Engang sagde vi: "Aldrig igen". Men nu hærger jødehadet igen
75 år efter Den Røde Hærs befrielse af den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz den 27. januar 1945 er det ubærligt at måtte konstatere, at antisemitismen igen stikker sit hæslige fjæs frem. Jøder chikaneres, overfaldes, myrdes - fordi de er jøder. Det sker ude i Europa, og det sker herhjemme. Har vi da ingenting lært? Den nye antisemitisme skal bekæmpes hårdt og konsekvent.
Af JP Leder, Morgenavisen Jyllands-Posten (25. januar 2020)
Den nye antisemitisme skal bekæmpes hårdt og konsekvent. Har vi da ingenting lært?
75 år efter Den Røde Hærs befrielse af den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz den 27. januar 1945 er det ubærligt at måtte konstatere, at antisemitismen igen stikker sit hæslige fjæs frem. Det sker ude i Europa, og det sker herhjemme. Har vi da ingenting lært?
Jøder chikaneres, overfaldes, myrdes - fordi de er jøder. Jødiske institutioner må bevogtes af soldater. Jøder kan ikke frit vise deres religiøse tilhørsforhold. Jøder flygter fra Europa. I en by som Malmø er der næsten ingen tilbage. Det har alt for længe fået lov at køre under radaren.
Auschwitz står som den store onde fællesnævner for Holocaust, det industrialiserede massemord på seks mio. jøder under Anden Verdenskrig. De allerfleste vil rykke sammen om en umisforståelig fordømmelse af, hvad der foregik dengang: den største forbrydelse i menneskehedens historie. Men har vi været gode nok til at forvalte arven og formaningen fra dengang? "Aldrig igen," hed det lige efter krigen. Men antisemitismen på de politiske yderfløje og i kølvandet på den muslimske indvandring kan ikke tales væk. Det sker faktisk igen.
Derfor er det glædeligt, at statsminister Mette Frederiksen klart har meldt ud, at også Danmark i dag hærges af en ny form for antisemitisme, der ikke fandtes tidligere.
Beskyttelsen af de jødiske mindretal er alle demokraters ansvar, lige som selve staten Israels eksistens er det. Man kan håbe, at jubilæet minder regeringer og beslutningstagere om, hvad der er på spil. Der er brug for, at jødehadet inddæmmes og trænges tilbage, men reelt er det i de små og større antisemitiske tildragelser i hverdagen, at hælene skal sættes i. For længe har vi hver især kigget væk; også fordi det har været for ubekvemt at se de nye realiteter i øjnene.
Forudsætningen for at bekæmpe den er at erkende den åbent og ærligt. Hun henviser direkte til indvandringen og vil nu iværksætte en handlingsplan mod antisemitisme. Det er et godt og vigtigt signal. Hun ryster heller ikke på hånden i forhold til selve staten Israel. Socialdemokratiet skal altid være på Israels side, siger hun. Også på denne front er der sket meget, siden Mogens Lykketoft var udenrigsminister.
Også i andre lande er politikerne ved at vågne. Det franske parlament har netop besluttet at ligestille antizionisme med antisemitisme. Hidtil har det være alt for let at gemme sig bag populistiske paroler om, at kritik af Israel aldrig kan være antisemitisk. Det kan den sagtens - og er det alt for ofte.
Det er glædeligt, at der omsider sker lidt. Men skyggerne er lange. At der også her i landet uden videre debat stadig kan eksistere organisationer, der opfordrer til boykot af israelske varer under paroler, som minder ubehageligt om 1930'ernes Tyskland, er simpelt hen ubegribeligt. Kan man da ikke se, hvilken ild man puster til?
Og nej, det betyder bestemt ikke, at staten Israel ikke kan kritiseres på linje med alle andre. Israel er en demokratisk retsstat og skal bedømmes præcist sådan. Men de antisemitiske undertoner, der alt for ofte sniges med ind i en påstået Israel-kritik, skal bekæmpes.
Tyskland har et særligt ansvar og påtager sig det til fulde. Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeiers tale i Yad Vashem i Jerusalem i den forløbne uge var en eksemplarisk bekendelse til Tysklands skyld og Tysklands forpligtelse. At antisemitismen også i Tyskland er på fremmarch, er en særlig påmindelse om, hvor vigtigt forsvaret for jøder og jødedom i Europa er - og at det er vores alles ansvar.
Til toppen Antisemitisme Artikler