Det israelske flag

Chaim Weizmann - Israels første præsident 1948-1952 (1874-1952)

Kort beskrivelse (biografi) af Chaim Weizmann og hans karriere.

Chaim Weizmann blev født i en landsby nær Pinsk i Hviderusland i 1874. Senere tog han til Darmstaat i Tyskland og Freiburg i Schweiz for at studere kemi og i 1899 opnåede han en doktorgrad i kemi. I 1901 blev han udnævnt til hjælpelektor ved University of Geneva i Schweiz og i 1904 som lektor ved University of Manchester i England.

Chaim Weizmans interesse for zionismen begyndte tidligt og han blev hurtigt en betydningsfuld person i zionistbevægelsen (WZO) allerede fra omkring 1900. I 1901 var han med til at danne en fraktion, hvis holdninger efterhånden blev accepteret af de øvrige. Under Første Verdenskrig arbejdede han som kemiker for England samtidig med hans indsats for den jødiske sag over for engelske politikere og journalister. Hans anstrengelser kulminerede i Balfourdeklarationen (Balfour Declaration) november 1917, hvori England lover jøderne et nationalt hjemsted i Palæstina.

I 1918 rejste han til Eretz Yisrael (Landet Israel) for at se på forholdene og udarbejdede en rapport til de britiske myndigheder. I denne periode lagde han grundlaget for oprettelsen af Det Hebraiske Universitet i Jerusalem (Yerushalayim), som officielt blev indviet i 1925.

Men selv om England havde fremsat Balfourdeklarationen og andre erklæringer, var det ikke ensbetydende med, at England havde tænkt sig at overholde dem. En af de første handlinger, som England foretog efter at have overtaget Palæstina (efter tyrkerne) som britisk mandatområde efter Første Verdenskrig, var at udskille ca. 2/3 af landet og give det til en arabisk sheik, der kaldte området for Transjordanien (i dag Jordan, se kort). Generelt førte England en negativ politik over for jøderne i mandatperioden og helt frem til maj 1948 måtte Chaim Weizmann og WZO kæmpe hårdt for at de forskellige engelske regeringer og premierministre overholdt Balfourdeklarationen og dens ånd.

I 1920 blev Chaim Weizmann valgt som præsident for World Zionist Organization (WZO) og havde posten frem til 1931 og igen fra 1935-1946. Desuden var han præsident for Jewish Agency 1929-1931 og 1935-1946.

I 1931-1935 arbejdede han som videnskabsmand og for zionismen. Han rejste en del og i de tidlige 1930'erne lagde han grundlaget for det institut i Rehovot, der blev indviet i 1937 og senere omdøbt til Weizmann Institute of Science i 1949.

Selv om Chaim Weizmann tabte valget i 1946 om formandsposten, forsatte han sit arbejde for den zionistiske bevægelse og i 1947 var han i New York i forbindelse med FN's delingsplan for det daværende Palæstina.

I maj 1948 blev Chaim Weizmann udnævnt til præsident for den provisoriske jødiske stat og fra februar 1949 indsat som Israels første præsident. Han døde i november 1952 efter længere tids sygdom og blev begravet i haven ved hans hus (The Weizmann House) i Rehovot.

Han har skrevet flere bøger bl.a. hans selvbiografi "Trial and Error" (1949).

"Vanskelige ting tager lang tid,
det umulige tager lidt længere tid."
Chaim Weizmann (1874-1952)

Til forsiden (index.htm)

Til toppen Kendte jøder og israelere


© 2000-2020 DIF. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 6.2.2020