Per Nyholm er på afvejePer Nyholm er en katastrofe som udenrigspolitisk kommentator. Hans forhold til historien er i bedste fald amatøragtigt og hans dømmekraft ikke-eksisterende. I Jyllands-Posten 25/11 sammenligner han således situationen i Jerusalem i dag med situationen i det nazistisk besatte Warszawa under Anden Verdenskrig. Af Jørgen Granum-Jensen, Morgenavisen Jyllands-Posten (2. december 2010) Per Nyholm er en katastrofe som udenrigspolitisk kommentator. Hans forhold til historien er i bedste fald amatøragtigt og hans dømmekraft ikke-eksisterende. I Jyllands-Posten 25/11 sammenligner han således situationen i Jerusalem i dag med situationen i det nazistisk besatte Warszawa under Anden Verdenskrig. Det burde være gået op for ham, at kun meget få jøder slap levende fra opholdet i den jødiske ghetto i den polske hovedstad, og at samme ghetto indgik i de nazistiske planer om udslettelse af alle jøder i Europa. At påstå at dette er sammenligneligt med Jerusalem i dag er pinligt ud over alle grænser. Per Nyholm vil gerne have læserne til at tro, at jøder gennemfører en folkefordrivelse fra Østjerusalem, men det har intet med virkeligheden at gøre. Det kan enhver, der besøger Jerusalem, ved selvsyn overbevise sig om. Fuld religionsfrihed Tværtimod har Knesset i 1980 vedtaget en lov, der forpligter regeringen til at beskytte alle helligdomme i Jerusalem og sikre fri adgang til disse. Der hersker således fuld religionsfrihed i dag i Jerusalem. Det var vist ikke tilfældet i Warszawa under det nazistiske styre. Per Nyholm forbigår en række kendsgerninger, når han beskriver det israelsk-palæstinensiske forhold. Israel har således flere gange accepteret en deling, der skulle lede til en tostatsløsning. Jøderne godtog FN's delingsplan fra 1947, som kun tildelte Israel et meget begrænset område. Det arabiske svar var en krig med det højlydt proklamerede formål at kaste alle jøder i havet. Altså et nyt Holocaust. Afslog et generøst forslag Under forhandlingerne i Camp David-Taba 2000-2001 fremkom Ehud Baraks regering med et overordentlig generøst forslag: 97 pct. af Vestbredden og Gaza skulle overdrages til palæstinenserne. Østjerusalem med undtagelse af det jødiske og armenske kvarter skulle ligeledes indlemmes i en kommende palæstinensisk stat, der således fik overherredømme over de centrale muslimske helligdomme på Tempelbjerget. Arafats svar var at afbryde forhandlingerne og indlede en intifada. Han fremsatte end ikke et modforslag. Per Nyholm skriver, at Israel bør udvikle sig til et moderne demokratisk og sekulært samfund. Det er Israel allerede. Man har som bekendt et flerpartisystem med et demokratisk valgt parlament. Man har en alsidig presse. Man har uafhængige domstole. Israel er akkurat lige så demokratisk et land som Danmark, og det burde en udenrigskommentator selvfølgelig være klar over. Palæstinenserne mangler desværre en sådan demokratisk tradition. Deres nationale og religiøse leder i 1930'erne og 1940'erne, stormuftien af Jerusalem, opholdt sig således under krigen i Berlin som en af Hitlers nærmeste allierede. Han deltog også i en studietur til Auschwitz sammen med Himmler og Eichman. Planlagde en udryddelseslejr Stormuftien planlagde også med nazistisk hjælp en udryddelseslejr med Auschwitz som model i nærheden af Nablus. Det har ikke forhindret Arafat i at kalde stormuftien »vor helt«. Som bekendt nægter både Hizbollah og Hamas at anerkende Israels ret til at eksistere. Ikke alene angriber man Israel, man anretter også alvorlige terroranslag mod ganske almindelige og uskyldige jøder i f.eks. Argentina. De to fascistiske organisationer støttes af Ahmadinejad, der ønsker at udslette Israel fra verdenskortet.
Per Nyholm skylder svar på, hvordan Israel skal slutte fred med sådanne fjender. Til toppen Jerusalem Infamt at sammenligne Israel med den tyske besættelsesmagt Artikler © 2000-2020 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 28.3.2020 |