Antisemitismen har alt for længe fået lov til at stikke sit hæslige fjæs frem
I en historieløs tid kan det igen lade sig gøre at vise sit had til jøder i dagens Danmark. Antisemitismen stikker sit hæslige fjæs frem overalt i Europa i disse år. Danmark er desværre ingen undtagelse. Det er en helt ny og negativ kvalitet i et åbent had til jøder, som viser sig her.
Af JP Leder, Morgenavisen Jyllands-Posten (12. november 2019)
Antisemitismen stikker sit hæslige fjæs frem overalt i Europa i disse år. Danmark er desværre ingen undtagelse. På selve årsdagen for Krystalnatten i Tyskland, der indledte den lange nedtælling til Holocaust og massedrabet på 6 mio. jøder under Anden Verdenskrig, fandt mennesker det i Danmark betimeligt at begå hærværk mod grave på en jødisk kirkegård og sætte et klistermærkat med den nazistiske jødestjerne op på danske jøders postkasse.
Det er en helt ny og negativ kvalitet i et åbent had til jøder, som viser sig her. Der er tale om en grad af koordinering og en vilje til at demonstrere, at antisemitismen er tilbage som en ond kraft, som må vække den dybeste bekymring hos myndigheder og i det politiske system. Det er ikke længere nok med hændervridende besværgelser om, at jødehadet er stærkere andre steder. Det foregår lige her og nu, midt iblandt os.
Hvad der især må vække bestyrtelse, er den skrupelløse ugenerthed, hvormed en navngiven person fra et antisemitisk foretagende, der kalder sig Nordfront, meddeler sig til offentligheden via medierne og organisationens egne publikationer. De sidste hæmninger er væk. I en historieløs tid kan det lade sig gøre i dagens Danmark at promenere grove antisemitiske holdninger, som var der tale om almindelige politiske tilkendegivelser. Det er afskyvækkende og kalder på de skarpeste reaktioner, også i civilsamfundet.
Alt tyder på, at den europæiske antisemitisme i dag er nogenlunde ligeligt fordelt mellem den yderste højre- og venstrefløj samt indvandrede muslimer. Især den sidste gruppe har fået lov til at flyve under radaren i den offentlige debat trods mange terrorangreb med klare antisemitiske undertoner. Det har været ubekvemt at tale om. Der er blevet ledt efter socioøkonomiske forklaringer, hvor en spade i højere grad burde have været kaldt en spade, når det gælder islams ældgamle syn på jøder. Når flugten af jøder fra svenske byer som Malmø tog fart, var det ikke nødvendigvis den største historie i medierne. Der er blevet kigget væk, relativeret og vredet hænder – og nu ser vi så pludselig, at det faktisk har haft konsekvenser, der rækker længere end til radikale muslimer. Antisemitismen er blevet normaliseret. Det uhyrlige kan igen lade sig gøre, fordi der ikke tidligt nok blev råbt højt nok.
Det er en skændsel, at det er nødvendigt at sikre jødiske skoler, synagoger, plejehjem og privatpersoner, ikke kun med svært bevæbnet politi, men også med regulære soldater. Det er en falliterklæring for et samfund, der kalder sig selv åbent og tolerant, men må erkende, at det er oppe imod kræfter, der vitterligt hader jøder og er klar til at sætte magt bag hadet. Ofte bliver der søgt en forklaring i staten Israel og konflikten med palæstinenserne. Der bliver skelnet mellem antisemitisme og en antizionisme, som åbenbart går for at være anderledes stueren. Det er en til lejligheden opfundet manipulation. Hvad Israels fremfærd i de palæstinensiske selvstyreområder har at gøre med et årtusindegammelt jødehad i Europa, der nu viser sig i nye former, er ikke just indlysende. Det er et ynkeligt forsøg på at bortforklare, hvad der hverken kan eller skal forklares.
Med de seneste antisemitiske udskejelser er endnu et tabu blevet brudt. Hvad vi troede ikke længere kunne lade sig gøre, fører sig nu selvbevidst frem som en utilsløret magtdemonstration. Vi forsømte i tide at sætte foden hårdt ned. Det kommer vi til at indhente nu.
Til toppen Antisemitisme Artikler