Det nygamle jødehadI to bøger - en ny og en revideret genudgivelse - beskriver den franske politolog Pierre-André Taguieff vor tids jødehad, der har bredt sig med udgangspunkt i Mellemøst-konflikten og har mange fællestræk med den antisemitisme, som viste sit hæsligste ansigt i Hitler-tiden. Af David Gress (december 2004) I to bøger - en ny og en revideret genudgivelse - beskriver den franske politolog Pierre-André Taguieff vor tids jødehad, der har bredt sig med udgangspunkt i Mellemøst-konflikten og har mange fællestræk med den antisemitisme, som viste sit hæsligste ansigt i Hitler-tiden. Jødehadet har fulgt den vestlige civilisation som en skygge i over 2.000 år. I de sidste 30 år har det skiftet karakter. Det racistiske højres karikatur af den sortsmuskede jøde fra Østerland, som begramser ariske kvinder og snyder gode, ariske mænd for deres penge er stort set væk. I hans sted optræder et nyt fjendebillede, der trives bedst på den anti-imperialistiske, anti-amerikanske, pro-arabiske og anti-globalistiske venstrefløj. Det er billedet af jøden som imperialist, torturbøddel og undertrykker. Fælles for de to fjendebilleder er portrættet af jøden som den infamt snu, beregnende manipulator, som kraften (kræften?), der bag kulisserne kontrollerer verdensøkonomien, dikterer stormagten USA's politik og utrætteligt arbejder på at puge penge og magt sammen for at tjene sin egen races interesser. Fælles for de to billeder er forestillingen om den jødiske sammensværgelse, om at jøder altid vil "rotte sig sammen", om at denne sammensværgelse er ufatteligt stærk og allestedsnærværende, og om at jøderne ved at manipulere den globale økonomi er en fare for freden og for menneskeheden. Pierre-André Taguieff er en fransk politolog, som har gjort jødehadet, "judæofobien", til sit speciale. Han taler om jødehad snarere end om antisemitisme. Alle er nemlig imod antisemitisme, således at kampen mod den historiske antisemitisme fra højre er blevet et alibi for dem, der dæmoniserer Israel og "zionismen". »Den erklærede, ja udbasunerede anti-antisemitisme er nu den maske, som jødernes egentlige fjender bærer,« skriver han i sit nye storværk, "Hadets prædikanter. Gennemgang af den globale judæofobi". Jødehadets kerne er, at »staten Israel er den eneste nationalstat i verden, hvis eksistens forkastes, som er en uhyrlighed, som det gælder om at udrydde.« Dette had bæres af en ny og stærk alliance af radikale muslimer og store dele af det europæiske venstre, herunder gammelkommunister, antiglobalister og antiamerikanere. Det er allerede en trussel mod jøders sikkerhed i Europa. Det er også, siger Taguieff, en trussel mod demokratiet. Selvom jødehadet nu florerer til venstre snarere end til højre, ser Taguieff visse fællestræk med 1930'rne, da Hitler herskede i Tyskland. Fælles er demokratiernes angst for at erkende og nævne fjenden ved navn, en angst, der dengang udsprang af en udbredt antisemitisme, men i dag snarere af skyldfølelse over for araberne og frygt for at provokere dem i en situation, hvor de udgør en hastigt voksende del af den europæiske befolkning. Sions Vises Protokoller For 12 år siden skrev Taguieff sin værdifulde beretning om det største af alle antisemitiske propagandastykker, nemlig "Sions Vises Protokoller", og denne endegyldige analyse af "Protokollerne" og deres virkningshistorie er nu udkommet i en ny, forbedret udgave. Disse "protokoller" foregav at afsløre "verdensjødedommens" hemmelige plan om at erobre verdensherredømmet ved at bemægtige sig finans og medier i alverdens lande. Det var det zaristiske Ruslands hemmelige politi, som i 1900 fabrikerede "Protokollerne" for derigennem at stemple forslag til liberale reformer i Rusland som udtryk for en jødisk sammensværgelse. Siden den russiske revolution i 1917 fik "Protokollerne" et nyt liv. Antisemitter i Europa og USA overtog dem som bevis for den jødiske sammensværgelse og for, at demokratiet kun var et skalkeskjul for jødernes magt. Nazisterne brugte dem flittigt, for hvis demokratiet var en maske for jødisk manipulation, der sigtede på at undergrave alt sundt og godt, måtte en jødefri stat være den sunde menneskeheds eneste fristed. Med Israels oprettelse i 1948 og især efter Seksdageskrigen i 1967 fandt "Protokollerne" og ideologien om den jødiske sammensværgelse deres mest frugtbare jordbund i den arabiske verden. De udkommer i masseoplag i de arabiske lande, herunder Palæstina, og tages for gode varer af arabiske og muslimske ledere og medier. I november 2003 åbnede biblioteket i Alexandria i Egypten, en stor begivenhed, for hermed skulle verden mindes om det store bibliotek i det antikke Alexandria, der var oldtidens største og verdens første store fristed for viden og kultur. Det nye bibliotek var bygget for FN-midler og dermed også for danske skattekroner. Ved sin åbning mønstrede det nye biblioteks museum en udstilling af de store religioners hellige skrifter. Blandt de udstillede jødiske skrifter fandtes et eksemplar af "Protokollerne," som ifølge museumsinspektør Jusef Zaidan er »ét af jødernes hellige læreskrifter, deres egentlige forfatning, deres retslære, deres levevis.« En tunesisk journalist kommenterede, at »Protokollerne bevarer hele deres friskhed og aktualitet.« Et russisk, antisemitisk falsum fra 1900 læses som den pure sandhed af millioner af også veluddannede muslimer. Sovjetisk propaganda Det nye jødehad fik tag i de progressive efter Seksdageskrigen, der forvandlede jøderne fra udsatte ofre til sejrherrer og næsten omgående til bødler og imperialister. Forvandlingen blev stærkt befordret af den kommunistiske propaganda. Sovjetunionen og dens lydstater havde siden Israels grundlæggelse propaganderet mod den jødiske stat, men det var først efter 1967, at denne propaganda fik tag i Vesten. I løbet af få år overtog den vesteuropæiske venstrefløj, herunder adskillige danskere, der i dag er at finde blandt landets politiske og meningsdannende elite, det kommunistiske vrangbillede af jøden som imperialistisk aggressor og som repræsentant for et ganske særlig ondskabsfuldt og magtfuldt folk. Myten om den jødiske sammensværgelse i rød forklædning bredte sig som ringe i vandet og fik sit klassiske udtryk i 1970'er-sloganet om, at "et undertrykt folk har altid ret." De undertrykte var Palæstina-araberne, som vi snart lærte at kalde palæstinensere, og det, de havde og har ret til, var at myrde jøder, indtil Israel var udslettet. Børnemordere Taguieff viser de intrikate personlige og ideologiske forbindelser mellem den gamle venstrefløj og den nye, pro-islamiske og pro-arabiske. De er særlig tætte i Frankrig, et land, hvis elite længe har været såvel antiamerikansk som proarabisk og har opfattet disse holdninger som progressive og anti-imperialistiske. Den franske elite har således været særlig modtagelig for det nye jødehad og har formået at indarbejde det uden konflikter i sit progressive verdenssyn. Et eksempel er journalisten Daniel Mermet, der kalder sig anti-globalist og antizionist. I juni 2001 var han vært for en række radioudsendelser, hvori han uden at protestere lod lyttere fordømme jøderne som "racister og fascister" i modsætning til palæstinenserne, som var "mennesker" og "brødre". Mermet læste et arabisk digt op, hvor jøderne udsættes for den ældgamle beskyldning, om at de forgifter brønde og dræber børn. Også mange danskere har taget billedet af jøder som børnemordere til sig, især efter tv-billederne fra efteråret 2001, hvor man så drengen Muhammad al-Dura dø under optøjer på den israelsk besatte Vestbred. De fleste medier lod vide, at det var israelske kugler, der slog drengen ihjel. I virkeligheden var det med til vished grænsende sandsynlighed arabiske kugler, der tog Muhammads liv, men det var ikke en nyttig sandhed for den progressive meningselite, og derfor blev den fortiet. Tariq Ramadan Et andet eksempel på den nye islamo-progressive alliance er "euro-muslimen" Tariq Ramadan, der fra sin bolig i Schweiz nyder privilegeret adgang til EU-ledere og velvillige journalister. I 1990'erne lykkedes det et netværk af kommunistiske journalister i kredsen omkring månedsbladet Le Monde Diplomatique at forvandle Ramadan fra terrormistænkt til mediehelt, hvilket var noget af en bedrift. Ramadan har talrige personlige og familiære bånd til den radikale, morderiske islam. Hans bror Hani har i selveste Le Monde, den progressive elites talerør, Frankrigs svar på Politiken, forsvaret stening af utro kvinder. I oktober 2003 skrev Tariq en artikel, som blev bragt på Det Europæiske Socialforums websted. Her opremsede han et antal navne på jødiske intellektuelle, som han fordømte for deres støtte til Israel, og med det klare formål at opfordre til had og vold mod dem. Det første navn på listen var Taguieffs, men Taguieff er ikke jøde. Fordi Taguieff modsætter sig dæmoniseringen af Israel og forsvarer dette lands ret til at eksistere, så er han i Ramadans øjne, hvad nazisterne ville kalde "verjudet", "jødificeret". »Fordi Taguieff bekæmper antisemitismen, kalder Ramadan ham jøde,« skrev journalisten Philippe Val. »Og det er antisemitisk. Fordi Taguieff står på den gale side, er han nødvendigvis jøde. Ramadan nævner ham først, fordi han som ikke-jøde støtter jødernes sag.« Taguieff kan ikke kaldes antimuslim. Han er imod den radikale, jødehadende islam, men for den fredsommelige. Han er for demokrati og ærlig konflikt og mod dæmonisering og fordomme. Pervers genopstandelse »Jødehad,« skriver Taguieff, er ikke blot »frygt for jøder, men en blanding af fjendskab og angst, modvilje og had til dem, næret af fantasier og holdt sammen af overtro og rygter.« Således af rygtet om, at "jøderne" kontrollerer USA, fordi mange embedsmænd og rådgivere i Washington er af jødisk afstamning. Således kan en fransk sammenslutning for fred i Mellemøsten finde på at kalde George-Bush rådgiveren Ari Fleischer for "israelsk-amerikaner", selvom Fleischer er født og opvokset i USA og aldrig har boet i Israel. Etiketten skal intet sige om Fleischers politiske holdninger, men skal stemple ham som en indtrænger, et symbol på forbundet mellem "den store Satan" USA og "den lille Satan" Israel. Det gamle kristne jødehad var aldrig kirkens officielle lære. I islam derimod er jødehadet solidt grundet i Koranen og i de i dag mest magtfulde læretraditioner, de wahhabitisk-salafitiske. Det er ældre end staten Israel, som for mange arabiske og muslimske agitatorer snarere er en anledning end en årsag til at genoplive det. Den syriske forsvarsminister Mustafa Tlass skrev i 1983 en bog, som blev en arabisk bestseller, hvori han overtog og forstærkede de gamle legender om de bloddrikkende jøder. I 1840, fortæller han, kidnappede jøder i Damaskus en katolsk præst, som de tappede for blod, de skulle bruge i Jom Kippur-højtiden. »Begivenheden har gentaget sig mange gange, dengang zionisterne begik store forbrydelser i Palæstina og Libanon. Men hver gang har zionisternes indflydelse på finans, medier og politik dysset vreden ned og skjult forbrydelserne. Med denne bog ønsker jeg at bringe klarhed over den jødiske religions hemmeligheder ved at beskrive jødernes handlinger, deres blinde og modbydelige fanatisme, og hvordan de iværksætter den lære, som deres rabbinere har udbredt.« Forkromet dæmonisering Her møder vi hos en autoritativ arabisk politiker det forkromede, moderne jødehad, en blanding af gammel overtro pudset op med den arabiske politiske verdens paranoia og hang til syndebukke. Faren, som Taguieff klart ser og indgående beskriver i sine uundværlige, encyklopædiske værker, er, at de europæiske liberale demokrater af frygt, svaghed og malplacerede skyldfølelser overtager denne dæmonisering. Det sker allerede, hver gang unge europæere i anti-imperialismens, retfærdighedens eller fredens navn overfalder jøder eller tvinger dem til at skjule sig. Den 22. marts 2003 blev to unge jøder overfaldet i Paris under en antikrigsdemonstration. De to var ikke israelere, men tværtimod selv progressive og pro-arabiske og gik ind for en araberpalæstinensisk stat. De blev overfaldet ikke på grund af deres holdninger, men fordi de var jøder. Efter mere end 2.000 år og efter at de kristne kirkers ledere for længst har forkastet antisemitismen, vender det urgamle had tilbage, ofte forklædt som "antiracisme" eller endog, som Taguieff viser, som "kamp mod antisemitismen", en kamp, der føres mod døde modstandere såsom Adolf Hitler, og som derfor er et bekvemt alibi for det nye jødehad. Flere og flere europæere viser sig enige med den romerske historiker Tacitus, som omkring år 100 e. Kr. skrev, at jøderne nærer »had til menneskeheden.« Våbnet mod dæmonisering og overtro er, som altid, oplysning, og den leverer Taguieff. Må han få mange læsere og en dansk oversættelse.
Pierre-André Taguieff:
Pierre-André Taguieff: Til toppen Antisemitisme Film og bøger © 2000-2020 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 9.2.2020 |