Oplæg om mit forhold til Israel
Pernille Vermund, partiformand for Nye Borgerlige, holdt et oplæg om forholdet mellem Danmark og Israel, om dansk politik i forhold til Israel og PA (det Palæstinensiske Selvstyre) og om Nye Borgerliges politik på området d. 5. september 2017 hos Dansk-Israelsk Forening (DIF) i Århus. Efterfølgende var der en debat og diskussion med Pernille Vermund og Poul Højlund.
Af Pernille Vermund, partiformand for Nye Borgerlige (5. september 2017).
Jeg var i foråret på 50-årsdagen for Jerusalems genforening på besøg i Krystalgade i København. Der hvor synagogen ligger inde bagved i gården, har det jødiske samfund et slags forsamlingshus, hvor man på denne dag mødtes for at fejre, at jøder i nu 50 år frit har kunnet komme og bede ved Vestmuren af det gamle tempel.
Når jøderne i København mødes i Krystalgade til gudstjeneste i synagogen eller til fejring af helligdage, mærkedage og familiefester, sættes der et større apparat i sving.
Krystalgade spærres af for kørende af politiet, som er tilstede med to vogne og mange bevæbnede betjente i området. Det jødiske samfund har uddannet deres egne sikkerhedsspecialister, der bevogter indgange og overvåger hele området.
Som gæst lukkes man ind gennem en sikkerhedssluse, og omkring det lille gårdanlæg bag synagogen er der ekstra sikkerhedsforanstaltninger.
Det er de vilkår, vi byder vores jødiske mindretal af danskere.
Lige nu kan det ikke være anderledes. Men jeg mener, at det er helt og totalt uacceptabelt, at jøder i Danmark skal leve med trusler på liv og legeme, så de ikke kan færdes frit og leve frit i tryghed for dem selv, deres børn og familier.
Truslen er nærværende. Den kommer fra muslimske terrorister. Det seneste angreb kom fra en muslim af palæstinensisk oprindelse født i Vordingborg. Det kostede Dan Uzan livet.
Jeg mener, at politikerne svigter de danske jøder - de svigter alle danskere, når de kan se truslen og ved, hvor den kommer fra, men ikke gør det rigtige og nødvendige for at fjerne den.
Hvorfor fortæller jeg denne historie, når I har bedt mig om at fortælle om mit og Nye Borgerliges forhold til Israel?
Det gør jeg selvfølgelig, fordi tingene hænger sammen.
Antisemitismen er ikke selve årsagen til, at jøderne stræbte efter og lykkedes med at skabe deres egen stat. Men antisemitismen i Europa, i Nordafrika og i de arabiske lande gjorde det både nødvendigt og retfærdigt, at verdenssamfundet efter krigen og udryddelsen af seks millioner jøder sanktionerede oprettelsen af en selvstændig jødisk stat i Palæstina i det område, som historisk har været jødernes hjemland.
I år er et særligt år. Det er som jeg begyndte med at fortælle 50-året for seksdagskrigen og Jerusalems genforening. Og det er 100-året for Balfourdeklarationen.
To skelsættende år for det jødiske folk og for israelerne.
For 100 år siden midt under første Verdenskrig, hvor det osmanniske rige var i sin undergangsperiode, fik jøderne en tilkendegivelse af, at de europæiske stormagter ville støtte oprettelsen af et jødisk hjemland i det gamle Israel.
Zionismen blev anerkendt på de bonede gulve i Paris og London. Det var måske nok mest af alt storpolitik og ikke så dybt forankret blandt hverken engelske eller franske politikere. Men uden Balfourdeklarationen ville meget formentlig være gået anderledes.
Jeg synes faktisk, at det ville være på sin plads, at EU's regeringsledere den 2. november i år på 100-årsdagen for deklarationen gentog den støtte til Israel og Israels eksistens som en jødisk stat, som ligger i Balfourdeklarationen.
Jeg ved godt, at det kommer de ikke til. Tværtimod kan vi frygte at dagen vil blive kapret af den antizionistiske fløj i Europa-Parlamentet, og brugt til gentagelse af de regelmæssige fordømmelser af Israel, der kommer fra den kant.
Men så kunne den danske regering - den danske udenrigsminister Anders Samuelsen - bruge dagen til at markere utvetydig dansk opbakning til den jødiske stat Israel.
En anerkendelse af, at 100 år efter Balfourdeklarationen har det jødiske folk trods katastrofer, modgang, krige og terror evnet at skabe et hjemland for verdens jøder. Et hjemland bygget på demokratiske principper om ligeværd. Et land, som er blevet velstående, bidrager enormt med viden og innovation til resten af verden og står som et lys i det mørke, der hersker over det meste af Mellemøsten.
Men at dømme efter udenrigsministerens hidtidige handlinger i forhold til Israel, så jeg tvivler på, at det kommer til at ske.
Hvis Israel betød noget for ham, hvis han tillagde det værdi, at der er ét land i Mellemøsten, som vi i de vestlige demokratier kan spejle os i, identificere os med og alliere os med, så ville han ikke være kommet så grueligt galt af sted, som han gjorde under sit besøg i Israel og Ramallah tidligere på året - og som jeg personligt kritiserede ham for flere gange i den periode.
For det første er det helt utilstedeligt, at Danmark giver økonomisk støtte til palæstinensiske organisationer, der hylder terrorister. Det har vi så gjort i en del år før Anders Samuelsen kom til, så det skal han ikke belastes for alene, selvom jeg nu mener, at man godt kan forlange selvstændig stillingtagen og omtanke fra enhver siddende udenrigsminister.
Og for det andet, og det er det værste. Da den israelske premierminister tager sig tid til at mødes med Anders Samuelsen, og tilbyder indsigt i, hvad EU-landenes og specielt de skandinaviske landes støtte til det palæstinensiske selvstyre og de omkringliggende organisationer går til, verfes han af af en arrogant dansk udenrigsminister.
Det var pinligt, og det blev ekstra pinligt, at Benjamin Netanyahu følte det nødvendigt at kontakte statsminister Lars Løkke Rasmussen direkte efterfølgende for at klage over vores udenrigsministers opførsel.
Hele sagen med dansk støtte til de palæstinensiske organisationer, der anpriser terror og hylder deres morderiske martyrer, er nu blevet skudt til hjørne.
Pengene er indefrosset, har jeg fået at vide, og udenrigsministeriet skal dokumentere, at de, der skal have penge, ikke modarbejder fredsprocessen, ikke støtter terror og ikke hylder terrorister.
Så vidt jeg er orienteret, skal rapporten være færdig senere i denne måned.
Jeg kan love, at jeg vil gøre mit for at følge den til dørs.
Hvis det stod til mig - og til Nye Borgerlige - fik hverken selvstyrerådet med Abbas i spidsen eller andre af de palæstinensiske organisationer en eneste krone fra Danmark.
Det er totalt tåbeligt. Herhjemme har vi koranklodser i gaderne, vi har bevæbnet politi ved alle jødiske institutioner og vi bruger enorme ressourcer på at holde terrortruslen fra livet.
Og så sender vi penge til mennesker og organisationer, der støtter de terrorister, som vi forsøger at bekæmpe.
Det kan ikke passe, at Danmark skal opføre sig sådan.
Og jeg forstår så udmærket, at israelerne kritiserer os for det. Det svarer jo til, at en fremmed magt ville komme her med en pose penge og moralsk støtte til de venstreorienterede voldsbøller fra ungdomshuset, som hærger i gaderne, smadrer vinduer og ødelægger andre menneskers ting.
I Israel er det bare meget mere alvorligt. Der taler vi om mord på tilfældige civile, feje angreb, som hyldes af de palæstinensiske organisationer og hvor Selvstyret betaler præmier i form af livslang pension til enten de fængslede terrorister eller til efterladte til de døde terrorister.
Det kan vi altså ikke lægge navn til i Danmark. Det må høre op.
Ikke bare for israelernes skyld, men i allerhøjeste grad også for vores egen skyld.
For terrorismen er international - det var i Israel, man først oplevede, at angreb på civile blev udført med biler, der hamrer ind i fodgængere. Den metode anvendes nu i vid udstrækning i Europa.
Jeg tror nok, at de europæiske og herunder også de danske efterretningstjenester sætter rigtig stor pris på samarbejdet med deres israelske kolleger i disse år. Israelerne har stor erfaring med terrorbekæmpelse, og de deler gerne af deres viden og erfaringer med andre.
For jo flere der arbejder på samme sag i samme retning, desto større er chancen for at undgå at blive ramt.
Det er fornuftigt.
Men når vi kan se fordelen i alliancen og værdifællesskabet på det konkrete plan, hvorfor afspejler det sig så ikke klarere i på det politiske plan?
Her mener jeg, at vi i disse terrortider skylder Israel en stor tak for bidraget med afdækning og bekæmpelsen af terrortruslerne.
Og jeg - og Nye Borgerlige - mener, at den politiske konsekvens må være, at de vestlige demokratier langt mere entydigt og tydeligt bakker op om Israel. For Israel er langt voldsommere truet end både Frankrig, England, Tyskland af den islamiske terror.
Det er hyklerisk med den ene hånd at modtage hjælp fra israelerne til at bekæmpe terror, mens man bruger den anden hånd til uafladeligt at fordømme og kritisere Israel for at forsvare sig selv mod en eksistentiel trussel fra landets naboer.
Her falder det mig især for brystet, at Danmark ikke agerer mere aktivt i EU og sætter prestige og politisk kapital ind på at imødegå den ofte direkte Israel-fjendtlige retorik, som præger rådets udenrigspolitiske afdeling med Mogherini i spidsen, og især Europa-Parlamentet, der benytter delegationsrejser til gang på gang at stille sig på Israels modstanderes side.
Jeg ville ønske, at Danmark kunne slippe fri af den spændetrøje og markere sig selvstændigt med en klar og tydelig opbakning til Israel.
På den positive side vil jeg fremhæve, at statsminister Lars Løkke Rasmussen under sin ferie i Israel i påsken sidste år fandt ud af at besøge Benjamin Netanyahu og skabe en personlig relation. Det var, som jeg har fået det refereret, et vellykket besøg.
Lars Løkke tog jo også affære og satte sin udenrigsminister på plads, da Benjamin Netanyahu ringede til ham og klagede over Samuelsens opførsel.
Det er vigtigt, at vi fra dansk side knytter venskabelige bånd og personlige bekendtskaber til lederne i de lande, som vi deler værdier med.
At der så fra udenrigsministeriets embedsmænd blev insisteret på, at Lars Løkke også måtte en tur forbi Ramallah og aflægge visit hos Abbas, finder jeg særdeles malplaceret og latterligt.
Hvis det stod til mig, så skulle den danske regering ikke mødes med Abbas på ministerniveau før selvstyrerådet afvikler den økonomiske støtte til terrorister og deres familier, frigør sig fra båndene til de gamle terroristorganisationer og afholder de demokratiske valg, som er blevet suspenderet i årevis.
Hvis der ud af det opstår en reel repræsentation for de arabere, der bor i selvstyreområdet, kan det give mening at mødes med dem for danske ministre. Men de, der sidder der i dag, er i og for sig blot en flok korrupte mænd, der lever af Vestens gavmilde donationer og ingen intentioner har om hverken at slutte fred med Israel eller arbejde til gavn for den arabiske befolkning i området.
Og det ER den virkelighed Israel lever i.
Lige meget i hvilken retning israelerne kigger, er der kun meget få og meget små muligheder for at løse nogle af de grundlæggende konflikter, der truer Israels sikkerhed og forpester israelernes dagligdag.
Den arabiske verden er i kaos. Intet mindre.
Der er små lommer af stabilitet og fornuft hist og her, men lige meget hvor man kigger hen, ser man enten islam på fremmarch i uforsonlig hellig krig mod andre muslimer eller os andre vantro, eller man ser despotiske korrupte diktatorer, der måske nok holder islam lidt på afstand, men ellers ikke bidrager med noget konstruktivt.
Det er utroligt, at når vi i Europa i disse år oplever, hvor voldsomt islamisk terrorisme påvirker vores samfund, at der ikke er større forståelse for, hvad Israel har måttet leve med i mange, mange år.
For mig er det indlysende, at Israels regering ikke kunne sidde de mange angreb overhørigt og besluttede sig for at bygge sikkerhedsmuren.
Enhver regering har pligt til at beskytte sin egen befolkning.
Det var for mig også indlysende, at Israel måtte reagere på de utallige raketangreb fra Gaza og gå ind i området i 2014 i et forsøg på at få stoppet raketangrebene.
Og det er også ganske indlysende, at man ikke kan tillade Hamas i Gaza uhindret at importere våben til området og derfor må opretholde en blokade af søvejen.
Det kan ikke være anderledes, når landets naboer gang på gang viser vilje til at bruge vold og terror.
Hvad mener Nye Borgerlige så, man kan gøre?
Igennem hele mit voksne liv og lang tid før, har man hørt om såkaldte 'fredsinitiativer', som skulle slutte konflikten mellem Israel og den arabiske verden.
Der har været perioder med fremdrift, som da Ægypten og senere Jordan indgik fredsaftaler med Israel.
Der har været langstrakte forhandlingsforløb, hvor man med små skridt har forsøgt at lirke nogle aftaler igennem, der kunne føre til en langsigtet løsning for de arabere, der i dag bor i Gaza og på Vestbredden.
Men det har i de sidste mange år ikke rykket i en positiv retning.
Måske lyder det pessimistisk, men jeg mener faktisk ikke, at den danske regering kan gøre ret meget. Jeg kan heller ikke se, at hverken USA eller EU har mulighed for at gøre ret meget.
Årsagen til min pessimisme er Islam.
Som så meget andet i den arabiske verden er arabernes modstand og had mod Israel blevet en blanding af en ideologisk og en religiøs kamp.
Og den islamiske modstand er kompromisløs. Det er utænkeligt, at en terrororganisation som Hamas vil opgive deres religiøse mål om at befri Jerusalem fra de vantro.
Det er ligeså utænkeligt, at verdslige terrororganisationer som PFLP, Fatah og andre vil kunne indgå kompromisser - fordi de øjeblikkeligt vil blive udfordret af de religiøse kræfter, der vil udstille dem som forrædere mod islam.
Den islamiske vækkelse har fået så godt fat, at ingen arabiske ledere længere kan lade være med at tage hensyn til den, hvis de vil bevare magten.
De vestlige demokratier kan ikke forhandle den islamiske vækkelse væk. Og det kan Israel heller ikke.
Israel kan forsvare sig imod islamismens vold og terror, men Israel kan ikke slutte fred med den islamiske vækkelse.
Det er den samme situation, vi står i i Europa. Mange politikere har svært ved at erkende, at det er sådan det er. Bestræbelserne på at forandre Afghanistan og Irak til verdslige demokratier er eksempler på denne naive forestilling. Det kan man ikke.
Det vi kan gøre er at støtte Israels forsvar mod islamismen. Forsvaret for de vestlige værdier, som vi deler med israelerne.
Det gør vi ikke ved naivt at løfte islamister og terrorister ind i et forhandlingslokale og ved at lægge politisk og økonomisk pres på Israel.
Det gør vi ved i både tale og handling at stille os bag Israel og anerkende, at Israels skæbne er et billede på hele Vestens skæbne.
Jeg mener, at det ville være en udmærket start, hvis de lande, der sætter friheden og de vestlige værdier højt, anerkendte Jerusalems forening, anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad - og følgelig flyttede deres ambassader fra Tel-Aviv til Jerusalem.
Til toppen DIF's foredragsrække 2017-2018 Artikler