Det israelske flag

Fakta om ISRAEL/PALÆSTINA

Man kniber sig i armen og bliver klar over, at man er vågen: En del omstændigheder tyder på, at sandhedens øjeblikke nærmer sig i fredsprocessen. Måske - forhåbentligt - kan freden få en reel chance denne gang. I en sådan situation vil der selvsagt udbryde en ny række fejder af mere eller mindre voldelig art.

Af Arne Melchior (tidl. bragt i Jødisk Orientering)

Herhjemme bliver det formentlig udelukkende en kappestrid på ord og argumenter. Derfor er det vigtigt for alle læsere af Jødisk Orientering at være bedst muligt fortrolig med de historiske og andre faktiske omstændigheder, der vil komme til debat i medierne, på arbejdspladserne og hvor man i øvrigt færdes. Derfor følger her en kortfattet opsummering. Læs artiklen og gem den til senere repetition.

  • Jerusalem tillægges såvel fra jødisk som fra muslimsk side status som en hellig by. I Islam rangerer Jerusalem dog på en 3. plads efter Mekka og Medina, medens den i jødedommen indtager en suveræn 1. plads. Hvad angår påstanden om "den bibelske ret" og dermed sammenhørende historiske ambitioner skal det konstateres, at Jerusalem og synonymet Zion er nævnt lige ved 600 gange i Gamle Testamente, derimod er byen slet ikke er nævnt i Koranen.

    Siden det 2. tempels ødelæggelse i året 70 er Jerusalem (Zion) indgået i samtlige jødiske bønner, såvel dem, der flere gange dagligt benyttes i gudstjenesterne, som i alle lejlighedsbønner såsom bordbøn, ved fødsel, bryllup, begravelse etc.

  • Nok så væsentlig i dagens situation er helt naturligt folkeretten, altså gældende international juridisk ret. En palæstinensisk stat med et palæstinensisk folk har historien aldrig kendt. Gennem 400 år - fra 1517 til 1917 - indgik Palæstina i det osmanniske rige med Konstantinopel (Istanbul) som hovedstad. I 1917 erobrede engelske tropper Jerusalem og Palæstina.

  • Ved fredskonferencen i Versailles i 1920 blev Palæstina udlagt som såkaldt "mandatområde" med England som "mandatar". Dette udtryk betyder, at England blev formynder for området i præamblen (forordet) til mandatpagten, der blev enstemmigt vedtaget af folkeforbundet, står der, at hensigten med den midlertidige status er at virkeliggøre den af den britiske regering i november 1917 udsendte "Balfourerklæring". I denne står der ordret, at "der i Palæstina skal oprettes et nationalt hjemsted for det jødiske folk". Hermed var det folkeretsligt bindende fastlagt, at Palæstina skulle udvikles til en jødisk stat.

    Palæstina bestod på dette tidspunkt- som altid tidligere - af såvel området mellem Middelhavet og Jordanfloden (Vestjordanlandet) (i alt 27.000 kvadratkilometer) som af Østjordanlandet, der udgør 91.000 kvadratkilometer. I 1922 opdelte England efter imperiedevisen "del og hersk" området i to dele. Palæstina vest for Jordanfloden og emiratet Transjordanien - altså det større område - på østsiden af floden. Emir Feisal blev af briterne indsat som leder her. Derved var Palæstina minimeret til mindre end en fjerdedel, hvorved de tre fjerdedele tilfaldt muslimerne.

    I 1947 vedtog De Forenede Nationer en delingsplan for Palæstina, der yderligere skulle opdele Vestjordanlandet i henholdsvis en jødisk og en arabisk stat. Skønt dybt utilfredse accepterede Den Zionistiske Verdensorganisation denne plan, der imidlertid blev pure afvist af samtlige arabiske stater. Herved havde verdensforbundet af stater for anden gang folkeretsligt besluttet oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.

    Da denne blev etableret i maj 1948 startede mere end en halv snes arabiske lande krig imod det nye Israel. Transjordaniens leder, emir Abdullah, erobrede i krigen ca. 6000 kvadratkilometer af Vestjordanlandet. Herefter omdøbte han Transjordanien til Jordan og ombyttede sin titel fra emir til konge. Det er de nævnte 6000 kvadratkilometer, som nu kaldes "Vestbredden".

  • Betegnelsen "palæstinensere" eksisterede ikke før engang i 1950'erne. Såvel i 1920 som i 1947 benyttedes i alle sammenhænge udelukkende udtrykkene "jøder" og "arabere".

    Dersom det havde været arabernes hensigt, at der skulle oprettes en selvstændig arabisk (palæstinensisk) stat på Vestbreddens område, så var der i hele 18 år (mens Vestbredden var indlemmet i staten Jordan fra 1948 til 1967) al mulighed lejlighed dertil. Men det blev end ikke forsøgt!

    PLO (Palæstinian Liberation Organisation) blev grundlagt i 1964. I dennes "nationalpagt" stod det helt frem til 1990'erne, at "staten Israel skal fjernes fra landkortet med alle til rådighed stående midler". Dette formål opretholdes den dag i dag af en række militante arabiske organisationer, såsom Hamas, Islamisk Jihad, Al Aqsa og mange flere. Disse organisationers flag og våbenskjold viser, at de anser en kommende palæstinensisk stat som inkluderende hele det område, der udgør staten Israel, der internationalt lovformeligt er besluttet oprettet, og som siden sin oprettelse er medlem af FN.

  • Det påstås ofte i den løbende debat, at tilkomsten af staten Israel var et resultat af den anden verdenskrig og det tilhørende Holocaust. Som påvist i det foranstående er dette en komplet usandhed. Oprettelsen af den jødiske stat har været gældende folkeret siden 1920, altså længe inden nogen kunne forestille sig 2. verdenskrigs ulykker.

  • En anden fatal fejl består i udtrykket "besættelsesmagt", når der tales om *Israel. Straks efter Israels enorme sejr i 6-dages-krigen i 1967 inviterede Israel ivrigt til fredsforhandlinger med de arabiske overfaldsstater. Men Den Arabiske Liga vedtog på sine årlige møder helt frem til omkring 1990 de berømte 3 nej'er: De sagde nej til forhandling, nej til fred og nej til anerkendelse af Israel. Derved havde Israel ikke nogen forhandlingspartner. Betegnelsen "besættelsesmagt" har til hensigt at sløre, at Vestbredden ikke er et resultat af en angrebskrig, men af en forsvarskrig.

  • Helt givet er det på sigt uholdbart for Israel at bevare herredømmet over Vestbredden og Gaza. Lige så givet vil der blive oprettet en palæstinensisk stat. Uanset, at begrebet palæstinensere som betegnelse for et folk er af ret ny dato, må disse givetvis tilkendes retten til at definere sig selv. Israels vilje og evne til at betale fredens pris er dokumenteret ved indgåelse af fredsaftalerne med såvel Egypten som Jordan samt gennem fredsforhandlingerne med palæstinenserne, startende i Madrid og Oslo. Fred med palæstinenserne forudsætter imidlertid, at disse udgør en homogen enhed med en handledygtig ledelse. Arafats nej efter forhandlingerne med statsminister Barak og præsident Clinton i 2000 og 2001 viste desværre klar, at dette ikke var dagens situation, skønt Arafat i de nævnte forhandlinger havde opnået næsten 100% af sine krav.

  • Israels fredsønske er faktisk også blevet dokumenteret under den nuværende regering. For 1½ år siden fremsatte Saudiarabiens kronprins en fredsplan. Kort fortalt gik den ud på, at samtlige arabiske stater skulle anerkende Israels eksistens. Israel skulle på sin side trække sig tilbage til grænserne fra før 1967. Statsminister Sharon afviste ikke denne plan, hvilket man ellers nok kunne argumentere for. Han svarede positivt: Han tilbød at forhandle med Saudi's plan som grundlag enten i Riyadh, i Jerusalem eller ved at komme til Beirut, hvor der nogle få uger senere skulle holdes et arabisk topmøde. Men atter var den arabiske reaktion et tredobbelt nej!

  • Imens fik man så den nye "Intifada". Denne har udviklet sig til, hvad man må kalde "den totale krig". Er ikke al krig total? Svaret er nej. Den moderne udformning af terror er værre end krig. I almindelig krig bestræber begge sider sig på at vinde, bl.a. ved at dræbe eller uskadeliggøre modstanderens styrker, medens ens egne soldater meget gerne vil overleve. I "den totale krig" ønsker egne kæmpere slet ikke at overleve. De ønsker derimod at dø! Vi så det illustreret ved angrebet på bl.a. World Trade Center i New York i 2001. Helt det tilsvarende er tilfældet med de palæstinensiske selvmordsbombere.

  • Hertil kan svares, at også Israel af og til benytter metoder, som bryder selv krigens love. Javel, og ingen tvivl om, at det smerter. Men forskellene er betydelige. Dels er det den arabiske side, der frembringer de abnorme situationer, og vi ved selv fra besættelsestiden, at "i unormale situationer bliver det normale unormalt". Dels og især reageres der total forskelligt fra de to sider. Når en selvmordsbombemand forårsager en masse civile israeleres død og lemlæstelse, så jubler den palæstinensiske side. Når israelske aktioner rammer civile palæstinensere, så er der beklagelser, sorg og undersøgelser imod dem, der har handlet forsømmeligt.

  • Det er og forbliver staten Israel, der er i livsfare, ikke-omvendt. Det skal herved erindres, at der fra Vestbankens vestligste punkt er bare 18 km til Middelhavet. Hvis det skulle lykkes Israels fjender at afskære denne lillebitte distance, så er Israels chancer for at forsvare sig minimal. Så dødsens alvorlig er situationen. I virkeligheden passer det jo slet ikke, at Israel er "the overdog" i forholdet. Dette er den helt aktuelle, lokale situation, og det indbringer palæstinenserne en mængde sympati. Men set i det lange forløbs lys er det helt oplagt Israel, som er den svagere part over for de samlede fjendestater, deres størrelse og samlede kapacitet.

  • I masser af FN-resolutioner og overalt i debatten i øvrigt kan man læse, at "Israel har ret til at eksistere bag internationalt anerkendte og sikrede grænser". Det et her, Israels faktuelle problem om liv eller død ligger. Ordene er smukke nok, men med de geografiske, militære, økonomiske og øvrige ressourcemæssige omstændigheder in mente, kan man nemt begribe, at israelerne er tvunget til at stille sig dette spørgsmål: Hvem i alverden er det, der påtager sig ikke blot at anerkende, men også at sikre landets grænser??

En fredsslutning må absolut indeholde et troværdigt svar på dette spørgsmål. Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler Kort Jerusalem


© 2000-2009 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 1.3.2009