Det israelske flag

Har kristendommen og de kristne en fremtid i en kommende palæstinensisk stat?

Kristendommen har eksisteret i snart 2000 år i Det Hellige Land men situationen for de kristne i de palæstinensiske selvstyreområder under PA's ledelse ser ikke lyst ud. Tværtimod flygter de kristne i stort tal pga. chikane, diskrimination og overgreb og flere af de kristne historiske områder er ved at blive affolket. Det meste af den kristne verden ser ud til at være stort set ligeglad eller tør ikke kritisere overgrebene mod kristne i selvstyreområderne. (Se note nederst)

Af CFR (oktober 2005)

I Det Hellige Land, der omfatter Israel, Samaria (Shomron) og Judæa (Judea/Yehuda)(Vestbredden), Golan (Ha'Golan), Gazastriben og flere mindre områder, ser man kristendommens rige og fascinerende mangfoldighed med trosretninger og gejstlige fra næsten alle lande i verden. Overalt er der kristne religiøse og historiske steder med kirker, klostre, ordener, menigheder, institutioner, arkæologiske udgravninger osv. Centrum for kristendommen er Jerusalem (Yerushalayim) med Den Gamle By, Gravkirken, Oliebjerget, Getsemane Have og alle de andre hellige steder, som kristne fra hele verden besøger.

Sådan har det været i snart 2000 år men hvordan ser fremtiden ud for kristendommen og de kristne i de palæstinensiske selvstyreområder og dermed kommende (muslimsk) palæstinensisk stat?

De kristne (hovedsagelig palæstinensere og et mindre antal ikke-arabere) føler sig i stigende omfang truet og presset af chikane i de palæstinensiske selvstyreområder. Næsten hver uge rapporteres om uroligheder som følge af spændinger mellem kristne på den ene side og muslimer på den anden side.

Især i de seneste år er overgrebene mod kristne palæstinensere og diskrimination fra det palæstinensiske selvstyre (PA - Palestinian Autonomy) og muslimske palæstinensiske grupper steget voldsomt i de kristne områder i og omkring Betlehem (Bethlehem), Ramallah, Shechem (Nablus) og andre steder. Det har nogle steder nærmest karakter af en palæstinensisk muslimsk udrensning med volds- og skræmmekampagner mod de kristne, der bor i områderne.

Den kristne palæstinensiske befolkning udgjorde i begyndelsen af 1990'erne næsten tre procent af den samlede befolkning. De kristne har været ramt af en massiv udvandring især siden intifadaens start i september 2000 og nogle kristne områder er snart ved at være tømt for kristne indbyggere. I dag udgør de kristne formentlig kun omkring 1% af befolkningen i de palæstinensiske selvstyreområder.

De kristnes problemer begynder

De kristnes problemer begyndte allerede, da PLO og Yassir Arafat overtog de første områder (bl.a. Ramallah, Betlehem og en del landsbyer) i 1994 og 1995 som følge af Oslo-fredsaftalen med Israel.

Beit Jala (Beit Jalah) og Beit Sahur, der ligger hhv. vest og øst for Betlehem (Bethlehem), udgør sammen med Betlehem det største kristne område, der i dag er under palæstinensisk selvstyre. Der findes også et mindre antal kristne eller blandede landsbyer med både kristne og muslimer.

Betlehem (ca. 35.000 indbyggere) har igennem historien været en kristen hellig by, fordi Jesus blev født her ifølge Juleevangeliet. I 1995 udgjorde de kristne ca. 2/3 af indbyggerne, byrådet havde kristent flertal og der var en kristen borgmester. Da Yasser Arafat overtog kontrollen med byen, blev det kristne byråd og borgmesteren fjernet og der blev i stedet indsat et muslimsk byråd med en muslimsk borgmester. Herefter begyndte forfølgelsen og diskriminationen af de kristne med bl.a. beslaglæggelse af kristen ejendom, chikane, vold og særskatter (f.eks. måtte de kristne betale en 10%-skat til finansieringen af en terrorkampagne mod Israel). Antallet af kristne er siden faldet voldsomt og de udgør i dag formentlig mindre end en tiendedel af befolkningen.

De kristne indbyggere var godt klar over hvad der ventede dem under PA-styret og derfor forsøgte de i perioden 1993 - 1995 at få lagt Betlehem og nabobyerne ind under israelsk styre.

En berygtet begivenhed fandt sted i april 2002, hvor et stort antal palæstinensiske terrorister, soldater og politifolk fra PA og ledende repræsentanter for Fatah Tanzim indtog og besatte Fødselskirken (Church of the Nativity) og nabobygningen Skt. Katarina-kirken i Betlehem (et helligt sted for kristne). De brugte kirkebygningen som et fort, hvorfra de åbnede ild mod de israelske soldater og andre, mens de holdt nonner, præster, munke og besøgende som gidsler. De vanærede og krænkede kirkerne på forskellig vis, plyndrede og ødelagde stort set alt, hvad der var af værdi i den hellige bygning (læs artikel).

Den kristne julehøjtid (højmesse) i Betlehem, der bliver transmitteret til hele den kristne verden julenat, får i dag (til dels) kun lov til at finde sted, fordi det palæstinensiske selvstyre (PA) kan bruge det som en anledning til at vise den kristne verden, hvem der nu bestemmer i den kristne hellige by og indirekte over andre kristne steder. PA-styret har simpelthen "besat" højtiden og mere praktisk de første sæderækker i kirken, hvor der sidder højtstående muslimske repræsentanter fra PA under den kristne højtid.

Også andre kirkelige handlinger og institutioner er på forskellig vis blevet misbrugt af PA f.eks. ved at forhindre kristne udefra i at deltage, forbyde præster at sprede det kristne budskab, forstyrre gudstjenester og at afspærre kristne områder. Yasser Arafat og PLO har i nogle tilfælde beslaglagt klostre og andre religiøse bygninger som midlertidigt opholdssted eller "hotel", når de har været på besøg.

Beit Jala blev i perioden 2000-2003 "udvalgt" af det palæstinensiske selvstyres milits eller terrorgruppe, Fatah Tanzim Militia, som base for deres uprovokerede skyderier mod flere jødiske forstæder til Jerusalem. Tanzim indtog stillinger nær eller i kristne hjem, hoteller, kirker og den græsk ortodokse klub, fordi de vidste, at disse steder ikke ville blive beskudt af israelerne. Og hvis de israelske soldater havde skudt igen og ramt kristne bygninger, ville det palæstinensiske selvstyre have fortalt den vestlige kristne verden om jødiske overgreb på de kristne og krævet en fordømmelse af Israel.

En kristen palæstinensisk skole i Beit Jala, der hovedsagelig finansieres af den protestantiske kirke i Berlin, har ufrivilligt været anvendt som base for terroraktiviteter mod Israel.

I Beit Sahur og andre steder har der været tilfælde, hvor personer fra det palæstinensiske selvstyre har skudt efter tilfældige kristne på gaden.

Også i Beit Jala og Beit Sahur er antallet af kristne stærkt faldende.

I begyndelsen af september 2005 blev den kristne by Taybeh (Taibe) med ca. 1.500 indbyggere, der ligger nordøst for Ramallah i Samaria, angrebet af flere hundrede bevæbnede muslimske palæstinensere. De vandaliserede bilerne i gaderne, overfaldt og gennembankede de folk, som de kunne finde på gaderne, plyndrede forretninger og nedbrændte et større antal huse, før de forlod byen igen efter et par timer. Ifølge øjenvidner var der tale om krigslignende scener, hvor grupper af personer gik fuldstændig amok mens de råbte religiøse kampråb.

I Gaza By i Gazastriben ligger der tre kirker og Det Palæstinensiske Bibelselskab. Her bor der omkring 1.500-2.000 kristne og de er fuldstændigt underlagt de muslimske gruppers forgodtbefindende som f.eks. Hamas. Også her er antallet af overgreb mod kristne palæstinensere stigende og der har været flere bombeangreb mod bibelselskabets lokaler.

Også andre steder i de palæstinensiske selvstyreområder har der været et stigende antal "episoder" eller direkte pogromlignende overfald.

Graffiti med anti-kristne slogans (f.eks. "først jøderne, dernæst de kristne"), hærværk på kirkegårdene, angreb på kristne mødesteder, beskydning af kirker, brandbomber og ildspåsættelser, beslaglæggelse af kristen ejendom, indbrud, overskårne telefonledninger, sjofle eller sexistiske råb efter kristne kvinder mm. er ikke usædvanlige.

Selv om de nævnte eksempler forekommer urovækkende eller forfærdelige, bør de dog ikke komme som en overraskelse for de fleste. Hvis man ser nærmere på de palæstinensiske terrorgrupper som f.eks. Hamas, PFLP, Islamisk Jihad og Fatah (en del af PLO) og deres mål på kort og lang sigt og de metoder, som de anvender, er ovennævnte begivenheder en naturlig udvikling og et skridt i den rigtige retning set fra deres synspunkt.

Først blev jøderne fjernet fra selvstyreområderne og nu er det de kristnes tur til at forsvinde, således at grupperne kan komme nærmere deres langsigtede mål, nemlig en palæstinensisk-muslimsk stat i Gazastriben, Samaria og Judæa (Vestbredden) og i Israel under navnet Palæstina med Jerusalem som en ren muslimsk by under navnet al-Quds.

Den nuværende palæstinensiske præsident og ledelsen af det palæstinensiske selvstyre (PA) accepterer i praksis overgrebene mod kristne og gør intet for at forhindre det. Faktisk tilpasser de lovgivningen og administrationen, således at det bliver meget lettere for myndighederne at diskriminere kristne. Islam er den officielle religion hos PA, der er ingen religionsfrihed og de kristne har reelt ingen rettigheder - de bliver betragtet som andenklasses borgere (i islam betragtes kristne som "dhimmi").

Ud fra en historisk synsvinkel er der heller ikke noget nyt i overgreb på kristne, da det har fundet sted mange gange igennem historien. Forskellen mellem historien og de sidste ti års overgreb er, at nu foregår det meget hurtigere og mere systematisk, således at det kan frygtes, at kristne områder før eller siden bliver tømt for kristne indbyggere og at kristne bygninger måske bliver fjernet eller ombygget på langt sigt.

Den manglende omtale i medierne

Diskriminationen og udrensningen af de kristne i de palæstinensiske selvstyreområder har ikke haft den store bevågenhed eller interesse i hverken de danske eller europæiske medier. Episoden i Taybeh (Taibe) fik en beskeden omtale i notitsform i enkelte medier men de fleste medier omtaler aldrig muslimske overgreb på de kristne, selv om flugten af de kristne og områdernes status fra kristent til muslimsk område får stor betydning for kristendommen og de kristne på længere sigt.

Den manglende omtale i medierne i Danmark og Europa af overgreb mod kristne er der flere årsager til, som det fremgår herunder.

  • De politiske holdninger i nogle medier gør, at de ikke vil videreformidle, beskrive eller omtale disse begivenheder, da det strider imod deres holdninger, sympatier, det billede som de gerne vil give af forholdene eller fordi det kan opfattes som kritik af de personer og organisationer, som de mere eller mindre åbenlyst støtter.

    For de politisk korrekte er det et af de emner, der ikke omtales eller nævnes. I enkelte tilfælde er det endda set, at man har forsøgt at vende og dreje historien på en sådan måde, at det nærmest fremstår som om det er Israel, der står bag overgrebene!

  • Nogle politiske partier og organisationer omtaler det ikke eller ignorerer det, fordi det enten ikke er relevant i forhold til deres politiske arbejde, holdninger og partiprogram eller fordi de har eller gerne vil have de muslimske gruppers stemmer ved valgene.

    Da der er et stigende antal muslimske stemmer, bliver det mere og mere interessant for disse partier at forsøge at tiltrække deres stemmer. Og det gør man ikke ved at støtte jøder og kristne eller at fordømme muslimske overgreb.

  • Der findes foreninger og enkeltpersoner, der er meget aktive til at sprede antijødisk og anti-israelsk propaganda eller som har nogle meget ensidige holdninger. Med deres grundlæggende holdning - det er jødernes/Israels skyld! - fjernes dermed fokus på andre problemer og emner som f.eks. de kristnes forhold (de bliver ofte glemt eller ignoreret).

  • Det opfattes ikke af redaktionen og journalister på aviser, fjernsynskanaler og andre steder som en interessant nyhed eller de tør ikke omtale det af frygt for repressalier.

    Nogle internationale medieselskaber, nyhedsbureauer, aviser og deres medarbejdere har været udsat for attentater, hærværk og overfald eller trusler herom, fordi de har bragt nogle "forkerte" nyheder eller ikke har valgt den "rigtige" synsvinkel på de forskellige problemstillinger i Mellemøstkonflikten.

  • I modsætning til Israel er de palæstinensiske selvstyreområder ofte helt eller delvist lukkede for den internationale presse og udenlandske delegationer og de kan ofte kun være der, hvis de har en eller flere palæstinensiske "guider" med på turen, som afgør hvad de må se og filme. Pressen og delegationer får naturligvis ikke lov til at se eller filme overgreb på kristne eller interviewe dem bagefter.

    I den nuværende elektroniske tidsalder er der en tendens til, at hvis begivenheder eller resultatet af dem ikke bliver filmet (gode dramatiske billeder!), bliver de ikke vist eller omtalt på de forskellige fjernsynskanaler og ofte kun kort omtalt eller nævnt i aviserne.

  • De kristne i selvstyreområderne holder generelt lav profil af frygt for konsekvenserne, hvis de klager over overgrebene til det palæstinensiske selvstyre (PA), de internationale kirkesamfund eller medierne.

    Holdningen hos nogle kristne er, at hvis man lader som ingenting, så går det nok over igen eller også bliver det ikke så slemt næste gang. Andre kristne tør godt udtale sig, hvis der for en gangs skyld er en journalist til stede. Der er enkelte kristne ledere, der forsøger at holde tæt kontakt til PA-styret og forskellige politiske partier, ikke på nogen måde komme med kritik af PA eller deres gerninger og naturligvis kritisere Israel for alt muligt. De håber dermed, at de kan undgå problemer og chikane.

    Men da de kristne og kristendommen ofte identificeres som vestlig, pro-Israel eller Israels forlængede arm af muslimske grupper, betragtes kristne og kristne bygninger som et legitimt mål for de yderliggående grupper.

  • På internationalt niveau er det de færreste lande og regeringer, der åbent tør kritisere de muslimske/arabiske overgreb på kristne. De fleste vælger at tie eller ignorerer det pga. andre og mere betydningsfulde internationale politiske eller økonomiske interesser.

    Det skyldes at de muslimske lande i FN og andre internationale organisationer kan have forholdsvis stor magt og at den muslimske verden og økonomi udgør et stadig stigende marked for salg af vestlige varer og tjenesteydelser og dermed de afledte konsekvenser herhjemme for arbejdspladser, nationaløkonomi, eksport, velfærd mm.

    Hvem vil risikere det bare for at forsvare nogle få mennesker i et lille fjernt beliggende område?

Hvordan forholder den kristne verden sig til diskrimination og udrensning af de kristne?

Udrensningen af jøderne i selvstyreområderne har tilsyneladende haft en bred opbakning i den vestlige verden, idet der stort set ikke har været nogen kritiske røster hertil. Tværtimod har de fleste betragtet det som en naturlig ting at jøder blev fjernet fra deres historiske områder. Men hvordan forholder den kristne verden sig til diskrimination og udrensning af de kristne? Er holdningen her anderledes?

Både ja og nej! Og en udbredt tavshed.

Der er en stigende bekymring i flere lokale kirkesamfund i Israel og selvstyreområderne for de kristne og de kristne samfunds forhold i de palæstinensiske selvstyreområder og om de har en fremtid i en kommende muslimsk palæstinensisk stat.

Nogle lokale kirkesamfund forsøger at få de kristne til at blive selv om der har været en massiv flugt af kristne fra selvstyreområderne især i de seneste år.

Der er lokale kristne grupper og kirkesamfund, der tør protestere over krænkelser af kristne kirker og andre bygninger til det palæstinensiske selvstyre. Vatikanet (Paven) har for nylig (september 2005) sendt en officiel klage til FN, hvori de beder det internationale organ om at skride ind for det stigende antal overgreb mod kristne palæstinensere på Vestbredden og i Gaza.

Men generelt er der kun få lokale og internationale protester mod overgrebene på de kristne i selvstyreområderne. FN og internationale kirkesamfund holder ofte en lav profil eller direkte ignorerer det, da det er sjældent, at der kommer kritik eller fordømmelse af overgreb mod kristne herfra.

Det skyldes som tidligere nævnt bl.a. manglende omtale i medierne, internationale politiske forhold og at de kristne holder lav profil i selvstyreområderne.

Men der er også en anden væsentlig problemstilling, nemlig de europæiske kristne organisationer og kirkesamfunds holdninger til konflikten mellem jøder og palæstinensere og mellem Israel og de arabiske lande. De er meget splittede i disse spørgsmål.

På en skala går det lige fra de mest pro-israelske kirkesamfund, der uden forbehold støtter Israels ret til at eksistere og at Israel er den bedste eller eneste garant for de kristnes tilstedeværelse i Det Hellige Land, over til den modsatte side af skalaen, hvor man finder kirkesamfund, præster og kristne, der er ensidige, negative, hadske eller direkte antisemitiske over for jøder og som reelt ikke anerkender staten Israels ret til at eksistere eller at jøder har rettigheder.

Kristne enkeltpersoner, præster og organisationer, der hører til i sidstnævnte side af skalaen, er ofte så fjendske, hadske og besatte af deres had og kamp mod jøder og Israel, at de dels er fuldstændig ligeglad med de kristne (de tænker kun på konflikten mellem jøder og palæstinensere), dels at de ikke vil sige eller skrive noget som helst, der kan "forstyrre" det billede, som de har af situationen eller som kan opfattes som kritik af palæstinensere og arabere. Disse danske og europæiske kristne er villige til at ofre de kristne i selvstyreområderne i deres had og kamp mod jøder/israelere og de forsvarer og støtter normalt de muslimske palæstinensiske terrororganisationer som f.eks. Hamas og Islamisk Jihad.

Et dansk eksempel er Folkekirkens Nødhjælp, der er stærkt præget af "negative" holdninger til jøder og Israel og som er fuldstændig ligeglad med de kristne i det Hellige Land og Mellemøsten. For dem er kampen mod jøder og Israel det vigtigste.

De fleste kristne befinder sig dog forskellige steder mellem de to yderpunkter og selv inden for de enkelte kirkesamfund kan der ligeledes være stor forskel på holdningerne.

Der findes også kristne i Danmark og Europa, der er ligeglade eller som bare ikke interesserer sig for situationen i Mellemøsten og derfor ikke kommenterer forholdene for de kristne i selvstyreområderne eller den arabiske verden.

De kristne samfund i de arabiske lande er også underlagt en række begrænsninger, der gør, at de hverken tør eller må omtale eller kritisere overgreb mod kristne i de palæstinensiske selvstyreområder. De er reelt tvungent til at støtte de arabiske landes kamp eller krig mod Israel og dermed indirekte overgrebene og diskriminationen af de kristne.

De kristne samfund bliver desuden holdt som en slags gidsler af de arabiske lande, således at de forskellige kirke- eller trossamfund i Europa ikke tør kritisere forholdene i selvstyreområderne, for ellers kommer de lokale kristne i både de arabiske lande og selvstyreområderne til at undgælde eller bliver udsat for hævnangreb fra staten eller lokale muslimske grupper.

De kristne i Israel

Som en kontrast til de palæstinensiske selvstyreområder under forskellige palæstinensiske gruppers ledelse er de kristne i Israel og de israelske områder omfattet af den israelske lovgivning og dermed ligestillet med de øvrige borgere.

Her har der dog også været tilfælde af chikane og overfald fra muslimske grupper men det har været på et meget beskedent niveau i forhold til de palæstinensiske selvstyreområder. De kristne bliver dog klemt nogle steder, f.eks. har de kristne mistet flertallet i Nazareth, en kristen hellig by siden Jesus tid.

I Jerusalem foregår der en konstant kamp, hvor de muslimske grupper forsøger at overtage kristne og jødiske områder ved at presse dem ud, ombygge eller opføre nye bygninger på ikke-muslimsk område, fjerne arkæologiske spor fra andre kulturer, benægte jøder og kristnes tilhørsforhold til Jerusalem, overfalde kristne og langsomt presse eller købe kristne ud af det kristne byområde i Den Gamle By i Jerusalem af muslimske stråmænd (der finansieres af flere arabiske lande). I dag udgør de kristne kun ca. 14-15.000, hvilket svarer til ca. 2% af indbyggerne.

Under den jordanske besættelse af det østlige Jerusalem i perioden 1948 til juni 1967 blev de kristne udsat for diskrimination, chikane og overfald fra det muslimske styre og lokale grupper. Det var så voldsomt, at omkring 61% af den kristne befolkning forsvandt under den 19 år lange besættelse.

De kristnes andel af den israelske befolkning er nogenlunde stabil på omkring 2% af befolkningen.

Konklusion

Fremtiden for kristne og kristendommen i de palæstinensiske selvstyreområder og dermed kommende palæstinensisk stat ser ikke for godt ud. I de sidste ti år har der været en stor flugt og udvandring af kristne fra selvstyreområderne og i nogle kristne områder er der i dag næsten ingen kristne indbyggere tilbage.

Der er ingen tvivl om hvad det palæstinensiske selvstyre (PA) og de palæstinensiske terrorgrupper har som deres langsigtede mål: En palæstinensisk-muslimsk stat uden hverken jøder eller kristne.

Den vestlige og kristne verden ser ud til at være stort set ligeglad med de kristne i de palæstinensiske selvstyreområder og de gør (med enkelte undtagelser) stort set ikke noget for at beskytte dem mod overgreb, chikane og udrensning. Eller de tør ikke kritisere overgrebene mod kristne.

Først blev jøderne fjernet fra nogle af deres historiske områder stort set uden protester. Nu ser det ud til at være de kristnes tur til at forsvinde.

En effektiv etnisk udrensning foregår på følgende måde: Først fjerner man menneskene fra et område, dernæst fjerner man hellige bygninger og andre fysiske spor efter dem og til sidst fjerner man deres navne på byer, steder, skilte, dokumenter, bøger og land- og bykort. Herefter er de helt væk.

Det er sket flere gange i historien for jøderne i Det Hellige Land og inden for de sidste ti år.

Skal det samme ske for de kristne i de palæstinensiske selvstyreområder og dermed kommende palæstinensisk stat?

Denne artikel blev skrevet for ca. 10 år siden. Desværre har intet ændret sig, idet forholdene for de kristne bliver stadig forværret. Som eksempel kan nævnes julen 2015, hvor de kristne palæstinensere med fejringen af højtiden blev udsat for de værste chikanerier i mange år af palæstinensiske muslimer i form af hærværk, overfald og forbud mod kristne religiøse handlinger. En stigende radikalisering af nogle muslimske grupper i Det Hellige Land er også med til at øge intolerancen og hadet til kristne. Hvad gør omverden? Det samme som tidligere - nemlig ingenting! (december 2015).
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler Kristendommen og de kristne


© 2000-2015 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 30.12.2015