Jødefejden (1819)
I 200-året efter jødefejden er København og Europa igen et farligt sted at være, hvis man er jøde. Jødehadet lever desværre i bedste velgående. Antisemitismen lever i bedste velgående, den lever som konstant trussel på gadeplan, men også i de bortvendte rygge og lukkede øjne, man oplever hos myndigheder og politikere især. Tavst ser man til, at jøderne fordrives. Ingen tager sig rigtig af det.
Af JP Leder, Morgenavisen Jyllands-Posten (3. september 2019)
I dag for 200 år siden havde nogen sat plakater op på Børsbygningen i København. De opfordrede "alle gode og kristelige Borgere" til i samlet flok at fordrive jøderne, "denne Samfundets Pest", fra byen. "Jøderne er skyld i Danmarks Ulykker, i alle Forbrydelser, og at såvel de store som de små Forbrydere eksisterer. Jødernes Uddrivelse vil lyksaliggøre gamle Danmark," lød det, og andre tekster angreb kongen (Frederik VI) for at være svag og i lommen på jøderne.
Næste dag brød helvede løs på Amagertorv. Jødiske butikker blev smadret, politiet kunne ikke styre mængden, og efter få dage måtte militæret sættes ind. Lige meget hjalp det, den såkaldte jødefejde fortsatte i månedsvis. H.C. Andersen, der ankom til København nogle få dage efter fejdens udbrud, var begejstret: "Aftenen før jeg kom var just udbrudt den saakaldte "Jødefeide", der da strakte sig gjennem flere af Europas Lande; hele Byen var i Bevægelse, stor Menneskestimmel paa Gaderne; dog al den Larm og Tummel overraskede mig ikke, den svarede just til det Røre, jeg havde tænkt mig, der altid maatte være i Kjøbenhavn, min Verdens Stad," skrev han opstemt i mødet med den store by.
Det var dengang. For 200 år siden. Der var omkring 2.500 jøder i København, og de var i fare.
Det var de også under Besættelsen langt senere. Da havde de fleste glemt alt om jødefejderne, og den nazistiske trussel mod jøderne var ny og fremmed. Anden Verdenskrig fylder meget i vor bevidsthed og med god grund; den har i lange stræk defineret eftertiden. Men nogle gange fylder den så meget, at mennesker i en historieløs tid fristes til at tro, at der ikke gik noget forud eller fulgte noget efter. Det gjorde der. Og jødehadet er desværre langt ældre end nazismen.
Det er ikke nazisterne, der har opfundet antisemitismen, selv om de satte den i system i monstrøs grad. Antisemitismen eksisterede før Hitler, og den døde ikke med ham.
Det første kan man passende mindes i dag, 200-året for jødefejden. Det andet kan man desværre konstatere blot ved at gå en tur forbi synagogen i Krystalgade i København. Eller den jødiske skole. Eller en dansk fodboldkamp med jøder på banen. Eller for den sags skyld en såkaldt mangfoldighedsfestival, hvor jøder af en mangfoldig borgmester bedes pakke flagene væk, så de ikke er er alt for åbenlyst jødiske.
Antisemitismen lever i bedste velgående, den lever som konstant trussel på gadeplan, men også i de bortvendte rygge og lukkede øjne, man oplever hos myndigheder og politikere især. Tavst ser man til, at jøderne fordrives fra Malmø f.eks. Man konstaterer det med mellemrum, hører om overfald på en rabbiner, bomber mod en synagoge, hærværk mod den jødiske kirkegård. Ingen tager sig rigtig af det i Malmø.
Og problemerne begrænser sig jo ikke til Malmø eller København, tværtimod, vi oplever noget tilsvarende i en lang række europæiske byer, herunder Paris. Man bryder sig ikke om at tale om det, fordi man så nødig vil erkende, at det er den muslimske indvandring, der har gjort Europa usikkert for jøderne.
Byens tidligere borgmester Ilmar Reepalu mente, at det ikke var Malmøs problem, hvis jøderne valgte at flytte til Israel. Men det er det. Hvis jøderne ikke kan være i Sverige, i Danmark eller i Europa, er det i allerhøjeste grad vores problem. Så har vi svigtet i utilgivelig grad. Det er der også i dag, 200-året for jødefejdens begyndelse, grund til at minde om. Vi må se jødernes situation i øjnene, så vi kan gøre noget ved den.
Til toppen Antisemitisme Artikler De danske jøders historie Da antisemitismen kom til Danmark (Jødefejden i 1819)