Det nye gamle jødehad
Accepterer vi reelt, at jøder igen ikke kan gå i fred på gaden i Europa? Præsident Macron adresserede forleden den stigende antisemitisme i Frankrig, som har fået titusindvis af jøder til at forlade Frankrig, fordi de simpelthen føler sig i fare. Mange franskmænd har fået nok. Jødehadet er ældgammelt, selv om det stedse antager nye former.
Af JP Leder, Morgenavisen Jyllands-Posten (30. april 2018)
Accepterer vi reelt, at jøder igen ikke kan gå i fred på gaden i Europa?
Præsident Macron demonstrerede forleden det franske diplomatis overlegenhed, da han formåede at få stående ovationer i den amerikanske kongres for en tale, der i realiteten gik præsident Trump midt imod. Det var imponerende oratorisk kunst, men at diplomatiet også har en bagside, viste han ved et møde med amerikanske studerende i Washington. Her adresserede han den stigende antisemitisme i Frankrig, der de senere år har haft spektakulære udslag med overfald og mord, som har rystet mange iagttagere, og som har fået titusindvis af jøder til at forlade Frankrig, fordi de simpelthen føler sig i fare - hvad de også er, det viser eksemplerne kun alt for tydeligt. Mange franskmænd har fået nok, herunder 300 kulturpersonligheder af alle afskygninger, der har underskrevet et manifest mod den såkaldt "nye antisemitisme", om end nyhedsværdien kan diskuteres, for jødehadet er ældgammelt, selv om det stedse antager nye former.
Antisemitismen i Frankrig var bl.a. hvad Emmanuel Macron talte om til en række studerende på George Washington Universitetet, hvor han fik spørgsmålet blandt flere andre. Han pegede på to årsager til denne "nye" antisemitisme. For det første "importen af Israel-Palæstina konflikten".
"Visse personer ønsker at reproducere denne internationale konflikt inden for det franske samfund," sagde Macron og tilføjede "den anden grund", nemlig den "gamle" franske antisemitisme, der "eksisterede i begyndelsen af århundredet, og som er ved at få mere fart på. Det bekymrer mig meget ..."
Understregede præsidenten, der også sagde, at antisemitismen er uforenelig med den franske republik.
Det er en meget diplomatisk måde at sige det på. Og det er en eufemistisk eksercits, som kun er alt for genkendelig, også herhjemme. Et typisk tilfælde kunne opleves i Deadline på DR2 forleden, da DIIS-forskeren Cecilie Felicia Stokholm Banke, der normalt ikke har svært ved at se antisemitisme og nazisme mange steder i samfundet, forsøgte sig med forklaringer på det reelt eksisterende jødehad på gadeplan; det blev til mange og lange sætninger uden om den varme grød.
Anledningen til samtalen i Deadline var overfaldet på to yngre mænd i Prenzlauer Berg i Berlin. De fik bank, fordi de gik rundt med kippa. Og de filmede gerningsmanden med mobiltelefon, man kan høre ham råbe "Yahud!", arabisk for "jøde". Josef Schuster, der er præsident for det jødiske centralråd i Tyskland, har advaret sine jødiske trosfæller mod at bære religiøse symboler offentligt, ligesom Anna Mee Allerslev som bekendt bad jøderne om ikke at flage med det israelske flag, da hun i København afholdt et arrangement med det paradoksale navn "Mangfoldighedsfestival".
Sagen er, at det i Frankrig - såvel som i Tyskland og andre europæiske lande - hovedsageligt er unge muslimske mænd, der gør livet utåleligt for jøderne. Og deres jødehad er måske nok accentueret af Israel-Palæstina konflikten, men ikke født af den; det er en ahistorisk påstand, som ser bort både fra religiøse skrifter og såmænd også det glimrende samarbejde mellem arabiske antisemitter og det nazistiske Tyskland under Anden Verdenskrig. Den slags er svært at se i øjnene, hvis man har lagt sig fast på et verdenssyn, der ser muslimer som ofre uanset hvad. Men den muslimske mand, der dræbte en 85-årig jødisk kvinde med en kniv i hendes lejlighed i Paris, mens han råbte "Allahu akbar!", er ikke offer, men bøddel, og hvis man ikke tør sige det højt, er man mere diplomatisk, end godt er.
Til toppen Antisemitisme Artikler