Had i gaden, halvmåne og hagekors
Gas jøderne! Ingen bør lade sig overraske over råbene i Sydney, festen i Berlin, de dyttende optog i Malmø og gadefesten i Brabrand. Jødehadet er verdens ældste had. Der er intet nyt under solen, og antisemitismen er omtrent det mindst nye overhovedet. Det gruopvækkende palæstinensiske had bør ikke komme som en overraskelse.
Af Niels Lillelund, Morgenavisen Jyllands-Posten (15. oktober 2023).
Niels Lillelund er journalist på Jyllands-Posten samt forfatter og vinanmelder. I døgnets rejsestald spidder han det opblæste og ikke mindst vanetænkningen med en original satire, der svider og forløser med en sund latter.
Hadet skal man ikke kimse ad, hadet i den arabiske gade, som bugter sig så lysteligt gennem vang og vænge. Hadet pibler frem overalt. Hadet hvæser på de sociale medier, det fester igennem i Berlin, det kører hujende gennem byen og verden og svinger med palæstinensiske flag, som vi så det den 11. september 2001.
Ved Operahuset i Sydney har den fede dame sunget helt færdigt, nu gjalder råbene: Gas jøderne, gas jøderne, det er taktfast og umisforståeligt, man kan ikke komme udenom, at det er en ytring. Ved den israelske ambassade lægges buketter, men maskerede mænd fjerner dem igen, smider dem på gaden. Er det en ytring? Det ville Mette Frederiksen normalt ikke mene, men en synligt rystet statsminister opfattede det vist alligevel sådan, selv om en buket jo nemt og ret billigt lader sig erstatte.
Det er integration på gadeplan, og det har skabt mild panik i kommunens vejnavnenævn. Netop mandag kl. 14 skulle man have døbt en lille plads tæt på Nørrebrogade, Palæstinas Plads skulle den hedde, men så er der jo det med timingen. Måske er det, halshugninger og voldtægter taget i betragtning, ikke lige nu, man skal omdøbe Nørrebrogade til Hamas Street, selv om idéen jo er cool nok. Teknik- og miljøborgmester Line Barfoed (EL) siger til Ekstra Bladet:
"Vi synes stadig, det er en god idé, fordi der bor mange mennesker i København med rødder i Palæstina, og det var for at skabe noget positivt for dem, ligesom vi gør med alle mulige andre stednavne, som vi navngiver. Men det vil uundgåeligt blive læst ind i den forfærdelige situation, der stadig udspiller sig, så vi kan ikke gøre det nu."
Uundgåeligt, ja, jo, det vil det nok. Onde kræfter vil misforstå de blide hensigter, som onde kræfter har for vane, og nogle kræfter vil muligvis være så onde, at de vil undre sig over begrebet timing i denne forbindelse. En plads er jo per definition noget blivende, og at navngive noget blivende skal vel ikke times ?
Foreløbig hedder det så stadig Den Røde Plads, et dejligt dubiøst navn, men hvis et kollektiv kan hedde "Maos Lyst" hvorfor så ikke?
På pladsen stimler herboende palæstinensere sammen og hylder Hamas og halshugningerne, danske politikere erkender sig rystede fra en ende af, gad vide, hvor de har været de seneste 20 år. Jødehadet er grasserende i København. Heraf oprustningen i Krystalgade, det er ikke sådan at passere den gade, næsten utilbørligt svært. Engang var det nemmere, man gad ikke besvære sig for meget for jøderne. Da radikale Anna Mee Allerslev holdt en kort pause i bryllupsforberedelserne for at holde Mangfoldighedsfestival, blev jøderne bedt om lige at pakke flaget sammen og stikke piben ind, ingen grund til at provokere unødigt med utilbørlige flag.
Hvilken frihedskamp! Når man angriber en musikfestival, overfalder private hjem, voldtager kvinderne og massakrerer babyer, er det ikke frihedskamp, men ren ondskab i al sin ufattelige monstrøsitet, og undskyld mig, men hvem trækker Hitler-kortet?
Hitlerkortet er for længst spillet, det er på bordet, og det bør ikke overraske nogen. Zions Vises Protokoller er storsællert i Stormellemøsten, det antisemitiske smædeskrift konstrueret af Zarens hemmelige tjeneste, og da Hitlers grandiose gasprojekt endnu kun var på tegnebrættet, holdt Adolf sættemøder med stormuftien af Jerusalem. Læs og forstå, som vi sagde i anden klasse, læs i dette tilfælde "Halvmåne og hagekors" (Informations Forlag 2009) af de tyske historikere Mallmann og Cüpers. Det et en lærd bog, fuld af fodnoter, aldeles uegnet til Instagram i efterårsferien, men fodnoter skal der til, dokumentation, mine damer og herrer, for misinformationen er massiv, og Lars Løkke burde tage den bog med og læse lidt op af den til næste møde i OIC, det skal nok blive festligt.
Den øverste muslimske gejstlige, Amin el-Husseini, den berømte muslimske leder af Palæstina under det britiske mandat i 1930'erne, opholdt sig i Berlin i lange perioder under krigen og snakkede Holocaust med sine åndsfæller. Som han skriver så bramfrit i sine erindringer:
"Vores grundlæggende betingelse for at samarbejde med Tyskland var at have frie hænder til at fjerne hver eneste jøde fra Palæstina og den arabiske verden. Jeg bad Hitler om en udtrykkelig tilladelse til at løse det jødiske problem på en måde, der passer til vores nationale og folkelige ambitioner og i samsvar med de videnskabelige metoder, som Tyskland har stået for i behandlingen af dets jøder. Det svar, jeg fik, var: "Jøderne er jeres"."
Jøderne er jeres, det er en parole, man kan forstå. En engelsk undersøgelseskommission anført af Lord Peel lancerede en delingsplan for Palæstina for muftien i 1936. Hans svar var befriende klart:
"Giv os selvstændighed, så skal vi nok selv gøre os færdige med jøderne."
Ved muftiens første møde med Hitler 28. november 1941 understregede Hitler nødvendigheden af den endelige "løsning på jødeproblemet", og muftien kunne lune sig ved, at Hitler tilsluttede sig "tilintetgørelsen af den i den arabiske verden levende jødedom".
Arabiske "Einsatzkommandoer" blev oprettet under ledelse af SS-officerer, herunder Walter Rauff, denne hyggelige mand, der opfandt det mobile gaskammer. Målet var det klare at eliminere jøderne i Palæstina og Nordafrika.
Gas jøderne! Ingen bør lade sig overraske over råbene i Sydney, festen i Berlin, de dyttende optog i Malmø og gadefesten i Brabrand. Jødehadet er verdens ældste had, og det lever i bedste velgående, ikke kun blandt palæstinensere i København, men så sandelig også blandt pæne mennesker.
Da man ransagede den mondæne Blekingegadebandes kontor, fandt man en Z-file, en jødeliste, og mange jøder var forfærdede. Det forstår man, men overraskelsen er ubegrundet, for der er intet nyt under solen, og hadet til jøderne er det mindst nye overhovedet, også i København.
"Aftenen før min ankomst var Jødefejden begyndt, hele byen var i bevægelse, det var næsten umuligt at arbejde sig gennem Østergade; de forventninger, jeg havde gjort mig om menneskemassen, slog således til. Urolighederne forstemte mig ellers en del, jeg var så ene, og det i en ganske fremmed by."
Det er H.C. Andersen anno 1819, han ankom midt i Jødefejden, som den kaldes, og er det ikke, midt i al ondskaben, vidunderligt at se, at han, ligesom moderne politikere i grunden, mest af alt er optaget af sig selv, hvordan verden end ter sig.
Niels Lillelund er journalist på Jyllands-Posten samt forfatter og vinanmelder. I døgnets rejsestald spidder han det opblæste og ikke mindst vanetænkningen med en original satire, der svider og forløser med en sund latter.
Til toppen Artikler Terror Antisemitisme Mallmann og Cüppers: Halvmåne og hagekors - Det Tredje Rige, araberne og Palæstina