Det israelske flag

Det tredje Israel

Professor Dr. Pinchas Lapide er nok den jødiske videnskabsmand, som er kommet tættest på kristendommen og han har arbejdet for forsoning mellem jøder og kristne. Herunder et kapitel fra en af hans første bøger "Nach der Gottesfinsternis" fra 1970, hvori han skriver om Israels oprettelse og den jødiske historie i Det Hellige Land.

Oversat af Mogens Duelund, Århus (2008)

Jeg har i lang tid arbejdet med forholdet mellem jødedom og kristendom og har i den forbindelse læst en del bøger af bl. a. professor Pinchas Lapide. Herunder er et kapitel fra en af hans første bøger "Nach der Gottesfinsternis" fra 1970. En del af de tal (indbyggere o. lign.) passer jo ikke i dag; men jeg synes, der er flere gode oplysninger i stykket.

Professor Dr. Pinchas Lapide er nok den jødiske videnskabsmand, som er kommet tættest på kristendommen. Han er opvokset i Wien, hvor han som teenager måtte se på, at hans far skulle feje gade med en tandbørste. Han kom også en tid i koncentrationslejr. Han siger selv: " "Kristne har sat mig i koncentrationslejr, kristne har hjulpet mig til flugt". Som 16'årig kom han over Tjekkoslovakiet og Polen til England, hvorfra han med det sidst mulige skib i 1940 kom til Israel. I 1941 kom han med i den jødisk-engelske brigade. Efter fredsslutningen 1945-46 var han forbindelsesofficer i Wien mellem russere og amerikanere. I denne tid tog han studentereksamen med udmærkelse. Gjorde diplomatisk tjeneste 1951-61. Lærte pave Pius XII og Johannes XXIII at kende. Var i nogle år konsul i Milano. Her lærte han ærkebiskop Montini, den senere pave Paul VI. Studerede her litteratur. Ægtede Ruth Rosenblatt. Gjorde diplomatisk tjeneste i Rio de Janeiro og siden var han latinamerikansk kontorfuldmægtig i Jerusalem. I 1961 fik han sønnen Yuval.

1969 flyttede han til Vesttyskland, hvor han levede som fri skribent samtidig med at han fungerede som universitetslærer ved Bar Ilan Universitetet i Jerusalem. Desuden virkede han ved utallige tyske universiteter og deltog i mange dialogsamtaler. I 1993 fik han "das grosse Verdienstkreuz" for sin indsats for forsoningen mellem jøder og kristne.

I bogen "Nach der Gottesfinsternis" fortæller han om sin tid som diplomat. 1969 flyttede han til Vesttyskland, hvor han levede som fri skribent samtidig med at han fungerede som universitetslærer ved Bar Ilan universitetet i Jerusalem. Desuden virkede han ved utallige tyske universiteter og deltog i mange dialog-samtaler. I 1993 fik han "das grosse Verdienstkreuz" for sin indsats for forsoningen mellem jøder og kristne.

Det følgende stykke er et kapitel i denne bog.

Det tredje Israel

I Israels land blev jødedommen til et folk. På denne jordbund blev dets åndelige, religiøse og nationale karakter dannet; her skabte det sin kultur og gav verden den evige "bøgernes bog." (Bibelen).

Disse ord er begyndelsesordene i Israel uafhængighedserklæring af 14. maj 1948, og de sammenfatter tre årtusinders historie.

Jøderne er i dag de eneste overlevende af Palæstinas urbefolkning, og de har opretholdt en ubrudt forbindelse med det hellige land siden menneskehedens morgenrøde. Til trods for eksil og gentagne nederlag har Palæstina aldrig været uden jødisk befolkning: Byer som Safed og Peki'in i Galilæa var altid centrer for jødisk liv.

Med det andet tempels ødelæggelse i år 70 gjorde endnu to generationer af oprørere sig gældende overfor den romerske overmagt - indtil 137, da Bar Kochba (Stjernesønnen) med sine stridskræfter blev slået. Hermed var det slut og diasporaen - adspredelsen - begyndte.

De 1750 års fordrivelse (indtil de første indvandringer - min kommentar) er en krønike om bestandig længsel mod den ødelagte hjemstavn og om gentagne forsøg på en tilbagevenden. I årene 634 til 637 sukkede landet under de arabiske erobrere. Den blandede befolkning af jøder, grækere og syrere blev med magt konverteret til Islam, og arabisk blev gjort til landets sprog. Erobrerne blev dog aldrig fast bosiddende, og de oprindelige indbyggere skiftede uden tøven deres loyalitet fra den ene fremmede hersker til den anden. I tretten århundrede skiftede landet herskere fjorten gange.

Araberne regerede næppe længere end 400 år i Palæstina. Den sidste sheik bukkede under for seleukiderne (en græsk kongeslægt, som bl. a. har grundlagt Antiokia - min kommentar) i året 1071. Ud over to årtier, hvor korsridderne periodevis regerede (1099-1291), forblev Palæstina i hænderne på tyrkerne, indtil det i 1917 under den første verdenskrig blev besat af de allierede. Med 31 års britisk mandatstyre sluttede det længste eksil, som et folk har oplevet i verdenshistorien (Diasporaen- min kommentar.)

Siden afslutningen på den jødiske selvstændighed under den romerske kejser Titus har Palæstina aldrig været uafhængigt. Først med oprettelsen af den tredje jødiske stat i 1948 blev landet igen selvstændigt, og dets indbyggere kæmper stadig for sin nationale frihed.

En lang række undertrykkelser op gennem årene medførte hungersnød og massemord, og i århundredernes forløb formindskedes befolkningen.

I de 22 år Israel har eksisteret (skrevet i 1970 - min kommentar), blev landkortet beriget med 23 nye byer og over 600 landsbyer og bebyggelser, samt med et jernbane- og vejnet, som ikke har sin lige i Nærorienten. Og landet, som i 30'erne havde rundt regnet en million indbyggere, fik følgende skudsmål af en britisk kongelig kommission: "Så overfyldt af mennesker, at der ikke ville være plads til, at svinge en kat rundt..". I dag kan det med sine 3 millioner indbyggere ifølge internationale eksperter let absorbere 4 millioner (nu er der godt 7 millioner - min kommentar).

Zionismen sammentømrede i slutningen af det 19. århundrede folkets messianske bestræbelser og den profetiske vision, om Israels genfødsel - en reaktion mod pogromerne, som hjemsøgte hele Østeuropa - til en moderne nationalbevægelse, hvis hovedmål var hjemkomsten til Zion og erhvervelse af den dårlige jord og ørkenområder, som blev bearbejdet med plov. På den måde blev forberedelsen til den politiske selvstændighed forberedt.

Lidt efter lidt vandt disse bestræbelser den vestlige verdens sympati, og den britiske regering ydede sin støtte ved udstedelsen af den berømte "Balfourdeklaration" den 2. november 1917. Samtidigt fik araberne løfter fra allieret side om vidtgående frigørelse fra det tyrkiske overherredømme.

Den 3. januar 1919 underskrev Dr. Chaim Weizmann, den zionistiske bevægelses præsident (og senere Israels første præsident - min kommentar) og Emir Feisal (oldefar til kong Husseins af Jordan) i det første arabiske kongerige Hedschas navn en overenskomst, hvori der stod: "..i lyset af raceslægtskabet og det ældgamle venskab mellem arabere og jøder, og i betragtning af dette ville det bedste middel til fremme af vore nationale bestræbelser være det snævres mulige samarbejde..". Det var altså en Overenskomst om, "at alle nødvendige skridt ville blive taget til at stimulere den jødiske masseindvandring og kolonialisation i Palæstina".

I et brev til Dr. Felix Frankfurter (jødisk jurist, som fra Østrig var emigreret til USA - min kommentar) den 3. marts 1919 var Emir Feisal endnu klarere: "Vi arabere betragter den zionistiske bevægelse med den dybeste sympati. Den jødiske bevægelse er national så vel som vores. Der er nok plads til begge folk i Nærorienten. I virkeligheden tror jeg, at ingen af os kan få virkelig succes uden den anden.".

Efter denne officielle venskabspagt, som blev underskrevet i Paris under de allieredes overvågen, stadfæstede Folkeforbundet i 1920 det britiske mandat over Palæstina, og ophøjede samtidig Englands Balfourdeklaration om "et jødisk National-hjem" til en international pagt.

Allierede løfter til araberne bar snart frugt: Egypten, Saudi-Arabien, Yemen, Irak, Jordan, Syrien og Libanon blev frie stater; løfterne til jøderne blev dog lidt efter lidt indskrænket.

Skønt Balfourdeklarationen ifølge offentlig erklæring gjaldt begge bredder af floden Jordan, overgav englænderne i 1920 4 femtedele af dette område til Emir Abdallah (afløser for sin fader Emir Feisals) som "Transjordanien".

Den 29. november 1947 delte FN's generalforsamling den sidste femtedel i to stater: en arabisk og en jødisk. Hermed opstod den jødiske republik. I slutningen af 1947 erklærede syv uafhængige araberstater med en befolkning på over 40 millioner og et areal på 1.342.900 kvadratmil denne nye stat krig.

Da den arabiske krig mod Israel i 1949 sluttede med en våbenhvileoverenskomst, målte den unge stat næppe 8000 kvadratmil, dvs. omtrent en sjettedel af "Balfour-Palæstina" (det Palæstina, som før var under engelsk mandat - min kommentar) og mindre end en halv procent af de 13 araberstaters areal, som i mellemtiden havde fået fuld frihed. Israels nuværende befolkning (altså i slutningen af 60'ne) på 2,75 millioner inklusive 330.000 arabere samt en halv million jødiske flygtninge fra arabiske lande, svarede til 4 procent af indbyggertallet i landene i den arabiske liga.

Kapitel fra en af professor Pinchas Lapides første bøger "Nach der Gottesfinsternis" fra 1970.


Note:

Som nævnt er der sket meget i Israel siden nu afdøde professor Pinchas Lapide skrev denne bog i 1970 mens han var diplomat i Italien. De nyeste oplysninger kan findes herunder samt et kort over det gamle Palæstina.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Kort - Palæstina Israelske byer Pinchas Lapide og 'Hvorfor skulle en jøde forsvare pave Pius XII?' Film og bøger


© 2000-2010 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 3.12.2010