Det israelske flag

Yitzhak Shamir - Politiker og premierminister (1915-2012)

Kort beskrivelse (biografi) af Yitzhak Shamir og hans politiske karriere.

Yitzhak Shamir blev født i det østlige Polen i oktober 1915. Han var medlem af Betar ungdomsbevægelsen, studerede jura i Warszawa men afbrød studierne, da han var 20 år, for at rejse til Eretz Yisrael (landet Israel) i 1935. Hans familie omkom i Holocaust. Senere færdiggjorde han studierne på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem (Yerushalayim).

Yitzhak Shamir var medlem af to jødiske undergrundsorganisationer, der bekæmpede det engelske mandatstyre frem til Israels oprettelse i maj 1948. Den første var Irgun Zva'i Leumi og senere (i 1940) Lohamei Herut Israel (Stern-gruppen). Begge grupper var i opposition til Haganah (jødisk undergrundsbevægelse). Yitzhak Shamir blev arresteret af englænderne i 1941 men flygtede i 1943, hvorefter han blev en af lederne af Stern-gruppen. I 1946 blev han fanget af englænderne og deporteret til et engelsk fængsel (fangelejr) i Eritrea i Afrika. I 1947 flygtede han fra fængslet, kom til den franske koloni Djibouti og fik senere politisk asyl i Frankrig.

I 1948 kom Yitzhak Shamir tilbage til Israel, hvorefter han forsatte som leder af Stern-gruppen indtil 1949, hvor gruppen blev opløst. Herefter var han leder og direktør for flere private virksomheder indtil han i midten af 1950'erne gik ind i efterretningstjenesten. I 1965 vendte han tilbage til det private erhvervsliv og var aktiv i kampagner for at hjælpe de sovjetiske jøder med udrejse af Sovjetunionen.

I 1970 meldte han sig ind i partiet Herut, der blev ledet af Menachem Begin, og som efterfølgende i 1973 blev indlemmet i Likudpartiet. I december 1973 blev han valgt til Knesset og var medlem af to udvalg (bl.a. udvalget for udenrigspolitiske forhold og forsvar) i Knesset, 1977-1980 formand for Knesset og fra marts 1980 udenrigsminister. Da Begin i 1983 trak sig tilbage fra regeringen og som formand for Likud, overtog Shamir begge poster samtidig med at han forsatte som udenrigsminister.

Som en følge af valget i 1984 blev der dannet en samlingsregering bestående af Likud og Labor (arbejderpartiet). De to første år var Yitzhak Shamir udenrigsminister og vicepremierminister og Shimon Peres premierminister. I perioden 1986-1988 byttede de poster ifølge den indgåede aftale. Efter valget i november 1988 forsatte Yitzhak Shamir som premierminister frem til 1990 og fra 1990-1992 var han premierminister i en regering bestående af Likud, flere højreorienterede partier og nogle religiøse partier. I perioden 1990-1992 havde han også flere andre ministerposter.

Udenrigspolitisk var Yitzhak Shamir med til fredsaftalen med Egypten (1977-1979) og efterfølgende leder af forhandlingerne om normalisering mellem de to lande, oprettelse af diplomatiske forbindelser med en række afrikanske lande, "Operation Peace for Galilee" i 1982 og efterfølgende forhandlinger og aftale med Libanon i 1983, forhandlinger med USA om samarbejde og handel, redningen af mange tusinde etiopiske jøder i maj 1991 (Operation Solomon) og fredsforhandlingerne med flere arabiske lande i Madrid-konferencen i september 1991.

Da Likud tabte valget i juni 1992, måtte Yitzhak Shamir trække sig tilbage som premierminister og i 1993 tabte han valget om formandsposten for Likud. Han forlod Knesset i maj 1996 og trak sig herefter tilbage fra offentligheden. Han forlod Likud i 1999 i protest mod den daværende leder.

Yitzhak Shamir døde juli 2012 i Tel Aviv 96 år gammel.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Kendte jøder og israelere


© 2000-2022 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 20.2.2022