mørke
Oversat fra hebraisk af Hanne Friis
632 sider, 375 kr.
© Gyldendal 2005.

Amos Oz er en af de mest originale og omstridte forfattere i nyere israelsk litteratur og tillige litteraturprofessor, journalist og fredsaktivist. Han har skrevet 18 romaner og omkring 450 artikler og essays. Hans værker er i dag oversat til over 30 forskellige sprog.

Læs mere om Amos Oz og hans litterære karriere og bogen "En fortælling om kærlighed og mørke" (Gyldendals hjemmeside).

Hanne Friis har oversat flere bøger fra hebraisk til dansk bl.a. "Buschaufføren der ville være Gud - og andre historier" af den israelske forfatter Etgar Keret.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Film og bøger


© 2000-2011 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 8.6.2011