Det israelske flag

Vi har valgt, at jøder ikke skal kunne leve i Danmark

Det er en politisk beslutning, om forfølgelsen af jøder skal fortsætte. Lars Løkke og Mette Frederiksen erklærer højstemt deres intention om at beskytte jøder, men de gør intet for at forhindre islams fremvækst. Islam er bare ikke foreneligt med jøder. Man må vælge. Og hvis man ikke vælger, har man alligevel truffet en tung og skæbnesvanger beslutning.

Af Rune Toftegaard Selsing, Cand.mag. i filosofi og cand.polit., Morgenavisen Jyllands-Posten (21. december 2023).

I Danmark bliver jøder forfulgt. Chikane, trusler og det nødvendige sikkerhedsopbud som modsvar giver en hverdag med permanent utryghed. Det kan ingen vel benægte. Lige så lidt som de kan benægte, at denne chikane er et direkte resultat af den arabiske indvandring. Muslimer, som de er flest, tolererer ganske enkelt ikke jøder.

I de senere år har flere beskrevet, hvordan kristne i stigende grad bliver forfulgt i den muslimske verden. Det bliver jøderne ikke længere, men desværre alene fordi de stort set er fuldkommen fordrevet. Ved Israels oprettelse boede der faktisk op imod en million jøder i den arabiske verden, og nu bor der stort set ikke en eneste. Muslimer fordriver jøder. Det er en empirisk realitet.

Det gælder naturligvis også i Danmark. Hvis vi importerer et stort antal muslimer til Danmark eller noget som helst andet vesteuropæisk land, vil de være intolerante over for jøderne og begynde at forfølge dem. Det er trist, begrædeligt og uønskværdigt, men ikke desto mindre et uafviseligt faktum.

Når vores politikere fra midten og ud til venstre alligevel har valgt at invitere hundredtusinder af muslimer hertil, er det naturligvis ikke, fordi de ønsker at skubbe jøderne ud af Danmark. Faktisk har de dårligt nok haft et ønske om den voldsomme demografiske omkalfatring. I stedet har de vedtaget asyllovgivning, retten til familiesammenføring og en smule adgang til billig arbejdskraft. Stort set med gode intentioner. Om at leve op til internationale konventioner og om at gøre noget godt for mennesker i nød.

Politik og politikere skal bare ikke vurderes på intentioner. Enhver idiot kan bevilge flere penge til velfærdsstaten. Enhver idiot kan finde ud af at kræve temauger i folkeskolen. Men det er ikke gratis at dele penge ud, for de skal også kræves ind, og tid på temauger bliver taget fra undervisningen. Og selv noget, hvis erklærede intention alle kan være enige i, kan være dybt skadeligt i praksis. Hvem vil eksempelvis have mere skatteforvaltning? Bureaukrati og kolde hænder! Derfor skar borgerlige regeringer så hårdt ned på den, at den i dag er dysfunktionel og under en mangeårig redningsaktion.

Politik er altid en afvejning. Og derfor bør politik aldrig vurderes på politikernes erklærede intentioner, men altid på de faktiske konsekvenser. Ingen politikere har nogen intention om at fordrive jøderne fra Danmark. Og mon ikke de flestes standardreaktion vil være at afvise ethvert ansvar for den nuværende forfølgelse. Men det er politikernes ansvar. For forfølgelsen er en direkte konsekvens af politikernes beslutninger. Lige så vel som det er en politisk beslutning, om forfølgelsen skal fortsætte. Lars Løkke og Mette Frederiksen erklærer højstemt deres intention om at beskytte jøder, men de gør intet for at forhindre islams fremvækst. Islam er bare ikke foreneligt med jøder. Man må vælge. Og hvis man ikke vælger, har man alligevel truffet en tung og skæbnesvanger beslutning.

Desværre - for både de danske jøder og for alle os andre - behøver Lars Løkke og Mette Frederiksen ikke at vælge. Der er nemlig ikke nogen, der påpeger politikernes ansvar for den aktuelle situation. Ikke nogen, der påpeger det empiriske faktum, at en stor og voksende islamisk population udgør en stadig større eksistentiel trussel mod jøder. Og os andre, i øvrigt. På den måde træffer vi alle valg. Danskerne sætter deres kryds ved politikere, der de facto ønsker mere islamisk indvandring. Og politikerne for deres del går åbenlyst kun op i, at intentionen med deres politik er synlig. Se mig, jeg vil det gode, og det gode er at åbne landet for dem, der gerne vil hertil. Vi kommer alle til at betale prisen for vores valg i form af stigende utryghed, geografisk og kulturel opsplitning, vold og trusler.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler Antisemitisme Terror


© 2000-2023 DIF. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 23.12.2023