Store, stygge løgne
Kronik. En del af den moderne antisemitisme forklædes som kritik af staten Israel. Det ville være mere relevant at rette søgelyset mod danske politikere, opinionsdannere og humanitære NGOer, der ved deres virksomhed "kaster ved på antisemitismens bål".
Af Arthur Arnheim, forfatter til bogen "Truet minoritet søger beskyttelse - Jødernes historie i Danmark" fra 2015, Weekendavisen (30. maj 2020)
Samtlige antisemitiske bølger de sidste 120 år har været baseret på løgn.
De russiske tsarers hemmelige politi producerede pamfletten Zions Vises Protokoller, der fremstillede et komplot, om jøder, som planlagde at beherske verden.
Den tyske plan om at udslette Europas jøder var baseret på løgnen om, at jøderne var en race, der forgiftede verden. Den bølge, der nu gennem årtier har befænget Europa med antisemitismens pest, er også baseret på en løgn.
Stillet over for Holocaust-antisemitismen var det danske folks indsats en undtagelse. Ingen andre europæiske folk har reageret på lignende måde.
Den nye antisemitiske bølge har fulgt samme mønster i Danmark som i resten af det demokratiske Europa. Danmark er ikke længere en undtagelse. Man ved nøjagtigt, hvordan og hvornår det begyndte.
Få dage efter Seksdageskrigen i Mellemøsten i juni 1967 bragte Politiken et digt af Klaus Rifbjerg, "Støvlerne". Ovenover digtet var et foto placeret, der viste egyptiske soldaters støvler smidt ud i ørkenens sand. Det var skabt for at påkalde medlidenhed med de stakkels egyptiske soldater, der måtte løbe for livet.
Det billede havde Rifbjerg ikke grebet ud af luften. Den samtidige sovjetiske presse havde startet en propagandaoffensiv, hvor man sammenlignede krigen med den blitzkrieg, nazisterne havde ført i 1940, hvor det meste af Vesteuropa var blevet erobret. I karikaturer blev den israelske forsvarsminister vist med hagekors og SS-insigner. Sovjet havde startet en antisemitisk bølge som et instrument i Den Kolde Krig.
Året efter, i 1968, kom ungdoms- og studenteroprøret. Det blev hurtigt overtaget af marxister. De dannede militære kampgrupper overalt i Europa som Rote Armee Fraktion i Tyskland, Brigate Rosso i Italien og Blekingegadebanden i Danmark. De blev uddannet i terrorvirksomhed i PFLPs (Folkefronten for Palæstinas Befrielse) træningslejre i Libanon.
Da PET optrevlede Blekingegadebanden, fandt man en liste med navnene på adskillige danske jøder. En af personerne på listen var Jacques Blum. Han beskrev en episode, der skræmte hans familie.
En tidlig morgen kom et hold fra PET til familiens lejlighed. De gav ordre til at familien øjeblikkeligt forlod hjemmet. De måtte ikke benytte familiens bil og måtte først komme tilbage, når der var givet grønt lys.
Den nye krig mod jøderne kom hurtigt op på det politiske plan. En delegation fra VS rejste i 1980 til Beirut i Libanon for at forhandle med PFLP. Her blev en samarbejdsaftale underskrevet, hvori VS solidariserede sig med PFLPs kamp "i alle dens former". Delegationen underskrev også en erklæring, der krævede "en total ødelæggelse af den zionistiske enhed", som senere blev godkendt af partiet.
I 1980 var VSeren Steen Folke offentligt blevet beskyldt for antisemitisme. Han anlagde injuriesag mod anklageren. Det kommenterede Herbert Pundik, daværende chefredaktør for Politiken, på følgende måde:
"Han (Folke, red.) tror, at man kan være modstander af den jødiske nations ret til ligestilling blandt andre nationer uden samtidig at opfattes som modstander af jøders ret til ligestilling som personer.
Det kan man ikke. Og gør man det, bærer man ved til antisemitismens bål, bevidst eller ubevidst, hvad enten man ønsker at blive kaldt antisemit eller ej."
Siden har venstrefløjens politik bevæget sig dybt ind i centrum af det danske liberale demokrati.
Her forsvarer man sig med flosklen "man må vel have ret til at kritisere Israel uden at blive kaldt antisemit", men kritikken er bygget på et falsk image, der viser, at Israel mishandler og undertrykker palæstinenserne.
Det er endnu en stor, styg løgn.
Det var Israel, der tog initiativet til de forhandlinger, som førte til oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre. Hver dag søger tusinder af arbejdsløse palæstinensere til Israel for at arbejde til tarifmæssige lønninger. Skat af indtægter opkræves af Israel og sendes pligtskyldigt til selvstyret i Ramallah. Hver måned får tusinder af palæstinensere behandling af sygdomme ved hospitaler i Israel. Israel leverer elektricitet til både Vestbredden og Gaza.
De restriktioner over for bevægelsesfriheden, som Israel har pålagt, har én og kun én årsag: Både før, under og efter oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre er der uden ophør ført en ukonventionel krig fra områderne mod Israel i form af terrorangreb, raket- og bombeangreb mod mål i Israel.
Når den nye antisemitiske bølge beskrives, sker det ved at kaste projektørlyset på neonazister, der vandaliserer jødiske gravsten, eller for eksempel på den 16-årige pige, der lod sig indrullere i IS' jihad-krig, og som kom tilbage med en plan om at bombe den jødiske skole i København.
Det ville være mere relevant at rette søgelyset mod danske politikere, opinionsdannere og humanitære NGOer, der ved deres virksomhed "kaster ved på antisemitismens bål".
