Får og geder i Israel - moderne og traditionel produktion
Udviklingen i den israelske fåre- og gedesektor er et godt eksempel på hvordan moderne teknologi kan tilføres en gammel og traditionel landbrugsform. I dag regnes Israel for at have et af de mest effektive og produktive gede- og fårebrug i verden men samtidig har landet også en mere traditionel produktion og der anvendes stadig en produktionsform, der er stort set uændret i mere end 2-3.000 år siden Biblens tid.
Opdræt af får og geder til produktion af mælk og kød samt uld fra får er en af Det Hellige Lands ældste landbrugsformer, der går tilbage til Biblens tid. På den tid var det meste af landet ørken eller ørkenlignende, varme og tørre somre, kun få frugtbare områder med grønt og vand og derfor var får og geder de bedste husdyr, da de kunne tåle klimaet og den sparsomme vegetation.
I dag findes der fåre- og gedeavlere overalt i Israel og Det Hellige Land lige fra Negev-ørkenen i syd til bjergene i nord i Galilæa. Det er lige fra de traditionelle beduiner, der vandrer rundt med deres flokke ligesom på Abrahams tid eller som i dag er blevet bofaste, de mindre fåre- og gedebesætninger i de arabiske landsbyer og jødiske samfund og til de store og moderne intensive jødiske farme, der ofte tilhører en moshav eller kibbutz.
Der er omkring 2.400 fåre- og gedefarme og avlere i Israel med en bestand på omkring 520.000 får og geder. Farme og avlere kan opdeles i 3 hovedgrupper: De intensive farme, de semi-intensive og de ekstensive beduinfarmere i det sydlige Israel med ørken.
De intensive farme udgør omkring 500 bestående af 150 farme, der har fokus på mælkeproduktion med 30.000 får og 30.000 geder mens 350 har fokus på kødproduktionen fra får (lam) og uld (100.000 får). Dyrene tilbringer hele eller det meste af tiden i åbne staldbygninger, hvor de fodres. De vælger ofte at fokusere på en bestemt produktion og investere i ny teknologi. I nyere tid har de fået moderne mælkeanlæg og introduceret computerstyrede produktionssystemer med dataindsamling således at produktionen og effektiviteten hele tiden kan følges. Det har øget mælkeproduktionen for de enkelte dyr således at et får i dag giver en årlig mælkeydelse på 250-650 liter og en ged 450-1.000 liter årligt. Forskellen i ydelsen skyldes en kombination af race, produktionsmetode, foder og holdninger til produktion og dyr. Mange af de intensive farme tilhører eller er en del af en moshav eller kibbutz og de findes i det meste af landet. Flere af farmene er økologiske. De har i gennemsnit 300-350 dyr men tallet kan variere meget fra farm til farm.
De semi-intensive farme udgør omkring 600 med 100.000 får og 40.000 geder. Det er hovedsagelig mindre fåre- og gedebesætninger i de arabiske landsbyer i det midt- og nordlige Israel og beduinfarmere i det sydlige Israel (ofte privatejet farme) med en mere traditionel produktion (stald, fodring). Det kan også være mindre besætninger eller hobbydyrehold i en moshav, kibbutz eller anden form for jødisk samfund - en del af dem er økologiske, biodynamiske eller har en anden form for specialproduktion af får og geder. En del af dyrene går på græs i løbet af dagen. De små producenter anvender ofte dyrene til lokal eller familiemæssig forsyning af mælk, kød og uld. De har i gennemsnit 200-250 dyr men tallet varierer meget fra farm til farm.
De ekstensive beduinfarmere i det sydlige Israel med ørken udgør omkring 1.300 og med 200.000 får og 20.000 geder (tallene er anslåede). Det er normalt fritgående dyreflokke i indhegning evt. med en stald eller ladebygning eller dyreflokke med en hyrde (nomade), der flyttes derhen hvor der er planter dyrene kan æde ligesom på Biblens tid. Dyrene bruges mest til kød og uld og kun i begrænset omfang til mælk (beduinfarmere er selvforsynende). Dyrenes mælk bruges mest til deres lam og kid. De har i gennemsnit 100-200 dyr men tallet varierer meget.
Mælkeproduktionen har de seneste 6 år ligget på 13-14 mill. liter gedemælk og 10 mill. liter fåremælk om året (tilsvarende tal for 2006 er hhv. 11 og 7 mill.). Fåre- og gedemælk udgør kun ca. 1,5% af den samlede mælkeproduktion i Israel men har fået en voksende betydning i de senere år pga. en stigning i efterspørgelsen. Mælken fra geder og får anvendes til en bred vifte af oste og yoghurt samt som et alternativ til komælk. Især ostene eksporteres til udlandet bl.a. USA. En del af produktionen er økologisk.
Nogle fåre- og gedefarme og avlere har deres eget lille mejeri eller slagteri, hvor de producerer deres egne unikke produkter. Andre farme har økoturisme eller guidede ture, hvor man kan besøge farmen og se de små lam og kid eller hvor der er mulighed for et arbejdsophold.
En af de største producenter af gedemælk i Israel er Kishorit med en årlig produktion på omkring 550.000 liter. Dyrene går både i stalden med fodring og ude imellem klipper og træer, hvor de æder planterne. Kishorit er en del af kibbutz Kishor beliggende i bjergene nord for Karmiel i Galilæa.
En af de store fåre- og gedefarme i Israel er Naama Farm beliggende i den vestlige del af Negev-ørkenen syd for Sderot. Farmen har en produktion på ca. 1.000 liter fåre- og gedemælk om dagen. De producerer egne økologiske gedeoste og andre typer mælkeprodukter. Der er et besøgscenter, hvor man kan se de små lam og kid, besøge staldene, køkken med undervisning og mulighed for at arbejde med håndværk.
Et eksempel på en lille gedefarm er Naot Farm (grundlagt 2003) beliggende i Negev-ørkenen ved landevej 40 i udkanten af Sde Boker. De har omkring 50 geder, der producer mælk og en del af mælken bruges til egne gedeoste, der sælges i deres lille gårdbutik. De har senere udvidet med et mindre antal får, en restaurant, overnatningshytter og en tankstation.
Fårebestanden i Israel består hovedsagelig af to racer: Awassi og Assaf.
Awassi er Det Hellige Land og Mellemøstens oprindelige fårerace. Israelske fåreavlere har gennem snart 100 år forbedret racen og dens egenskaber, hvilket kan ses på dens mælkeydelse. I 1930'erne ydede et Awassi får omkring 40 liter mælk om året i gennemsnit mens det i dag er steget til omkring 550 liter om året (ydelsen kan variere en del i forhold til produktionsmetoden, herunder foder). En ulempe ved Awassi får er deres reproduktion - de får normalt kun et lam en gang om året. Awassi kan anvendes til produktion af mælk, kød og uld.
I begyndelsen af 1950'erne begyndte israelske farmere at krydse det forbedrede Awassi får med den østfrieske race (East Friesian, kystområde i Holland og Tyskland). Racen er kendt for en høj mælkeydelse og høj fertilitet men passer ikke til det tørre, varme og mange steder ufrugtbare Israel. Israelske farmere fandt ud af at en kombination af 3/8 østfriesk og 5/8 Awassi var den ideelle kombination for levedygtighed, mælkeproduktion og fødselsrate. Den nye blandingsrace kaldes Assaf. De producerer omkring 450 liter mælk om året i gennemsnit, læmmer i gennemsnit 1,3 gange om året og får i gennemsnit 1,6 lam pr. læmming. Assaf anvendes til mælk og kødproduktion. Selv om et Assaf får i gennemsnit producerer lidt mindre mælk end et Awassi får giver Assaf får samlet et bedre økonomisk resultat.
Bestanden af geder i Israel består af en bred vifte af racer som f.eks.
- den israelske Saanen er en krydsning med Saanen geden fra Schweiz. En hvid ged med en af de højeste mælkeydelser (op til 2,5-3 kg. mælk pr. dag), anvendes til intensiv mælkeproduktion men tåler ikke stærk sol.
- Alpine geden (oprindelig fra de franske alper) er blandt de geder, der har den højeste mælkeydelse (op til 1.000 liter mælk om året). Anvendes til intensiv mælkeproduktion.
- Toggenburger. Oprindelig fra Schweiz. Den er blandt de geder, der har den højeste mælkeydelse og anvendes til intensiv mælkeproduktion.
- den sorte beduin (Black Bedouin) ged er udbredt i Negev-ørkenen og tilpasset klimaet. Den kan producere 0,9-1,6 liter mælk om dagen afhængig af alder og foder.
Får kan anvendes til både produktion af mælk, kød og uld mens geder normalt kun anvendes til mælk og kød. Den årlige produktion af fåre- og gedekød ligger på 11-15.000 tons og antallet af slagtedyr er på 225-350.000 dyr om året.
Lammekød og gedekød er populært hos de fleste befolkningsgrupper i Israel, især blandt arabere og beduiner. Købet bruges ofte i gryderetter med risretter som tilbehør eller som grillet eller stegt kød i retter som shawarma og kebabs. I Israel spises der 1,6 kg. fårekød pr. indbygger, hvilket er lidt højere end OECD-gennemsnittet.
Især de store fåre- og gedeavlere er medlem af den nationale brancheorganisation Israeli Sheep and Goats Breeders Association (Agudat Hanokdin-Aziza).
Udviklingen i den israelske fåre- og gedesektor er et godt eksempel på hvordan moderne teknologi kan tilføres en gammel og traditionel landbrugsform. I dag regnes Israel for at have et af de mest effektive og produktive gede- og fårebrug i verden. Samtidig har landet også en mere traditionel produktion og der anvendes stadig en produktionsform, der er stort set uændret i mere end 2-3.000 år siden Biblens tid (mange referencer i Biblen).
Generelt om får og geder:
- de fleste fåreracer foretrækker græs og andre korte fiberrige planter, da får i stor udstrækning er græssende planteædere, og de undgår højere, forvredende planter,
- geder æder gerne højere og mere varierende planter men klarer sig dårligere på græsgange af monokultur,
- selvom geder betragtes som altædende spiser de ikke alt som f.eks. metal, plastik og sten. Geder er meget kræsne, når der er rigeligt med mad,
- fårs indbyrdes hierarki og naturlige tilbøjelighed til at følge en leder til nye græsgange var de vigtigste grunde til, at får blev et af de første husdyr,
- fåreholdere udnytter fårs flokadfærd til at holde dem samlet på græsgange uden indhegning og til nemt at kunne flytte dem,
- får og geder er flokdyr og meget sociale, aktive og nysgerrige dyr,
- geder kan æde alt vegetation (hvis de får lov), hvilket kan føre til jorderosion,
- der findes over 200 anerkendte gederacer.
Til toppen Landbrug, gartneri og fiskeri i Israel Fakta om Israel