Fredsdue med brændte vinger
A.B. Yehoshua (Abraham B. Yehoshua) er snart forhenværende fredsaktivist. Nu hader han Arafat. I øvrigt mener han, at enhver jøde bør flytte til Israel. Udlændighed fører til had og Holocaust.
Af Anders Raahauge (Jyllands-Posten d. 8. maj 2004)
A.B. Yehoshua er snart forhenværende fredsaktivist. Nu hader han Arafat. I øvrigt mener han, at enhver jøde bør flytte til Israel. Udlændighed fører til had og Holocaust.
I hjertet af antisemitismen ligger Moses, han placerede os i konstant konflikt med verden ved sin forfærdelige fejltagelse: At sige at vi kunne være jøder og samtidig bo overalt.
Det dramatiske udsagn fremsættes af forfatteren A.B. Yehoshua. Men han kan vel tillade sig et frisprog, for han er selv jøde og dertil Israels største forfatter. Måske ved siden af Amos Oz.
Fire af Yehoshuas vidunderlige romaner foreligger på dansk: "Elskeren", "Sen skilsmisse", "Fem årstider" og den mesterlige "Hr. Mani".
Derudover er han imidlertid også en politisk stærkt engageret mand.
Sammen med Oz har Yehoshua været drivende kraft i den liberale israelske venstrefløjs Peace Now-bevægelse, der arbejdede for udsoning med palæstinenserne. I dag ligger bevægelsen underdrejet oven på chokket over Arafats afvisning af de israelske tilbud ved Camp David-forhandlingerne i 2000.
Zionist
»Moses sagde, at vi jøder kunne forblive et folk uden at have et land. Han sagde, at vi ikke behøver territorium for at fastholde vores jødiske identitet. Dette var en katastrofe. Det placerede os i konstant konflikt med verden. Det ledte direkte til pogromerne og Shoa. Derfor er jeg zionist: Fordi diasporaen (eksilet, red.) fører til had og Holocaust.«
Og han fortsætter:
»Nu, da Israel eksisterer, er der ikke længere nogen undskyldning for den eksistentielle skizofreni, som fødte eksilets idé.«
Det er et skrapt synspunkt især fra en mand, der ellers ved, hvad åndelig identitet betyder. Yehoshua ivrede engang over for sine palæstinensiske venner, for at de skulle skabe sig en identitet som folk. Det var, fordi de savnede en sådan i 1947, at de ikke fik deres egen stat.
Derfor var Yehoshua faktisk lykkelig for den første Intifada i 1980'erne, fortæller har, dengang stenkast dominerede.
Den formede nemlig en identitet.
Og derfor kan Yehoshua være zionist og "peacenik" på én gang. Et folk må have et land, mener han, og det har retten til - om nødvendigt med magt - at vinde sig et. Men således også med palæstinenserne. Nægter israelerne dem retten til et hjemland, smuldrer deres egen ret til overlevelse.
Mismod
Camp David-sammenbruddet har slukket Yehoshuas fredshåb. Nu ønsker han knivskarpe grænser uden samkvem.
»Det er ikke længere muligt at ignorere de irrationelle træk hos dele af palæstinenserne. Jeg sagde til så mange palæstinenserne, jeg kender, efter den anden Intifada, den forfærdelige anden Intifada som dræbte nogle af mine venner: Vi havde en fredsproces. Hvorfor indledte I Intifadaen? Hvorfor? Af hvilken grund? Vi var så tæt på. Hvorfor så gribe til våben? De gav mig aldrig noget svar. Aldrig.«
Yehoshua tilføjer:
»Jeg hader Arafat af hele mit hjerte.«
Nok er Yehoshua "peacenik", men han er også ved at bevæge sig hen mod sin faders position, fortæller han. Faderen var orientalist, altså forsker.
»Han havde grundigt kendskab til den arabiske verden og havde mange arabiske venner. Han var ikke "due" som jeg. Det er underligt. Selvom han havde et særdeles varmt forhold til araberne, plejede han at sige, at jeg var naiv, hvad angik dem. »Du ved ikke, hvad du snakker om,« sagde han til mig, »Du kender ikke disse menneskers mentalitet«.«
Nu er den skuffede forfatter ved at trække sig tilbage i delvis skepsis.
Koestler
Også Arthur Koestler var i sin tid inde på eksilets selvmodsigelse efter staten Israels oprettelse.
Enten rejser man nu hjem, eller også lægger man det jødiske på hylden, mente han.
I 1950'erne skrev Koestler:
»Den omvandrende jødes opgave er fuldbyrdet. Han må nu tage rygsækken af og ophøre med at være medskyldig i sin egen tilintetgørelse. Stanken fra gaskamrene hænger stadig over Europa. Enhver rejse må have en ende.«
Yehoshua bruger et andet billede: Eksilets jøde er »som en person, der går afsted midt på vejen, og da han bliver kørt ned af en galning, bebrejder han selvfølgelig chaufføren og fortsætter med at gå midt på vejen kun for at blive kørt over igen«.
Argumentationen virker på sin vis tvingende logisk. Men kun fordi den savner sansen for en spirituel dimension og alene tænker sociologisk. Koestler var da overhovedet heller ikke religiøs, Yehoshua vist næppe heller.
For en religiøs betragtning er eksilet ikke defineret geografisk-sociologisk, f.eks. ved bopæl i Manchester eller Amsterdam, men er også et højere billede på en symbolsk udlændighed. Dén overvindes ikke ved afmelding fra folkeregisteret i Manchester og tilmelding i Tel Aviv.
Ser man bort fra det oplagte forhold, at jøden i Amsterdam naturligvis også føler sig som hollænder, der ikke sådan kan omplantes (et sociologisk hensyn, som Yehoshua vil mene må vige for risikoen for fremtidig forfølgelse), så er den troende hollandske jøde egentlig i udlændighed alle vegne religiøst forstået. Så længe Herren endnu ikke har opfyldt sit løfte og genrejst Templet, så lever i hvert fald den fromme jøde i eksilet hvor som helst.
Derfor kan man også forblive et folk uden land, som Moses så det, både når det er forsvundet, og når det er genoprettet.
Til toppen Film og bøger Amos Oz (artikel) A.B. Yehoshua (Abraham B. Yehoshua) (Wikipedia)