Foredragsrækken 2011-2012Dansk-Israelsk Forening (DIF) i Århus afholder en årlig foredragsrække på seks foredrag i perioden fra september til marts måned. I denne sæson har foredragsrækken fået titlen: Vinduer til jødedommen og IsraelSeks spændende og meget forskellige foredrag om de aktuelle politiske og religiøse forhold i Israel og Mellemøsten, den nyere israelske historie og om flere kendte bibelske historiske personer.
1. Israels situation før og nu. Hans Kristian Neerskov fortæller om Israels aktuelle situation og historie med baggrund i hans tre bøger om Mellemøsten. Han vil gennemgå de afgørende begivenheder i Mellemøsten, som har ført til den nuværende situation, således at man har bedre mulighed for at forstå baggrunden for konflikterne. Oven i de politiske forklaringer giver han indblik i den åndelige dimension i konflikten. Denne vinkel har langt større betydning end politiske iagttagere sædvanligvis véd. Her inddrages både Bibelen og Koranen. Han fortæller om forholdet mellem Israel og palæstinenserne og kommer ind på spørgsmålet om, hvem der har retten til Det Hellige Land. Det diskuteres ud fra et religiøst, politisk og historisk perspektiv. Hans Kristian Neerskov er præst og forfatter til 44 bøger. Han har skrevet biografier, teologiske bøger og bøger om menneskerettigheder, samt tre bøger om situationen i Mellemøsten: 'Israel & Mellemøsten', 'Israel og palæstinenserne' og 'Hvem tilhører Det hellige Land'. Han har været med til at grundlægge Dansk Europamission, Den Internationale Sakharov Komité, Mission Possible i USA (præsident i 10 år), DOXA Forlaget og Daneu Press. Han har rejst meget i hele verden og mødt mange statsmænd og religiøse personligheder. Han blev kaldt smuglerpræsten, da han og andre kurerer i 1964 begyndte at indsmugle bibler til de kommunistiske lande. Dansk Europamission var stærkt involveret i at oversætte Bibelen til de 66 vigtigste sprog i USSR. Han var arresteret 11 gange.
2. Derfor elsker jeg Israel. Farshad Kholghi fortæller om hans forhold til Israel, sine jødiske forbilleder og oplevelser fra Israel, som han lige har besøgt. Desuden kommer han ind på Iran og den aktuelle situation i Iran og Israel. Farshad Kholghi er en dansk-iransk debattør, skuespiller og foredragsholder. Han flygtede i 1984 sammen med sin familie fra Iran til Danmark. I Danmark har han medvirket i en række kendte film og i tv-satireprogrammer samt skabt sig et navn på landets teatre. Derudover har han med artikler og kronikker deltaget i den offentlige debat om især islam og integration. I denne debat og almindelighed har han gjort sig til talsmand for vestlige frihedsidealer og modstander af eftergivenhed over for islamisk ideologi. Han er kendt for sine underholdende og samtidig skarpe iagttagelser og kommentarer. Han har skrevet to bøger "Verden er ét land" (2007), der handler om hans eget liv fra Iran til Danmark og "Tre gange dagligt mod depression" (september 2011), der er 'saftig, provokerende, humoristisk og tænksom!' Læs mere om bøgerne. Læs mere om Farshad Kholghi.
3. Kendte personer fra Biblen. Mange af personerne fra Biblen er kendt. Overrabbiner Bent Lexner vil i kraft af den jødiske fortolkningstradition belyse ukendte sider af disse personligheder. Stift nærmere bekendtskab med dem du troede du kendte. Bent Lexner er overrabbiner ved Det Mosaiske Troessamfund (MT) og en af de mest fremtrædende repræsentanter for jødedommen i den hjemlige religionsdebat. Han har medvirket i flere radio- og TV-programmer, er med i Kristelig Dagblads religionsdialog og har skrevet en række artikler i fag- og dagblade. Han har været overrabbiner siden 1996 og har en rabbineruddannelse fra Jerusalem (1971-76). Fra 1976-96 var Bent Lexner rabbiner i samarbejde med daværende overrabbiner Bent Melchior. Bent Lexner er kendt for at være en spændende og levende foredragsholder. Læs mere om Det Mosaiske Troessamfund.
4. Zionismens historie og baggrund - hvorfor zionist i 2012? Max Meyer fra Dansk Zionistforbund (DZF) fortæller om zionismens start og hvordan den udviklede sig fra før staten Israels grundlæggelse og indtil i dag. Desuden vil han komme med et mere personligt oplæg om hvorfor han er zionist og hvorfor der stadig er brug for Dansk Zionistforbund. Zionisme er det jødiske folks frihedsbevægelse. En bevægelse, der siger, at jøder på lige fod med alle verdens andre befolkninger har ret til et hjemland, hvor det jødiske folk kan leve efter sine kulturelle, historiske og religiøse traditioner. Den moderne zionistiske bevægelse blev grundlagt af Theodor Herzl, og oprettelsen af staten Israel i 1948 var en opfyldelse af en flere århundreder år gammel drøm for det jødiske folk om at vende tilbage til hjemlandet. Læs mere om Dansk Zionistforbund (DZF).
5. Den aktuelle situation i Israel og Mellemøsten. Søren Espersen fortæller om den aktuelle situation i Israel og Mellemøsten. Præcis hvilke emner han kommer ind på, kan han ikke sige på forhånd, "da situationen for Israel og i Mellemøsten er svær at forudsige". Søren Espersen har arbejdet som journalist i mange år, været medlem af Folketinget siden 2005 og sidder i flere bestyrelser. Desuden er han næstformand i Raoul Wallenberg Foreningen, har udgivet flere bøger bl.a. "Israels selvstændighedskrig - og de danske frivillige" (2007) og har en israelsk svigersøn. Læs mere om Søren Espersen.
6. Hvem var Dronning Esther? Hvert år på helligdagen Purim fejrer den jødiske verden Dronning Esther. Forlægger, forfatter og foredragsholder Hans P. Pedersen tegner et portræt af kvinden, der i kraft af sin position ved det persiske hof under kong Xerxes medvirkede til at redde det jødiske folk, da det blev dømt til udryddelse. Esthers Bog i Bibelen viser at antisemitismens rødder strækker sig flere tusinde år tilbage. Her findes den første skildring af antisemitismen, som den kom til udtryk i antikkens verden. Hans P. Pedersen har bl.a. skrevet de anmelderroste bøger "Med ryggen mod muren - antisemitisme før og nu" og "Fra drøm til virkelighed. Jødisk immigration til Palæstina og Israel før og nu". I november 2010 holdt han et foredrag om antisemitismens skræmmende aktualitet og mange forskellige ansigter på baggrund af bogen "Med ryggen mod muren - antisemitisme før og nu". Læs mere om Hans P. Pedersen og Forlaget Proskrift. Ret til ændringer forbeholdes. Alle foredrag afholdes i Folkeoplysningens Hus, Vester Allé 8, 8000 Århus C. kl. 19.00 i Café Nicolai (kælderen) eller lokale 2.01. Indgang A eller B i gården.
DIF afholder hvert år et eller flere ekstra foredrag. © 2000-2020 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 29.4.2020 |