Det israelske flag

De politisk korrekte og islam

Det er med en blanding af sorg, vrede, afmagt og først og fremmest dyb medfølelse med de efterladte, at man modtager beretningerne om mordene ved hhv. Synagogen i Krystalgade i København og ved Krudttønden på Østerbro. Men eftertanken melder sig også.

Af Jørgen Granum-Jensen, Formand for Fælleskomiteen for Israel (17. februar 2015).

Det er med en blanding af sorg, vrede, afmagt og først og fremmest dyb medfølelse med de efterladte, at man modtager beretningerne om mordene ved hhv. Synagogen i Krystalgade i København og ved Krudttønden på Østerbro.

Men eftertanken melder sig også. Hvad er det dybere perspektiv i disse tragiske, men desværre ikke enestående begivenheder.

Der går en lige linje til massemordet på redaktionen af Charlie Hebdo. Vi husker også mordet på den hollandske filminstruktør, Theo van Gogh, der fik halsen skåret over på åben gade, Ayaan Hirsi Ali, der måtte søge sikkerhed i USA efter mordtrusler i Europa, dødstruslerne mod den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie. Revolverattentatet mod formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard. Mordforsøget på tegneren, Kurt Westergaard i Århus. Forsøget på et massemord på Jyllands-Postens redaktion i København. Hetzen mod Mellemøstens eneste demokratiske retsstat, Israel. Stormløbet mod en demonstration ved Christiansborg til støtte for Israel i sommer. Demonstrationen måtte opgives.

Alle husker også terroraktionen i hhv. New York, London og Madrid. Ingen kan længere være i tvivl om, at der er tale om en krig mod centrale vestlige værdier som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Værdier som er selve grundlaget for en demokratisk samfundsorden.

Der er heller ikke tvivl om, at den politisk korrekte klasse bærer et tungt ansvar. Det gælder de politikere, der har tilladt en omfattende indvandring fra Mellemøsten og herved tilført vore samfund holdninger helt uforenelig med demokratisk kultur.

Det er glædeligt at se den massive politiske opbakning til den jødiske menighed, men den politiske korrekte klasse, der gennem årene har tilladt en massiv indvandring fra Mellemøsten forsøger at opretholde forestillingen om, at terroren ikke har noget med islam at gøre. Påstanden er en åbenlys illusion. Den terror, som vi oplever, har i høj grad noget med islam at gøre. Den udspringer af islam.

Man ligger, som man har redt. Antisemitismen er tilbage i Europa. Ytringsfriheden og forsamlingsfriheden er under pres. Der er ikke tale om en borgerkrig, men det ligner unægtelig et forspil til en sådan. Den politisk korrekte klasse bærer et tungt ansvar.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler Antisemitisme


© 2000-2020 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 29.2.2020