Vesten har undervurderet antisemitismen i den arabiske verden
Hamas' ufattelige barbari i Israel udspringer af en antisemitisme, som ingen har forsøgt at skjule. Men i Europa har vi kigget væk. Massakrerne i Israel må få det internationale samfund til at erkende, hvilke kræfter Israel er oppe imod.
Af JP lederen, Morgenavisen Jyllands-Posten (11. oktober 2023).
Hamas' ufattelige barbari i Israel udspringer af en antisemitisme, som ingen har forsøgt at skjule. Men i Europa har vi kigget væk.
Chokket sidder dybt over det eksempelløse barbari, som Hamas-terroristerne praktiserede i Israel. Ikke siden Holocaust er der på én dag myrdet så mange jøder. Ordren til terrorgrupperne har været klar: Så mange jøder som muligt skal dræbes eller kidnappes. Som detaljerne kommer frem i al deres overvældende gru, mister man simpelt hen mælet. Hvad driver mennesker til at gøre den slags mod andre mennesker?
Som minimum forudsætter det et så afgrundsdybt had, at det er svært at fatte i vores del af verden. Den sørgelige sandhed er så også, at det ikke burde komme så meget bag på os. Vi har nok kunnet vide det, hvis vi altså ville. Men det var lettest at kigge væk og fortsætte med at pumpe såkaldt ulandsstøtte ind i Gaza. Hvornår er det senest blevet undersøgt, hvad palæstinensiske skolebøger fortæller om Israel?
Hadet til Israel og jøder er frit tilgængeligt i hele den arabiske verden. Antisemitismen står i lys lue. Ingen forsøger at putte med det. De frygteligste slagord gjalder i den såkaldte arabiske gade efter fredagsbønnen. Så sent som i weekenden talte det iranske præstestyre om "kræftsvulsten Israel", der skal fjernes. På torvet i hovedstaden Teheran tæller et ur ned mod, at Israel er endeligt udslettet. Antisemitismen er af den helt radikale art, hvor jøder skal tilintetgøres i en højere mission.
Ingen kan have været i tvivl om, hvordan Hamas, Islamisk Jihad og selvstyret på Vestbredden ser på Israel. Selvstyrets leder, Mahmoud Abbas, har flere gange betvivlet, at Holocaust under Anden Verdenskrig overhovedet fandt sted. Så sent som for nogle uger siden relativerede han igen massemordet på seks millioner jøder med en underlødig bemærkning. Det vækker i situationen en vis international kritik, men det er så dét, selv om den voldsomme sprogbrug mod Israel fra arabiske og palæstinensiske ledere aldrig har forsøgt at sløre, hvad ambitionen er: en udslettelse af Israel.
Alligevel har vi i Vesten kigget væk, sorteret de værste retoriske udskejelser fra, boykottet israelske varer fra Vestbredden og fremstillet situationen, som om det er Israels egen skyld. Det er i sig selv en ældgammel antisemitisk kliché, også genopvarmet af nazisterne: Jøderne er selv skyld i deres ulykke. Når Israel selv har peget på sin grundlæggende sårbarhed, omgivet af fjendtlige naboer, har mange i Europa trukket på skulderen. Israel er jo en militær stormagt og burde vise overskud og imødekommenhed, lyder kritikken uden øje for Israels sikkerhedspolitiske dilemma: altid kun ét militært nederlag fra sin udslettelse.
Også i Europa er antisemitismen på march. Det yderste højre og venstre foruden indvandrede islamister har vakt et jødehad til live, som de fleste håbede gik under i 1945. Mellemøstkonflikten bliver brugt som en slags bekvem forklaring, men det er en forklaring opfundet til lejligheden. Det er selve antisemitismen, der driver disse ekstreme kræfter. Det er dog så svimlende at erkende, at det er langt lettere bare at slå blikket ned og håbe på, at det går over af sig selv. Det gør det ikke.
Massakrerne i Israel må få det internationale samfund til at erkende, hvilke kræfter Israel er oppe imod. Denne erkendelse var tidligere udtalt, men forsvandt i kølvandet på Seksdageskrigen i 1967. Pludselig fremstod Israel som den stærke. Israel er - med alle sine fejl - stadigvæk den part i konflikten, der er truet på selve sin eksistens. De seneste begivenheder må minde os om, at Israel er vores alles ansvar.
Til toppen Antisemitisme (Holocaust) Artikler Terror