Det israelske flag

Danske virksomheders boykot af Israel

Der har i den senere tid været fokus på de danske virksomheders boykot af Israel og de anti-israelske klausuler, som de har accepteret i deres handelskontrakter. Her ses der på baggrunden, hvordan det viser sig i praksis og de involverede og til tider modstridende interesser.

Af CFR (marts 2006)

I februar 2006 var der stor fokus på danske virksomheders boykot af Israel, hvor de underskrev dokumenter og handelsaftaler med anti-israelske klausuler. Men det er ikke et nyt fænomen at boykotte jøder og Israel, som det fremgår herunder.

Historisk baggrund

Boykot 1933 (Nazityskland) Boykot af jøder og jødiske varer har der været mange eksempler på i historien.

Det mest kendte er formentlig Nazityskland, hvor der den 1. april 1933 var en en-dags boykot af jødiske butikker over hele Tyskland (se billede med teksten: "Tyskere handler ikke hos jøder"). Hundredvis af jøder blev anholdt og gennembanket, butiksruderne blev dækket af plakater, som advarede folk mod at købe der og i nogle tilfælde plakater med anti-jødiske karikaturer. Senere blev jøderne fjernet fra deres forretninger eller de blev overtaget af tyskere.

Den arabiske boykot af Israel begyndte som en boykot af jøder, da den nystiftede Arabiske Liga i december 1945 besluttede at boykotte jøder overalt (i dag er der 22 medlemslande). Siden staten Israels oprettelse d. 14. maj 1948 har det været en boykot af Israel. Den blev formaliseret ved en principbeslutning truffet af Den Arabiske Liga i december 1954 og bekræftet d. 29. august 1967 lige efter Seksdageskrigen.

I dag styres ordningen af den islamiske konferenceorganisation OIC (Organization of Islamic conferences), som har hovedsæde i Saudi-Arabien, via boykotkontorer i de enkelte medlemslande (56 islamiske stater). Ifølge OIC vil boykotten af Israel fortsætte indtil det palæstinensiske folk har etableret deres egen selvstændige stat med Jerusalem som hovedstad. Det har OIC bekræftet adskillige gange.

Boykottens omfang

Boykot i dag (Danmark) Boykotten af Israel har grundlæggende tre niveauer ifølge OIC: 1) Medlemslandene handler ikke selv med Israel, 2) de handler ikke med virksomheder, som handler med Israel og 3) de handler ikke med virksomheder, der handler med virksomheder, som handler med Israel.

Medlemslandene administrerer og kontrollerer boykotten vidt forskelligt og interessen for den har varieret en del gennem tiden afhængig af de internationale forhold og det enkelte lands aktuelle forhold til Israel. Indholdet af Israel-klausulerne varierer meget og der findes mange forskellige særaftaler, der skal opfyldes for at få kontrakter eller samarbejdsaftaler i de arabiske og muslimske lande.

Nogle eksempler på Israel-klausuler:

  • Tredjelande, der ønsker samhandel med de arabiske lande, binder sig til ikke at handle med Israel.

  • Virksomhederne må ikke være ejet af israelere (jøder).

  • Virksomheder skal skrive under på, at de ikke vil bruge israelske råvarer eller sælge varer, der indeholder israelske komponenter eller halvfabrikata.

  • Virksomhederne må ikke handle med Israel eller have til hensigt at gøre det.

  • Nogle virksomheder har direkte forpligtiget sig til at efterleve enhver instruks, der bliver udstedt fra det enkelte lands officielle Boykot Israel-kontor.

  • Udenlandske skibe må ikke anløbe israelske havne. Hvis de gør det, bliver de sat på den sorte liste og kan ikke anløbe havne i de arabiske og mellemøstlige lande, som deltager i boykotten.

Så vidt vides er der ikke set Israel-klausuler indeholdende krav om afskedigelse af jøder eller forbud mod ansættelse af jøder. Om det forekommer i praksis vides ikke af åbenlyse grunde.

Desuden er der nogle virksomheder (f.eks. Danpo), der betaler penge til muslimske organisationer for at kunne sælge deres produkter til de muslimske lande og muslimske forbrugere.

Danske virksomheder

En del danske virksomheder boykotter Israel og israelske varer men hvor udbredt det er vides i sagens natur ikke, da virksomhederne nødigt reklamerer for det og helst vil undgå at tale om det.

Arla Foods lover rutinemæssigt arabiske samhandelspartnere, at virksomheden ikke anløber israelske havne eller benytter israelske råvarer. På trods af massiv kritik af de omstridte antiisraelske klausuler fortsætter Arla uændret med at underskrive erklæringerne om boykot af Israel. Ifølge Arla kræver f.eks. Saudi-Arabien at Arla skal underskrive flere dokumenter med antiisraelske klausuler for ellers vil de ikke købe deres mejeriprodukter. Denne praksis har eksisteret i mange år i Mellemøsten.

På den anden side producer Arla mejeriprodukter, der er lavet ud fra de jødiske kosherregler og eksporter dem til Israel.

Medicinalvirksomheden Leo Pharma har tidligere (2001) forpligtiget sig til ikke at handle med Israel, fordi det var en betingelse for at sælge medicin i Mellemøsten. Leo Pharma har dog altid handlet med Israel alligevel - trods underskrifter på diverse klausuler.

Grundfos-koncernen har siden 1998 konsekvent afvist alle anti-israelske klausuler uden at det har haft en nævneværdig effekt. Før 1998 har Grundfos ved flere lejligheder afvist at sælge pumper til Israel for ikke at genere sine arabiske samhandelspartnere men det blev ændret i forbindelse med formuleringen af et nyt værdigrundlag for koncernen, der selv vil bestemme, hvem de handler med.

Ifølge en dansk rederidirektør (der vil være anonym) har rederierhvervet i mange år været indsyltet i den arabiske boykot af Israel. Det skaber en urimelig handelsbarriere, fordi det bliver dyrere at fragte varer til Israel. Det internationale samfund gør ikke noget ved det, fordi der er alt for store interesser involveret i at handle med de arabiske lande.

Underdirektør Jan F. Hansen fra Danmarks Rederiforening bekræfter, at danske rederier i årtier har indrettet sig på den organiserede boykot af Israel. Selv om det ikke er helt umuligt for et skib at anløbe både en israelsk og anden mellemøstlig havn, er der næppe nogle der vil investere i fast liniefart til Israel, fordi man aldrig kan vide, hvornår og hvor det skaber problemer i andre lande.

En af Danmarks mest fremtrædende ambassadører i Mellemøsten gennem adskillige år (ambassadør i Syrien), Ole Wøhlers Olsen, lægger kraftigt afstand til de anti-israelske klausuler, som danske virksomheder har underskrevet i samhandlen med arabiske lande. Hvad virksomhederne selv har skrevet under på er deres eget problem men hvis de har været i kontakt med de danske ambassader, som repræsenterer Danmark og den danske regering, kan der ikke være nogen tvivl om, at holdningen er, at det helt klart er en ulovlig boykot og at det er ulovligt at indgå kontrakter, hvor virksomheden forpligtiger sig til ikke at handle med Israel. Hvis den tidligere ambassadør var blevet præsenteret for en Israel-klausul, ville han have frarådet virksomheden at handle med det pågældende land.

Erhvervsmand, direktør og bestyrelsesformand Asger Aamund bekræfter, at det i mange år har været sådan, at danske virksomheder har skrevet under på at boykotte Israel for at sikre eksportindtægter. Han mener, at det er moralsk forkasteligt men virksomhederne bliver nødt til at tænke på aktionærer, medarbejdere og overskud.

Nogle virksomheder forsvarer sig med, at man ikke skal blande politik sammen med handel. Man kan ikke sige, at virksomheden er ude på en politisk mission, at virksomheden har bestemte politiske holdninger til de lokale forhold eller at virksomheden støtter alt hvad der foregår i et bestemt land. Og i øvrigt - hvis danske virksomheder ikke vil eller må sælge produkterne, ja så er der bare andre virksomheder i udlandet der gør det.

Danske erhvervsorganisationer

Dansk Industri (DI), der må betegnes som den største og mest betydningsfulde erhvervsorganisation i Danmark, har fuldt kendskab til danske virksomheders Israel-klausuler i den arabiske og muslimske verden.

DI sætter selv sit stempel på kontrakterne og er involveret i danske virksomheders accept af antiisraelske klausuler for at opnå ordrer i arabiske lande. DI bekræfter således, at organisationen stempler kontrakterne og erklærer over for sine medlemmers arabiske samhandelspartnere, at der dels er tale om et DI-medlem, dels at man kan fæstne lid til medlemmets oplysninger.

Dansk Industri nægter at forholde sig til etikken i danske virksomheders accept af antiisraelske klausuler og at danske virksomheder accepterer boykotkrav mod Israel. DI fraskriver sig ethvert ansvar ved at sige, at politikerne bare kan forbyde virksomhederne at indgå aftalerne, sådan som det er sket i flere lande. Dansk Industri vil ikke blande sig i, hvad medlemmerne skriver under på, da det jo ikke strafbart. Så hvorfor og hvordan skulle de gribe ind? DI er principielt imod en boykot, der ikke er vedtaget af FN eller andre organisationer men vil ellers ikke blande sig i det.

Dansk Industri afviser, at de er med til at blåstemple kontrakter med antiisraelske klausuler. Desuden er de ugyldige og det har reelt ingen betydning for at få kontrakter i arabiske lande. Det er i dag udtryk for en forældet rutine.

Mens DI forsøger at bagatellisere de anti-israelske klausuler er de ikke desto mindre stadig en rutine, der gælder i langt det meste af Mellemøsten og Nordafrika. Ifølge en undersøgelse, som HTSI (Danmarks næststørste erhvervsorganisation) har gennemført om medlemsvirksomhedernes forhold til boykotklausuler, viser det sig, at i langt det meste af Mellemøsten og Nordafrika skal danske virksomheder stadig skrive under på, at de boykotter Israel som betingelse for at handle med de arabiske og muslimske lande.

På trods af at de arabiske lande enten er med eller søger optagelse i verdenshandelsorganisationen WTO (The World Trade Organization), hvor boykot af andre lande ikke er tilladt, oplever de danske virksomheder i undersøgelsen, at en boykot af Israel normalt er uundgåelig, hvis de vil handle med de fleste mellemøstlige lande.

Især Syrien står stejlt på kravet om boykot af Israel, hvor virksomhederne direkte afkræves en erklæring om at de ikke handler med Israel eller har nogen israelsk tilknytning. Administrationen af boykotklausulerne foregår fra officielle myndigheder i et bureaukratisk system, hvor virksomhedens eneste vej ind på det syriske marked er ved at skrive under på, at de intet har med Israel at gøre. Også Libyen og Sudan nævnes i undersøgelsen af virksomhederne som meget strenge markeder mht. boykot af Israel.

Resultatet af HTSI's undersøgelse (120 HTSI-virksomheder med eksport til Mellemøsten og Nordafrika) står således i klar modsætning til udmeldingerne fra Dansk Industri.

Danmarks Rederiforening har ingen politik og ingen anbefalinger til deres medlemsvirksomheder om hvordan de bør håndtere Israel-klausulerne.

Modreaktion

Der er ingen virksomheder, der ønsker at stå offentligt frem og fortælle at de boykotter Israel. Det er ikke fordi, det formentlig ikke er juridisk ulovligt men fordi det er et udtryk for diskrimination, negativ særbehandling og knæfald samt at der kan komme en modreaktion mod virksomheden.

Hvis en virksomhed oplyser, at de boykotter en bestemt gruppe eller land, vil der ofte være nogle, der vil protestere imod det ved at boykotte den virksomhed, som selv boykotter. Det virksomheden vinder ved at acceptere en boykot på kort sigt, kan den miste ved manglende kontrakter og aftaler med andre potentielle kunder i fremtiden.

De danske handelsrelationer med Israel risikerer at lide skade som følge af, at danske virksomheder i årevis skriftligt har lovet at boykotte staten Israel for at få lov til at eksportere til muslimske lande. Virksomhederne har dermed bidraget til at miskreditere Israel i arabiske og mellemøstlige lande ved at acceptere særaftaler og således modarbejde fredsprocessen og en normalisering mellem de arabiske lande og Israel.

Den israelske ambassadør i Danmark, David Walzer, vil drøfte de danske virksomheders boykot med den israelske regering og udforme en liste over danske virksomheder, som har skrevet under på at boykotte staten Israel. Det sker efter afsløringerne af de særlige boykotklausuler (februar 2006), som nogle danske virksomheder har underskrevet for at imødekomme de anti-israelske arabiske og muslimske lande. Det vil blive drøftet, hvilke konsekvenser det skal have for de danske virksomheder, også selv om de ikke boykotter Israel i praksis.

Det vil ikke kun ramme virksomhedernes handel med Israel (hvis de har nogen) men det kunne også tænkes, at der vil være andre lande, virksomheder, organisationer og forbrugere rundt omkring i verden, der herefter vil boykotte de virksomheder, der boykotter Israel og at de således vil få sværere ved at indgå nye aftaler eller kontrakter.

Omvendt vil det i nogle arabiske og muslimske lande være et "salgsargument" for en virksomhed at diskriminere jøder eller boykotte Israel.

Den politiske situation

Det har vakt politisk forargelse hos en del partier, at danske firmaer accepterer de særlige Israel-klausuler, der er led i en årtier gammel arabisk boykot af Israel. Problemstillingen er velkendt for Folketinget og regeringen, da boykotten flere gange har været drøftet i Folketinget blandt andet i marts/april 1991. Men det er ikke lykkedes politikerne at finde en løsning i form af en eventuel anti-boykotlov, da der er stor politisk uenighed om det.

Der har været forslag fremme om, at Danmark som bl.a. USA og Tyskland forbyder virksomheder at deltage i private boykotaktioner, der ikke er politisk bestemt fra Folketinget eller FN. Nogle partier støtter et forbud ved lov mod at virksomheder skriver under på klausulerne mens andre afviser det, selv om de fleste partier er kritiske over for de virksomheder, der accepterer anti-israelske klausuler, og principielt er modstandere af private boykotaktioner.

Nogle politikere mener, at Folketinget og regeringen i stedet skal finde en fælles løsning i EU eller på internationalt niveau, da det kan blive svært at gennemføre en lovgivning i Danmark. Erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen lovede i februar 2006 at han vil undersøge, om der på internationalt plan er behov for at indføre lovgivning mod virksomheders private accept af boykot-klausuler. Det kan ikke løses ved dansk særlovgivning ifølge ministeren.

HTSI opfordrer de danske politikere til at presse på EU-niveau for at få klausulerne forbudt.

Enhedslisten og SF har været meget tavse om de Israel-klausuler, som nogle danske virksomheder underskriver. Det skyldes formentlig, at disse partier og deres vælgere støtter boykotten af Israel og dermed danske virksomheders boykot af landet. Desuden er disse partier en del af det danske anti-israelske miljø og er en del af eller tæt forbundet med de forskellige boykot-Israel kampagner og organisationer.

Der findes desuden personer i Socialdemokratiet og hos de radikale, som også støtter boykotten af Israel og derfor heller ikke er interesseret i at der kommer fokus på de danske virksomheders private boykothandlinger. Faktisk vil de gerne have flere til at boykotte og ikke kun danske virksomheder.

Om der sker noget på den politiske front på længere sigt er nok tvivlsomt, da der er mange modsat rettede interesser involveret.

EU og internationalt plan

Den arabiske boykot af Israel har haft betydning for virksomheder over hele verden, der ønskede samhandel med de arabiske og muslimske lande.

På EU-plan har problemet været diskuteret men det er ikke lykkedes politikerne at finde en løsning i form af en eventuel anti-boykotlov, da de forskellige lande har meget forskellige interesser i den israelsk-palæstinensiske konflikt og handel med den arabiske verden. Samtidig støtter EU boykot af udvalgte israelske varer og dele af EU støtter en general boykot af Israel.

I flere europæiske lande og USA er det forbudt for virksomheder at deltage i en boykot, som ikke er politisk bestemt på regeringsniveau. I USA kan det blive meget dyrt for en virksomhed og dens ledelse i form af bøder og fængselsstraf, hvis den underskriver boykot-klausuler.

Da størsteparten af de arabiske lande i dag enten er med eller søger om optagelse i WTO, hvor boykot er ulovlig (der skal være frihandel), er klausulerne i dag officielt ugyldige eller ulovlige. Som medlem af WTO må myndigheder eller landets regering ikke stille krav om, hvilke lande eller virksomheder, som der ikke må handles med. Saudi-Arabien er medlem af WTO mens lande som Syrien, Sudan og Iran, der alle er meget fjendtligt indstillet over for Israel og jøder, er ansøgerlande.

I praksis forhindrer det dog ikke boykotaktioner mod Israel for dels kender man ikke de mundtlige aftaler, dels vil en virksomhed næppe offentliggøre en kontrakt med Israel-klausuler. Dertil kommer at den politiske og religiøse udvikling i de arabiske og muslimske lande næppe vil mindske kampen mod Israel og dermed vil Israel-klausulerne formentlig forsætte på den ene eller anden måde. Der vil altid være virksomheder, som vil acceptere særkrav for at få en handelsaftale eller kontrakt.

Moral, etik og forretning

Når danske virksomheder forpligtiger sig til ikke at handle med Israel for at kunne gøre forretning i de arabiske lande, er det så moralsk forkert?

Nogle mener det mens andre som f.eks. Arla og Leo Pharma ifølge deres egen opfattelse blot handler på markedets betingelser og at det er nødvendigt at underskrive kontakter med anti-israelske klausuler for at få ordrer.

Er det i orden og betaler det sig for danske virksomheder at se stort på etiske og moralske retningslinjer og demokratiske principper for at kunne handle i Mellemøsten?

Må private virksomheder føre deres egen private udenrigspolitik og støtte forskellige regimer?

At boykotte Israel handler ikke kun om, at virksomhederne ikke må gøre forretning med landet. Det kan være, at det forretningsmæssigt betaler sig ikke at handle der, da det israelske marked i mange tilfælde er mindre end de arabiske markeder.

Når virksomheder underskriver anti-israelske klausuler skader det Danmarks og det danske erhvervslivs omdømme i dele af verden mens det måske gavner omdømmet i den arabiske og muslimske del af verden og dermed eksportmulighederne til disse lande.

Når danske virksomheder gør meget for at skjule deres diskrimination af Israel og jøder, hænger det sammen med, at det for de fleste danskere virker negativt og mindsker respekten for virksomheden samt for at undgå negative reaktioner fra dem, der ikke støtter boykotten.

Flere af de virksomheder, der har skrevet under på klausulerne, siger at de alligevel ikke håndhæver klausulerne. Hvorfor skriver de så under? Hvorfor hemmeligholder de klausulerne?

Fordi virksomhederne godt ved, at det er moralsk og etisk forkert at diskriminere samt at de vil blive betragtet som kræmmeragtige, utroværdige, dobbeltmoralske og grådige. Hvis de så derudover har udformet et sæt officielle retningslinjer for virksomhedens moral og etik og samtidig diskriminerer en eller flere grupper eller kryber for regimer og diktatorer, hænger det ganske enkelt ikke sammen.

Demokratiske principper og almindelig anstændighed må således vige for udsigten til ussel mammon.

Andre, der boykotter Israel

Som tidligere nævnt har der været mange eksempler på boykot af jøder gennem historien (f.eks. Nazityskland og de arabiske lande) men også i nyere tid i Danmark findes der boykot af Israel og jødiske varer. Det er ikke kun nogle af de danske virksomheder men også en række organisationer, foreninger, enkelte politiske partier, enkeltpersoner og andre, der boykotter Israel.

Den danske venstrefløj og andre har gennem lang tid kritiseret og fordømt Israel og også søgt at skade israelske og jødiske interesser her i landet på forskellig vis. Deres kamp mod Israel og jøder opererer bl.a. via "Boykot Israel Kampagnen", hvor de forsøger at få danske virksomheder og forbrugere til at boykotte Israel og jødiske varer.

På listen over organisationer og personer, der anbefaler boykot af Israel, er bl.a. Palæstina Initiativet, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV), Irakisk Menneskerettighedsforening, Iransk Venstre-fløjskoalition/Danmark, SF, Venstresocialisterne (VS), Enhedslisten, LO Århus Amt, flere fagforeninger, Danmarks Kommunistiske Ungdom, Rød Ungdom, Arbejderpartiet og Kommunisterne.

Hertil kommer organisationer som f.eks. Folkekirkens Nødhjælp, der også har en fjendtlig holdning til jøder og Israel.

Men også forskellige grupper og enkeltpersoner i Danmark med nazistiske og fascistiske holdninger støtter boykotten af Israel og jøder.

Omvendt findes der palæstinensiske grønthandlere i Danmark, som netop importerer frugt og grønt fra Israel for at støtte de palæstinensere, der arbejder i markerne og plantagerne eller som lever af at sælge frugt og grønt til eksport. Boykotten af Israel rammer også palæstinenserne i Israel og de palæstinensiske områder.

Af andre eksempler på boykot af Israel kan nævnes de internationale uddannelsesinstitutioner og organisationer, der ønsker kontakter eller samarbejdsaftaler med de arabiske lande eller institutioner. De kan også blive mødt med krav om boykot af Israel og israelske institutioner på samme måde som virksomheder. I de fleste tilfælde er det normalt de enkelte uddannelsesinstitutioner og organisationer selv, der støtter kampen mod Israel og jøder f.eks. ved en boykot, og ikke fordi de bliver tvunget til det.

Et andet eksempel er en sports- og OL-boykot, hvor arabiske hold og atleter ikke vil kæmpe mod eller deltage i kampe mod israelere eller israelske hold. I andre tilfælde forsøger anti-israelske grupper at forhindre israelere og jøder i at deltage i sportsarrangementer eller at udelukke de israelske hold.

Et tredje eksempel er de arabiske og muslimske landes forsøg på at nægte Israel medlemskab af internationale organisationer, at smide Israel ud af organisationer eller at bruge organisationerne som et kampredskab mod jøder og Israel.

Afslutning

Boykot af Israel og jøder vil altid eksistere, da der er mange og store økonomiske og politiske interesser involveret, som har fordel af boykotaktioner.

Der vil altid være virksomheder, som ser en økonomisk fordel i at underskrive anti-israelske klausuler eller give et mundtligt løfte om samme for at få en underskrift på en handelsaftale. Ligeledes vil der altid være nogle, der har politiske, religiøse eller etniske grunde og fordele ved en boykot af jøder og Israel.

Når aktivister fra Boykot Israel Komitéen står foran en jødisk ejet forretning eller virksomhed (eller ved en synagoge) og opfordrer til boykot af israelske (jødiske) varer, bør det give anledning til ubehagelige associationer til fortiden i et land syd for Danmark. Det samme når danske virksomheder accepterer krav om diskrimination og boykot af jøder og Israel.

Historien kan fremvise mange eksempler på hvor langt nogle virksomheder, organisationer, politiske partier og enkeltpersoner frivilligt vil gå for at tilpasse sig diktatorer, ekstremister, fundamentalister og brutale regimer.

Moral og etik har også i denne sammenhæng (med de anti-israelske klausuler) vist sig at være meget fleksible begreber, der kan tilpasses den enkelte situation (såkaldt "situationstilpasset" moral og etik).

Note:

Hvad er der sket siden foråret 2006?

Ingenting!

Som det fremgår af artiklen vil der altid være politiske og økonomiske interesser i Danmark og andre lande, som af forskellige grunde har fordel af boykotaktioner mod jøder og Israel. Hertil kommer dem, der af etniske (racemæssige) årsager støtter diskrimination af jøder og Israel.

Selv om der af og til er fokus på dette problem i medierne, sker der reelt ingenting. Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler Antisemitisme


© 2000-2010 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 21.3.2010