Vesten er ikke i stand til at beskytte jøderne
Kære propalæstinensere: Husk lige, hvem der sprættede gravide jødiske kvinder op, inden I råbende kræver palæstinensernes ret i Vestens gader. At vade bagefter dem, der råber "Palæstina er besat, det skal løses med jihad", og lykønske sig selv med sin egen store godhed og humanisme er at sætte hele den vestlige verdens fred og frihed til tælling. For jeg kan betro dem, at en palæstinenser er fløjtende ligeglad med det naive vestlige menneske, der vil befri og frelse Palæstina, skriver Marie Høgh.
Af Marie Høgh, Sognepræst og debattør, Morgenavisen Jyllands-Posten (31. maj 2024).
Der var stille i folketingssalen forleden lidt over midnat, da det færøske medlem Sjúdur Skaale stod på talerstolen. Klart og roligt leverede han "årtiets tale", som den efterfølgende blev kaldt af folketingskollegaer. En "fuldstændig fremragende tale", en tale, der "afslørede hykleriet", en stærk tale om "antizionisme, antisemitisme, krig og demokrati".
Men hvad var det, Sjúdur Skaale sagde, siden han fortjener de mange komplimenter? Ja, han sagde jo sådan set bare sandheden, nemlig at israelerne kun overlever ved at slå hårdt ned på angreb. Men Israels skæbne i denne krig er, at det kæmper mod en hær, "der gemmer sig i boligblokke, i hospitaler og tunneller under jorden", en kamp, "der er umulig uden civile tab, uanset hvor meget man gør for at undgå det".
Og som Skaale understregede, begræder Hamas ikke tabet af sine borgere - jo flere, der dør og lemlæstes, desto bedre - for de fodrer propagandamaskinen på de sociale medier, der når ud til hele den vestlige verdens befolkning.
Det godtroende vestlige menneske falder i med begge ben - bliver berørt, bevæget og bedraget af synet af de døde palæstinensiske børn, de grædende forældre, de knuste lig under murbrokkerne og danner, som Skaale sagde, skarpe politiske meninger, der ikke er baseret på viden - men skabt af Hamas' dødsdrift.
Skaale sagde bare sandheden om Israels underjordiske fjende, Hamas, og det himmelråbende hykleri, når vesterlændinge med palæstinensere i spidsen forsamler sig i demonstrationer og råber "From the River to the Sea" og giver jøderne skylden for, at Hamas ikke har beskyttet sine egne civile borgere, men brugt dem som skjold.
For Hamas er rystende ligeglad med civilbefolkningen. I en Hamaskrigers øje og i islamismens hellige navn er det enkelte menneskeliv intet værd. Og manglen på respekt for livets hellighed, for det enkelte menneskes liv - det er terroristens stærkeste våben - og det er, som om størstedelen af vores Folketing har forstået den alvor.
Også statsministeren kaldte Skaales tale om sandheden for "den bedste i denne folketingssamling". Statsministeren har ret, for i en verden, hvor ånden er svag, i en verden af løgn skal vi dagligt mindes om sandheden - og holde fast ved, hvem der var "the bad guys" den 7. oktober, som Skaale sagde.
Vi skal holde fast i, hvem det var, der skar ufødte babyer ud af gravide kvinder, nedslagtede forældre for øjnene af deres børn, torturerede, voldtog og pinte ihjel - tog til fange og bortførte. Det var Hamas, der angreb jøderne, fordi de var jøder.
Og nu lyder "From the River to the Sea" gennem alle Vestens storbyer som et ildevarslende ekko om, at vi har mistet evnen til at skelne mellem sandhed og løgn - og at den uhellige alliance mellem wokeismen og islamismen er blevet en farisæisk bevægelse.
Nu har jeg opdaget, at man skal være varsom med at bede folk skamme sig, men de over 400 prominente danske kunstnere, der med underskriftsindsamling krævede, at Israel ikke deltog ved Eurovision, burde i hvert fald notere sig, at historien kan gentage sig - og spørge sig selv, hvilket ansvar de bærer for antisemitismens genkomst. For der er ingen tvivl om, at de føler sig gode.
Og når de unge aktivister med krav om at fordømme det påståede folkedrab i Gaza opfordrer til øjeblikkelig våbenhvile og boykot af akademiske institutioner, da er antisemitismen nået ind i hjertet af Aftenlandets 1.000 år gamle dannelse. Horderne af unge mennesker, der har belejret universiteterne i blandt andet New York, Paris, København og Berlin, den historietunge by, der overalt bærer vidnesbyrd om jødeforfølgelse og udryddelse, de er overbevist om, at de står på den rigtige side i historien.
Det kan jeg love dem for, at de ikke gør.
At vade bagefter dem, der råber "Palæstina er besat, det skal løses med jihad", og lykønske sig selv med sin egen store godhed og humanisme er at sætte hele den vestlige verdens fred og frihed til tælling. For jeg kan betro dem, at en palæstinenser er fløjtende ligeglad med det naive vestlige menneske, der vil befri og frelse Palæstina, mens jøderne igen må holde for som syndebukke. Og Skaale har ret, alle ved, hvad jødernes skæbne bliver i Mellemøsten, hvis de mister deres land - en skildpadde uden skjold.
For som den østrigske forfatter Stefan Zweig, der selv var af jødisk herkomst, skrev: Jødernes "længsel efter en hjemstavn, efter ro, hvile og tryghed og efter ikke mere at være fremmede får dem til at forbinde sig lidenskabeligt med deres omverdens kultur". Også i hans klassiker "Verden af i går" tilpassede jøderne sig, de gør ikke væsen af sig, de dukker sig, når slagene rammer dem, og sagtmodigt går de videre.
Måske er det, som Zweig skrev, "netop den egentlige mening med jødedommen, at den med sin blotte eksistens og ved på gådefuld vis at overleve alt, igen og igen stiller Jobs evige spørgsmål til Gud, så verden ikke glemmer jøderne". Må Gud beskytte og bevare jødisk liv - Vesten er åbenbart ikke i stand til det.
Til toppen Artikler Antisemitisme Terror