Det israelske flag

Israels svar på det brændende spørgsmål

Den dag vi har en ansvarlig palæstinensisk partner, vi kan overlade områderne til - den dag palæstinenserne har en leder, der kan sætte en gyldig underskrift på et gyldigt dokument, den dag forlader Israel Vestbredden og Gaza.

Af Carmi Gillon, Israels ambassadør i Danmark (august 2002)

Den dag vi har en ansvarlig palæstinensisk partner, vi kan overlade områderne til - den dag palæstinenserne har en leder, der kan sætte en gyldig underskrift på et gyldigt dokument, den dag forlader Israel Vestbredden og Gaza.

Hvorfor forlader Israel ikke bare Vestbredden og Gaza?

Det spørgsmål har jeg set gentaget mange gange i de danske avisers ledere, kronikker og læserbreve. Det er også dukket op i den internationale presse, men der, hvor jeg har set det gentaget hyppigst, er faktisk i den israelske presse.

I Israel er mistilliden til palæstinenserne styrket, efter israelsk politi i sidste uge arresterede fire palæstinensere, som efterfølgende - og med en vis stolthed - tilstod at stå bag selvmordsbomben i en spilleklub i Rishon le-Zion, den fjernstyrede bombe i kantinen på Det Hebræiske Universitet og bag selvmordsbomben i Cafe Moment. I alt blev 35 israelere dræbt i disse angreb.

Israels kritikere argumenterer ofte, at selvmordsbombere og de folk, der står bag dem, er desperate mennesker, der handler i affekt. Det indikeres, at Israel har sig selv at takke for de vanvittige gerninger, fordi besættelsen skaber denne type desperation. I dette tilfælde kan vi være glade for, at kritikerne ikke havde fået lov til at tegne terroristernes profil for politiet, for der var tale om fire palæstinensiske mænd i gode jobs, bosat i Østjerusalem og udstyret med et "green card", der gav dem både opholds- og arbejdstilladelse i Israel, fri adgang til at bevæge sig rundt i landet og ret til at modtage sociale ydelser på lige fod med israelerne. Det var fire mænd, som aldrig har oplevet et udgangsforbud eller en israelsk blokade.

Mange israelere sammenligner disse fire terroristers handlinger med handlinger foretaget af mennesker, der lever i en langt mere desperat situation under besættelsen - og man må da indrømme, at de ligner hinanden. Desværre konkluderer mange israelere efter afsløringen af de fire mænds identitet, at palæstinenserne som helhed slet ikke er til at stole på, at de er opfyldt af et så intenst had mod Israel og den vestlige livsstil, at uanset, hvilke gode livsvilkår, Israel vil tilbyde eller hjælpe dem til i fremtiden, vil deres reelle fredsønske ligge på et meget lille sted.

Derfor mener et stigende antal israelere, at Israel skal glemme alt om forhandlinger og fredsslutning og i stedet foretage en ensidig tilbagetrækning. På gaden og i medierne høres ofte udsagn som: »Lad os blive fri for dem. Lad os trække os tilbage, bygge en mur, lukke grænseovergangene og lade dem sejle deres egen sø. De ønsker ikke at have noget med os at gøre udover at slå vore børn ihjel - så lad dem passe sig selv, så vi kan leve i fred og sikkerhed.«

Det er især blandt Arbejderpartiets vælgere, at skuffelsen er mærkbar. Mennesker, der tidligere arbejdede ivrigt for fredelig sameksistens, møder nu araberne med stor mistro.

Der er derfor spørgsmålet dukker hyppigere op i de israelske medier: Hvorfor forlader Israel ikke bare Vestbredden og Gaza?

Løsningen med en ensidig tilbagetrækning og en decideret separation forekommer da også besnærende enkel. Men efter min mening er der er tale om en løsning, som ikke bør have første prioritet. Fremtiden kan vise, at der reelt ikke gives andre løsninger end at lade palæstinenserne sejle i deres egen sø, men en sådan løsning vil ikke være et ideelt udgangspunkt for fremtiden.

Efter min mening er forhandlinger stadig den bedste, farbare vej.

Målet for fredsforhandlingerne har gennem mange år været, at resultatet skulle byde på to stater, der kunne leve i fred og sikkerhed bag aftalte grænser. Og på trods af stigende skepsis eksisterer der fortsat i Israel et flertal for, at vi skal trække os tilbage i forbindelse med en fredsslutning.

Men helt nøjagtigt hvor skal grænsen gå? Hvilken kompensation vil palæstinenserne stille sig tilfredse med, for de bosættelser vi i Camp David praktisk talt allerede er blevet enige om, at Israel kan beholde? Hvordan skal vi fordele vandressourcerne og energiforsyningen?

Alt dette og mere til kræver forhandlinger. Det kræver, at begge parter indgår kompromisser. Det kræver en gyldig underskrift på et gyldigt dokument, som begge parter forpligter sig til at underskrive og efterkomme.

Hvis ikke vi får et sådant dokument, vil de nuværende stridspunkter aldrig få en afklaring og de vil forblive en stadig kilde til uro.

Dertil kommer, at såfremt en kommende palæstinensisk stat skal have en chance for at overleve økonomisk, har den brug for Israel. For at kunne fortsætte samhandelen med udlandet, må palæstinenserne have adgang til at modtage og sende fragt gennem israelske havne og kunne flyve over israelsk luftrum. Desuden er det afgørende for mange palæstinensiske familiers privatøkonomi, at de i fremtiden kan hente i hvert tilfælde een lønindkomst hjem fra Israel.

Omvendt har Israel brug for sikkerhedsgarantier fra og sikkerhedssamarbejde med de palæstinensiske myndigheder. Den israelske regering må kunne garantere sin befolkning, at Vestbredden ikke bliver brugt som forpost for en arabisk despot eller fanatiske grupper, der arbejder for Israels ødelæggelse. Vi må føle os sikre på, at sådanne personer eller grupper ikke har adgang til at fremstille eller affyre missiler ind over grænsen og hermed gøre livet usikkert for israelske borgere.

Det er altså vigtigt for begge parter, at vi kan forhandle, lave aftaler og slutte fred.

Mange af mine medborgere, som helt har tabt tilliden til palæstinenserne, vil argumentere imod ovenstående synspunkt. I deres øjne arbejder jeg for noget, de anser for at være en umulighed, fordi de ikke længere tror på, at man kan lave aftaler med palæstinenserne.

Men det er ikke min erfaring.

Gennem mange års arbejde med fokus på israelsk-palæstinensisk samarbejde har jeg haft tæt kontakt til og samarbejde med adskillige palæstinensere, og nogle af dem er blevet personlige venner. Jeg ved, at der blandt den palæstinensiske befolkning findes et grundlag for at skabe en fælles fremtid.

Men jeg har også fået en anden erfaring. Jeg ved også, at Arafats ledelse ikke er en platform, hvorfra et fælles samarbejde kan skabes.

For mange europæere står Arafat som en helt, der kæmper for det palæstinensiske folks selvstændighed, frihed og værdighed. Jeg ved ikke, hvad årsagen er - måske har vi alle et behov for at finde helte, måske har de europæiske medier forsømt at fremstille den side af Arafat, som absolut ikke tjener palæstinensernes sag. I alle tilfælde har Arafat ikke fortjent sin helterolle.

Hvis Arafat havde ønsket, at palæstinenserne skulle have en stat, så havde de haft en for flere år siden. Han havde sørget for med sit 40.000 mand store sikkerhedsapparat at imødegå terroristerne. Han havde ikke vendt forhandlingerne ryggen i Camp David og overladt beslutningerne om den fælles fremtid til ekstremistiske organisationers forgodtbefindende.

Hvis Arafat havde ønsket, at palæstinenserne skulle leve en selvstændig tilværelse, havde han opbygget et demokrati med konstitutionelle rettigheder for borgerne, herunder et anstændigt retsvæsen. Han havde ikke omgivet sig med korrupte og skrupelløse ledere, som først og fremmest tjener deres egne interesser. I dag ville han ikke selv have hørt til en af verdens rigeste mænd, fordi han havde raget til sig af de mange millioner, der af god vilje strømmer til det palæstinensiske folk fra udlandet.

Hvis Arafat havde ønsket at palæstinenserne skulle leve i værdighed, havde han sørget for, at de palæstinensiske børn kunne få ordentlig skolegang, samt at fattige palæstinensere ikke var henvist til sociale ydelser fra fundamentalistiske, ekstremistiske grupper, som ad den vej fik konsolideret deres magt.

Arafat tjener ikke sit folks interesser, i det omfang interesserne går ud på at skabe en fælles fremtid med den israelske befolkning.

Det var præcist sådanne betragtninger, der lå bag konklusionen i USAs præsident George W. Bushs tale i slutningen af juni. Bush mente, at en forudsætning for at Mellemøstenkonflikten kan løses, er, at palæstinenserne får et nyt lederskab.

Hans konklusion blev ikke godt modtaget i Europa, hvor flere prominente politikere og kritikere udtalte sig mere kritisk end mange arabiske ditto. Men der synes at være tegn på en opblødning.

I dag arbejder en kvartet bestående af USA, EU, FN og Rusland på at tilvejebringe tillidskabende foranstaltninger mellem Israel og palæstinenserne. En gruppe embedsmænd har besøgt området og har efterfølgende mødtes for at give deres vurderinger af, hvad man må kræve af parterne, før man kan gå igang med egentlige fredsforhandlinger.

Kvartetten, iblandt dem altså også EU, anbefaler gennemgribende reformer af Det Palæstinensiske Selvstyres ledelse, hvilket man så er i gang med at forberede.

Selvom Kvartettens konklusion ikke er nøjagtig den samme som i Bushs tale, ligger der bag dens anbefalinger en erkendelse af, at den nuværende palæstinensiske ledelse ikke er kapabel.

Vi israelere, der i årevis har arbejdet med fredsforhandlinger og samarbejde, håber inderligt, at kvartettens arbejde udmønter sig i et konkret resultat. Jo før, desto bedre.

For israelerne har brug for en forhandlingspartner, vi kan stole på. En person, der aldrig kunne drømme om, at gamble med sit eget folks og det israelske folks sikkerhed ved at lade ekstremistiske grupper sætte dagsordenen i sin stat.

Og hermed besvares også det så hyppigt stillede spørgsmål:

Den dag vi har en ansvarlig palæstinensisk partner, vi kan overlade områderne til - den dag palæstinenserne har en leder, der kan sætte en gyldig underskrift på et gyldigt dokument, den dag forlader Israel Vestbredden og Gaza. Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler Carmi Gillon


© 2000-2009 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 6.6.2009