Israels historie
Det er utopisk at tale om fredelig sameksistens mellem jøder, kristne og muslimer i det pågældende område.
Af Geoffrey Cain, fmd. for "Raoul Wallenberg Foreningen", Morgenavisen Jyllands-Posten (11. november 2006)
Det er utopisk at tale om fredelig sameksistens i det pågældende område.
Eller hedder det måske "Palæstinas historie"? Det mener provst emeritus Jørgen Juul (8/11), at det bør, og til støtte for sin påstand anfører han meget rigtigt at allerede den græske historiker Herodot brugte navnet Palæstina i anno dazumal. Ja, det er fuldstændig korrekt. Det gjorde en romersk historiker Plinius plus et par andre også. Men det bliver historien ikke rigtigere af, så her til almen oplysning kommer et par nyttige facts. Navnet Palæstina er afledt af det hebraiske ord Pelæsjeth, der betegner det område, hvor filistrene boede. Dette område svarer til vore dages Gaza, og når Herodot og co. brugte ordet Palæstina om Israel, svarer det til, at man i europæisk sammenhæng skulle kalde hele den iberiske halvø for "Portugal", (hvad mange spaniere nok ville kvie sig ved).
I Mellemøsten har man i mere end 1.000 år kaldt hele området for Sydsyrien, og det er i øvrigt også det navn, T.E. Lawrence (Lawrence af Arabien) brugte i sit monumentale værk Visdommens Syv Søjler om den arabiske opstand mod tyrkerne i 1914. Hvorfor talte han ikke om "Palæstina"? Fordi Lawrence, der var både arabofil og arabiskkyndig, brugte den arabiske betegnelse for området, og navnet Palæstina som både jeg og pastor Juul og alle andre europæere er vokset op med var forsvundet for længst. Og derfor forekommer navnet Palæstina hverken i det Gamle Testamente, Det Ny Testamente eller i Koranen. Hvad provst emeritus Juul nok har svært ved at forklare.
Men nok om det.
Notoriske Israel-hadere
Det er altid rart, når folk angiver deres kilder, og provst emeritus Juul er redelig nok til at angive sine. Tre af dem, Svend Holm Nielsen, Noman Kanafani og Carlo Hansen, er notoriske Israel-hadere, og i Carlo Hansens tilfælde er der et ekstra uheldigt element med uhyggelige undertoner. Carlo Hansens bøger er nemlig suverænt den mest giftige anti-Israel-litteratur, der kan fås i Danmark, og når man ser på Carlo Hansens egne kilder (han bruger jødiske antisemitter som kilder) er der et påfaldende sammenfald mellem dem og Holocaust-benægternes. Selv har Carlo Hansen aldrig givet udtryk for Holocaust-benægtelse, men når han bruger præcis de samme kilder, som de gør og udtrykker det samme glødende had til Israel (og "zionisterne"), giver det rigeligt stof til eftertanke.
Men så langt har provst emeritus Juul tydeligvis ikke tænkt. Han er mest optaget af en utopisk fremtid, hvor "området" (som vist ikke længere skal hedde Israel?) bør være et sted, hvor »jøder, kristne og muslimer kan leve sammen«, præcis som de gjorde i en utopisk fortid (som han med usikker historisk hånd placerer i de 300 år, før islam overhovedet opstod). Men er det sandsynligt, at de kan det? Lad os lige se på virkeligheden først. Hvor mange jøder er der tilbage i de arabisk/muslimske lande i dag? Ikke mange, provst Juul, eftersom 700.000-800.000 blev fordrevet, efter at araberne tabte deres angrebskrig i 1948.
Og hvad med de kristne? Hvor mange er der tilbage af dem? De fleste iagttagere er enige om, at der ikke vil være flere kristne i Mellemøsten om 30 år med Egypten som en mulig undtagelse. Og præcis det samme gælder Tyrkiets efterhånden stærkt reducerede kristne befolkning, som nu er næsten nede på nul.
Om 30 år er de kristne helt væk. Og ja. Man kunne også spørge, hvor mange danskere, der vil være i Danmark til den tid.
Men den diskussion kan vi tage en anden gang.
Til toppen Artikler Kort Har kristendommen og de kristne en fremtid i en kommende palæstinensisk stat?