Det israelske flag

Gaza: Den forspildte mulighed

Forholdene i Gaza er forfærdelige. Dyb fattigdom for et stort flertal af befolkningen. Arbejdsløshed og elendige sociale forhold. Talrige voldelige demonstrationer. Stridende militser, der bekæmper hinanden med bortførelser, attentater, ildkampe og bomber. Alt dette kunne have været anderledes.

Af Ole Andersen, generalsekretær for "Ordet og Israel", Morgenavisen Jyllands-Posten (8. oktober 2006)

Drømmen om den enkelte borgers personlige sikkerhed er blevet slået ned af kidnapninger og drab.

Forholdene i Gaza er forfærdelige. Dyb fattigdom for et stort flertal af befolkningen. Arbejdsløshed og elendige sociale forhold.

Talrige voldelige demonstrationer. Stridende militser, der bekæmper hinanden med bortførelser, attentater, ildkampe og bomber. Og talrige israelske angreb i form af artilleribeskydning, missilattentater og kommandoraids, der også kræver civile ofre.

Alt dette kunne have været anderledes.

Det er nu godt et år siden, at Israel trak sig ud af Libanon. I løbet af august 2005 havde de israelske myndigheder tvunget alle israelske bosættere i Gazastriben til at forlade deres hjem og flytte tilbage til Israel.

Den 12. september forlod den israelske hær fuldstændigt Gaza. Ikke én israelsk soldat var tilbage.

For første gang i 38 år havde palæstinenserne i Gaza muligheden for at begynde helt forfra og opbygge det samfund, de ønsker.

De israelske soldater og deres vejspærringer og razziaer var væk. Relativt store landområder lå åbne for nybebyggelse for de sammenstuvede mennesker i Gazas overbefolkede kvarterer. Områder med drivhuse og marker, der havde givet store overskud til bosætterne, kunne overtages af de lokale palæstinensere og skabe grundlag for en kraftig opblomstring af økonomien. Grænsen til Egypten kunne åbnes og give Gaza-borgerne fri adgang til den store verden.

Alle muligheder for, at befolkningen kunne opleve tryghed og sikkerhed, var til stede.

I september sidste år stod palæstinenserne i Gaza over for et klart valg: Hvis de stoppede angrebene på Israel, ville de få ro til den omfattende og vanskelige opbygning af et nyt blomstrende samfund. Men hvis terrororganisationerne efter tilbagetrækningen beskød Israel med raketter og fortsatte terrorangrebene på Israel, ville Israel svare voldsomt igen.

Hærget og ødelagt

Hvad er der så sket i de forløbne år?

De militante grupper i Gazastriben har optrappet deres indbyrdes kamp. Volden og anarkiet er taget til. Drømmen om den enkelte borgers personlige sikkerhed er blevet slået ned af kidnapninger og drab.

De forladte israelske drivhuse og marker er i stort omfang blevet hærget og ødelagt. Udstyret er blevet stjålet eller vandaliseret.

I januar valgte et stort flertal af borgene at give regeringsmagten til de fanatiske sharia-tilhængere i Hamas med det resultat, at muligheden for fred forsvandt, og den økonomiske krise og interne vold tog yderligere til.

Terrororganisationerne genoptog allerede i efteråret 2005 raketangrebene på Israel. Igennem foråret blev raketangrebene yderligere optrappet.

Den 25. juni gennemførte Hamas og to andre palæstinensiske grupper et angreb ind i Israel, kidnappede en israelsk soldat og tvang ham med tilbage til Gazastriben, hvor han stadig holdes fanget.

Som de israelske ledere havde sagt det på forhånd, slog Israel hårdt igen med artilleribeskydning, missilattentater og siden slutningen af juni gentagne kommandoraids ind i Gazastriben.

De sidste 12 måneder af Gazas historie er historien om de forspildte muligheder. Endnu engang har de palæstinensiske terrororganisationer og et flertal af palæstinenserne forspildt en fantastisk mulighed for at skabe bedre forhold for sig selv.

Og nu, hvor de sidder tilbage med den forspildte mulighed, giver de endnu engang Israel skylden.

Selvfølgelig er Israel ikke uskyldig.

Der kan sagtens rettes kritik mod både det ene og det andet i den måde, Israel trak sig tilbage på, og selvfølgelig også mod de militære svar på de palæstinensiske raketter.

En bjørnetjeneste

Men når palæstinensernes venner i Vesten i denne tid igen giver Israel al skylden for den ulykkelige situation i Gaza, gør de palæstinenserne en bjørnetjeneste. Det er nemlig en bjørnetjeneste af format, når velmenende folk i Vesten, hver gang palæstinenserne har valgt forkert, står parate til at gøre Israel til syndebuk og fritage palæstinenserne for ansvaret for deres forkerte valg.

I 1947 ville FN give palæstinenserne en stat i væsentlige dele af Palæstina-området. Men de arabiske stater og de arabiske palæstinensere sagde NEJ, fordi de ville have det hele.

Fra 1948 til 1967 havde de arabiske stater og palæstinenserne kontrollen med Vestbredden og Gaza. Men de sagde NEJ til en fredsslutning. For de ville have hele området og jøderne smidt i Middelhavet.

I 2000 accepterede Israel præsident Clintons fredsforslag, der ville have givet palæstinenserne en selvstændig stat i hele Gazastriben og mindst 94 procent af Vestbredden.

Men Arafat og palæstinenserne sagde NEJ. De ville have mere.

I september 2005 havde palæstinenserne i Gazastriben muligheden for at begynde forfra i deres del af de omstridte områder. Men med terrororganisationerne som de højstråbende er det endnu engang blevet til et NEJ.

Gaza i det sidste år er den tragiske fortsættelse af en lang historie af forspildte muligheder.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler Oversigtskort over Gazastriben Ordet & Israel


© 2000-2011 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 22.9.2011