Det israelske flag

Støt palæstinenserne, støt Israel

Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Opgiv enhver tanke om på den ene side og på den anden side.

Af Poul Højlund, Morgenavisen Jyllands-Posten (23. januar 2009)

Hamas er en forfærdende pestbyld på det palæstinensiske samfund i Gaza. Hvis nogen skulle være i tvivl, opfordres de til at tjekke nogle af de mange forskellige videoer, der findes på nettet og på YouTube. Hvad man ser der, er ganske enkelt ubeskriveligt.

En samling ravende gale mordere, der terroriserer deres egen befolkning og myrder i flæng, sanseløse i deres blodrus, afsindige i deres vanvid. Tjek selv, men vær forberedt på at blive konfronteret med dybt ubehagelige etiske spørgsmål.

Hvordan bringes denne flok galninge under kontrol? Det er værre, end det værste, vi har set fra Talebans side, det er et helvede af middelalderlige dimensioner, men uden engle. De drøner rundt i Gaza by i store nye firhjulstrækkere betalt af EU og skyder efter forgodtbefindende.

Musik, dans, alkohol er i bedste Taleban-stil forbudt. En video viser et traditionelt bryllup med sange. Det udløser et blodbad. Hamas-bøllerne ruller op i store jeeps, skyder folk, banker gommen halvt eller helt ihjel, svært at afgøre på den kornede video, smadrer alt omkring sig. Sharias middelalderlige straffe er vedtaget i parlamentet, og selv korsfæstelse bliver nu en del af strafudmålingen.

Ingen arabiske stater ønsker at have noget som helst med Hamas at gøre: Det palæstinensiske selvstyre trak sig ud af Gaza efter en blodrus, som vi i Vesten kun har meget begrænset kendskab til. Der findes ikke noget moderat Hamas, der findes ingen effektiv central kommando, der kan beordre våbenhvile, der er kun en flok afsindige mordere, der er uden for enhver menneskelig rækkevidde.

Man ser Hamas-lederne opfordre til mord, terror, udslettelse af jøder, erobring af Rom og Vesteuropa, hellig krig over alt på kloden, ofring af egne kvinder og børn i kampen mod jøderne, total indoktrinering af børn i børnehavealderen, våbenleg med ægte maskinpistoler, kønsopdelte skoler, tildækkede kvinder. Det er, som om Taleban har erobret Gaza.

Hvordan skal det nogensinde lykkes at tæmme Hamas?

Pæne danskere - og hvem er ikke det? - tror på våbenhvile og fredelige løsninger, og nogle forsøger fortsat at sætte Israel og Hamas over for hinanden som to lige parter i et beskidt slagsmål. Eller man lukker øjne og øren, fordi der "jo altid er ballade i Mellemøsten". Der er endog danske politikere som Margrete Auken, der påstår, at "Israel er skurken". Intet turde være en større løgn.

Vi hører igen og igen, at Hamas kom til magten ad demokratisk vej. Ole Sippel siger i DR, at det er det mest demokratiske valg nogensinde i et arabisk land. Han glemmer bekvemt det efterfølgende statskup, hvor Fatah blev myrdet eller smidt ud af Gaza. Og selv om de så er demokratisk valgt, så hvad? End ikke det største flertal kan gøre en terrororganisation til andet end det, den er: en terrororganisation. Nazisterne kom også til efter såkaldte demokratiske valg. Retfærdiggjorde det blot en centimeter af deres gerninger?

Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Drop enhver tanke om på den ene side og på den anden side.

Vi står overfor et totalt sammenbrud af det, vi forbinder med samfund og civilisation. Tro endelig ikke, at Israel har del og lod i vanviddet.

Tro heller ikke på den norske læge, der midt i alle sine operationer finder rigelig tid til at udtale sig til alverdens tv-stationer via Hamas-"journalister". Han er en forbenet gammelkommunist, der aktivt støttede terrorangrebet på WTC i New York. Hans ærinde er så åbenlyst, at der må komme en alvorlig selvransagelsens stund hos de medier, der ukritisk bærer hans propaganda videre.

De eneste nyheder, der kommer ud af Gaza, er kontrolleret og styret af Hamas. Hver gang en avis bringer billeder inde fra Gaza, kan man være sikker på, at det er Hamas-propaganda. Jeg siger dermed ikke, at det er sjovt at være palæstinenser i Gaza i disse uger, tværtimod. Krig er rædselsfuldt, bykrig ubeskriveligt.

Israelerne opfordrer via flyveblade civile palæstinensere til at bringe sig i sikkerhed. Hamas forhindrer det og skubber dem i stedet foran sig som levende skjolde. Hamas ønsker og fremtvinger et maksimum af civil lidelse og død, hvorefter de via de ukritiske medier over hele verden slynger os det i hovedet som bevis på deres egen retfærdige sag og Israels grusomheder.

Den palæstinensiske befolkning i Gaza er fanget i dette inferno. Grænserne er lukkede, og der er ingen vej ud. Mistanke om oprør straffes med omgående henrettelse, i mildere tilfælde med det berygtede Hamas-knæskud, der udføres lodret fra knæskallen ned gennem underbenet og ud i foden. Ofret kommer aldrig til at gå igen.

Israel har påtaget sig det beskidte arbejde, der hedder at knægte Hamas. DR's kommentatorer påstår, at det har noget med det kommende israelske valg at gøre. Udenrigsministeren påstår, at Israel bruger alt for voldsom militær styrke. FN snakker om proportionalitet. Norge støtter Hamas. EU betaler til Hamas under dække af humanitær bistand. Tjek lige Hamas' spritnye firhjulstrækkere engang til.

Israel har brug for al den opbakning, vi kan give landet. Margrethe Auken snakker om "papraketter" på Hamas side kontra det professionelle israelske militær. Hun støtter Hamas, mens hun dækker sig under kristendommens og humanismens vældige skjold. Hendes partiformand, den åh så populære Søvndal, siger konsekvent, at Israel "tæppebomber" Gaza. Han støtter også Hamas.

Hvorfor er venstrefløjen så konsekvent i sin opbakning til dette jordens værste afskum? Næppe fordi de ikke kan kende en terrorist, når de ser en. Men hvorfor så? Uvidenhed måske? Men hvor stammer den fra? Hvorfor fortæller journalisterne og chefredaktørerne ikke, hvad der foregår?

Jeg kan desværre ikke se anden forklaring end en lille antisemitisme, der lurer lige under den humanitære overflade. Det er selvsagt en grov beskyldning. Og jeg skal gerne gentage den: Bag den uforklarlige velvilje overfor Hamas gemmer sig den lille antisemitisme. Der er ingen anden logisk forklaring.

Hvor var alle de blødt venstreorienterede, velmenende humanister og forargede journalister, da tetjenerne blev myrdet i hobetal af russerne? Hvor er de, når Dafur's befolkning bliver myrdet af de arabiske militser? Hvor er de, mens myrderierne i Congo raser?

Ingen steder, for det er jo ikke israelerne, der er på den anden side. Så kort kan det siges. Så længe det ikke er israelere (læs: jøder), så reagerer de pæne mennesker ikke. De tier, de ser intet, de er bedøvende ligeglade. Men så snart Israel (læs: jøderne) er på den anden side, så reagerer de.

Det er formentlig umuligt at erkende for dem selv. Vi er jo alle vaccineret imod antisemitisme. Men så må jeg bede dem spørge dybt i sig selv: Hvorfor fylder denne politioperation med militære midler så voldsomt i deres bevidsthed, når de dog ved, at utøjet er på den anden side?

Israel går frem med største forsigtighed i Gaza. Måske 800 dræbte efter 14 dages voldsomme militære operationer i et af verdens tættest befolkede områder, langt hovedparten af de dræbte er aktive Hamas-folk. En del af de civile tab er Fatah-folk eller blot kritikere, myrdet af Hamas, og atter andre er brugt som de civile skjolde, Hamas bruger til at gemme sig bag.

Det demokratiske Israel mistede 1.176 indbyggere, og tæt på 9.000 blev såret som følge af Hamas-terror fra år 2000 og frem. Ingen af dem var terrorister. Eller terroristsympatisører. Ikke en eneste. Deres forbrydelse bestod i, at de kørte med bus, stod i kø foran bageren, dansede på et diskotek, eller blot opholdt sig i deres eget land.

Hvad sagde de pæne mennesker dengang? Intet. Hvorfor lukker de øjnene for Hamas' morderiske umenneskelighed overfor både Israels og egen befolkning, og hvorfor er deres samvittighed sådan indrettet, at Israel bliver til skurken?

Hvorfor hjælper vi ikke palæstinenserne ved at støtte dem, der er i gang med at befri dem for det forbryderregime, de er udsat for? Hvorfor støtter vi ikke den eneste stat her på kloden, der tør påtage sig den beskidte opgave? Hvordan forestiller vi os, at der skal blive blot våbenhvile i Gaza, så længe Hamas er ved magten?

Men nej. Vi ser støttedemonstrationer til fordel for Hamas med Enhedslisten som halehæng. Vi ser voldelige "fredsdemonstrationer" entydigt rettet mod Israel. Vi ser udenrigspolitisk nævn indkaldt af den velmenende Jeppe Kofoed med det ene formål at protestere mod Israel. Vi oplever en næsten enig national og international presse undlade at rapportere om Hamas' uhyrligheder.

Det er på tide, at Danmark og danskerne besinder sig på, hvad der er op og ned her i verden. Hjælp palæstinenserne, støt Israel.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler Oversigtskort over Gazastriben Israel set fra Hamas' synsvinkel


© 2000-2020 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 28.3.2020