Hadet til jøder
Har vi da ingenting lært? Jødehadet er på fremmarch igen. Antisemitismen marcherer igen i Europa. Det ligger tungt med analysen af årsagerne. Og politikerne må tænke sig bedre om, hvad de bidrager til. Der er stadig danske politikere med i en boykotorganisation, der minder ubehageligt om 1930’ernes Tyskland.
Af JP Leder, Morgenavisen Jyllands-Posten (20. februar 2019)
Det hedder sig gerne, at vi skal kende historien for at lære af den. Men man kan have sine tvivl om, hvor nidkært dette gode princip efterleves i praksis, når det i disse år uden brug af lup kan konstateres, at antisemitismen igen er på fremmarch i dét Europa, der også lagde jord til Holocaust, massedrabet på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig.
Det er rent ud skræmmende, hvad der efterhånden dagligt ruller ind af meldinger om overgreb, angreb, drab og chikane mod helt almindelige mennesker med jødisk baggrund fra alle dele af Europa. Har vi da ingenting lært?
I Frankrig blev den verdensberømte filosof Alain Finkielkraut verbalt overfuset af personer fra de gule veste-bevægelsen. I Storbritannien har syv Labour-medlemmer forladt partiet bl.a. i protest mod partiformanden Jeremy Corbyns mangelfulde afstandtagen fra antisemitiske udskejelser. Og i Ungarn kører regeringschefen Victor Orbán helt bevidst en antisemitisk kampagne mod finansmanden George Soros - blot for at nævne nogle af seneste eksempler.
Og så er der, hvad der foregår i gaderne. Det er slemt i Frankrig, men Frankrig er, når det gælder antisemitisme, mange steder i disse år. Den ene officielle rapport efter den anden dokumenterer en voksende antisemitisme. Og den målrettede vold mod jøder i hverdagen lader ingen tvivl tilbage. Jødehadet er på fremmarch igen.
Den kendsgerning er svær at snakke væk. Det ligger straks tungere, når talen falder på, hvad årsagen er, og hvem der står bag den nye antisemitisme - som altså sagtens også kan være gammel. Ifølge myndigheder og eksperter står venstre- og højreekstremister bag nogenlunde lige mange antisemitiske aktioner. Dertil kommer, at indvandringen af muslimer til Europa har tilført antisemitismen en ny dimension.
Det sidste ligger det virkelig tungt med at tale tvangfrit om. Der vrides hænder og relativeres, bortforklares og listes rundt om den varme grød, så den intellektuelle hæderlighed blandt mange af dem, der udtaler sig som fagfolk, simpelthen krakelerer. Det er i ingens interesse, at analysen af den nye antisemitisme ikke bare håndteres på basis af tilgængelige kendsgerninger: den har i høj grad fået ny næring med indvandringen af muslimer. Punktum. Hvis ikke netop vi europæere skal kunne tale uforblommet om jødehad, hvem skal egentlig så?
Der er heller ingen tvivl om, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne er drivkraft i en stor del af den nye antisemitisme. Det er de europæiske politikere nødt til at tage bestik af. Det klassiske figenblad for selv den voldsomste kritik af Israel er opdelingen i antizionisme og antisemitisme. Man kan sagtens kritisere staten Israel, samtidig med at man er venner med jøder af alle slags, hedder det traditionelt.
Men tidspunktet er kommet til at udfordre denne skelnen. Det er helt åbenlyst, at en del overstyret kritik af Israel reelt har en antisemitisk følgevirkning. Hvad der måske af nogle er tænkt antizionistisk - altså: kritik af Israel - befordrer en rendyrket antisemitisme hos andre. Én borgmester i København opfordrede jødiske danskere til ikke at medbringe israelske flag til en multikulturel festival. En anden har netop givet en organisation, der opfordrer til boykot af Israel, en pris. Der er stadig danske politikere med i en boykotorganisation, der minder ubehageligt om 1930’ernes Tyskland.
Er det så svært at se, at for ubefæstede sjæle kan grænsen sagtens virke flydende? Europæiske politikere må læse op på vores fælles historie. Der er for meget på spil.
Til toppen Antisemitisme Artikler