Bangebukse og bortvendte rygge
Med den åbenlyse antisemitisme i den danske dagligdag, den danske skoledag, har vi måske netop nået det punkt, hvor dialogen må ophøre. Man skal ikke have en dialog med de forældre, hvis børn har lært at lege "skyd jøden".
Af Niels Lillelund, journalist og forfatter, Morgenavisen Jyllands-Posten (1. december 2019).
Med den stigende antisemitisme i Danmark har vi måske netop nået grænsen for dialog, for der er ikke noget at rafle om.
For nylig blev en jødisk kirkegård vandaliseret, overmalet med hagekors på selve årsdagen for Krystalnatten. Samtidig vågnede jødiske medborgere op til synet af en jødestjerne på postkassen. Begivenhederne førte til fordømmelse fra alle sider. Politiet mener at have fundet de ansvarlige i et nazistisk netværk, som vi så må konstatere findes og virker i dagens Danmark. Det er i sig selv uhyggeligt, og selv om fordømmelserne jo ikke som sådan fører til noget, så er den bastante afstandtagen alligevel vigtig; der skal siges højt og tydeligt fra. Meget højt, meget tydeligt. Dette vil vi under ingen omstændigheder acceptere i Danmark, og vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at forhindre, at det får fodfæste.
Noget må gøres. Ved synet af den vandaliserede kirkegård forstod vi det måske.
Men andre steder hersker tavsheden. Som omkring den jødiske pige, der flere gange har måttet skifte skole på grund af forfølgelse. Historien florerede en tid på de sociale medier, og mange mente nok, at den var falsk, søsat af islamofobiske kræfter for at sværte fredens religion. Men den var sand og grum. Berlingske fandt frem til familien, og deres historie begynder egentlig med storebror Joachim, der som 13-årig elev på Bellahøj Skole oplevede flere gange, at muslimske elever legede "Skyd jøden"; en leg, hvor én får papirkalot på hovedet, hvorefter de andre jagter vedkommende.
Året efter går det ud over hans søster. En muslimsk dreng overfalder Rebecca på ni år, angiveligt fordi hun er jøde. Forældrene klager til både skolen og drengens forældre. Uden held. Halvandet år senere kommer Rebecca hjem fra skole en dag og fortæller, at den samme dreng har sagt: "Rebecca og hendes far er dumme, fordi hendes far er fra Israel."
Forældrene vil have et møde med skolen, men skolen svarer, at den ikke kan udtale sig om andre elever. Til næste fastelavn klæder drengen sig ud som terrorist, og han gør ingen røverkule af sit hjerte, han er terrorist, er han. Kort efter kommer terrorangrebet på Krudttønden og synagogen, og den muslimske dreng fejrer det ved sammen med en ligesindet hujende at jage Rebecca rundt på skolen. Nu melder forældrene det ikke til skolen, men til politiet.
"Jeg snakkede med drengen om én, der var blevet skudt foran synagogen i København. Jeg sagde, at det ikke var retfærdigt. Men han hidsede sig op og truede mig. Senere på dagen kom ham den anden dreng fra parallelklassen. De råbte efter mig: "Fucking jøde, klip dit hår af" og "hvis du viser dig på skolen igen, dræber vi dig", og så sparkede de efter mig og løb efter mig på gangene og ud i skolegården. Jeg blev rigtig ked af det og låste mig inde på toilettet. Først, da der var blevet stille ude på gangen, låste jeg mig ud og cyklede hjem," fortæller Rebecca til Berlingske om den dag.
De chokerede forældre tager Rebecca ud af Rosenlundskolen i Ballerup og får et møde med skolens ledelse. Men skolen har intet forslag til, hvad der kan gøres ved det. "Skolen mener, at dialog med drengenes forældre er det bedste." Skoleskift igen, nu til Lindehøjskolen i Herlev. Fire år går, men så er den gal igen. En morgen ligger to stykker hvide A4-papir på dørtrinnet. Med kuglepen har man tegnet Hitlers ansigt, et palæstinensisk og et israelsk flag, hagekors, omridset af Gazastriben, fuckfingre. I postkassen ligger mere af samme slags. Og en uge senere har nogen ridset hagekors i Rebeccas bord på skolen.
Nu er Rebecca flyttet til den svært bevogtede Carolineskolen på Østerbro, for som Martin Gredal, skoleleder på Rosenlundskolen i Ballerup i 2014, konstaterede: "Når jeg får et ultimatum om, at der er børn, der ikke må gå på skolen længere, og jeg dermed skal tilsidesætte loven, fordi nogle har et specifikt behov - det kan jeg jo ikke."
Efter angrebet på Charlie Hebdo besøgte jeg redaktøren Philippe Val i Paris. Vi kørte ad hemmelige veje ud til hans hus, som var under streng bevogtning. Allerede da vi nærmede os til fods flere hundrede meter væk, blev vi mødt af en bevæbnet mand, der skulle sikre sig vores identitet. Val var kæderygende, askegrå og martret af det passerede.
"Og nu jøderne ... jøderne under krigen - det var noget andet i Danmark. I Frankrig havde vi Vichy-regeringen, der var indforstået med jødernes deportation, en skamplet. Men nu flygter jøderne igen. 7.000 jøder rejste sidste år. De flygter fra den radikale islamisme. Da de flygtede eller blev deporteret dengang under krigen, kaldte vi det senere en national tragedie. Nu kalder vi det - ingenting, for ikke at stigmatisere. Vi vælger tavsheden. Men jeg vil ikke leve i et land uden jøderne. Frankrig uden jøderne er ikke Frankrig. Jeg vil ikke leve i et land, hvor man er bange."
Sagde Philippe Val.
Bange er naturligvis Martin Gredal, der ikke kan imødekomme Rebeccas "særlige behov" for at være i fred for jødeforfølgelser. Han vil hellere have en dialog. Det vil den slags mennesker altid. Dialog er et automatord, det kan man altid sige. Især, når man er bange for sit skolelederskind.
Men med den åbenlyse antisemitisme i den danske dagligdag, den danske skoledag, har vi måske netop nået det punkt, hvor dialogen må ophøre. Man skal ikke have en dialog med de forældre, hvis børn har lært at lege "skyd jøden", for der er faktisk ikke noget at rafle om. Det tør skoleinspektøren ikke sige, for han vil hellere have en dialog om det hele, og det gør ham i virkeligheden til en farligere mand end vandalerne på kirkegården; i skyggen af hans bortvendte ryg trives og gror antisemitismen i Danmark.
Niels Lillelund er journalist på Jyllands-Posten samt forfatter og vinanmelder. I døgnets rejsestald spidder han det opblæste og ikke mindst vanetænkningen med en original satire, der svider og forløser med en sund latter.
Til toppen Artikler Antisemitisme