Det israelske flag

Sikkerhed og fred for staten Israel

Israel har accepteret palæstinensernes ønske om en selvstændig stat. Palæstinenserne har aldrig svaret med en tilsvarende anerkendelse. Det er nødvendigt for at komme videre.

Af Arthur Avnon, Israels ambassadør i Danmark, Morgenavisen Jyllands-Posten (6. juni 2009)

Det har ikke skortet på politiske kommentarer og analyser efter sidste måneds møde mellem præsident Obama og premierminister Netanyahu. Der har dog været et nærmest larmende fravær af balancerede og realistiske indlæg om Israels politik i forhold til kommende fredsforhandlinger i Mellemøsten.

Det kan derfor ikke siges tydeligt nok: Den israelske regerings udtalelser ligger i forlængelse af den forrige regerings udtalelser og politik. Når det kommer til fredsforhandlinger med palæstinenserne og den voksende militære trussel fra et atombevæbnet Iran, er kursen uændret: Israel hverken kan eller vil gå på kompromis, når det drejer sig om landets sikkerhed og fremtid som en stat for det jødiske folk.

Der har allerede været sagt og skrevet meget om Netanyahus holdning til nye forhandlinger med palæstinenserne.

Faktum er, at Israels regering talrige gange har meddelt, at den støtter Køreplanen For Fred, som har bred international opbakning. Israel ser frem til og opfordrer til hurtig genoptagelse af forhandlinger med palæstinenserne om en endelig aftale. De må nødvendigvis omfatte spørgsmål om grænsedragning, Jerusalem og vandressourcer.

Dette skal primært afklares i bilaterale forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne med tredjepart i rollen som mægler.

Israel har intet ønske om at styre palæstinenserne og deres hverdag, men kan som udgangspunkt ikke tillade etablering af en regulær palæstinensisk hær på Vestbredden.

Det vil på længere sigt være en dramatisk trussel mod Israels sikkerhed: Et Hamas-regime med en fuldt udrustet hær på Vestbredden og udslettelsen af Israel som sin ambition er uacceptabelt for Israel.

Hovedpunkt i politikken

Hamas' voldelige magtovertagelse i Gaza og konsekvenserne heraf gør det til et hovedpunkt i den israelske regerings politik.

Det er også klart, at Israels ensidige afståelse af territorium som i tilfældet Gaza i 2005 blot vil forlænge konflikten og gøre den endnu blodigere.

En løsning må derfor være mere realistisk og funderet på ideer, som vil resultere i en sikker og holdbar fredsløsning.

Netop derfor ønsker Israel også en afklaring af det snævert juridiske indhold, når man taler om en fremtidig palæstinensisk stat.

I streng legalistisk forstand er en stat karakteriseret af bl.a. en stående, fuldt udrustet hær. Israel ønsker derfor, at dette definitionsspørgsmål afklares i forbindelse med forhandlingerne om en endelig aftale med palæstinenserne.

En sådan aftale kræver en fundamental og gensidig anerkendelse og accept af modpartens nationale aspirationer.

Savner gensidighed

Den israelske regering og den israelske befolkning har accepteret palæstinensernes nationale aspirationer, men savner gensidighed fra palæstinensernes side. Palæstinenserne har aldrig i egentlig forstand anerkendt Israel som en stat for det jødiske folk.

Den anerkendte israelske historiker Benny Morris har i sin nye bog "One State, Two States" påvist, at afvisningen af Israels ret til at eksistere som en stat for det jødiske folk er helt fundamental og dybtliggende i det palæstinensiske samfund og den arabiske verden.

Morris, der har en fortid på den israelske venstrefløj, forklarer overbevisende, at Israel intet selv kan stille op for at opnå accept i den arabisk-muslimske verden.

Den manglende anerkendelse er et stort problem i forhold til forhandlinger og for sameksistensen mellem de to folk i det hele taget.

I den forbindelse er det nødvendigt at gøre op med tanken om retten til tilbagevenden for de palæstinensiske flygtninge fra 1948 til det, der i dag er Israel.

Det internationale samfund er for længst nået til den konklusion.

Ikke en gangbar vej

Det Palæstinensiske Selvstyres og de arabiske regimers insisteren på denne ret er ikke gangbar i forhold til en endelig løsning.

Det vil indebære en de facto-opløsning af Israel som en stat for det jødiske folk, og det er ikke til diskussion. Det var Arafats ubøjelighed på dette område, som i 2000 førte til et sammenbrud i Camp David- forhandlingerne med daværende premierminister Ehud Barak.

De palæstinensiske, nationale aspirationer må indfries uden for Israels grænser - på det område, som vil falde under Det Palæstinensiske Selvstyres kontrol i forbindelse med en endelig aftale.

Det vil kræve viljen og modet til at indgå svære kompromiser og til at gøre op med indgroede forestillinger - på vejen mod gensidig anerkendelse, sikkerhed og fred.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler Palestinian Media Watch (PMW)


© 2000-2010 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 26.5.2010