Infamt at sammenligne Israel med den tyske besættelsesmagt
Per Nyholm er ingen ven af Israel. 30/9 skrev han således i JP om Israel, »hvis besættelse og fortsatte kolonisering af de resterende palæstinensiske territorier er langt voldsommere end den tyske okkupation af Danmark under Anden Verdenskrig«.
Af Jørgen Granum-Jensen, Morgenavisen Jyllands-Posten (11. oktober 2010)
Per Nyholm er ingen ven af Israel. 30/9 skrev han således i JP om Israel, »hvis besættelse og fortsatte kolonisering af de resterende palæstinensiske territorier er langt voldsommere end den tyske okkupation af Danmark under Anden Verdenskrig«.
Selve sammenligningen er infam. Den tyske besættelse havde som bekendt til formål at sikre sig adgang til Norge, hvor man ønskede at skaffe sig ubådsbaser med henblik på tyske operationer i Nordatlanten, der skulle knægte det demokratiske og ensomt kæmpende Storbritannien og sikre et nazistisk domineret Europa.
Den israelske besættelse af Vestbredden fandt sted i en hel anden sammenhæng. Den var et led i et lille, demokratisk lands overlevelseskamp ført mod arabiske diktaturstater, der højlydt udtrykte ønsket om Israels udslettelse.
Det er heller ikke rigtigt uden videre at karakterisere Vestbredden som palæstinensisk territorium. Mange af byerne på Vestbredden, det gælder f.eks. Hebron, er gamle jødiske kulturcentrer. Der har i umindelige tider boet jøder på Vestbredden.
Tilbud tre gange
Ifølge Folkeforbundets mandatbestemmelser har jøder ret til et nationalt hjemsted i Palæstina. Det gælder hele Palæstina - også den del, der fra 1948 til 1967 hørte til Jordan.
Tre gange har palæstinenserne fået tilbudt en meget favorabel delingsplan:
Første gang var det Peel-kommissionen, nedsat af den britiske mandatmagt. Kommissionen formulerede i 1937 et forslag, der gav jøderne et meget begrænset område fra Tel Aviv til den libanesiske grænse. Jøderne sagde ja. Araberne sagde nej.
Anden gang var FN's delingsplan vedtaget den 29. november 1947. Jøderne fik tilkendt et begrænset territorium væsentligt mindre end det, Israel omfatter i dag. Jøderne sagde ja til FN's delingsplan. Araberne sagde nej og startede en krig med det formål at udslette den ny, jødiske stat. Helt i tråd med, at man under Anden Verdenskrig havde samarbejdet med nazisterne om at udrydde det jødiske folk. Bl.a. havde man planlagt en udryddelseslejr ved Nablus. Modellen var Auschwitz.
Tredje gang var 2000-2001 i forbindelse med forhandlingerne i Camp David og i Taba. Den israelske regering fremsatte her et forslag, der indebar, at palæstinenserne fik overdraget 95 pct. af Vestbredden og Østjerusalem bortset fra det jødiske og det kristne armenske kvarter. Den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, afviste forslaget og startede i stedet en terrorkampagne. Han fremsatte end ikke et modforslag.
Også positive træk
Palæstinenserne bliver behandlet forfærdeligt, skriver Per Nyholm. Ja, selvfølgelig sker der i en så spændt situation ting, der ikke burde ske. Der er sikkert også eksempler på, at israelske soldater har forløbet sig. Men der er også meget positive træk i udviklingen. Lad mig pege på en enkelt.
I perioden fra 1967 til 1994, hvor Israel var ansvarlig for børns sundhed på Vestbredden og i Gaza, faldt dødeligheden blandt levendefødte fra 100-150 pr. tusinde til 20-25 pr. tusinde, så noget godt har der måske alligevel været i forbindelse med den israelske okkupation af Vestbredden.
Det er heller ikke sikkert, at en rømning af Vestbredden vil føre til fredelige tilstande. Rømningen af Gaza for et par år siden førte som bekendt kun til fornyede raketangreb på Israel. De palæstinensiske ledere sidder selv med nøglen til en løsning af konflikten, men hele tre gange har man kastet nøglen væk. I stedet hylder de terrorister og gør dem til martyrer.
Til toppen Læs artiklen: Per Nyholm er på afveje Artikler