Hvorfor skulle en jøde forsvare pave Pius XII?
I Kristeligt Dagblad kunne man for nylig læse, at der er vrede i Israel, fordi paven har omtalt pave Pius XII som en, der reddede mange jøder. Mogens Duelund har oversat et kapitel fra Pinchas Lapides bog "Nach der Gottesfinsternis" fra 1970. Den handler om hans oplevelser i Italien, da han var diplomat for staten Israel.
Oversat af Mogens Duelund, Århus (November 2010)
(I den oprindelige tyske bog er dette en fodnote)
De angreb, som den tyske dramatiker Rolf Hochhuth rettede mod pave Pius XII i stykket "Stedfortræderen", har bevæget verden. Hochhuth bebrejdede paven, at han ikke havde gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt, for at forhindre Auschwitz og Hitlers jødeforfølgelser. Hvordan tænker man i Israel om "Stedfortræderen"? Det skriver P. E. Lapide om i det følgende. I sin bog "Rom und die Juden" (tysk titel), som han i denne bog holder sig til, udkom på Herders forlag.
Problematikken for en pave, som ville være i stand til på grund af sin kirkes egoistiske interesser at prisgive millioner af jøder, synes særlig aktuel for forfatteren i en tid, hvor Israel næsten dagligt bliver truet af folkemord. Hvis Pius havde tiet med hensyn til Auschwitz for at redde sit Vatikan, så kunne også Paul VI tage Israels tilintetgørelse med i købet, for ikke at skade katolske interesser i araberstaterne.
Hvorfor skulle en jøde forsvare pave Pius XII?
Vi jøder er et taknemmeligt folk. Navnet "jøde" betyder netop taknemmelighed. Det stammer fra "Juda", og dette navn - på hebraisk Yehuda - gav Lea sin søn, for, som hun sagde: "nu ville jeg takke Herren" (1. Mos. 29,35).
En jødisk brigadeofficer skrev sådan i Tel-Aviv-avisen "Davar: "Da vi i 1944 drog ind i Rom, sagde de overlevende jøder til os fulde af taknemmelighed og ærefrygt: Kom med os ind i Vatikanet og tak paven. Vi er blevet reddet, jøderne i Rom lever endnu, fordi der i selve Vatikanet, i kirker, klostre, privathuse på Pius XII's personlige befaling blev skjult jøder… På synagogen ved Tiberen lod han endog sit pavelige segl anbringe, og respekterede nazisterne…."
I et brev fra den jødiske lejrchef i Ferramonti-Tarsia til pave Pius XII hedder det: "Deres Hellighed har, som den første og højeste autoritet på jorden frygtløst hævet Deres i hele verden agtede stemme overfor mægtige fjender for åbent at forsvare vores ret til menneskeværdighed. Da vores deportation til Polen truede, rakte Deres Hellighed hånden ud for at beskytte os. De bød, at transporten af de jøder, der var internerede i Italien, skulle standse, og De har derved reddet os fra den sikre død." Dette brev fra oktober 1944 taler for 3200 overlevende. Lignende breve fra andre jødiske grupper og fra enkeltpersoner kom i løbet af den sidste krigsvinter og endnu indtil sommeren 1945 til Vatikanet.
Da den unge stat Israel først havde fastslået sin uafhængighed, indløb der utallige øjenvidneberetninger om jødisk martyrium og jødiske helteberetninger gennem trykkerierne i Jerusalem og Tel Aviv. Det var ikke kun nationens behov at frigøre sig fra det trauma, som opstod ved "der Endlösung", men det var også et oprigtigt og alvorligt forsøg på at trænge til bunds i det uforståelige. Intet ar forblev uudforsket ved ubarmhjertige spørgsmål angående forbrydelsens omfang. Mange idoler faldt: Røde Korses berømte upartiskhed; Churchills fordømmelse af massemordet, men han var ikke indstillet på at bombardere jernbaneskinnerne til Auschwitz; Roosevelt, som udsendte skinhellige opråb, men tøvede med at hæve de amerikanske indvandringsindskrænkninger; Schweiz, som var den neutrale tilflugtshavn, men som udleverede jødiske flygtninge til Gestapo - listen er for lang og alt for sørgelig til at man kan komme til afslutning med den.
Men en autoritet, sådan synes det, holdt stand mod alle angreb: Pavedømmet fik mere end et godt dusin takkeskrivelser fra jødiske ledere, israelske statsmænd, overrabbinere og mange andre personligheder. Da Pius XII. døde i 1958, sendte den daværende israelske udenrigsminister, fru Golda Meir, følgende telegram:
"Vi sørger sammen med menneskeheden over Hans Hellighed Pius XII.'s bortgang. I en generation, som var hjemsøgt af krig og ufred, holdt han fredens og medlidenhedens idealer højt. Da vort folk i naziterrorens årti gennemled et frygteligt martyrium, hævede paven sin stemme for ofrene. Vor generations liv er blevet beriget gennem denne stemme, som forkyndte de store moralske sandheder i løbet af den daglige kamps uro. Vi sørger over en stor tjener for freden."
Enhver, som gennemsøger de israelske pressearkiver, vil finde et flot antal lignende nekrologer, og desuden mindst to forslag til at mindes Pius XII. - til at plante skove. Et nedsættende eller anklagende ord vil man søge forgæves.
Tre år forløber. Blandt de mange, som besøger den evige stad, var der også en ung tysker, som gjorde sig alle mulige anstrelser for at få adgang til Vatikanets arkiver, at få audiens hos den Hellige Stol, for at få hemmelige eller i det mindste ikke-offentliggjorte dokumenter i hånden. Resultatet af hans forsøg sammenfatter Hochhuth siden på følgende måde:
"Da hverken Vatikanet eller Kreml tillader fri tilgang til deres arkiver, kan videnskaben ikke i en overskuelig fremtid klargøre disse begivenheder med succes." I senere presse-interviews udtaler han det endnu tydeligere; ja, han har talt med forskellige folk, men det har desværre ikke været ham muligt at erfare blot en eneste indtil da ukendt kendsgerning. Så giver han sig altså til at skrive sit drama, men betoner i sit efterskrift, "at dramaets forfatter kun har tilladt sig at benytte sin frie fantasi så vidt, det ville være nødvendigt for overhovedet at kunne omskabe det foreliggende historiske råmateriale til et teaterstykke".
Hvad Hochhuth lægger "Stedfortræderen" til last, er kun blevet alt for klart: Paven har her og der reddet et par jøder men har trods sin apostolske opgave forsømt fra Peters Stol ad udbasunere uretten. Eller som pater Riccardos siger i stykket: "En Kristi stedfortræder, under hvis øjne den slags (jødernes deportation) sker, og som af statsgrunde tier…sådan en pave er en forbryder."
Hochhuths kvintessens lyder: Stedfortræderen for det, der skulle være udtryk for den højeste moral, skulle have imødegået udyret; han skulle have ladet stormklokken "urbi et orbi" lyde, eller endnu bedre lade kirkens banstråle udslynge, som så ville være efterfulgt af Hitlers gang til Canossa - og dermed have opnået befrielsen af alle fangne jøder. Det er naturligvis en flot vision, inspireret af en stor bibelsk person: profeten, som skælder kongen ud, - men det har dog intet med anden verdenskrigs hårde og grusomme virkelighed at gøre.
Den jødiske historieskriver Leon Poliakov, som kæmpede på de allieredes side, dømmer mere forstandigt: "Offentlige protester ville muligvis straks være blevet fulgt op af en ubarmhjertig gengældelse, hvad stedvis erfaring har vist her og der…Hvad ville virkningen af en højtidelig fordømmelse fra katolicismens højeste autoritet have været? De specielle og umiddelbare følger for den katolske kirkes virksomhed og institutioner såvel som også for jøderne selv - det er yderst vovet at udtale en mening om det". ("Ernte des Hasses", Seite 296).
Ser man tilbage, så synes det som om i det mindste en del af den overraskende teatersucces for Hochhuths "Stedfortræderen", skyldes en verdensomspændende skuffelse over, at moralen kom så ynkeligt til kort overfor barbariet. Da denne skuffelse er blandet med en god del selvbebrejdelser, har man i årevis søgt efter en syndebuk. Helt blottet for verdslig magt og med en suverænitet, som udelukkende hviler på moralsk grund, er pavedømmet den ideelle syndebuk. Derfor var der store køer foran teatrene i London, Berlin og New York. Derfor sandsynligvis også den uhyggelig tavshed angående Pius XII. når der rettedes et angreb på ham efter krigen, gennem et dygtigt teaterstykke, som gjorde krav på den digteriske frihed. Pius, som i sine sidste tretten efterkrigsår har forsvaret sig kraftigt mod de få kritikere, som har angrebet hans holdning under krigen, føler sig anklaget for fej tavshed. Han har imidlertid aldrig under krigen været så fuldstændig tavs, som i dag mange af dem, der skulle have vidst bedre, og hvis liv blev reddet ved hans hjælp, og hvis slægtninge han smuglede du af Europa, og muliggjorde deres overlevelse ved hundreder af hemmelige og kloge vildlednings-manøvrer. Har Pius ikke i sine radiokapeller, hyrdebreve, budskaber og breve til sine biskopper klart udtalt sig mod nazismen, med samme barmhjertighed overfor alle ofre for forfølgelse, utvivlsomt også for jøderne? Behøver de ti bud eller bjergprædikenen en genbekræftelse fra paven? Ville disse nyhedninger, som så skamløst ringeagtede den guddommelige lov og det grundlæggende i Jesu bud, have hørt på en appel fra Rom? Og ville Pius uden nogen militær magt kunne trodse Hitler og samtidig fortsætte med hemmeligt at redde jøder?
Med den slags spørgsmål har jeg i tidens løb mistet en del venner, men også vundet nogen indsigt. "Hvorfor skulle en troende jøde spilde sin tid med at forsvare paven?" har man ofte spurgt mig. Det er et ærligt spørgsmål, som kræver et ærligt svar. Hvis fairness og historisk retfærdighed er grundpiller i jødisk moral, så er det en uretfærdighed at tie overfor bagvaskelses-angreb på en velgører.
Talmud lærer os, "at den, der redder et liv, ham bliver det tilregnet, som om han havde reddet en hel verden". (Mishna Sanhedrin, kapitel 4). Hvis dette er sandt - og det er lige så sandt som den mest jødiske af alle jødiske læresætninger: For menneskelivets hellighed må en jøde også forsvare en stor redningsmand, som har reddet jødiske liv.
Derfor har jeg skrevet en bog, som skal blotlæge alle mulige kendsgerninger. For rigtig at vurdere Pacellis (den senere pave Pius XII) Pontifikat måtte jeg indbefatte både hans forgænger - hvis statssekretær Pacelli var i det afgørende ti-år fra 1929 til 1939 - som hans efterfølger - der som hans apostolske gesandt tjente under krigen i Tyrkiets tilflugtshavn. Endvidere måtte jeg fremstille den pavelige holdning overfor jøderne som menneskelige væsener og jødedommen som religion. Set med jødiske øjne stemmer alt her ikke overens med moralbudene; ofte synes politikken at have haft forrang hos den Hellige Stol; og hyppigt har kristendommens antijødiske udvikling fået påtrykt Vatikanets stempel.
Desto mere lyser Pius XII.'s holdning under krigen op. I 1965 havde jeg undervurderet den. Et næsten treårigt forskningsarbejde har absolut vist, at det antal jøder, som den katolske kirke under hans ledelse har reddet, ligger mellem 700.000 og 860.000 sjæle. Paven har - på mangfoldige måder gået imod nazisternes menneskemord; ikke en eller to gange, men mere end et dusin gange. For at gøre det havde paven visselig påtaget sig meget sværere risici, end jeg tidligere havde troet.
Pius ville have været den sidste, som havde påstået, at han havde gjort alt, hvad han kunne. Han gjorde simpelthen, hvad han fandt muligt - og lige til hans død har han været smerteligt bevidst om sin utilstrækkelighed. I hans testamente hedder det:
"Erkendelsen af mine fejl og min forsømmelighed…har gjort min utilstrækkelighed og uværdighed tydelig for mig. Ydmygt beder jeg alle dem om tilgivelse, som jeg måske har såret, skadet eller oprørt."
Lyder det som en selvretfærdig mands testamente? Pius kan vel have fejlvurderet mangen en situation, have forpasset mange muligheder for at redde menneskeliv; have tøvet, når det hastede - men ingen af de hundreder af dokumenter og bøger, som indtil nu er blevet offentliggjort, tillader nogen alvorlig tvivl om hans gode vilje. Tværtimod aflægger mange beredvilligt vidnesbyrd til fordel for ham. Vi jøder vil aldrig glemme jungleårene, da seks millioner af vore brødre fejt blev myrdet. Ikke mindre skal vi mindes de få kristne, hvis stille menneskelighed tændte en fakkel i hin lange gudsformørkelsens nat. At vise, at hin flamme blafrede, men aldrig gik ud, er denne bogs hensigt. Den hedder "de tre sidste paver og jødedommen" (tysk titel "Rom og jøderne"). Den blev skrevet i Jerusalem og hovedsageligt baseret på jødiske kilder.
Til toppen Pinchas Lapide og 'Det tredje Israel' Læs mere om jødedommen Film og bøger