Det israelske flag

Er jødehadet mon en naturlov?

Europas jøder er mere udsatte og truede i dag end for 10 år siden. Antisemitismen er i vækst, og det kræver mere end politisk sympati og politibeskyttelse at dæmme op for dette uhyre. Forleden skete det igen i ellers fredsommelige danske byer.

Af journalist og historiker Adam Holm, Morgenavisen Jyllands-Posten (15. november 2019)

Forleden skete det igen: hærværk mod jødiske gravpladser og klistermærker med den gule davidsstjerne og ordet Jude påklistret på udvalgte adresser. Ikke i Berlin, hvor de ellers har en vis forhistorie med den slags. Heller ikke i Paris, hvor jøder i de senere år er blevet udsat for morderiske attentater."

Nej, som læserne naturligvis er orienteret om, fandt vandalismen sted i ellers fredsommelige danske byer som Randers, Silkeborg, Aalborg, Aarhus og Vallensbæk. Anledningen var 80-året for Krystalnatten 1938, hvor tusindvis af jødiskejede butikker, foreninger og synagoger blev vandaliseret i Hitler-Tyskland, og flere end hundrede jøder slået ihjel.

Gerningsmændene benyttede jødernes historiske tragedie som anledning til at forhåne medlemmer af det lille jødiske mindretal her til lands. Budskabet var ikke til at tage fejl af: Selv når I er døde og ligger under muld, kommer vi og generer jer! I får ikke fred, heller ikke i det hinsides, så længe I befinder jer på dansk jord.

Det rakte ikke med det; en mindre flodbølge af antijødiske udsagn skyllede ud på de sociale medier. Min egen Facebook-side gik ikke ram forbi. "Jøderne ligger, som I selv har redt! Det er jer, der har skabt det multikulturelle kaos," lød det med spruttende arrigskab fra en mand ved navn Petersen. En anden med det lige så civiliserede efternavn Nielsen satte trumf på ved at hævde, at "diasporajøden George Soros" bruger sine milliarder på at skaffe immigranter og flygtninge til Vesten.

På sin vis kunne man bare trække på skuldrene. Det er ikke for ingenting, at antisemitisme kaldes for verdens ældste had. Antisemitisme har igennem historien fået næring fra kirkelige kredse, som anklagede jøder for at være Kristus-mordere og blodsugere; fra ultranationalistiske bevægelser, som anså jøder for at være "unationale" og tænke "kosmopolitisk"; fra venstrerevolutionære, som så på jøder som pengegriske spekulanter og udbyttere; og fra muslimer, der hævder, at jøder nedstammer fra aber og begår folkemord på palæstinensere.

Ovenstående er skrevet i datid, men er, som vi ugentligt kan forvisse os om, sørgeligt aktuelt og bør derfor skrives i nutid. Antisemitismen forener på tværs af politiske holdninger, religiøse skillelinjer og sociale forskelle. Karseklippede nynazister, langhårede globaliseringsaktivister, islamister, højrepopulister og almindelige borgere ved navn Petersen og Nielsen er fælles om én ting: modviljen imod jøder enten af biologiske, religiøse, kulturelle eller ideologiske grunde. Hvis man skulle være en anelse syrlig, kunne man sige, at der ikke er noget så demokratisk som antisemitisme.

Antisemitter finder allehånde påskud til at udtrykke deres had, f.eks. luftige postulater om, at jøder kontrollerer medierne og finansverdenen, og alle som én arbejder for den "zionistiske krigsmaskine", underforstået Israel. Lyder det tosset? Javist, men det er ikke desto mindre udsagn, der er mere sejlivede og muterende end selv den mest resistente influenzavirus.

For ikke at gøre vold mod virkelighedens nuancer: Der er heldigvis også stor modstand imod antisemitisme, og herhjemme bliver antisemitiske handlinger utrætteligt fordømt af politikere, organisationer og bekymrede borgere, herunder mange muslimer, over en bred kam.

Men der er fortsat en slange i paradiset, og den er langtfra krøbet i skjul. Tværtimod. I de senere år er jøder blevet overfaldet og i flere tilfælde slået ihjel i byer som Paris, Nice, Toulouse, Bruxelles, Berlin, Halle og København.

I Rom har den 89-årige livstidssenator og Auschwitz-overlevende, Lillian Segre, for nylig vakt opsigt, da hun stillede sig frem og sagde, at hun hver dag modtager i omegnen af 200 trusselsbreve og hadefulde mails. Det er de italienske udgaver af Nielsen og Petersen, som i klartekst opfordrer til, at Segre tager sit "illoyale" og "uitalienske" tankesæt og forlader Italien. Disse svulstigheder er skrevet til en vecchia signora, en gammel dame, der er født i Milano, opvokset som andenrangsborger under fascismen og deporteret til den værste dødslejr i menneskehedens historie, hvor hun mistede sin far og bedsteforældre; også hun, et kronvidne til nazismens forbrydelser, vil man gøre tavs enten gennem trusler eller med våben.

For knap et års tid udkom en 86-sider lang rapport udarbejdet af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder. På grundlag af data indsamlet fra 16.395 europæiske jøder fra 12 lande, deriblandt Danmark, slog rapporten fast, at 85 pct. af de adspurgte anser antisemitisme og intolerance over for jøder som det største samfundsproblem. En anelse flere, 89 pct., anser sågar problemet for at være i vækst.

Det er hverken paranoia eller hang til dramatik, der lægger til grund for disse høje tal, kun den ubekvemme sandhed: Antisemitismen er på fremmarch i Europa. At antisemitisme har eksisteret længe før Holocaust og efter, i såvel det liberale Vesteuropa som det kommunistiske Østeuropa, behøver ikke mange ord med på vejen.

Når rapporten - og virkeligheden uden for vores vinduer - er så nedslående, skyldes det, at hadet går fra stabilt højt til foruroligende højt. De indkomne meldinger til myndighederne i en række lande, herunder Danmark, underbygger tendensen. Tidligere på året advarede Josef Schuster, præsident for det jødiske centralråd i Tyskland, således sine trosfæller mod at bære religiøse symboler i bybilledet. Skåret ud i pap: Vis ikke omverden, at du er jøde - det risikerer at koste dig liv og lemmer! Vi behøver ikke rejse syd for grænsen - eller østpå til Malmø - for at opleve denne tilstand.

For 20 år siden kom københavnske jøder til synagogen i Krystalgade uden ængstelse. For 10 år siden begyndte nogle at fjerne kippaen på vej til og fra bøn for at undgå chikane og tilråb. I dag er vi endt med at have soldater med skarpladte våben posteret foran selvsamme synagoge i en stat med religionsfrihed og tradition for fredelig sameksistens.

Hvis man går på den jødiske Carolineskole eller bor på jødisk plejehjem, gælder også andre sikkerhedsprocedurer end på tilsvarende ikkejødiske institutioner. Hvor mange ikkejødiske forældre ville mon tolerere, at deres elskede poder skulle modtage undervisning bag en mur af pigtråd, overvågningskameraer og politi?

Tænk, hvis kirkegængere på vej til søndagsgudstjeneste eller muslimer på vej til fredagsbøn i moskéen skulle skjule deres identitet for ikke at vække opsigt og føle lettelse over at have militæret til at sørge for sikkerheden under den religiøse handling.

Det er virkeligheden for mange danske jøder, folk, som - undskyld banaliteten - er lige så forskellige som kristne, muslimske, buddhistiske og ateistiske landsmænd: høje, tynde, tykke, små, sorthårede, rødhårede, tyndhårede, blåøjede, brunøjede, grimme, smukke, velstående, afblankede, borgerlige, venstreorienterede, uoplyste, belæste, fodboldfans, skakspillere, discodansere, frimærkesamlere, proisraelere, antiisraelere - fortsæt selv listen.

Er det en naturlov, at man som jøde skal kigge sig ængsteligt over skulderen, tie om sin baggrund eller kun omgås folk af sin egen slags? Det er sagt mange gange før, men tåler en gentagelse: Hvis vi skal drage en lære af det 20. århundredes brutale historie, må det være, at antisemitisme ikke bare udgør en konkret fare for jøder, men også udgør et moralsk problem i samfundet. Et demokratisk samfund, hvor en minoritetsgruppe føler sig utryg, er et usundt samfund.

Når en i forvejen udsat minoritet udsættes for hærværk, trusler og overfald, vokser frygten, og med frygten følger trangen til sikkerhed. Og med trangen til sikkerhed vokser afstanden til det øvrige samfund. Isolationen bliver tydeligere, og folk begynder at spørge sig selv, om de mon sikrer deres familie bedst ved at immigrere til Israel.

Man kunne selvfølgelig også forsøge at gå aktivt op imod op imod de kræfter, som vælter gravsten, truer med bål og brand og ikke kan kende forskel på jøder og zionister. Det kræver i så fald en fælles kamp for pluralisme og tolerance. Og det er ikke begreber, som er i høj kurs i disse år. Indtil videre går det i den gale retning, nærmest som var antisemitisme en naturlov, ingen kan dæmme op for.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Antisemitisme Artikler


© 2000-2019 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 17.11.2019