Lillelund: Køb ikke hos jøder!
Jødehadet er florissant blandt endog meget pæne mennesker, hadet er igen blevet mondænt, så hvorfor spørger Pelle Dragsted ikke sin ven fra Blekingegadebanden, hvad banden egentlig skulle med den Z-fil?
Af Niels Lillelund, Morgenavisen Jyllands-Posten (25. februar 2024).
Køb ikke hos jøder, det er den gamle parole, så hvorfor var TV 2 så længe om at forstå det? Flere uger!
Nå, nu forstod de det endelig, de køber ikke længere hos jøder, det er noget teknisk, en omstrukturering, en spareøvelse, en journalistisk nytænkning, nu ryster vi posen og får et sæt friske øjne på begivenhederne, en rutinemæssig redaktionel beslutning og se så, vi køber ikke længere hos jøder, og så må stormen vel lægge sig?
Det gør den nok snart, og lad os understrege, at det hele naturligvis er udramatisk. En freelancer behøver man ikke fyre, man holder bare op med at købe hans varer, keine hexerei. Så jøden Jotam er fjernet fra skærmen, jøden Jotam Confino, som tillod sig at rapportere fra krigens brændpunkt, ikke så lidt af en provokation. Nettet brændte. Twitter, som er omdøbt til det langt mere passende X, glødede, sydede af had, for det er pæne mennesker, der hader, og der er intet som pæne og gode menneskers had.
"Jeg har ofte tænkt over, hvordan det var muligt at gennemføre Holocaust. Tænkt over, hvordan folkemordet kunne lade sig gøre i årene 1933 til 1945, hvor omkring seks millioner jøder mistede livet. I dag har jeg fået svaret. I dag er jeg selv vidne til et folkemord, og mennesker omkring mig er upåvirkede. I dag ser vi et folkemord livestreamet på vores skærme, og verden omkring mig er upåvirket. Nu forstår jeg, hvordan det var muligt dengang, og hvordan det er muligt nu. Og jeg har konstant kvalme", meddeler en vis Kashif Ahmad, og fornemmelsen af kvalme står han ikke alene med, for det er i grunden i særlig grad yndefuldt, når man kan sammenligne situationen i Gaza med Holocaust.
Ahmad må om ikke andet være et pænt menneske, thi han er radikal (efter at have prøvet lykken hos Alternativet, Ny Alliance, Hvidovrelisten og Nationalpartiet), og de radikale har en særlig dannet måde at hade jøder på, som da borgmester Allerslev holdt en pause i bryllupsforberedelserne og arrangerede en såkaldt "mangfoldighedsfestival". Det lyder jo uskyldigt og meget kommunalt, men da jøderne også meldte sig og ville være med til at være mangfoldige, fik de besked om lige at pakke flaget ned og ikke være jøder på sådan en provokerende måde, for der må trods alt være grænser for mangfoldigheden, ikke mindst hos De Radikale.
Vist så, Palæstina-sagen er en cause célèbre af rang, og hvad man end måtte mene om Hamas, så er det en fantastisk pr-organisation, som kan sno den vesterlandske offentlighed om lillefingeren. I Gilleleje, hvorfra man engang sejlede jøder i sikkerhed, bliver der nu malet hagekors på husene, og hvem kan det være, der sådan går og hader?
Ja, venstrefløjen kan det ikke være, selv om det for et mindre fintfølende øre unægtelig kan lyde sådan, men nej, som Pelle Dragsted skrev det engang: "At pege på venstrefløjen som en trussel mod danske jøder - det er simpelthen langt ude. Ikke mindst i en tid, hvor vi igen oplever virkelige og alvorlige trusler mod vores jødiske landsmænd fra det ekstreme højre. Det er kun få måneder siden, at højreradikale skændede jødiske grave og satte jødestjerner op ved jødiske hjem og mødesteder. Kort efter afslørede Berlingske, hvordan en gruppe stærkt højreorienterede unge danskere deltog i et globalt antisemitisk undergrundsnetværk og var tæt på at gribe til vold."
Er det virk'lig, er det sandt? Hvordan kan nogen være så indebrændte, at de forbinder venstrefløjen med jødehad? Den voldsforskrækkede veteran fra Antifascistisk Aktion kan slet ikke begribe det, men hvis Pelle Dragsted gerne vil forstå det, kunne han spørge sin gamle ven Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden, og nej, han skal ikke spørge, hvem der dræbte den unge betjent i en højere sags (læs: PFLP's) tjeneste, og han skal ikke spørge om alle de voldelige planer, banden gik og lagde, han skal bare spørge om dette: Hvad skulle man egentlig med den "Z-file", man også fandt på adressen Blekingegade 2, 1. th. Den indeholdt oplysninger om ca. 500 danske borgere af "jødisk/zionistisk oprindelse", og hvis man slet ikke har noget imod jøder, hvad skal man så egentlig med sådan en fortegnelse? Kunne Pelle ikke spørge gode gamle Torkil om det, næste gang de spiller veteran-badminton, jeg for min del vil meget gerne vide mere om venstrefløjens ikke-eksisterende had til jøder.
Man vil indvende, at listen ikke kun indeholdt navne på jøder, men også navne på personer, der havde udtrykt sig positivt over for Israel, ganske som Ku Klux Klan jo ikke kun hadede sorte, men også alle disse forbandede nigger lovers, som gjorde fælles sag med de sorte, så hvis Torkil skulle melde afbud til badminton, kan Dragsted måske i sin reol hjemme på Frederiksberg finde "Zionismens Israel - et land i evig krig", der kom på forlaget Historisk Revy i 1984 (i parentes bemærket kun et år efter, at jøden Zimmerman aka Bob Dylan udgav sit flotte album "Infidels"). Her skriver den tidligere VS'er Anne Grete Holmsgaard sammen med Kit Broholm, at "jødernes binding til Israel (er) i realiteten en binding til bestemte klassekræfter. Israels konsekvente pro-imperialistiske alliancer (...) binder ikke bare jøderne i Israel, men også jøderne i Diasporaen til imperialismen i enhver international konflikt".
Vist så, godt vi kom af med jøden Jotam, det synes de også i Dansk Røde Kors, hvor det formelig vrimler med pæne mennesker, herunder den gamle kommunist Anders Ladekarl, der på sin X-profil deltager livligt i hetzen mod jøden Jotam anført af både pæne og mindre pæne mennesker, herunder Dragsteds gamle partifælle Asmaa Abdol-Hamid, der fejrer fyringen med manér.
Køb ikke hos jøder! Jøden Beile Grünbaum, der driver hjemmesiden Penge og Frihed, fik mottoet at mærke, da hun offentligt støttede jøden Jotam, og det væltede ind med 1-stjernede anmeldelser på Trustpilot i en kampagne orkestreret på de såkaldt sociale medier. "Zionist og støtter af folkemord", "Fy for satan!", "Modbydelig ejer med modbydelige holdninger" og "Pu ha. Jeg holder mig langt væk. At støtte en besættelsesmagt og apartheidstat, der begår folkemord. NEJ TAK".
Køb ikke hos jøder, lad dem føle hadet, det gør man da også. "Efter 7. oktober har vi set en antisemitisme på steroider. Det er ikke første gang, at vi kan konstatere en stigning i jødehadet, når konflikten i Mellemøsten spidser til. Men denne gang har vi set en voldsom skærpelse, der ikke mindst er fodret af ukontrolleret spredning af had på sociale medier," konstaterer formanden for det jødiske samfund, Henri Goldstein, for hadet har hele tiden været der, nu får det lov at blusse: Køb ikke hos jøder!
Niels Lillelund er journalist på Jyllands-Posten samt forfatter og vinanmelder. I døgnets rejsestald spidder han det opblæste og ikke mindst vanetænkningen med en original satire, der svider og forløser med en sund latter.
Til toppen Antisemitisme (Holocaust) Artikler Terror