Carmi Gillon - Israels ambassadør i Danmark 2001-2003 (1950-)Kort beskrivelse (biografi) af Carmi Gillon og hans karriere indtil nu. Carmi Gillon er født i Jerusalem (Yerushalayim) i 1950, hvor han voksede op. Han har en akademisk uddannelse (M.A.) i statsvidenskab og administration fra University of Haifa, en eksamen i business administration fra Harvard University Business School i USA og en eksamen fra The Israel National Defence Academy. Hovedparten af Garmi Gillons karriere har han tilbragt inden for sikkerhedstjenesten Shin Bet/Shin Beth (GSS/Shabak) fra 1972 til 1996. Han begyndte med at arbejde i felten i en del år og fra 1988 steg han i graderne indtil han i 1995 blev den øverste chef for Shin Beth. I begyndelsen af 1990'erne blev Carmi Gillon udnævnt til chef for afdelingen for jødisk terror, hvor han skulle kontrollere de højreorienterede ekstremister og de mest rabiate bosættere på Vestbredden (Samaria/Shomron og Judæa/Yehuda). I slutningen af perioden, omkring 1993-1995, var han involveret i fredsforhandlingerne mellem Israel og PLO, der resulterede i Oslo-fredsaftalen og senere Oslo II-aftalen samt fredsaftalen med Jordan i 1994; begge under ledelse af Yitzhak Rabin og Shimon Peres. Da Yitzhak Rabin blev myrdet i november 1995, trak Carmi Gillon sig året efter som chef for sikkerhedstjenesten. I 1996 begyndte Carmi Gillon hans karriere i det private erhvervsliv. Han blev formand for Tahal (Israel Water Planning Company) 1996-1997 og generaldirektør for Avner (et forsikringsselskab) 1997-1999. Desuden havde han flere bestyrelsesposter i virksomheder inden for bank, investering og forsikring. Herefter blev han generaldirektør for Shimon Peres' fredscenter (fredsforskningsinstituttet The Peres Center for Peace) i Israel 2000-2001 og senere medlem af The Council for Peace and Security. I 2001 blev Carmi Gillon udnævnt til Israels ambassadør i Danmark af Shimon Peres, en toppolitikker fra Labor (arbejderpartiet), der er en af Gillons gode venner. Hans udnævnelse blev støttet af bl.a. Labor, Meretz (et parti på venstrefløjen), de arabiske medlemmer af Knesset og de israelske freds- og menneskerettighedsorganisationer. Carmi Gillon var en politisk udnævnt ambassadør og ikke en typisk karrierediplomat. Han var ambassadør i Danmark fra august 2001 til august 2003, hvorefter han rejste tilbage til Israel. Carmi Gillon blev i 2003 valgt som borgmester i Mevasseret Zion, der er en forstad og kommune vest for Jerusalem (se byen på kortet) med ca. 25.000 indbyggere. Han bor stadig i byen med sin familie. I perioden 2007 - 2013 arbejdede han for Hebrew University of Jerusalem. Siden 2014 har han været bestyrelsesformand for to firmaer og grundlagt hans eget konsulentfirma. Han besøgte Danmark i januar 2014 i forbindelse med en filmfestival, hvor han holdt et indlæg. Politisk hører Carmi Gillon til midten af israelsk politik med gode forbindelser til Labor og Meretz. Han støtter fredsforhandlingerne og fredsprocessen, har gode kontakter til palæstinensere og betragtes som en sikkerhedspolitisk due. Han har skrevet en række artikler om sikkerhed, fredsprocessen og kampen mod terror samt to bøger om Shin Beth (GSS/Shabak). Desuden optræder han jævnligt som politisk kommentator i israelske medier.
Læs mere: Carmi Gillon LTD. Til toppen Kendte jøder og israelere Kronik © 2000-2020 DIF. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 5.4.2020 |