Hadet til jøder
Det er ikke mere end tre måneder siden, at hovedparten af danskerne stod sammen om ikke mindst at erklære deres solidaritet med det lille jødiske samfund i Danmark. Statsministeren fandt gode og stærke ord, og det skortede ikke på brede folkelige manifestationer af, at det nu gælder om at gøre fælles sag med jødiske medborgere. Men den nye antisemitisme viser sig allerede igen.
Af Dagens leder, Morgenavisen Jyllands-Posten (11. maj 2015)
Det er ikke mere end tre måneder siden, at hovedparten af danskerne stod sammen om ikke mindst at erklære deres solidaritet med det lille jødiske samfund i Danmark. Statsministeren fandt gode og stærke ord, og det skortede ikke på brede folkelige manifestationer af, at det nu gælder om at gøre fælles sag med jødiske medborgere.
En stor del af efterspillet om den redegørelse om terrorangrebene i København, der blev offentliggjort i sidste uge, har ligeledes handlet om, hvordan det jødiske samfund blev ladt i stikken både før og efter angrebet ved Krudttønden. Redegørelsen afslørede en lethed i politiets håndtering af truslerne mod jøder i Danmark, som må bekymre. Denne lethed grunder sig i en parallel politisk lethed i omgangen med den nye antisemitisme i Europa, som ellers i de senere år har afstedkommet flere terrorangreb mod jøder, men som danske politikere har haft en tydelig berøringsangst for at tale om.
Men den nye antisemitisme viser sig allerede igen. En københavnsk kirke, hvor tidligere overrabbiner Bent Melchior skulle tale, var oversmurt med slagord, og en kosherforretning blev angrebet med sten og graffiti. Det er heller ikke sådan, at danske jøder nu kan bevæge sig mere sikkert rundt i gaderne. Der har allerede været flere eksempler på chikane og overgreb mod jødiske danskere.
På københavnske busser finansierede Dansk Palæstinensisk Venskabsforening en storstilet kampagne mod staten Israel, hvor to kvindelige bedsteborgere fra Hellerup meddelte, at de sandelig ikke køber israelske varer, og når terrordrabet på den jødiske vagtmand Dan Uzan begrædes i den offentlige debat, søges det ofte relativeret ved at minde om krigen mellem Israel og Hamas, der også kostede civile liv.
Letheden i omgangen med den nye antisemitisme, der nu igen stikker sit hæslige fjæs frem i Europa, må være den egentlige kollektive lektie af terrorangrebene. Historieløsheden i sig selv er alarmerende. Indtil kort før forrige folketingsvalg var den samlede SF-ledelse medlemmer hos foretagendet "Boykotisrael.dk", hvis paroler kun kan give mindelser om nazisternes udskejelser i 1930'erne: "Køb ikke hos jøder". Først da tiden nærmede sig, da Villy Søvndal som SF-formand kunne se sig selv som en kommende udenrigsminister, fik SF's ledelse taget sig sammen til at melde sig ud. Men en lang række fagforeninger og andre offentligt kendte personer er stadig medlemmer. Tænker man da slet ikke over, hvad man er med til at berede bunden for?
Kritik af Israel er lige så meget på sin plads som kritik af alle andre åbne, frie og demokratiske stater og samfund. Det er bl.a. det, der adskiller Israel fra dets fjender, der ønsker at fjerne den jødiske stat fra landkortet. Men megen kritik af Israel har en glidende overgang til regulær antisemitisme, som bestemt er svær at definere, og som undertiden opfattes ekstra sensitivt, men jo af mange ubehagelige, historiske årsager. Måske skulle alle dem, der villigt synger med i boykot-koret, tænke lidt over, hvis ærinde de i virkeligheden går.
De nuværende regeringspartier var meget længe om at italesætte den nye antisemitisme, der ikke mindst er et produkt af indvandringen til Europa fra den arabiske verden. Man husker udenrigsminister Martin Lidegaard, der forsøgte sig med et fremstød til fordel for en boykot af israelske varer. Han blev fløjtet tilbage, men han burde måske have overvejet, at han er med til at gøre det lettere for dem, der vil, at misbruge hans intentioner. Det er på tide, at politikerne erkender, hvilke formørkede kræfter de er med til at fremme.
Til toppen Antisemitisme Artikler