Israels landbrugssektor - brancher

Israels landbrugssektor, der omfatter landbrug, gartneri og fisk, producerer ca. 70% af landets samlede fødevareforbrug. Landbrugsproduktionen består hovedsagelig af mælkeprodukter, fjerkræ, blomster, frugt, vin og grønsager som de vigtigste men der produceres også mange andre landbrugsprodukter. Fødevarerne er i de fleste tilfælde produceret efter kosher-reglerne.

Landbrugssektoren i Israel har udviklet sig markant i de seneste 15-20 år med stigende fokus på de mere nicheprægede produkter og markeder.

Den israelske landbrugsproduktionen består hovedsagelig af mælkeprodukter, fjerkræ, blomster, frugt, vin og grønsager som de vigtigste men der produceres også mange andre landbrugsprodukter.

Israel producerer selv omkring 70% af landets samlede fødevareforbrug (målt i værdi). Resten importeres (især varer som korn, oliefrø, oksekød, fisk, kaffe, kakao og sukker) men der eksporteres også mange varer (især blomster, frugt, grønt og forarbejdede fødevarer), således at landet har en nettoeksport af landbrugsvarer. Landbrugseksporten udgør omkring 3,5-4% af den samlede eksport.

Fødevarerne er i de fleste tilfælde produceret efter kosher-reglerne (de jødiske spiselove) og det samme er tilfældet for de importerede fødevarer.

Den israelske landbrugssektor, der omfatter landbrug, gartneri og fisk, opdelt efter brancher:

Frugt

Israels meget varierende klima, topografi og jordbund har gjort det muligt at dyrke mange forskellige slags frugt. På kystsletten langs med Middelhavet er det frugtplantager med citrus, avocado, kiwi, guava og mango, i de subtropiske områder omkring Det Døde Hav (Yam HaMelah) og Jordandalen er det bananer og dadler og i den mere kølige luft i de nordlige dele af Israel og Golanhøjderne er det æbler, pærer og kirsebær. De store forskelle i klimaet gør, at frugt kan plukkes uden for sæsonen, hvorved man forlænger høstperioden og muligheden for nyplukket frisk frugt.

Eksportværdien af frugt er faldende på grund af generelt faldende priser på verdensmarkedet og en øget konkurrence. Det største fald var for eksporten af citrusfrugter, der blev halveret i løbet af 1990'erne. Frugtavlerne har derfor øget produktionen ved etablering af nye plantager med frugtsorter, der giver et højere udbytte, andre typer af frugt, der er mere profitable og anvendelse af den nyeste teknologi. Det har medført et større udbytte pr. arealenhed, som til dels kan kompensere avlerne for de lavere priser.

I de senere år har den totale produktion af frugt (inkl. avocado) ligget på ca. 1,3-1,4 mill. tons. Produktionen af citrusfrugter har i de senere år kun udgjort omkring 45% af den samlede frugtproduktion, hvilket skyldes en faldende produktion af citrus.

En mindre del af frugterne sælges til fabrikker, der anvender frugten til forarbejdede fødevarer på dåse eller i glas.

Citrus, der er landets ældste og mest kendte eksportartikel (Jaffa-appelsiner), er stadig den tredjestørste inden for landbrugseksporten. Der eksporteres omkring 140-150.000 tons appelsiner, grape (gule, røde og grønne), citroner, lemon, pomelo, mandariner og andre citrusfrugter sammen med juice, juicekoncentrat og andre forarbejdede produkter om året. Der satses fortsat på udvikling af nye citrusvarianter og tilpasning til nye markeder.

Arealet med citrusplantager er faldende som følge af de lavere priser og den kraftige byudvikling, idet langt de fleste citrusplantager tidligere lå på kystsletten i omegnen af Tel Aviv og mellem Tel Aviv og Haifa. Her er en del citrusplantager blevet ryddet for at skaffe plads til nye boligkvarterer. I dag udgør citrusplantagerne kun omkring 25.000 hektar (ha.) og under halvdelen findes på kystsletten. I stedet er der plantet store citrusplantager i den nordlige del af Negev-ørkenen (Ha-Negev).

Citrusplantagerne ejes af moshavim, kibbutzer, private/offentlige selskaber og private (jødiske/arabiske) ejere.

Frugtplantagerne udgør ca. 19% af landbrugsarealet.

Vin

Vindyrkning i Det Hellige Land eksisterede allerede på Moses tid, idet vin har været en del af den jødiske tradition i flere tusind år. Vin er omtalt mange steder i Biblen og Torahen.

Den moderne vindyrkning begyndte omkring 1882-1885 ved Betlehem (Bethlehem), Latrun, Rishon LeZion og Zikron Ya'acov (Zikron Ya'akov). Vine fra de to sidstnævnte områder på kystsletten sælges under navnet Carmel, som er den største vinproducent i Israel. De israelske koshervine var af almindelig kvalitet og blev fortrinsvis drukket af israelere og jøder over hele verden.

I begyndelsen af 1970'erne begyndte man at dyrke vin i Golanhøjderne, da det kølige klima, højden og basaltjorden er ideel til vindyrkning. Golanhøjderne anses for at være et af de bedste vinområder i Israel. Golan Heights Winery (et kooperativ), der blev grundlagt i 1983, producerer vine under navnene Yarden, Golan og Gamla, der alle ligger i den lidt dyrere ende.

Israel er opdelt i fem vinregioner (Samson, Galilæa/Golan, Shomron, Judæiske Bjerge og Negev-ørkenen), da vindyrkningen finder sted i det meste af landet. Nu forsøger man også at dyrke vin i Negev-ørken (Ha'Negev) og Arava-dalen (Ha-Arava), hvor vinstokkene vandes med saltholdigt grundvand.

Der findes et sted mellem 120 og 150 vinproducenter og vingårde i Israel, hvor de største producer flere millioner flasker om året til de mindste hobbyproducenter, der kun producer få tusinde flasker. Man regner med at der produceres omkring 30 mill. flasker vin om året. De tre største producenter (Carmel Winery, Barkan Winery og Golan Heights Winery) står for 75% af høsten og de 10 største for 95%. Omkring 85% af dem er etableret inden for de sidste 10-15 år. Nogle vinavlere producerer druerne, som de derefter sælger videre til andre vinproducenter og vingårde mens andre avlere enten har deres egen vinproduktion eller er gået sammen med andre om en fælles vinproduktion (f.eks. i et kooperativ).

Vinmarkerne dækker et areal på omkring 4.000 ha. og den årlige produktion har i de senere år ligget på omkring 45-53.000 tons druer. De israelske vinproducenter satser i stigende grad på kvalitet og ikke kvantitet. De fleste vingårde anvender drypvanding. Det meste vin overholder kosher-reglerne men der er to vinproducenter (klostre), der fortrinsvis producerer vin til det kristne marked.

Den israelske vindyrkning og vinfremstilling har i nyere tid været igennem en teknologisk udvikling, der har resulteret i en væsentlig bedre kvalitet og stigende international anerkendelse. De israelske vine og producenter har efterhånden vundet mange internationale konkurrencer, trofæer, priser og guldmedaljer for god kvalitet. Selv i Frankrig har de israelske vine vundet mange præmier og i blindtest med franske vine har de israelske vine klaret sig godt.

I de senere år har man bevæget sig fra de søde og semi-dry (halvtørre) vine til dry (tørre), fra hvid til rød, fra lette til mere kraftige vine og er begyndt at producere bedre (og dyrere) vine. For 25 år siden var ca. 80% af vinene af den søde type, i dag er ca. 80% af de tørre hvide og røde og denne tendens forsætter.

Carmel Winery og Golan Heights Winery er de to største vineksportører og de står for over 75% af vineksporten, efterfulgt af Barkan Winery. Eksporten af vin er steget meget i de senere år og eksporters til omkring 40 lande - mest Europa og USA.

Israelerne har et lavt vinforbrug i forhold til mange europæere men det er stigende. I gennem mange år har det ligget på 3-4 liter pr. indbygger men i 1990'erne begyndte forbruget at stige og i 2004 lå det på ca. 7 liter. Der er en stigende interesse for vin og kvalitetsvin i Israel. Carmel Winery har omkring 45-50% af det israelske marked og ca. 20% af vinforbruget dækkes af importerede vine.

Grønsager

Dyrkning af grønsager i Israel er nærmest en kunstart baseret på de rigtige valg og kombinationer af sorter, gødning, vanding, opbinding og specielle net til grønsagerne i drivhusene, nye vækstmetoder, høst og høstudstyr og den videre behandling og opbevaring af grønsagerne.

Produktionen af grønsager omfatter bl.a. vandmeloner, honningmeloner, tomater, løg, gulerødder, kål, agurker, jordbær, peber og kartofler, der dyrkes på friland, under net og i drivhuse.

Grønsagsproduktionen udgør 15-20% af Israels samlede afgrøder (målt på værdi). I 2006 producerede gartnerne næsten 2 mill. tons grønsager, hvoraf ca. 1/8 blev eksporteret. Hertil kommer store mængder af forarbejdede grønsager og grønne produkter, der ligeledes blev eksporteret. Arealet med grønsager er stigende, det samme er eksporten, der er steget kraftigt i de senere år.

Gartnerierne forsøger i stigende omfang at tilpasse produktionen og valg af grønsager til de mere profitable markedsnicher i både Israel og udlandet. Der har f.eks. været en stærk stigning i produktionen af økologiske grønsager, krydderurter og visse typer af svampe.

Højteknologi og nye avancerede dyrkningsmetoder anvendes i stigende grad. Som eksempel kan nævnes, at arealet af drivhuse til grønsagsproduktion blev tredoblet til 3.000 ha. i løbet af 1990'erne og mens tomater, der dyrkes på åben land kan give et udbytte på op til 80 tons pr. ha., kan man i drivhuse med et computerstyret klima producere mellem 200 og 300 tons pr. ha. i gennemsnit. I de senere år er man i stigende grad begyndt at dyrke visse typer af grønsager (især tomater, meloner og kartofler) i Negev-ørken (Ha'Negev) og Arava-dalen (Ha-Arava). Det er grønsager, som er blevet tilpasset til dyrkning i ørkenen med masser af sol og varme samt vanding med saltholdigt vand fra undergrunden.

Israel udnytter solen og de høje temperaturer til at dyrke en række grønsager uden for sæsonen i forhold til de udenlandske konkurrenter. Om vinteren er Israel Europas drivhus med en stor eksport af blomster, frugt og grønt.

Udvalget af frugt og grønt i de israelske butikker og på markeder er meget stort og samtidig er priserne lave.

Blomster

Blomster (inkl. potteplanter) er Israels største eksportvare inden for landbrugssektoren. Små landbrug og gartnerier på under en hektar (ha.) og som tilsammen udgør mindre end 2% af de opdyrkede områder, er små efter internationale forhold men har hidtil været meget profitable.

De producerer mere end hundrede forskellige blomstertyper - især afskårne blomster som roser, brudeslør, havegyldenris, nelliker og anemoner samt potteplanter og blomster til dekorative formål. Det omfatter også sommerblomster fra Europa, der tilpasses klimaet i Israel og efterfølgende skæres/plukkes og eksporteres til Europa om vinteren samt blomster der oprindelig hører til på den sydlige halvkugle (syd for Ækvator).

Selv om antallet af blomsterproducenter er faldende, stiger den samlede produktion af blomster konstant (2001: 1,5 mia. blomster) takket være de teknologiske fremskridt og den stadige mere intensive produktion. Omkring halvdelen af det areal, der anvendes til blomsterdyrkning, består af computerstyrede drivhuse og ca. 15% dyrkes under net til beskyttelse af planterne mod skadedyr og for meget sol.

Mange af de store blomstergarterier er i dag forbundet on-line via internettet direkte til de internationale blomsterauktioner i Holland, Belgien, Tyskland og andre steder, hvor de hele tiden kan følge prisudviklingen og en del af dem sælger blomsterne direkte til køberne. Marketing og shipping (transport) håndteres af et privat israelsk firma (Aviv) og et eksportselskab (Agrexco), der er et fælles samarbejde mellem gartnerierne og staten. Eksportselskabet har egne terminaler i lufthavne og havne i både Israel og Europa for at sikre, at blomsterne og de øvrige produkter kan nå så hurtigt frem som muligt til auktionerne og kunderne.

Produktionen af potteplanter er i kraftig vækst. De kan være med eller uden rod og i forskellige størrelser og vækststadier. De fleste potteplanter sælges til europæiske planteproducenter og planteskoler, der foretager den videre opvækst og tilpasning til de europæiske markeder. Dermed springer de den første vækstperiode over (og sparer dyr energi) ved at planten begynder sit liv og har den første vækstperiode i et varmere klima som Israel.

Næsten 80% af blomsterproduktionen eksporteres og det er hovedsagelig til Europa. I dag er eksporten af blomster og potteplanter større end eksporten af citrusfrugter (i mange år var det omvendt) og med en forsat fokus på ny teknologi og produktionseffektiviseringer forventes eksporten at forsætte sin vækst.

Markafgrøder

Omkring 220.000 hektar (ha.) anvendes til markafgrøder men arealet er svagt faldende pga. byudviklingen i landet. Ca. 70% af arealet må nøjes med den naturlige regn, da det ikke kunstvandes. Her dyrkes især vinterafgrøder som hvede og byg (korn og halm), bælgplanter til frø og tidselplanter til olie.

Det øvrige areal, der anvendes til sommerafgrøder som bomuld, solsikker, grønne ærter, bønner, majs, jordnødder og vandmeloner, kunstvandes de fleste steder.

Fordelingen mellem de forskellige markafgrøder og den totale høstmængde af de forskellige afgrøder kan variere en del fra år til år pga. de internationale priser og vejret.

Hvede er den dominerende afgrøde når man ser på det dyrkede areal. Hvedemarkerne udgør omkring 80-100.000 ha. og heraf dyrker beduinlandmændene ca. 20.000 ha. Hveden dyrkes fortrinsvis på grund af kernen (= hvedemel) og det meste af halmen anvendes til kvægfoder.

Bomuldsdyrkningen varierer meget fra år til år afhængig af prisen på de internationale markeder. I de senere år har produktionen ligget på 18-25.000 tons og et areal på ca. 12.000 ha. Der dyrkes ingen GMO bomuld, næsten alle bomuldsmarker kunstvandes og som regel med genbrugsvand. Produktiviteten af bomuldsdyrkningen er en af de største i verden målt pr. arealenhed og den er fuldt ud mekaniseret, da høsten udelukkende foregår med store maskiner. Hele bomuldshøsten eksporteres. På verdensplan udgør de israelske bomuldsmarker kun en meget lille del men på det europæiske marked har den israelske bomuld omkring 20% af markedet for visse typer.

Eksporten af markafgrøder er generelt faldende.

Da der er mangel på vand og især drikkevand, må landmændene finde nye markafgrøder og sorter, der kan give det samme udnytte eller mere og samtidig mindske vandforbruget eller helt undgå kunstvanding. Det vand, der anvendes til kunstvanding, er i stigende grad renset vand og gengrugsvand, der har været anvendt til andre formål før markvandingen.

Mælkeprodukter

Mejeriområdet har haft stor betydning for udviklingen af landbrugssektoren i Israel.

Israels mælkeproduktion og mejerier er baseret på den nyeste teknologi, hvilket har medført en konstant stigende produktion og effektivitet. Den gennemsnitlige mælkeproduktion pr. ko er steget med en faktor 2,5 fra midten af 1950'erne op til i dag, hvor en israelsk malkeko giver over 11.000 liter mælk i gennemsnit om året. Israel har i mange år haft verdensrekorden i mælkeydelse, når man ser på, hvor meget mælk en ko i gennemsnit kan producere om året.

Det er der to væsentlige grunde til:

• Et målrettet avlsarbejde af malkekøer, der kan klare sig i Israels varme og tørre klima. Malkekøerne er udelukkende af racen Israel-Holstein (sortbrogede), der er en højtydende og sygdomsfri israelsk kvægrace fremavlet gennem mange år med udgangspunkt i racen Holstein Friesien (der også er udbredt i Danmark). Avlsarbejdet er baseret på systematiske produktionsdata, genetiske faktorer og nøje udvælgelse af avlsdyr. Der anvendes kunstig insemination (befrugtning) af køerne.

• Fodring og malkning af malkekøerne med computerstyrede programmer for at sikre den optimale fodersamsætning og blanding i forhold til væksten, malkningen og mælkeydelsen.

  Som eksempel kan nævnes, at landbrugsmedhjælperen kan bestemme den korrekte foderblanding for en mælkeydende ko eller goldko (en ko, der ikke giver mælk) gennem dens drægtighedsperiode eller udarbejde en passende diæt for de små kalve. Hertil kommer automatiske, computerstyrede informationssystemer, der ofte er trådløst forbundet til håndholdte (og mobile) pda'er i staldene. Her kan man se den enkelte ko's mælkeproduktion, risiko for infektioner, brunst mm.

  Mere end 90% af de israelske malkekøer er registreret i en stor national database, hvortil der indsamles data om hver eneste ko som f.eks. den løbende mælkeydelse, kvaliteten, antal kalve, evt. sygdomme og behandling.

  Computerstyrede klimasystemer i staldene bruges mange steder.

  Da Israel stort set ikke har (dyrkede) græsmarker og enge til afgræsning, består malkekøernes foder af foderblandinger, korn, majs og andet, som de fodres med i stalden og indhegningen.

Der findes omkring 110.000 malkekøer af racen Israel-Holstein i Israel og antallet har været nogenlunde konstant de sidste 20 år. Der er mere end 1.000 mælkeproducenter spredt over hele landet og malkekøerne er fordelt med ca. 60% i kibbutzer og 40% i moshavim (fællesskab af private farme). Hertil kommer 15 landbrugsskoler med en større malkekvægsbesætning. Der produceres ca. 1,1-1,2 mill. tons komælk om året (mere end 1,1 mia. liter). Desuden kommer der en del oksekød, når malkekøerne senere slagtes.

Indtil sidst i 1990'erne var mælkeproduktionen reguleret af statslige regler for bl.a. den producerede mælkemængde (mælkekvoter) og mælkeprisen til producenterne. I de senere år har staten hvert år reduceret den fastlagte mælkepris for at få de små mejerier til at samarbejde eller fusionere for at reducere produktionsomkostningerne og øge effektiviteten.

I Israel er der 75 mejerier af forskellig størrelse. Det største mejeri er Tnuva, som behandler omkring 850 mill. liter mælk om året og har ca. 70% af markedet. Det er et kooperativ (andelsselskab) grundlagt i slutningen af 1920'erne og ejet af mælkeleverandører over hele Israel. Det andetstørste mejeri er Tara Dairy Cooperative grundlagt i 1942 af flere mælkeproducenter. Mejeriet behandler ca. 120 mill. liter mælk om året og har en markedsandel på ca. 12-14%. Det tredjestørste mejeri er Strauss Dairy, et familieejet mejeri grundlagt i 1936, med omkring 115 mill. liter mælk om året. Til sammenligning indvejer de 54 mindste mejerier kun 40 mill. liter mælk i alt om året.

Mælkeprodukter står for ca. 10% af den samlede landbrugsproduktion (målt i markedspriser).

Israel er stort set selvforsynende med mælkeprodukter og har en mindre eksport. Der importeres dog en mindre mængde af specielle mælkeprodukter (fra bl.a. Danmark). I butikkerne er der et meget stort udvalg af mejeriprodukter.

Israels mejeri og mælkeproduktion er blandt de førende i verden og landet har derfor en større eksport af mejeri- og mælkerelaterede produkter, udstyr og viden. Det omfatter f.eks. levende kvier, tyresæd, computerstyrede mælke- og fodersystemer, kølesystemer til mejerier i varme lande, minimejerier til mælkeforarbejdning, maskiner og systemer til genbrug af organisk foder og til håndtering af kogødning. Hertil kommer deltagelse i internationale udviklingsprojekter, partnerskaber og samarbejde med rådgivningsvirksomheder.

Får og geder

Opdræt af får og geder til produktion af mælk og kød er en af Det Hellige Lands ældste landbrugsformer.

I dag findes der fåre- og gedeavlere overalt i Israel lige fra Negev-ørkenen i syd til bjergene i nord. Det er lige fra de traditionelle beduiner, der vandrer rundt med deres flokke ligesom på Abrahams tid eller som er bofaste, de mindre fåre- og gedebesætninger i fortrinsvis de arabiske landsbyer og til de store og moderne jødiske farme, der ofte tilhører en moshav eller kibbutz.

Især de store fåre- og gedeavlere er medlem af den nationale brancheorganisation (ISGBA) men der er omkring 2.500 avlere i Israel, fortrinsvis beduiner.

Der er omkring 445.000 får og 87.000 geder, heraf anvendes de 150.000 til mælkeproduktion (2006).

Får og geder af flere forskellige racer anvendes til mælke- og kødproduktion. De store og moderne farme har ofte dyr til enten mælke- eller kødproduktion mens de mindre producenter i landsbyer og blandt beduiner i højere grad anvender dyrene til lokal eller familiemæssig forsyning af mælk, kød og uld.

Produktionen af mælk har været stigende gennem mange år og ligger nu (2006) på 11 mill. liter fåremælk og 7 mill. liter gedemælk om året. Fåre- og gedemælk udgør kun ca. 1,5% af den samlede mælkeproduktion i Israel men har fået stigende betydning i de senere år. En voksende andel af ostene og andre produkter eksporteres.

Desuden produceres der ca. 400.000 lam og mængden af fåre- og gedekød er kraftig stigende.

Der eksporteres en del avlsdyr og rådgivning.

(Læs ny artikel om får og geder i Israel)

Fjerkræ

Produktion og salg af fjerkræ, dvs. slagtekyllinger, høns og kalkuner, er et af de vigtigste produkter fra det israelske landbrug. Kødproduktionen er steget væsentligt gennem mange år og ligger nu på næsten 500.000 tons. De forarbejdede fjerkræprodukter får stadig større betydning.

Forbruget af fjerkræ og æg pr. indbygger er et af de højeste i verden.

Dette afspejler sig ikke kun i et tæt og velorganiseret samarbejde mellem opdrættere og fjerkræproducenter men også i de lokale virksomheder og følgeindustrien med udvikling og produktion af udstyr og ny teknologi til fjerkræbranchen (bl.a. klimastyring). Opdrætterne udvikler og fremavler nye fjerkræracer og forbedrer de eksisterende fjerkræracers egenskaber for at øge produktionen som f.eks. at gøre dyrene mere modstandsdygtige over for varme og sygdomme, øge tilvæksten, højere ægydelse og mindre fedt i kødet.

Æg udgør omkring 20% af landets totale fjerkræproduktion. Den samlede produktion har i de senere år ligget på næsten 2 mia. æg om året.

Bestanden af fjerkræ er på ca. 6,5 mill. æglæggende høns, 30,6 mill. slagtekyllinger og 4,1 mill. kalkuner (2006).

Israelerne har verdens største forbrug af kalkunkød pr. indbygger. Produktionen af kalkunkød udgør omkring 1/3 af den samlede produktion af fjerkrækød. Opdræt af kalkuner, kalkunfarme og slagtningen er fuldt ud automatiseret. Det høje niveau af automatisering, skarpe hygiejnekrav og udvikling af sygdomsresidente kalkuner bidrager til den store kødproduktion. En bred vifte af kalkunprodukter eksporteres, hovedsagelig til Vesteuropa.

Der er et mindre opdræt af ænder og gæs, der betragtes som en delikatesse (specialitet).

De veterinære myndigheder i USA og EU har godkendt Israels veterinære standarder og uafhængige kontrolforanstaltninger, hvilket i praksis er en blåstempling, således at Israel frit kan importere fra og eksportere til EU og USA fjerkræ og fjerkræprodukter.

Oksekød

Forbruget af oksekød i Israel er kun på ca. 30% i forhold til forbruget af fjerkræ (målt efter vægt). I 2000 blev der anvendt 106.000 tons oksekød, hvoraf 62% var importeret, og forbruget er stigende. Det lave forbrug af oksekød i forhold til fjerkræ skyldes en kombination af traditioner, vaner og priser. Oksekød kommer både fra malkekøer og kødkvæg.

Mangel på græsgange og græsning er en begrænsende faktor for udvidelse af oksekødsproduktionen, selv om der gøres forsøg på at udvide græsarealerne, indførelse af nye græssorter og ny teknik. Nogle steder har man indhegnet områder, som ikke kan opdyrkes (pløjes) på grund af for mange sten og klippestykker. Her er der en naturlig blanding af græs og ukrudt, som især kødkvæget kan afgræsse. Normalt anlægger man ikke græsmarker på frugtbar jord, da de dyrkbare områder er begrænsede.

Bestanden af kødkvæg har været stigende gennem mange år og ligger nu på ca. 280.000 stykker kvæg. Produktionen af oksekød har ligeledes været stigende, dog med en del udsving, men har i de senere år ligget på 85-105.000 tons om året. En del af stigningen i kvægbestanden skyldes færre statslige importbegrænsninger for import af kalve.

Fisk

Israels halvtørre klima med mangel på vand kræver udvikling af en intensiv form for produktion af fisk og vandkulturer. Den finder sted på åbent hav i form af flydende netbure og i menneskeskabte vandreservoirer og damme.

Fiskeri og fiskeproduktion finder sted inden for følgende hovedområder:

• Fiskeopdræt (dambrug) i kunstige damme og vandreservoirer hovedsagelig i den nordlige del af Israel (f.eks. multe, karpe og aborre).
• Fiskeopdræt i flydende netbure i Middelhavet og Eilatbugten af saltvandsfisk (f.eks. brasen og havaborre).
• Fiskeri i Genesaret Sø (Yam Kinneret) af ferskvandsfisk (f.eks. Skt. Peters-fisk).
• Fiskeopdræt i store overdækkede tanke og vandbeholdere i den golde og tørre Negev-ørken (Ha'Negev) og Arava-dalen (Ha-Arava), hvor man anvender brakvand fra undergrunden.
• Havfiskeri med små både fra fiskerlejer som Jaffa og Akko.

Forbruget af fisk i Israel er på ca. 13-14 kg. pr. indbygger om året og den hjemlige efterspørgsel er stigende. Israel importerer omkring 2/3 af det samlede forbrug af fisk og da både den lokale og internationale efterspørgsel er stigende, er Israel reelt nødt til at øge egenproduktionen af fisk.

Ny teknologi og produktionsmetoder har kraftigt forøget produktionen gennem mange år og i dag produceres der næsten 50.000 tons fisk om året.

På grund af manglen på fersk vand anvender fiskeopdrættere lukkede vandsystemer og i en del tilfælde bliver vandet genbrugt til kunstvanding på marker og i drivhuse.

En af de nye vandbesparende metoder er brug af damme og tanke med overdækning, således at fordampningen bliver minimeret og der samtidig bliver tilført ilt og næring, mens vandet løber til og fra dammen eller tanken via filtre, der renser vandet. Dette har øget produktionen med op til fire gange så meget i forhold til åbne damme og tanke.

Tilsvarende forbedringer er opnået i Negev-ørken og Arava-dalen med overdækning af tanke og damme kombineret med brug af varm, geotermisk, saltholdig vand fra undergrunden. Vandet fra fisketankene bliver genbrugt til kunstvanding af en lang række af afgrøder lige fra tomater i drivhuse til kvægfoder.

Det har vist sig at være en stor succes at producere fisk i ørkenen og den lokale produktion er stærkt stigende, hvilket kan mindske den høje efterspørgsel efter importeret fisk.

Desuden opdrættes der en bred vifte af dekorative fisk og vandplanter, herunder koldvandsfisk, tropiske fisk og åkander, som eksporters især til Europa.

Økologi

Økologisk landbrug begyndte i 1940'erne men det var først i slutningen af 1970'erne der kom fokus på økologien.

Selv om det økologiske (organiske) landbrug i Israel kun står for omkring 2% af den samlede landbrugsproduktion, udgør de økologiske landbrugsprodukter (især grønsager) omkring 10% af landbrugseksporten (målt på råvarer, ikke forarbejdede produkter). Det økologiske landbrug er et af de kraftigst voksende områder inden for landbrugssektoren med en årlig vækst på i gennemsnit 25%. Omkring 400 landbrug og gartnerier dyrker ca. 7.000 ha. med økologiske afgrøder.

De israelske økologiske producenter følger de europæiske og amerikanske standarder for økologi og de er alle medlem af IBOAA (Israel Bio-Organic Agricultural Association).

Arava-dalen (Ha-Arava) i det sydlige Israel er hovedleverandør af friske grønsager om vinteren. Det høje niveau af solstråling og det relative varme klima gennem hele året bidrager til produktionen af peber, tomater og agurker, som især eksporteres til Europa og USA.

Kartofler er hovedafgrøden i den vestlige del af Negev-ørkenen (Ha'Negev), hvor jorden er af en lettere type. Økologiske kartofler, der især eksporteres til Europa, dyrkes i vekseldrift (sædskifte) med gulerødder, pastinak, løg, bladselleri, paprika og jordnødder.

I de nordlige dale produceres der markafgrøder som bomuld, tomater, (spise)majs, ærter og frøafgrøder.

I hele landet findes der økologiske frugtplantager. De vigtigste er dadler i Arava-dalen og Jordandalen samt avocado og citrus i andre områder. Disse frugter er hovedsagelig til eksport mens økologiske oliven, mango, æbler, stenfrugter, figner, vine og druer mest er til det israelske marked.

Efterspørgslen efter økologiske fødevarer er konstant stigende i Israel og kan nu købes overalt.

Strudse

Strudsefarme har eksisteret i Israel i de sidste 25 år. De første strudse og strudseæg blev importeret fra Sydafrika omkring 1982-84 og efterhånden har strudsefarmene udviklet sig således at Israel i dag er en af verdens største producenter af strudse, strudsekød og skind efter Sydafrika.

På de enkelte farme produceres der æg til udrugning, der opfedes strudse til slagtning, hvor man anvender kødet, fjerene og skindet og der produceres avlsdyr. Næsten alt strudsekød eksporteres, da det ikke er kosher men man kan købe strudskød på enkelte restauranter.

Strudsene går udendørs på indhegnede arealer med en naturlig bevoksning af græs og ukrudt, hvor de får supplerende kraftfoder.

Strudsefarmene ligger spredt ud over hele Israel. De største strudsefarme har op til 1.000 voksne (avls)strudse mens de mindste har under 50.

Nogle strudsefarme er åbne for besøgende (turister), hvor man kan se strudsene og der findes enkelte farme med forskellige former for underholdning. Et mindre antal strudse findes i dyrparker.

Øvrige

Der findes en række af andre dyr i Israel, som kun har en begrænset landbrugsmæssig betydning.

Svin og svinekød er et meget følsomt emne i Israel, da det er absolut forbudt ifølge de jødiske spiseregler (kosher). Det er dog muligt at købe svinekød i udvalgte supermarkeder og specialforretninger i nogle af de ikke-religiøse områder, hvor det sælges under navnet "hvidt kød" ("white steak"/"white meat") eller det hebraiske ord for svinekød, da især russiske jøder og udlændinge spiser svinekød. Mængden af svinekød var i 2004 på ca. 18.000 tons. Svinekødet produceres i det nordlige Israel omkring Nazareth og i Galilæa med mange kristne arabere samt i Kibbutz Lahav i det sydlige Israel. Ifølge Israels Statistik har der i de sidste par år været en bestand af ca. 20.000 (avls)svin i landet.
(Læs ny artikel om svinekød og grise i Israel)

Flere steder i det nordlige Israel findes der vildsvin og her har nogle kristne arabere en jagttilladelse, hvor de går på jagt om natten for at skyde vildsvin og efterfølgende spise kødet.

Der er omkring 450 biavlere og de producerer ca. 3.200 tons honning om året.

Der findes flere krokodille-/alligatorfarme, hvor man opdrætter dyrene med henblik på at bruge deres skind eller som er en dyrepark. I modsætning til f.eks. Australien anvendes kødet ikke til menneskeføde.

Desuden findes der dyr som kameler, heste, æsler mfl.

Afrunding

Israels meget varierende klima, topografi og jordbund (fra subtropisk til ørken, fra 400 meter under havets overflade til mere end 1.000 meter over havets overflade og fra sandklitter til meget frugtbar jord) har gjort det muligt at dyrke mange forskellige slags afgrøder.

Om vinteren er Israel Europas drivhus med en stor eksport af især blomster, frugt og grønsager.

Landbrugsproduktionen består hovedsagelig af mælkeprodukter, fjerkræ, blomster, frugt og grønsager. Israel importer især sukker, kaffe og kakao og det meste af kornet, spiseolie, oksekød og fisk. Til gengæld eksporter landet især blomster, frugt, grønt og forarbejdede fødevarer.

Israel er selvforsynende med de fleste fødevarer og har et eksportoverskud af landbrugsvarer.

Israel producer og eksporter i stigende grad forarbejdede fødevarer og mere nicheprægede råvarer, da de er mere profitable end de standardiserede varer, som produceres mange andre steder i verden.

Fødevarerne er i de fleste tilfælde produceret efter kosher-reglerne (de jødiske spiselove) og det samme er tilfældet for de importerede fødevarer. Det er muligt at købe ikke-kosher fødevarer i Israel.

Den israelske og danske landbrugssektor har flere fælles træk som f.eks. anvendelse af den nyeste teknologi og forskning, en meget høj produktivitet og et højere omkostningsniveau end nabolandene.

Til toppen Landbrug, gartneri og fiskeri Opbygning og succesfaktorer Kosher (spiselove) Kort - Israel

© 2000-2008 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 24.10.2008