Det israelske flag

Hykleri i debatten

Der er kun én vej mod freden i Mellemøsten: Forhandlinger og fredsaftaler. Men der har været meget hykleri og dobbeltmoral i debatten og mediebilledet de seneste par uger i Danmark.

Af Peter Duetoft, fhv. formand for Fælleskomitéen for Israel (april 2002)

Der bliver først fred i Mellemøsten, når israelere og palæstinensere kan mærke forbedringer i deres hverdag. Palæstinenserne skal have det socialt bedre, og israelerne skal turde tro på fred. Begge folk er ofre. Netop derfor er der ingen militær løsning på konflikten. Der er kun én vej. Forhandlinger og fredsaftaler.

Derfor støtter jeg ikke Sharons politik.

Jeg har altid været mest enig med Peres og Beilins linie. Naturligvis skal Israel - som andre lande - overholde konventioner og menneskerettighederne. Derfor skal det også kritiseres, hvis der i de seneste uger er foregået hændelser, der er uacceptable. Israel skal jo netop være det menneskelige demokrati, der kan være et lys i mørket for de undertrykte naboer.

Men, der har været meget hykleri i debatten og mediebilledet de seneste uger. Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft udtalte fornylig, at den nuværende krig var resultatet af, at der ikke var lagt pres nok på Israel.

Dobbeltmoral

Min påstand er, at Lykketoft tager fejl.

Der er ikke lagt pres nok på Arafat, og der er lagt for meget på Israel. Mellemøsten handler som en bazar.

Alle, der har været der, kender metoden, man forlader en handlende igen og igen, indtil man finder et niveau, hvor prisen er den rette for begge. Så længe den ene part tror, der kan indgås en bedre handel, bliver der ingen.

Og sådan er det også i politik. Så længe folk som den tidligere danske udenrigsminister foregøgler Arafat, at han kan få en bedre fred ved at nægte at skrive under på et forslag, så længe bliver der ingen aftale. Så længe Arafat tror, at verdensopinionen kan tvinge Israel endnu mere, så længe griber han ikke chancen. Stilen hos Lykketoft og ligesindede skal lægges om, hvis det skal bidrage til fred.

I dagene op til den militære operation blev 40 israelere myrdet ved selvmordsbomber. Uskyldige civile i restauranter, på markeder, i busser. I forhold til befolkningstallet ville det svare til, at 1500 amerikanere blev bombemyrdet på tre dage.

Helt ærligt: Hvordan tror man, præsident Bush ville reagere?

Jeg støttede krigen i Afghanistan og indsatsen mod terror - men det er da dobbeltmoral, at USA kan gribe ind og bombe et land, fordi dets indbyggere blev ofre for terror - men Israel må ikke. Intet land kan naturligvis acceptere, at dets indbyggere bliver myrdet.

Og der er andre sider, man ikke hører meget om i de danske medier. På tekst-TV kunne man for et par dage siden se, at Iran og palæstinenserne for ét år siden indgik en våbenaftale om tunge våben. Fremmer det freden? For et par dage siden blev ni palæstinensere myrdet, fordi de havde samarbejde med Israel mod terroristerne. De havde faktisk bare gjort det, der er aftalt i Oslo, nemlig en fælles palæstinensisk-israelsk indsats.

Gav det anledning til protester i Danmark?

Nej, tekst-TV 2 kaldte det meget smagfuldt "stikkerlikvideringer", selv om de døde faktisk var dem, der holdt de internationale aftaler.

I skoler og massemedier i de arabiske lande er der i årevis foregået en antiisraelsk og anti-jødisk hetz, der ikke bygger meget op til fred. Hvorfor kritiserer man ikke det? For nogen tid siden kunne man i tidsskriftet The New Yorker læse et interview med ledende Arafat-folk. De indrømmede, at de arbejdede sammen med Hamas-fanatikere. Og de mere end antydede, at Vestbredden og Gaza kun er et skridt på vejen mod det endelige mål. Hvorfor ingen kritik af det? Eller de islamiske landes konference i sidste uge, hvor bombemænd blev betegnes som "ikke-terrorister".

Prügelknabe

En uret undskylder ikke en anden. Men skal vi en gang få fred i Mellemøsten, så må begge parter vise vilje til den. I øjeblikket er Israel i mediernes skudlinie.

Som sagt er jeg heller ikke enig i Sharons linie. Men hvad er alternativet? Man kan ikke forlange, at et land, der bliver udsat for terrorangreb bare skal være passivt. Og alle dem, der i dag kritiserer Israel, har været umådelig tavse, når palæstinenserne og de arabiske lande gør alt, hvad de kan, for at så tvivl om deres fredsvilje.

Der skal altså andre boller på suppen, hvis omverdenen skal spille konstruktivt med i et forsøg på at få fred. Det er ikke nok at stå og skrige øv efter det land, der åbenbart er blevet prügelknabe i disse uger. Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2009 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 10.10.2015