Det israelske flag

Israel er det nye 'Silicon Valley' for bilindustrien og autoteknologi

Mange af de store internationale og globale bilkoncerner som VW, Ford, Renault, Nissan, Geely og General Motor har valgt at placere deres innovationscentre og udviklingsafdelinger i Israel. Samtidig foretages der store investeringer i autoteknologiske virksomheder og startups (nyopstartede virksomheder), hvilket er med til at gøre landet til et internationalt centrum for teknologi til bilbranchen. Israel er blevet en bilnation uden at bygge biler.

En forbundet bil på vejen Selv om Israel er et meget lille marked for biler, og næsten ikke længere har en egen bilproduktion (læs mere), er landet blevet et af de mest livlige og travle steder i den nuværende globale autoteknologiske udvikling. Israel er ved at blive den førende leverandør af teknologi til biler, hvilket blandt andet skyldes landets førerposition på kunstig intelligens.

Siden årtusindskiftet har flere og flere nye biler som udgangspunkt været en såkaldt 'forbundet bil' ('connected car'). Lidt enkelt betyder det, at der i bilen er en computer, som konstant opsamler informationer om f.eks. kørslen og bilens tilstand. Informationerne kan lagres i bilens computer og hentes ved en senere lejlighed eller de sendes fra bilen via internettet til enheder og tjenester uden for bilen som f.eks. bilfabrikkerne eller softwareleverandører. Omvendt kan der også sendes løbende opdateringer af bilens software via OTA (Over the Air) fra bilfabrikkerne og andre.

Hele bilverden bevæger sig i retning af selvkørende, førerløse og 'forbundne biler' og det har gjort Israel til et centrum for innovation i bilbranchen.

Nogle af de største og mest kendte israelske virksomheder i denne forbindelse begyndte som en lille startup virksomhed, hvor nogle iværksættere fik en god ide. Det er bl.a. Mobileye Vision Technology Ltd., der udvikler selvkørende biler og avancerede førerassistentsystemer med hovedkvarter og hovedforsknings- og udviklingscenter i Jerusalem (solgt i 2019 for ca. 100 mia. kr.), Waze Mobile Ltd., der udvikler GPS navigationssoftware til indsamling af især trafikdata (solgt for ca. 7 mia. kr.) og Argus Cyber Security, der udvikler cyber-sikkerhed til biler, hovedkontor i Tel Aviv (solgt for ca. 3-4 mia. kr.). De har vist Israels førerposition inden for førerløse biler, satellitnavigation og cyber-sikkerhed.

Allerede i 1995 begyndte General Motors at samarbejde med de første israelske startups og i 2008 blev General Motors den først af de store internationale bilkoncerner til at oprette et teknologicenter i Herzliya nord for Tel Aviv, som er GM's største uden for Amerika. Herefter er en række andre bilkoncerner fulgt efter sammen med underleverandører og andre virksomheder i bilbranchen, der på forskellig måde leverer til bilfabrikkerne.

I de senere år har Ford, Renault, Honda, SAIC (kinesisk bilfabrik), Hyundai og Nissan oprettet udviklingsafdelinger i landet og dermed bidraget til det nye Silicon Valley for autoteknologi.

Fabrikker, der laver komponenter til bilfabrikkerne som f.eks. Bosch (verdens største underleverandør til bilindustrien) og Lear Corporation (et stort amerikansk firma, der fremstiller bilsæder og elektriske systemer til biler), har åbnet udviklingscentre i Israel.

Tyske bilfabrikker er meget aktive i Israel. VW-gruppen har adskillige samarbejdsaftaler med israelske startups og egne kontorer og de enkelte bilmærker som Seat, Skoda og Porsche har derudover deres egne aftaler. Mercedes-Benz og BMW har begge et udviklingscenter i Tel Aviv.

Geely (Kinas største bilkoncern) købte i 2010 Volvo og oprettede et svensk selskab CEVT, hvis formål er at indsamle og udvikle nye teknologier til Geelys bilfabrikker, som udover Geely omfatter Volvo, Polestar, Lynk & Co, Lotus, London taxaer mfl. CEVT begyndte i 2018 et samarbejde med de første israelske startups og åbnede i 2019 et satellitkontor i Tel Aviv. CEVT har ikke planer om at investere i israelske startups men foretrækker at lave samarbejdsaftaler.

Ifølge CEVT er en kombination af effektiviteten hos et stort selskab som CEVT og de israelske virksomheders iværksætteri den bedste måde fremover for at udvikle fremtidens mobilitetsløsninger.

Volvo Cars Tech Fund har for nylig (april 2023) købt en andel af CorrActions, der måler og registrer førerens bevægelser og opmærksomhed via kunstig intelligens (AI) for at sikre en mere sikker kørsel. Det skal bidrage til Volvos kommende sikkerhedssystemer.

Fiat Chrysler Automobiles (FCA) indgik i 2020 en samarbejdsaftale med en israelsk startup Otonomo, der via satellit overfører data fra førerløse, selvkørende og 'forbundne' biler i Europa, hvorefter bildata sammen med andre datakilder kan bruges til f.eks. trafikstyring, overvågning af kørslen, bilens tilstand og GPS-koordinater.

Fiat Chrysler bliver dermed en del af Otonomo's voksende netværk af virksomheder i bilbranchen som f.eks. BMW, Mitsubishi og Daimler (Mercedes) ligesom Otonomo har samarbejdsaftaler med f.eks. Avis Budget (biludlejningsfirma) og Microsoft.

Den kinesiske Skyworth Group, der sælger elbiler og elkøretøjer under navnet Skywell, og som har været i Israel de seneste 3 år, vil oprette et nyt autoudviklingscenter i Israel og investere i nye energiformer.

Aurora Labs er en israelsk startup, der udvikler autosoftware til at identificere fejl og mangler i 'forbundne' biler. Softwaren kan vedligeholde, reparer og opdaterer systemer trådløst (OTA) - selskabet kalder det for 'selvhelbredende' software, som der bliver mere og mere fokus på fremover. Mange virksomheder i bilbranchen har investeret i dette selskab med et stort potentiale for den avancerede bilindustri og IoT (Internet of Things, 'forbinde ting via internettet') applikationer.

Foretellix, der udvikler sikkerhedsløsninger til automatiske køresystemer (ADAS) for at gøre køretøjerne mere selvkørende, har en række bilfabrikker og transportfirmaer investeret i og det er bl.a. Toyota, Volvo Group og Daimler Truck.

Mobileye, der udvikler avancerede løsninger til at gøre biler førerløse (ADAS), har indgået en aftale med Porsche, der vil anvende deres systemer i de nye modeller. Det forventes at det også skal anvendes i koncernens andre bilmærker som f.eks. VW og Audi. Mobileye har allerede en lang række af samarbejdsaftaler med bilfabrikker.

Autotalks, der udvikler kommunikationschips til køretøjer, anvendes af bl.a. VW, Toyota, General Motors og den kinesiske bilindustri. Hyundai har været medejer af virksomheden og er i dag en samarbejdspartner. Den nye amerikanske ejer af Autotalks forsøger at gøre den israelske kommunikationsstandard inden for dette område (Vehicle-to-everything (V2X)) til den internationale standard og det støttes af de fleste køretøjs- og transportfirmaer.

Toyota og Denso (producerer komponenter til biler) har indgået en samarbejdsaftale med Electreon, der udvikler trådløs opladning af elbiler.

Hyundai Motor Group har indgået en strategisk samarbejdsaftale med Israel Innovation Authority. Formålet er at øge samarbejdet med israelske iværksættervirksomheder og deltage i udviklingsprojekter. Hyundai Motor Group har et innovationscenter i Tel Aviv, har investeret i en række israelske virksomheder og et tæt samarbejde med andre.

Adskillige globale teknologivirksomheder, som man normalt ikke forbinder med bilbranchen, f.eks. Facebook, Microsoft, Google og Samsung, har investeret i israelske selskaber, der direkte eller indirekte er i bilbranchen og specielt virksomheder med fokus på teknologi til selvkørende biler.

En del kinesiske bilfabrikker tester og udvikler deres nye biler i Israel i samarbejde med israelske virksomheder og får dermed adgang til den nyeste teknologi. De ser Israel som et springbræt til Europa, hvor de kan teste markedet og markedsføringen, da Israel er et lille og geografisk isoleret marked og som er kendt for at være et land, der er meget imødekommende over for ny teknologi og innovation.

Yandex er en russisk internetkoncern, der bl.a. beskæftiger sig med selvkørende køretøjer, og de tester selvkørende biler og teknologien i Israel. De opfatter Israel som det bedste sted for test og udvikling pga. samarbejdet med de lokale virksomheder og adgang til højtuddannede teknikere.

Flere indiske virksomheder er også blevet en del af udviklingen af det nye Silicon Valley. I 2017 indgik det indiske selskab Lumax Group (elektriske komponenter og dele til bilindustrien) et samarbejde med den israelske startup Ituran Location and Control Ltd. for sammen at udvikle og sælge autotelematik (satellitnavigation, GPS, sende/modtage data) produkter og service til den indiske bilindustri.

Det er også gået den anden vej, idet adskillige israelske virksomheder har investeret i indiske start-ups som f.eks. ZoomCar (indisk biludlejnings start-up).

Israel som 'Startup Nation'

Israel er kendt for at være verdens centrum for startups (start af nye virksomheder, iværksætteri). Landet har i mere end 10 år haft den største koncentration af teknologi startups og det højeste antal startups pr. indbygger i verden. Det lille land er hjemsted for mere end 5.000 teknologi startups og nummer to efter Silicon Valley i USA når det kommer til teknologi innovation. Landet er derfor blevet kendt som 'Startup Nation'.

I de senere år er der blevet investeret mange milliarder i mobilitet (transportløsninger) og bilteknologiske startups og virksomheder i Israel og investeringerne fortsætter. Antallet af mobilitets startups er steget med en faktor 10 (næsten 1.000%) siden 2013 og de udgør nu mere end 10% af alle landets startups.

En væsentlig årsag til denne udvikling skyldes den israelske regerings fortsatte støtte til de teknologiorienterede virksomheder (bl.a. via Innovation Authority under Økonomiministeriet), der konstant fokuserer på ny innovation, samt opstart af nye virksomheder (iværksætteri).

Israel er det OECD-land, der har de næsthøjeste investeringer i forskning og udvikling i forhold til landets BNP. Ifølge en rapport fra konsulentfirmaet McKinsey (2019) er Israel nr. 3 i verden målt på investeringer i mobilitet og mobilitetsløsninger (kun Kina og USA investerer mere).

Israel Export Institute, der undersøger og identificerer de internationale tendenser, hjælper de ofte små og mindre israelske startup og virksomheder med at skabe kontakt til den globale bilindustri og forsøger at etablere samarbejdsaftaler mellem virksomhederne. Omvendt prøver man også at finde passende og interessante israelske virksomheder til de udenlandske virksomheder. Samarbejdsaftaler med israelske startup omfatter ofte også investeringer i dem.

En anden årsag er israelernes generelle imødekommenhed over for ny teknologi, som de ofte udvikler i løbet af deres militærtjeneste i IDF. De fleste israelere er i hæren, flåden eller flyvevåbnet i to eller tre år samt løbende indkaldelser for at holde dem ajour. Der får de kendskab til og arbejder med de mest avancerede systemer og teknologier og efterfølgende anvender de denne viden og erfaring til videreuddannelse, implementering og udvikling af nye teknologier på tværs af fagområder og sektorer, herunder bilbranchen.

Mange af de anvendte teknologier (f.eks. LIDAR sensor og radar) i de selvkørende biler har deres oprindelse i militæret og er efterfølgende tilpasset og udviklet til bilerne på gaden.

I IDF skal man hele tiden være klar til at bekæmpe ukendte trusler, der kan dukke op alle vegne. Det gælder ikke kun i terrænet men i stigende grad også digitalt og derfor har IDF et stærkt fokus på dette område med uddannelse og oprettelse af specielle enheder med fokus på teknologi. IDF fungerer i stigende grad som inkubator (organisation til at vejlede og udvikle nyopstartede virksomheder, så de bliver levedygtige) for de fremtidige startups.

I IDF får de fleste et tæt netværk både under den obligatoriske militærtjeneste samt de efterfølgende indkaldelser, som de anvender når de har brug for det. Især dem, der er i de specielle enheder med fokus på teknologi, bruger hinanden til udvikle og teste nyt og i nogle tilfælde til iværksætteri.

Denne imødekommenhed inden for det teknologiske område kommer fra den israelske kultur og er samtidig en nødvendighed for overlevelse. I Israel har man et begreb som Chutzpa - det er en blanding af gåpåmod og frækhed. Udvises Chutzpa, tages der let på regler og normer, begrænsninger og afvisninger, i stedet søges smutveje. Det israelske samfund er præget af udbredt kreativitet og enorm omstillingsevne kombineret med en god portion fandenivoldskhed, eller Chutzpa, som det hedder på hebræisk.

Måske lidt overraskende for de fleste er mange ortodokse jøder i IT-branchen med fokus på programmering og udvikling af systemer. Det skyldes bl.a. deres religiøse skoling, hvor de lærer at analysere tekster og fortolke dem på forskellige måder samt at de er vænnet til at sidde ned og studere i lang tid. De ortodokse jøder aftjener normalt ikke værnepligt og har derfor ikke forbindelse til IDF.

Af andre årsager kan nævnes Israels uddannelsessystem, hvordan viden fra universiteter og IDF kommer ud i en startup, iværksætteri og risikovillig kapital.

Læs mere om Innovation og start-ups i Israel

Fremtidens biler og mobilitet vil ændre sig væsentligt

Mobilitet (transport) og biler (køretøjer) vil ændre sig væsentligt de næste årtier som en følge af de teknologiske fremskridt, ændringer i lovgivningen og forbrugeradfærd. Disse fundamentale ændringer vil tillade nye spillere og forretningsmodeller på markedet, hvilket er en stor fordel for de israelske startups og virksomheder, som med deres kreative løsninger på konkrete problemstillinger kan støtte udviklingen i bilbranchen. Når man ser et problem finder israelerne en løsning med kreative eller tekniske initiativer.

Israel er blevet et internationalt laboratorium for selvkørende biler og køretøjer og mere generelt smart transport (transportløsninger) selv om landet kun har en begrænset egenproduktion af køretøjer. Israelske virksomheder er blevet kendte for deres innovation og er førende i verden for teknologien til selvkørende køretøjer.

Israelske virksomheders førerposition og udvikling inden for transport-styringssystemer, computer vision (en computers evne til at 'se' omgivelserne), radar, styring af lyd, ansigtsgenkendelse, cyber-sikkerhed, lokaliseringssystemer, GPS, navigation, big data (håndtering af store mængder data), kunstig intelligens (AI) og lignende vil gøre køreoplevelsen smartere, hurtigere, mere sikker og mere energi- og miljøvenligt.

En vigtig forudsætning for førerløse og 'forbundne' biler er at man kan håndtere de store mængder af data på en sikker måde og anvende data til nyttige formål og informationer. Mængden af data stiger kraftigt i fremtiden og udfordringen er hvordan man kan anvende den øgede mængde data.

Konklusion

Der foretages store investeringer i israelske virksomheder inden for mobilitet og autoteknologi. Interessen fra internationale og globale virksomheder med forbindelse til bilbranchen for at etablere innovationscentre og udviklingsafdelinger i Israel samt at etablere samarbejdsaftaler med israelske startups er stærk stigende.

Det er ikke kun de traditionelle bilfabrikker og underleverandører, der kommer til Israel, men også softwarevirksomhederne, der skal leverer teknologien til bilerne.

Navigationssystemer, digitale løsninger, sikkerhedssystemer og batteriteknologi i mange biler og køretøjer vil i fremtiden i endnu større grad blive styret af software udviklet i Israel.

Israel er blevet et internationalt centrum for mobilitet, hvor mange kommer til for at videreudvikle deres ideer, teste dem og udvikle nyt. Udveksling af viden og læring med globale virksomheder er med til at videreudvikle Israel som en ny 'Tech Nation'.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Fakta om Israel Innovation og start-ups i Israel Biler i Israel - historie og produktion Bilparken i Israel


© 2000-2023 DIF. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 9.9.2023