Det israelske flag

Israel, bosættelser og historien

Det mest effektive våben, palæstinenserne har tilrådighed imod bosættelserne, er fred. Det øjeblik man indgår en aftale om, hvilke områder der tilhører hvem, er problemet løst. Det evindelige slagsmål om historien må afløses af realiteterne ved forhandlingsbordet.

Af Dan Harder, redaktør, Israel-Online, Morgenavisen Jyllands-Posten (10. februar 2011)

Det mest effektive våben, palæstinenserne har tilrådighed imod bosættelserne, er fred. Det øjeblik man indgår en aftale om, hvilke områder der tilhører hvem, er problemet løst. Det evindelige slagsmål om historien må afløses af realiteterne ved forhandlingsbordet.

I sin kronik (21/1) giver talsmanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, der ellers ikke er nogen novice udi historieforfalskning, os for en gangs skyld indblik i nogle faktiske historiske forhold. Helt usædvanligt forklarer han - i overensstemmelse med sandheden - hvordan verdenssamfundet i 1922, via Folkeforbundet, forløberen for FN, besluttede at oprette et jødisk hjemland i Palæstina.

Fathi El-Abed er dog utilfreds med, at det var sejrherrerne fra Første Verdenskrig, der traf beslutningerne, og at en delegation af jødiske zionister også deltog i processen. Hvad han glemmer at fortælle er, at også araberne var repræsenterede ved forhandlingerne, nemlig i skikkelse af prins Faisal, søn af emiren i Mekka på den arabiske halvø.

Selvom Faisal og hans familie ingen tilknytning havde til de områder, der blev til Syrien, Irak og Jordan (som dengang var en del af Palæstina), blev han og hans brødre alligevel indsat som ledere af disse nye lande. De fleste blev siden styrtet, men Abdullah II, oldebarnet til Faisals bror, sidder stadig på tronen i det kunstigt skabte "kongerige" Jordan.

De store landområder, der udgjorde resterne af det osmanniske (tyrkiske) imperium, blev altså fordelt mellem diverse venner af stormagterne uden smålig skelen til de lokale indbyggeres ønsker.

Efter jøderne var forment adgang til Jordan (de tre østlige fjerdedele af Palæstina), var spørgsmålet, hvad der skulle ske med den resterende fjerdedel mellem Jordanfloden og Middelhavet, som både jøder og arabere gjorde krav på.

El-Abed beskriver, hvordan den engelske (og jødiske) højkommissær for Palæstina, Herbert Samuel, i 1920'erne opbyggede det jødiske samfund i Palæstina. Men her går åbenbart grænsen for El-Abeds historiske redelighed. Det var ikke Samuel, men derimod jøderne selv, der skabte et dynamisk og velfungerende samfund i Palæstina.

Samuel forsøgte tværtimod ihærdigt at inkludere de palæstinensiske arabere i ledelsen af det britiske mandatområde, mens arabernes ledere nægtede ethvert samarbejde eller kompromis med jøderne. Det er denne arabiske strategi, der har været fremherskende indtil i dag, som er den reelle årsag til, at der endnu ikke er fundet en løsning på det palæstinensiske problem.

I 1937 efter et voldeligt arabisk oprør blev de palæstinensiske arabere tilbudt 80 pct. af "Vestpalæstina", men takkede nej. Og i 1947, hvor jøderne udgjorde en tredjedel af befolkningen, afviste araberne, som de fleste ved, FN's delingsplan, der ville have givet dem halvdelen af området (herunder langt størsteparten af det beboelige land - det meste af jødernes del var ørken), mens Jerusalem skulle have været en international zone.

I 1948-1949 indledte de palæstinensiske arabere sammen med de arabiske nabolande en krig imod den nye jødiske stat, hvilket skabte den våbenstilstandslinje, som gjaldt indtil krigen i 1967, hvor Israel igen var under angreb.

Selvom Israels overraskelsesangreb i juni 1967 på det egyptiske luftvåben i praksis indledte kamphandlingerne, var det ikke, som El-Abed hævder, Israel, der indledte krigen. Egypten havde allerede inden da erklæret Israel krig, opmarcheret tropper langs Israels grænse og lukket Israels adgang til den internationale vandvej i Rødehavet. Israel var simpelthen nødt til at slå først for at komme fri af kvælertaget.

På den jordanske og syriske front er der endnu mindre tvivl. Her indledtes kamphandlingerne med intense jordanske og syriske bombardamenter af israelske beboelsesområder. Israel havde endda tryglet jordanerne om ikke at involvere sig, men uden held. Resultatet blev de grænser (eller våbenstilstandslinier), vi kender i dag.

Og nu kommer vi så til spørgsmålet om fredsprocessen og de jødiske bosættelser.

Vestbredden og Østjerusalem - altså hele det område, som Israel indtog i 1967 - kaldes ofte for palæstinensisk område. Det er ikke helt korrekt. Hele området, defineret af våbenstilstandslinien fra 1949, er ikke per definition palæstinensisk.

Israels kritikere ynder at tale om international ret i denne sammenhæng. Her må FN's sikkerhedsråds resolution 242, der danner grundlag for alle fredsaftaler og -forhandlinger, være det mest autoritative dokument. Heraf fremgår det, at de endelige grænser mellem Israel og dets naboer (palæstinenserne er ikke nævnt, da Israel indtog Vestbredden fra Jordan) skal forhandles mellem parterne.

Derfor kan palæstinenserne ikke med rette anse f. eks. hele Østjerusalem som deres. Uanset hvad vi dagligt hører i medierne, er der altså ifølge international ret stadig uklarhed om, hvor den endelige grænse skal gå. Eksemplevis er der vel næppe mange (i Vesten i hvert fald), som forestiller sig, at Israel skulle opgive Grædemuren og det jødiske kvarter i Jerusalems gamle by.

Fathi El-Abed beklager sig over, at antallet af jødiske bosættere på Vestbredden er steget voldsomt siden fredsforhandlingerne begyndte i 1993. Det er rigtigt og fra et palæstinensisk synspunkt beklageligt. Men så længe der ikke er fred - og dermed er uklarhed om den endelige grænse - vil magtbalancen fortsat forskyde sig til fordel for den stærkeste part, der for tiden er Israel. Det kan man mene om, hvad man vil, men sådan er det.

Men hvad kan man så gøre ved det? Jo, det mest effektive våben, palæstinenserne har til rådighed imod bosættelserne, er fred. Det øjeblik man indgår en aftale om, hvilke områder der tilhører hvem, er problemet løst.

El-Abed skriver, at byggeriet i bosættelserne forhindrer fredsforhandlingerne. Og det er jo også det officielle palæstinensiske synspunkt. Men det hænger i realiteten lige omvendt sammen: De manglende fredsforhandlinger forhindrer en løsning vedrørende bosættelserne.

Det behøver ikke være så svært. Vi kender allerede konturerne af en realistisk fredsløsning. De kan findes i den række brugbare fredsplaner, der alle er varianter af det forslag, som blev fremlagt af Bill Clinton i 2000, men som i tråd med den palæstinensiske tradition blev afvist af Yasser Arafat.

I dag beskyldes den israelske regering under premierminister Benjamin Netanyahu ofte for at være fodslæbende i forhold til at indgå fred med palæstinenserne. Og måske med en vis ret. Men han har hele tiden udvist vilje til forhandling, så lad det dog komme an på en prøve i stedet for at bruge bosættelserne som undskyldning for ikke at forhandle.

Arafat forhandlede, mens der blev bygget bosættelser i et langt højere tempo end i dag, så hvorfor kan Mahmoud Abbas ikke? En del af forklaringen ligger måske i, at han er under langt hårdere pres fra Hamas, end Arafat var.

Men en nok så væsentlig forklaring er, at palæstinenserne til stadighed dyrker det mantra, at jøderne slet ingen ret har til nogen del af Palæstina. Det kommer bl.a. til udtryk i det palæstinensiske selvstyres konstante og konsekvente benægtelse af, at jøderne skulle have nogen historisk tilknytning til landet.

At den historiske revisionisme gennemsyrer selv moderate dele af den palæstinensiske befolkning, er Fathi El-Abed et levende bevis på. Selvom han lever i Danmark og angiveligt bekender sig til både demokrati og den fri adgang til information, har han nu gennem mange års intens historieforfalskning i en lang række avisartikler søgt at sløre jødernes historiske tilknytning til Israel. I kronikken (21/1) beskrives den da også som "3.000 års nationalromantiske fortællinger fra datidens Mellemøsten, og som ingen hold har i den virkelige verden."

Jøderne har faktisk i nævnte periode haft en permanent tilstedeværelse i området, først og fremmest i de fire hellige byer Jerusalem, Hebron, Safed og Tiberias. Om den historiske tilknytning automatisk giver ret til landet i dag, er ikke nødvendigvis givet. Men de ihærdige palæstinensiske forsøg på at skjule de historiske forhold kunne tyde på, at i hvert fald palæstinenserne mener det.

De evindelige slagsmål om historien og diverse fortolkninger af international ret fører dog næppe ret langt i retning af en løsning på problemerne. I nutidens praktiske verden er det nok mere afgørende, hvad de aktuelle ledere kan blive enige om. Og det må nødvendigvis ske ved forhandlingsbordet.

Det er bare om at komme i gang.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler Det engelske mandatområde, Palæstina Befolkning


© 2000-2011 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 6.3.2011