Paulus - Professor Hans-Joachim Schoeps liv i Tyskland i 1930'erne
Professor Hans-Joachim Schoeps skriver i bogen Paulus om hans liv i Tyskland i 1930'erne, de stigende vanskeligheder for jøderne og hans flugt fra Nazityskland i december 1938.
Af Mogens Duelund, Århus (2009). Oversættelse fra bogen 'Paulus' skrevet af Hans Joachim Schoeps (uddrag).
Professor Hans-Joachim Schoeps fortæller om sin flugt.
De eventyrlige år.
Min studentertid gik med promotion og aflæggelse af min statseksamen i Leipzig i 1932. Min doktorafhandling blev også skrevet, men tåbeligt nok ventede jeg et halvt år med klargøring til trykning, for at kunne foretage forskellige ændringer. Da jeg endelig efter 12 måneders forløb kom med den trykte disputats, sagde den statsansatte dekan, at udbetalingen af penge ikke længere lod sig gøre på grund af de politiske forandringer. På mit spørgsmål, om disse forandringer da også havde ændret værdien af mit arbejde, tav han og blev rød i hovedet.
I sommeren 1933 aflagde jeg også min statseksamen i fagene tysk, historie og religionsvidenskab og meldte mig til at aflægge pædagogikum ved det saksiske ministerium for folkeoplysning. Der fortalte man mig, at det ikke kunne lade sig gøre, da jeg hørte under Preussen. Jeg meldte mig så i Berlin, men fik der at vide, at jeg ikke kunne komme i betragtning til noget lærerkald, fordi jeg var jøde. Jeg trak på skuldrene, men var ikke synderligt nedslået, fordi der i mellemtiden var kommet andre problemer og opgaver til mig, som også havde sammenhæng med den nationalsocialistiske magtovertagelse.
Mit liv, som indtil da var forløbet forholdsvis velordnet og normalt, begyndte lidt efter lidt at antage eventyrlige former. Jeg havde meget tidligt taget livligt del i politiske spørgsmål. Nu blev jeg mere aktiv, ja, tog endog del i forberedelserne til den forestående valgkamp.
Da nu Nationalsocialisternes magtovertagelse havde fundet sted, satte jeg mig samme dag i Potsdam til at skrive en stort anlagt analyse af den indeværende situation, som skulle udkomme i tidsskriftet "Ring". Men i april 1933 var den borgerlige frihed allerede så vidt indskrænket, at tidsskriftledelsen ikke mere turde lade min analyse trykke. Man foretrak at lade skriftstykket udbrede blandt sine medlemmer under titlen "Politikkens nye ansigt", endda med mit fulde navn under, men uden angivelse af trykkested og trykkeri. Jeg ved ikke, om der af disse 23 sider findes et eneste eksemplar ud over det, som er i min besiddelse. I det hemmelig statspoliti (GESTAPO) var dette skrift blevet studeret med stor interesse, hvad jeg kunne konstatere ved et senere forhør. Men for det første havde det ingen konsekvenser.
Da den frie ungdomsbevægelses afdelinger nu i foråret og sommeren 1933 ophørte og drengene automatisk blev overført til Jungfolk eller Hitlerjugend, viste det sig, at der fandtes et ganske stort antal unge og ældre jødiske drenge, som før havde været med i forbundene men nu hang frit i luften, de var erklæret ikke egnede. Disse unge jøder samlede jeg, og i påsken 1933 dannede vi et nyt forbund, "Den tyske fortrop - et kammeratskab af tyske jøder". Først havde vi sæde i Frankfurt a. M., da der var en fasttømret vennekreds dér; senere flyttede vi til Berlin.
Den 1. april 1933 havde en mand ved navn Julius Streicher fastsat en lørdag, hvor man skulle boykotte jøderne. Derved blev de tyske jøder gjort fuldstændig forvirrede. Zionisterne, som ønskede at omskabe alle verdens jøder til en sekulær nation, kom med en forhastet opfordring: "Bær den gule jødestjerne med stolthed!" Dengang og også i de følgende år havde zionisterne stor tilgang, for deres tolkning af jødedommen svarende til "tidsånden". De mere dybtseende, som f. eks. Hermann Hesse i Schweiz, gøs ved tanken om, at også jøderne ville omvende sig og gøre den ondartede nationalisme til deres gud. Frem for alt hilste de tyske magthavere zionisternes krav om adskillelse af de to folk, jøder og tyskere, velkommen, da jo både nazister og zionister betragtede jødernes tyskhed som noget naturstridigt, eller i hvert fald som en fejltagelse, der skyndsomst måtte rettes.
I 1933 var jeg stadig af den mening, at der kunne forhandles om de tyske jøders fremtidige politiske og sociale status. Derfor udarbejdede jeg sammen med venner et memorandum om de tyske jøders retstilstand og forfatning. Heri ville jeg indlemme jødedommen som en fast bestanddel i statsopbygningen. De efter 1918 indvandrede østjøder og zionister ville jeg stille under mindretalsrettighedernes beskyttelse, hvis de ikke efter egen opfattelse følte sig som tyskere, men som udlandspalæstinensere, indtil de kunne udvandre. De gamle indfødte tyske jøder ville jeg imidlertid imødekomme med garantier for deres fulde borgerlige rettigheder i staten.
Dette memorandum overdrog jeg først til rigskansleriet og bad om en personlig samtale med Hitler. Jeg fik det høflige svar, at det tyske riges fører på grund af overbebyrdning af arbejde for tiden måtte beklage, at han ikke kunne modtage lederen af "Den tyske Fortrop" til den ønskede samtale. Fra nu af lancerede jeg mit memorandum ved mellemkomst af venner til von Papen, Frick, Schacht og den tyske gesandt ved folkeforbundet Herr. von Keller.
Nogle tysknationale forbundsmedlemmer af NSDAP lovede mig i sommeren 1933 at gå kraftigt ind for mit forslag. På dette tidspunkt var der endnu overhovedet ikke truffet nogen afgørelse med hensyn til jøderne, og fra troværdige kilder erfarede jeg, at mit memorandum var blevet udførligt diskuteret i indenrigsministeriet. Noget af det var i øvrigt også sivet ud til omverdenen, for i "Pariser Tageblatt" kunne man pludselig læse, at "Schoeps førte forhandlinger med det brune hus (NSDAP) om oprettelse af særlige jødiske afdelinger i SA.
Da nu forholdet til udlandet, som Det tredje Rige i begyndelsen måtte regne med, blev stadig dårligere, og de yderliggående opfattelser af det såkaldte jødespørgsmål tog stadig mere overhånd, var der ikke mere nogen chance for en blot nogenlunde fornuftig diskussion. Den 30. juni 1934 var det tydeligt for alle dem, som selv under nationalsocialismen stadig ville holde fast ved, at man befandt sig i en retsstat, at sådan var det ikke. For jøderne stod det i hvert fald klart ved beslutningen i marts 1935 af, at jøderne ikke kunne deltage i værnepligten, og dermed var de udelukket fra alle muligheder for at kunne blive regnet for tyskere. Forgæves udbredte "Den tyske Fortrop" endnu engang en erklæring, hvori det hed: "Ligesom vore fædre 1914-18 har opfyldt deres selvfølgelige pligt overfor fædrelandet, erklærer også vi os i dag parate til værnepligt i Tyskland i troskab mod vores parole: "Vær beredt for Tyskland."
I året 1938 holdt jeg talrige foredrag, fordi "Statsforbundet af jødiske Frontsoldater", der talte 30.000 medlemmer, sendte mig ud som taler gennem deres landsforbund og lokale grupper.
Alligevel ser jeg i dag med betænkelighed tilbage på min daværende appel om ikke frivilligt at ville opgive en fodsbredde tysk jord for derved at yde Hitler modstand. Jeg mente, at man skulle blive i landet og fastholde sine positioner så længe som muligt. De centrale jødiske arbejdsgrupper, som fra 1935 så det som sin hovedopgave at organisere masseudvandring, gjorde sådan set det rigtige. Vel var jeg for længe siden kommet til klarhed over, at vi med den siddende regering havde med en organiseret forbryderklub at gøre; men hvor langt forbrydelserne mod menneskeheden engang skulle gå, var dengang ikke forudset af nogen. Jeg er med min kompromisløse støtte for de tyske jøders hjemstavnsret kun forblevet tro mod de love, som jeg kunne gå ind for; men det rider mig i dag endnu som en sjælens mareridt, at jeg ikke rettidigt havde tilrådet de hundredtusinde, som siden blev myrdet, at flygte for enhver pris.
Min egen skæbne tilspidsedes dengang dramatisk, og det skyldtes især "Fortrop"-kredsen. Politisk havde vi for længst resigneret, men forsøgte for vores egen selvhævdelses skyld at yde modstand ved, at vi også efter den officielle opløsning i december stadig kom sammen i lokale kredse for at gennemdrøfte den foreliggende situation og se den i lyset af den jødiske tro. Disse aftener fandt i Berlin sted i vinteren 1935-36 i spredte afstande i store privatboliger og var åbne for alle jøder, som hørte om dem og ville deltage. På denne måde fandt vi også en abonnent til vores tidsskrift - det var på grund af dets "uforståelige sprog" i mellemtiden blevet forbudt. Denne nye abonnent var en herre på ca. 30 år, som præsenterede sig under navnet Erwin Barth. Han virkede uanseelig og farveløs, og i diskussionerne deltog han kun med temmelig intetsigende bemærkninger. At den "musegrå" - sådan kaldte nogen ham - var spion for Gestapo åbenbaredes nogle uger senere, da jeg modtog en stævning fra Gestapo. Først tænkte jeg, at man igen ville have noget organisatorisk at vide om "fortroppen", måske ville man endnu engang forlange vedtægter eller adresselister udleveret. Jeg blev imidlertid belært om noget meget værre. Da den forhørende kommissær Kuchmann, efter at døren var lukket, med stentorstemme brølede: "De er jo med i forberedelse på højforræderi, beskæmmelse af nationale symboler, lumske angreb på føreren, på folk og bevægelse - det vil alt sammen ikke kunne afsones med mindre end ti år i tugthus". Så bragede et timelangt forhør ned over mig, under hvilket jeg blev klar over sammenhængen. Om aftenen i mine forældres bolig, hvor den "musegrå" havde deltaget, var der af rabbiner Maybaum fra Frankfurt (an der Oder) holdt et foredrag om den bibelske Ezras racelovgivning og draget paralleller til nutiden. Men spionen havde åbenbart ikke haft den nødvendige intelligens til at kunne følge foredragsholderens spidsfindige teologiske udvikling af emnet. Hovedanklagen mod mig var nemlig, at Maybaum skulle have påstået, at Ezra havde været det jødiske folks fører, mens Hitler var det tyske folks forfører. Desuden skulle Maybaum have krænket hagekorsflaget.
Jeg brugte hele min veltalenhed for at afkræfte disse ondskabsfulde anklager og forsøgte at gøre talerens tankegang forståelig for hr. Kuchmann, som var en ældre sat embedsmand. Jeg fremførte, at der var forskel på en teologisk og en biologisk begrundet racelovgivning. Det var forgæves. Til sidst tog han en mange sider lang protokol frem og begyndte at skrive forhørets forløb ned på maskine.. Under nedskrivelsen havde jeg en tydelig følelse af, at han på udvalgte steder skrev noget andet, end jeg dikterede. Min bøn om at måtte gennemlæse det hele, afslog han. Jeg havde længe nok opholdt ham og skulle nu bare skrive under. Da jeg nu var mere sikker på, at det tåbelige fra spionberetningen var gentaget i protokollen, tog jeg efter min frigivelse straks en taxa og kørte rundt til alle deltagerne fra om aftenen for at informere dem om det skete og at sikre i detaljer, at der ville være overensstemmelse i alles udsagn. Kun Maybaum i Frankfurt kunne jeg ikke underrette, da hans telefon med sikkerhed blev overvåget.
Næste morgen blev ganske rigtig alle afhentet og ført ned i kælderen i Prinz-Albrecht-gade, hvor vi måtte blive stående dagen igennem med ansigtet mod væggen, hver flankeret af to SS-folk. Tiden blev kun afbrudt af to længere forhør, hvor alle takket være instruktionen kom med den samme overensstemmende beretning. Kun rabbiner Maybaum indviklede sig, som man kunne forudse, i håbløse modsigelser; til sidst blev der udstedt en fængselskendelse mod ham. Alle forsøg de følgende dage på at få ham løsladt af humanitære grunde slog fejl - hans kone lå i barselsseng, og et barn havde mæslinger. Men efter seks uger blev han lige så umotiveret frigivet og kunne fortælle, at han havde siddet i en slags respektabelt fængsel på Alexanderplads sammen med en højere Pg. (Parteigenosse = partimedlem), som havde begået underslæb. Senere kunne Maybaum i tide udvandre og sidder nu (efter krigen) i en forstad til London.
En af de næste dage traf jeg tilfældigt på Leipziger Strasse en gammel ven fra ungdomsbevægelsen, Arnold L., som jeg ikke havde set i lang tid. Jeg fortalte ham, hvad der var sket. Pludselig så jeg, at han blev kridhvid og stirrede på mig:
"Hedder manden, Erwin Barth? Beskriv for mig, hvordan han ser ud" Jeg beskriver.
"Er du sikker på, at han spionerer for Gestapo?"
"Det kan du være sikker på."
"Har du noget, han har skrevet?"
Vi kørte hjem til mig, og jeg tog et postkort frem, hvor hans håndskrift var, og Arnold var ikke i tvivl mere. Det var den samme mand, som han havde været sammen med. Han fortalte, at han var med i en Berliner modstandsgruppe "den sorte front", hvor Otto Strasser også var medlem (Strasser var socialdemokrat - men var en tid medlem af nazistpartiet. Blev i 1939 idømt livsvarigt fængsel), og som han nu hurtigst muligt måtte advare mod dette medlem. Advarslen kom ikke et øjeblik for sent, for kort efter slog Gestapo til. Men reden var tom og de ledende allerede i sikkerhed bag den bøhmiske grænse.
Gestapos raseri var grænseløst, og i en efterfølgende undersøgelse blev jeg igen indstævnet. Kuchmann råbte til mig: "Hvem har de fortalt historien til?" Jeg havde frækhed nok til at svare: "Åh, De mener sagen med Deres stikkerdreng. Jeg har fortalt det til hvem jeg kunne, for at advare mod denne person. Det ville De vel også have gjort?"
Derpå kneb Kuchmann øjnene sammen og sendte mig et hvast blik, mens han hvæste: Ved De hvad SF er?" Jeg svarede som med et pistolskud: "Ja naturligvis, "Den sorte fane". Det var navnet på et jødisk ungdomsforbund. Nu syntes Kuchmann at være overbevist om sin forfejlede mistanke og brummede: "Åh, skrub så af!"
Nu begyndte en systematiske skygning af mig, så jeg måtte vænne mig til at bruge lignende sløringsmetoder, som bruges af gangstere i kriminalfilm, når de jages af politiet. Hvis jeg havde haft sans for det eventyrlige, fik jeg i disse år rigelig føde. Med næsten regelmæssige mellemrum fulgte forhør, hvor jeg blev udspurgt om, hvad jeg havde fortaget mig tirsdag for tre uger siden klokken 17, og lignende. Almindeligvis var opklaringen ikke vanskelig. Den øjenlæge, Dr. Hartleib, der for nylig var flyttet ind i vores hus, en trofast nyhedsbringer for Gestapo, havde nemlig fundet det påfaldende, at han havde set mig med en pakke under armen, en gang da jeg gik ud af huset. Det viste sig efterhånden, at Gestapo kendte dem, der besøgte mig ligesom de var bekendt med mine besøg hos meningsfæller, som f. eks. Ernst Niekisch, der kort tid efter blev arresteret og dømt til tugthus for livstid, fordi man i hans skrivebordsskuffe havde fundet manuskriptet til et nyt oplag af hans bog "Hitler - en tysk skæbne". Jeg kunne imidlertid tilsløre dette besøg som en harmløs forretningssamtale, da Niekisch dengang drev sit eget forlag.
Forbavset blev jeg dog, da Kuchmann efter en slags forhør tog mig til side, blev groft fortrolig, bød mig en cigar, og begyndte at sige du til mig: "Nu, sig mig engang, min dreng, fra hvem får du egentlig dine opgaver?" Da jeg bestyrtet stirrede på ham og sagde, at jeg ikke begreb, hvad han mente, blev han tydeligere: "Du er dog egentlig en ganske fornuftig knægt. Vi har jo nu efterhånden vænnet os til hinanden og kan godt sammen. Se engang, mine foresatte vil gerne vide, hvor vi kan finde den hemmelige jødiske verdensregering, som har givet dig til opgave at snige dig ind i de nationale kredse. Se nu at komme ud med sproget." Jeg troede ikke, at jeg hørte rigtigt. Så formodede jeg, at Kuchmann ville være morsom og spøgte med mig. Men da dette spørgsmål gentog sig næste gang, begyndte det at dæmre for mig. Nazi'erne eller i det mindste føreren troede virkelig på det paranoide spøgelse om en verdenssammensværgelse, som man kunne læse om i "Zions vises protokoller", og at dette vrøvl havde ført til instruktion om et videre forhør. I øvrigt tror jeg ikke, at kommissær Kuchmann, som var en relativt intelligent forhørsleder, selv har troet på det, men sine opgaver måtte han nu engang udføre.
Mit bogforlag kom i årene 1937-38 ifølge de skærpede restriktioner i en vanskelig situation. Nogle bøger blev nu forbudt, titlen på et af mine værker fra forlaget "Krigsbreve fra faldne jøder", måtte efter krav fra rigslitteraturkammeret (et særligt organ i nazitiden) ændres, fordi det - ordret begrundet - drejede sig om "profaneringen af den tyske nations retsbevidsthed". Til sidst blev bogen helt forbudt, da jøder netop ikke kunne være faldet som soldater for Tyskland. Og så var der dog i første verdenskrig faldet tolv tusinde eller mere end otte procent af de værnepligtige jøder; men mange steder begyndte man nu at udradere deres navne fra mindesmærkerne. Nederdrægtigheden havde efterhånden bemægtiget sig Tyskland.
Efter at det var forordnet, at forlag med jødiske indehavere kun måtte sælge bøger af jøder til jøder i jødiske boghandler, truedes min forlagsvirksomhed med fuldstændigt ophør. Nu huskede jeg på, at jeg engang havde aflagt en teoretisk lærereksamen, og lod mig ansætte som lærer ved den jødiske menighed i Grünewald. Der var nemlig sket det, at de jødiske børn var blevet udelukket fra de offentlige skoler, og menigheden i Berlin måtte så overtage pasningen af dem og selv åbne et antal højere skoler.
Hele året 1938 igennem har jeg været skolemester og var sikkert ingen dårlig lærer, for tertia (tredje klasse - svarer nok til 8. klasse), som jeg var klasselærer for, ville gå gennem ilden for mig. Jeg viede mig også for drengene uden for skoletiden, og snart fik jeg at vide fra Gestapo, at jeg havde forset mig mod § 1 i loven om beskyttelse fra fører, folk og stat, fordi jeg uden politiet billigelse gentagne gange havde spillet fodbold med drengene uden for skolebygningen. Spionen, øjenlægen Hartleib, opfandt i vores hus det ene anklagepunkt efter det andet, så at mine forældre til sidst blev ærgerlige og opgav boligen for at flytte vestpå til Kaiserdamm. Det var den 1. november.
Den 9. november henimod halv syv ringede telefonen. Det var indehaveren af rulleforretningen fra vores gamle hus i Hasenheide, som meldte sig. Der havde netop været to herrer og spurgt efter mig. Jeg tog straks tøjet på og pakkede en lille kuffert, lagde den på min cykelbagagebærer, som jeg trak over gården ud på gaden mens en bil holdt for fordøren til huset og to herrer steg ud. Denne morgen cyklede jeg timevis gennem Stor-Berlin og så følgerne af rigskrystalnatten. Fra den ene brændende synagoge til den anden kørte jeg, og overalt så jeg kun tavse mennesker stå og stirre ind i flammerne. Mange havde tårer i øjnene, mange knyttede hænderne i lommen. Det var Berlins ægte, retfærdige mennesker. En gammel mand mumlede: "Afbrænde gudshuse, det vil hævne sig, det vil få en alvorlig afslutning". I de næste uger hørte man det bittersøde skæmtespørgsmål: "Ved De hvad NSKK betyder? - "Nach Synagogen kommen Kirchen" (Efter synagoger kommer kirker).
Da stenbroen i Berlin blev mig for hed, forlod jeg først byen nogle dage for derefter at flytte til en tante, hvor Gestapo allerede havde været, for at afhente hendes søn, som allerede befandt sig i udlandet. Jeg regnede med, at jeg her var relativ sikker mod overraskelsesaktioner. Nu begyndte jeg for alvor at tænke på udvandring og fik øje på Island. Det var næsten allerede lykkedes mig at overbevise den islandske attaché i Berlin om, at jeg var specialist i eddaforskning og runekendskab, da jeg til min forfærdelse måtte konstatere, at politidistriktet i mit beboelsesområde havde instruks om at nægte at udstede pas til mig. Altså var også et pas, som var forsynet med et rødt J, og som mere havde funktion som et signalement end som rejsedokument, umuligt for mig at få, og derfor var også et islandsk indrejsevisum til ingen nytte. Så rådførte jeg mig med en af mine forlagsforfattere, den unge sociolog Dr. Hanns Reissner, om hvad der mon var at gøre i mit tilfælde. Reissner, som var prokurist i det store varehus N. Israel i Königstrasse, havde vidtrækkende forbindelser og lovede at bringe mig sammen med en mand, som kunne skaffe mig et pas, som endog var næsten ægte. Ordet "næsten" henviste til, at passet virkelig var udstedt af Gestapo, kun ikke bogført i deres lister; snyderiet ville ganske vist ikke være ganske billigt.
En lørdag formiddag klokken 9 skulle jeg træffe den hemmelighedsfulde mellemmand til Gestapo ved Alexanderkilden i Münzstrasse, en af de skumleste knejper i det daværende Berlin. Jeg gik derhen og fandt i det bageste hjørne af det røgfyldte lokale - på denne decembermorgen var der ikke meget at se - en stor mand med bredskygget hat, som sad ved et bord med skyggen trukket dybt ned i ansigtet. Den ubekendte brummede gnavent: "Det koster Dem nu nogle skejser". Jeg spurgte: "Hvor meget" - "3000 mark; halvdelen straks, den anden halvdel ved afhentningen af dokumentet." Jeg betalte og gik. Næste lørdag var jeg præcis på stedet, hædersmanden sad allerede ved det samme bord, jeg trådte nærmere, han tog sin tegnebog frem og talte til min store forbavselse mine 1500 mark op til mig. "Med Dem kan jeg ikke gøre det. De er mit første tilfælde, hvor det ikke lader sig gøre".
"Hvad vil det sige, vil Gestapo ikke give mig passet?"
"Gestapo vil godt; men de kan ikke."
"Hvad! Kan Gestapo ikke? Men Gestapo kan da alt"
"Mand, vær ikke så dum, der er magter, som er mægtigere end Gestapo.
- I øvrigt vil jeg ikke have mere med Deres tilfælde at gøre, Adieu!" Sagde han, rejste sig og lod mig tilbage i min grænseløse forvirring.
Da jeg nu også forlod lokalet og gik langsomt over Alexanderpladsen gennem Königstrasse, var mine fødder blevet tunge som bly. Jeg havde en fornemmelse af aldrig i mit liv at have været så rådvild som netop nu. Men det var netop i dette øjeblik, forsynet selv greb ind. Da jeg nåede op på højde med slottet, så jeg herreklubbens tidligere forretningsfører, Friedrich Vorwerk, komme mig i møde. Han skulle senere efter krigen blive min forlægger. Han var pyntet med et partitegn, hilste hjerteligt på mig som i gamle dage. På hans spørgsmål om, hvordan det gik, fortalte jeg ham alt, hvad der var sket mig, og hvad jeg netop for en halv time siden havde fået at vide. Vorwerk blev meget alvorlig og sagde: "Det ser virkelig foruroligende ud. Hvis De skal hjælpes, så kan det kun ske gennem en mand, som er virkelig indflydelsesrig og har civilcourage. Men jeg kender måske en. Gå til Hr. Hentig i udenrigsministeriet, som nu står under Ribbentrop, afdeling VII, Nærøsten. Han leder den afdeling. Fortæl ham hele historien."
Jeg tog mod til mig, som han havde foreslået. Da jeg kom ind i Hr. von Hentigs forværelse, så jeg en gammel forbundsperson sidde der, Dr. Hans Schlobies, som var en berømt orientalist og nu var personlig assistent for afdelingschefen. Han hilste mig med et Hallo og kaldte på sin chef. Jeg fortalte min historie, og de holdt krigsråd. Endelig sagde Hentig: "Vi må allerførst finde ud af, hvad der virkelig er på færde. Jeg ringer til Gestapo for at spørge. "Efter at Gestapo-folkene havde overbevist sig via tilbageopringning om, at de virkelig talte med udenrigsministeriet, fik Hentig den oplysning, at mit navn stod på en hemmelig liste over ca. to hundrede statsfarlige personer, som førerens kancelli havde sammenstillet. Det drejede sig udelukkende om folk, som under ingen omstændigheder måtte forlade Tyskland, og hvis skridt man nøje fulgte, fordi man håbede at kunne afdække vigtige statsfjendtlige sammenhænge. Hentig takkede, fløjtede så småt, mens han tænkte sig grundigt om et langt øjeblik og erklærede så: "Der er ikke andet for. Jeg går til tops og ringer til førerens kancelli".
I den følgende telefonsamtale, der begyndte med "Heil Hitler" og sluttede med "Heil Hitler", forklarede han, at udenrigsministeriet havde brug for en ung jøde af virkelig national indstilling til et hemmeligt statsanliggende. Man ville så sende ham til Sverige. I Dr. Schoeps havde man fundet den rette. Selv ville Hentig indestå for hans tilbagekomst indenfor en uge. - Nå, hvis det virkelig forholdt sig sådan, kunne man ophæve blokeringen, men man ville vide at gøre brug af hans garanti, var svaret. Nu kunne der altså udstedes papirer fra udenrigsministeriet, på hvilke svenskerne efter telefonisk tilbagesvar straks bevilligede mig indrejsevisum til Stokholm.
Den næste dag gik jeg endnu en gang til udenrigsministeriet for hos Hr. von Hentig at takke for min redning, for det var det jo. På mit bekymrede spørgsmål, om han nu ikke havde bragt sig selv i en vanskelig situation, for han vidste jo, at jeg ikke ville komme tilbage, svarede han: "Lad det nu bare være min bekymring. Jeg skal kun give Dem en opgave med til Sverige, og De kommer tilbage, når vi engang er blevet færdige med denne redelighed." Det lovede jeg ham med håndslag.
Men efter krigen, da Hentig stod overfor afnazificeringsdomstolen, kunne jeg bringe ham min tak, og berette om alt dette og på den måde befri ham. Kun Dr. Schlobis var efter den 8. maj 1945 forsvundet. Russerne transporterede denne ærlige modstandsmand østpå til ukendt mål, fordi han havde været ansat i udenrigsministeriet.
De sidste dage, som jeg tilbragte i Berlin udfoldede jeg en livlig aktivitet - det var i ugen før jul. Jeg udførte en opgave, som den ærværdige overrabbiner Leo Baeck, der repræsenterede de tyske jøder, gav mig. Jeg skulle skabe en mere intensiv kontakt med den bekendende kirke. Derfor talte jeg en aften for en større kreds i Dahlem, den bestod af jøder og kristne, en vigtig enhedsfront mod nationalsocialismen - jeg tror, det foregik i den niemøllerske præstegård. Den næste dag fik jeg en advarsel om, at der i det rum, hvor sammenkomsten fandt sted, formodentlig var blevet indbygget en mikrofon, og at Gestapo muligvis allerede aflyttede båndene og dermed snart kunne danne sig et billede af, hvad der var blevet forhandlet om den aften. Derfor besluttede jeg at fremskynde min afrejse.
Min mor var i mellemtiden gået til et speditionsfirma og havde mod forevisning af udenrigsministeriets papirer erklæret, at hendes søn var diplomat og måtte have sit bibliotek på 2000 bind med til Sverige. Alle mine bøger blev i virkeligheden reddet på denne måde, og de havde større værdi for mig end guld og ædelsten.
Da jeg havde en begrundet bekymring for, at Gestapo eller førerens kacelli i sidste øjeblik kunne gribe forstyrrende ind, tænkte jeg, at der muligvis var formindsket årvågenhed juleaften den 24. december. Derfor bookede jeg ind med den sidste maskine den hellige aften 1938. Tanken var rigtig. Der var ingen Gestapo-embedsmand ved kontrollen. Da maskinens hjul slap landingsbanen, blev jeg grebet af den vemodige følelse, at jeg aldrig mere ville se mine kære forældre, hvis skikkelser blev mindre og mindre, mens maskinen gik i vejret. Men de havde selv siden den 9. november kun haft det ene ønske, at jeg endelig måtte forlade det land, hvor ulykkerne tårnede sig mere og mere op. Nu sad jeg i flyvemaskinen og fløj ud i friheden. Til Sverige.
