Det israelske flag

Haifa kører anderledes - En model til sameksistens

I dag taler mange israelere med stor begejstring om Haifa som model for samliv mellem de forskellige befolkningsgrupper - jøder, muslimer, kristne, drusere, arabere, Baha'i mfl. - og med gensidig hensyntagen. "Sameksistens" er byforvaltningens forkyndte motto og overalt i Haifa ses der skilte på arabisk og hebraisk, hvor der med store bogstaver står: "Haifa kører anderledes".

"Haifa kører anderledes" er et kapitel i Najam Walis bog "Reise in das Herz des Feindes - en iraker i Israel", skrevet i 2008. Han er eksiliraker bosat i Tyskland. Han skulle deltage i en konference på universitetet i Haifa ("Quo vadis, Irak").

Oversat af Mogens Duelund, Århus (2009)

Fra vinduet på vores hotelværelse på 7. etage lignede Haifa et broget tæppe, der var bredt ud over jorden. Hotel "Dan Panorama Haifa", som universitetet havde valgt til vores ophold, gør sit navn ære. Med dets 20 etager hæver det sig op over Karmelbjerget og bliver kun overgået af et højhus, det 30 etager høje Eschkol-tårn på universitetet. Det var da også højskolen, som opfordrede os til at gå helt op til toppen af de høje tårn, som på overskyede dage endda rager op gennem skyerne.

På solrige dage - og dem var der mange af under vores deltagelse i den 7-dages konference "Quo vadis, Irak?" - kunne vi næsten ikke forlade vinduet i vores hotelværelse, så meget nød vi udsigten, som viste os hele byen med alt dens liv. Vi var nødt til hver dag at stå et par minutter ved vinduet for at udvælge en seværdighed, som vi ville besøge. Vi kunne udpege havnen med skibene, der lå for anker, og siloen med navnet "Dagon-Tårnet", bygget i 1955, som ifølge min brochure rummede 100.000 tons korn. Til venstre lå skibsfartsmuseet, en vældig gammel bygning, med hvis pragt kun det nærliggende historiske kloster Stella Maris kan måle sig. Haifas nordside, hvor også vores hotel ligger, er også bekendt for "museernes Haifa": Ved foden af Karmels bjerg var der nemlig nogle museer i umiddelbar nærhed af hinanden. Mellem disse gamle bygninger strækker sig rundt om bjerget paradisiske parker og haver som grønne øer. Lige neden for hotellet hvælvede kuplen af Baha'i religionens tempel sig i sin violette pragt omgivet af træer og den store park "Gan Haem" (Mødrenes park), som henriver den besøgende med sine smukt anlagte skrænter. Den åbner hele dagen udblik over hushavet, og om natten er den et sikkert skjulested for elskende par, især for dem af samme køn. Den der gerne vil lære byen at kende, han må stige ned fra hotellets tårn.

I den østlige del af byen neden for de moderne bygninger løfter ruinerne af den fønikiske by Zalmona sig; mod vest ligger under havfladen uden for kysten de ældgamle rester af den jødiske by Sycaminos. Ifølge turistbrochuren faldt det engang så blomstrende liv på byens valpladser som offer for "den arabisk/islamiske erobring og ødelæggelse", og Haifa "forblev indtil midten af det attende århundrede en lille fiskerby". Haifa vågnede op samtidig med nabobyen Akko; begge underkastede sig (1775-1804) under herskeren Ahmad al-Dscharzar, der "ved siden af sin tapperhed og blodtørst også var berømt for sin kærlighed for bygningsværker". Historikerne er enige om, at byens virkelige opsving satte ind i året 1868 - det år, hvor "bosættelsen" af tempelherrernes kristne-protestantiske menighed blev grundlagt. Et år senere, (1878), begyndte den zionistiske indvandring, som efter endnu et år begyndte begyndelsen til bygningen af jernbanelinjen, som skulle forbinde Haifa med Damaskus (læs mere om de israelske-jernbaner). I 1905 kørte så de første tog mellem Haifa og Damaskus, og dermed Syrien, og dermed steg Haifas stjerne yderligere. Dens indbyggertal voksede fra 2500 i 1854 til 8000 i 1891, så 15.000 i 1913. Fra 1921 til 1931 udvidede briterne byens havn for at åbne den lange kyststrækning for den industrielle udvikling. "Med staten Israels oprettelse", siger den tyske brochure, "boede der 100.000 mennesker i Haifa." På mærkelig vis er der intet i denne brochure om antallet de arabere, der for 60 år siden boede i Haifa, før de under krigen i 1948 blev fordrevet (som palæstinenserne siger), eller frivilligt forlod byen (efter den israelske historiebeskrivelse). Det var i den første krig mellem Sems sønner og Jakobs og Ismaels sønner. Men i modsætning til deres stammebrødre i andre byer - måske med undtagelse af den nærliggende Nazareth - besluttede mange arabere at blive i Haifa. Dette forklarer også den forholdsmæssigt store andel arabere i befolkningen, som efter de embedsmæssige angivelser skal ligge på ca. 20 %.

Har havnen spillet en betydelig rolle i Haifas industrielle udvikling, så var det bjerget Karmel - af Toraens profet Jesaja kaldt "Guds vinbjerg" - som udøvede en særlig tiltrækningskraft på de forskellige religioner. De troende ville holde sig i nærheden i det håb, at der ikke skulle ske dem nogen uret der. I mennesket forbindelse som "tjener" til Gud som "skaber", som er en religiøs grundvold, indtager Karmels bjerg Guds plads. Troende fra alle religionerne drager på pilgrimsfærd til Jerusalem for at være nær ved deres bekendelses Gudshus og dermed deres Herre. Jerusalems gudshuse skiller mennesker fra hinanden og truer med at kvæle dem, ikke kun på grund af deres troslære, som skriftlærde udleder af gamle støvede bøger, men også på grund af kirkernes snæverhed og trængselen af besøgende fra forskellige konfessioner. Karmels bjerg er derimod et sted, hvor mennesker finder sammen uden at afsondre sig fra hinanden. De søger tilflugt i Haifa hos deres herrer "Naturen". Endelig er Karmels bjerg helligt for alle religionsfællesskaber: Jøderne, som kalder det "Kerem-El", fordi profeten Elias' hule efter legenden var her, "Guds hule"; muslimerne, som synger om bjerget i sange og digte; de kristne "karmeliterne", som i 1115 grundlagde et kloster ved foden af bjerget og begyndte at brygge vin og andre drikke der; druserne, som fattede den plan at slå sig ned på et bestemt sted - på "Dahat al-Karmel" - i nærheden af Schu'ibs Mausoleum, en af deres fire profeter; bahaierne, som afventede det osmanniske riges undergang, for at kunne virkeliggøre deres længe nærede drøm om at kunne indrette et bestemt gudshus på det hellige bjerg og der kunne anlægge en have, som efterlignede Paradiset; Templerne, som i midten af det 19. århundrede kom til Haifa og byggede deres første bygninger ved foden af bjerget.

Nogle mennesker taler om to byer, når de beskriver Haifa: den ene er bjerget med universitetet, museerne, parken, gudshusene, hotellerne og de riges boliger. Den anden er den nedre bydel med kysten, havnen og Middelhavets luft - som om der samtidig var opstået to byer, og de havde udviklet sig adskilt fra hinanden. Haifa er også kendt som "ind til det forjættede land. Men ikke med den religiøse betydning, som de første illegale jødiske indvandrere tilkende den, men med en utopisk betydning: den ideelle bystat i Platons ånd, som i det århundrede, som lige har forladt, kunne overleve trods alle sine ødelæggelser, racisme, sine krige og mord, trods alle udvandringsbølger, fordrivelser og deportationer.

I dag taler mennesker i Israel fuld af begejstring om Haifa som model for samliv mellem de forskellige befolkningsgrupper - det være sig dem, som man almindeligvis vil indføre på israelsk jord, eller det være sig dem, der frygter, at denne model vil lide skibbrud. Ikke kun den offentlige mening i Israel bliver drevet til at vurdere Haifas model, men også de fremmede besøgende. Overalt i Haifa ses der skilte på arabisk og hebraisk, hvor der med store bogstaver står: "Haifa kører anderledes". Det drejer sig ikke kun om færdselssikkerhed - skiltet fremhæver også byforvaltningens tilstræbte mål lige fra grundlæggelsen: realisering af en egen model for Haifa, som omfatter alle samfundsmæssige, politiske og demografiske områder. Den, der beskæftiger sig med byens historie, vil konstatere, at Haifa heri stadig er førende. For eksempel blev det opfattet normalt, da der for en tid var en arabisk borgmester i spidsen for byforvaltningen. Det er ganske vist ikke lykkedes helt at ophæve befolkningsgruppernes "adskillelse" til helt blandede beboelser - hvilket i øvrigt heller ikke blev opnået i Europa, dog har de haft held til at bevare ånden fra "det hellige bjerg" i de forskellige bykvarterer. Det gælder mindre for de historiske kvarterer og landsbyer med deres særlige præg, men desto mere for de nye bydele, som blev bygget for alle befolkningsgrupper: Der er der fælles markeder, som er gunstige for kontakten mellem mennesker - uden hensyn til religiøs eller etnisk tilhørsforhold.

"Wadi Nasnas", hvor det kristne arabiske mindre tal traditionelt lever, forvandles om lørdagen, den officielle jødiske helligdag, til et indkøbs- og udflugtscentrum for den irreligiøse del af den jødiske befolkning i Haifa. På samme måde med de moderne markeder om søndagen, når butikkerne i Wadi Nasnas er lukkede og beboerne i dette kvarter begiver sig til andre indkøbscentrer. Men det er ikke kun det. I dag træffer man i Wadi Nasnas også på et jødisk mindretal - mest unge mennesker, især studenter og indvandrere fra Rusland, fordi huslejerne er mindre her. Den, der har læst Trompete im Wadi af Sami Michael, en israelsk forfatter af tyrkisk herkomst, får en forestilling om livet der - om det nu handler om forbindelser mellem jøder og arabere eller om arabernes hverdag før 1948 og deres jødiske medborgere. I bogen bliver den heftige kærlighed mellem en kristen arabisk pige og en fra Rusland udvandret jødisk trompetspiller skildret. Han flytter ind i tagetagen på pigens forældres hus. I Haifa findes der ikke nogen anden så kendt forfatter som den nu næsten 80-årige Sami Michael, der stadig bor i sit hus på Karmels top. Trompete im Wadi skrev han ca. et halvt århundrede efter sin ankomst til Haifa, efter at han som jøde og kommunist var flygtet fra undertrykkelse og forfølgelse af de irakiske myndigheder. Så havde han tid nok til med egne øjne at studere, hvordan byen har forvandlet sig.

De radikale historiske forandringer i byens demografi kan man bedst se i den "tyske bebyggelse". I dette område, der engang var et sted for fromme protestantiske indvandrere fra Tyskland, har ejendomsforholdene inden for de sidste årtier forandret sig: Arabiske ejendomsbesiddere opkøbte jorden under 2. verdenskrig fra forfulgte tyskere, eller senere, da de første tyske indvandrere var døde og deres efterkommere vendt tilbage til Tyskland. Beboerne i det elegante kvarter, som mange anser for det smukkeste i byen, er i dag temmelig blandet. Arabere og jøder arbejder side om side, til tider er den ene chef, til andre tider den anden. En lignende situation ser man i andre kvarterer i byen, som for kort tid siden var rent jødisk. I mange bygninger udveksler arabiske familier hilsener med israelske familier. "Sameksistens" er byforvaltningens forkyndte motto, som man forsøger at udbrede overalt. Man nøjes ikke med at forkynde det på skilte i pensioner og hoteller, hvor man mest taler arabisk, men man gennemfører også dette motto på biblioteker og i firmaer. En central rolle i lokalpolitikken udgør den stadige indvandring, med den deraf følgende mangfoldighed i kulturer, samt universitetets anseelse som det mest åbne af sin art. Særlig bemærkelsesværdige er de blandede ægteskaber mellem arabiske kristne og russiske jøder. Dette bliver aktivt understøttet af de stedlige partier. Disse kan nemlig vinde et par sæder i byrådet, hvis de går imod religiøse og etniske diskussioner. Ellers fører de en ynkelig skyggetilværelse. Kun det parti, som opfordrer til gensidig hensyntagen og fredeligt sameksistens kan virkeliggøre samfundets krav. Samfundet kan kun bifalde en levevis, som vil respektere fred og ret for alle grupper. Det gælder især for det det jødiske flertal: de kan kun leve i fred, hvis de beskytter og håndhæver de andre mindretals rettigheder. Demokrati betyder i Haifa ikke flertallets magt, men garanterede mindretalsrettigheder. Denne enkle demokratiske grundregel har i virkeligheden kun få politikere i verden forstået.

En af dem er advokat Yona Yahav, den nuværende borgmester i Haifa (skrevet i 2008), som man kun med højagtelse må tage hatten af for. Jeg husker endnu, hvordan jeg i begyndelsen næppe kunne tro, at denne "jævne" mand, som en måned tidligere havde hilst på mig og min forlægger Salih Abassi på vores forlags stand, "Kull Schai", på bogmessen i Jerusalem var selve borgmesteren i Haifa. Jeg husker også, at jeg endnu, før han hilste på os, lige da jeg så ham nærme sig vores stand, spurgte: Hvor har jeg set den mand før? Jeg kunne ikke identificere den belevne jævnt klædte herre med det helt grå hår og det yppige hvide overskæg, den slanke skikkelse med den dybe, rolige stemme, som stod der overfor mig og smilede over Salih Abbasis vittighed, jeg kunne ikke identificere ham med den mand, som 20. juli 2006 dagligt blev vist i fjernsynet sammen med BBC- og CNN-korrespondenter, efter at Hisbolla havde sendt deres bomber mod Haifa. Heldigvis hviskede Salih Abbasi i mit øre, at det var Haifas borgmester. Jeg gav ham på ny hånden og sagde, at jeg havde set ham dengang. Da smilede han og svarede med en bevægelse, som om han viftede en flue væk fra næsen: "Åh, dengang", som ville han lade mig forstå, at jeg skulle glemme denne bagatel. Da han var gået fortalte Salih Abbasi om borgmesterens gode forbindelse med Haifas befolkning. Han sagde, at han arbejdede seksten timer om dagen. For at provokere mig, spurgte han ironisk: "Sig mig, hos din Herre, tillader I arabere i jeres vidunderlige demokratier også så gode forbindelser til jeres politikere?" Og jeg gjorde også en bevægelse, som om jeg viftede en flue væk fra næsen. Som det første ville jeg vel også sige: "Glem det!" Men det var ikke denne bemærkning alene, som forbandt min opmærksomhed med "demokratiet", som den israelske araber kunne være stolt over. Det imponerede mig også, at byens overhoved gik rundt på bogmessen uden en livvagt. Da jeg fulgte borgmesteren med øjnene, blev det klart for mig, hvorfor denne mand på den tid, da Hisbollas raketangreb fandt sted, i alle fjernsynsoptagelserne havde bevaret fatningen. Han talte hellere om mennesker end om politik. Jeg tænkte ved mig selv: en borgmester for en by som Haifa må vide bedre end andre, at man ikke kan møde Hisbollas raketter med gengældelsesaktioner, f. eks. Patriot-raketter, såvel som det heller ikke virker at sende tropper ind i Sydlibanon, eller forvandle Beiruts kvarterer til ruiner. Det eneste meningsfulde forsvar er at forblive tro mod det program, som havde givet ham sejren i byrådsvalget, nemlig det program, som Haifa bygger på: at leve sammen i de forskellige befolkningsgrupper og med gensidig hensyntagen, som kan læses på skiltene, der hænger på Haifas vægge og lade mottoet gælde: "Haifa kører anderledes."

På dage med kraftig solskin og klar luft kan man se helt til Ra's al-Naqura og til den hvidsandede kyststrækning, som aftegnede sig i det fjerne. Det er den libanesisk-israelske grænse. Haifas beboere har ganske vist ikke skænket denne strækning nogen særlig opmærksomhed. Det skulle ændre sig den 20. juli 2006, en dato, som blev indskrevet i byens historie. På denne dag gjorde Hisbollah Haifa til deres angrebsmål. Haifa blev af de første illegalt indvandrede jøder kaldt "havnen til det forjættede land" på grund af dens skønhed. På den dag, da de første raketter af tysk fabrikat, som oprindeligt var blevet lagret i et iransk våbenlager, slog ned, blev beboerne bevidste om, hvor nær den libanesiske grænse lå - denne "sikkerhedszone", som de israelske politikere og generaler talte om i uklare vendinger, som slet ikke stod i forhold til, hvad der senere skete for deres øjne. I dag taler Haifas beboere om Ra's al-Naqura på samme måde, som de taler om al-Asfiya, Daliat al-Karmel, Alal-Afula, Nazareth og Umm al-Fahm, de arabiske byer i nærheden, som ligger i samme retning som Ra's al-Naqura, hvor de hvidsandede kyststrækninger ligger. Sådan forklarer de for de besøgende uden at tilføje, at "der ligger den libanesiske grænse". Det må enhver da vide i forvejen. For Haifas beboere, og især for talsmændene for sameksistensen, var det chokerende, at Hisbollas raketter slog ned her lige så pludseligt som syndflodens regn. Først da bredte der sig angst og skræk i byen og i de nærliggende landsbyer (f. eks. Nazareth eller kibbuz Mazra' og andre steder). For Haifa begyndte en vanskelig tid.

Den stønnede endnu under smerten fra det dybe sår, som en ung palæstinensisk piges selvmordattentat, som fandt sted en lørdag i en restaurant ved havet og havde sprængt kristne og jødiske ejere i luften. Endnu i dag fortæller folk, hvordan pigen trådte ind i restauranten, hvordan hun så sig om. Gæster fejrede netop et bryllup, børn legede, der blev sunget sang. De fleste tilstedeværende var jøder, men der var også nogle arabere i bryllupsselskabet, for slet ikke at glemme betjeningen, de unge mænd og kvinder, som behændigt og let til bens bevægede sig rundt om bordene og opvartede gæsterne: blandt dem først og fremmest arabere. Folk spurgte sig selv, om de virkelig havde overset børnene? Det var en solrig dag, en dag, der egnede sig til alt, men ikke til sådan et blodbad. Ingen ved, om jomfruen, pigen, havde travlt, fordi hun tænkte på de 77 mandlige "hurier", som ventede på foreningen med hende i Paradis, som jo også deres medskyldige, deres mandlige selvmordsbombere før deres blodbade tænker på et gevaldigt orgie med 77 kvindelige "huris". Ingen ved det, men folk fortæller, hvordan pigen med en stemme som før orgasmen skreg "Allahu akbar" ("Gud er stor"), hvorpå hun udløste sprængstofbæltet, som søndersprængte hendes krop og blandede hendes lemmer med lemmerne af næsten 77 tilstedeværende, en krop for hver af hendes hingste i Paradis. Haifa, uden undtagelse hele byen, taler endnu om alle enkelthederne i dette skrækscenarie, som om alle var til stede, som om alle mennesker var ramt.

Der er ingen, der ikke forstår budskabet, som fundamentalisterne udbreder med deres selvmordsattentater. Men ingen vil give Haifa skylden, ingen stiller sig bag fundamentalisternes livsforagt. Haifas model viser sig som en stor hindring for ekstremsterne på begge sider. De udbreder det samme budskab som Hisbollah i Sydlibanon udsender. Ra's al-Naqura er ikke blot den grænsepost, som man kan se fra Karmelbjergets top. Stedet er et vartegn, som Haifas beboere husker på grund af den byrde, som siden angrebsdagen tynger ned på deres skuldre. De raketter, som Hisbollah affyrede mod byen, gør ingen forskel mellem jøder og muslimer eller kristne arabere. De var dødsengle for menneskene. Man hører, at det er Haifas skæbne, hvis de fremturer med at holde fast på sameksistensen og ønsker opretholdelsen af den fine forskel mellem sine indbyggere. Fællesskabet her er dens skæbne. Måske ville terroristerne til sidst have succes, når de provokerer med en barsk modstand og de jævne menneskers og nogle ekstremisters vrede. Med tiden gik det noget anderledes, end man havde villet opnå med den kvindelige selvmordsbomber og quassambrigaden mod Jerusalem eller med Hamas eller med Hisbollahs krig. Hvis der var et resultat, så var det at bringe ekstremisternes stemme på begge sider - de jødiske så vel som de arabiske - til tavshed. Haifas besøgende hører, at de arabiske granater ikke kan få de unge til at holde op med at tale hebraisk med hinanden. De hindrer heller ikke de jødiske familier i Haifa og omegn i at protestere mod en planlagt nedskæring - af økonomiske grunde - af studiet af det arabiske sprog i de jødiske skoler. For at leve sammen betyder også at at lære den andens sprog. Det betoner landsregeringen, og det folk, det bringer dem nærmere hinanden. For den, der besøger Haifa, er det vanskeligt mellem de unge at skelne mellem jøder, muslimer og kristne arabere. Tilslørede kvinder, lange skæg, den jødiske hovedbeklædning, den sorte beklædning, den sorte hue, Ørelockerne, præstedragten ser man sjældent på gaden. I stedet er bybilledet præget af kvinder og mænd i moderne klæder, og de taler mest hebraisk, selv i restauranter, hvis ejere er arabere.

I den havnerestaurant, som er berømt for sine fiskeretter, og som ejes af Abu Zaid, gav tjeneren os først det hebraiske spiseseddel. Den arabiske chef i restauranten, Zaid, bød os personligt hjerteligt velkommen, da han hørte at vi stammede fra Irak. Han skjulte på ingen måde sin sorg over den skade, som den muslimske selvmordsattentatudøver havde tilføjet araberne trods deres årelange sameksistens med israelerne. Men han gav mig også et budskab, som jeg skulle lade gå videre til araberne. Han fortalte mig, hvordan islamisterne satte alt ind på at gøre livet svært for dem: "Vi arbejder hårdt og gør os den største umage for at skaffe os til livets ophold. Og så sniger de sig over grænsen for at påtvinge os den herskabsmodel, som de ønsker." Hans restaurant ligger i Haifa, men han kommer hver dag fra det nærliggende Nazareth. En halv time, siger han, varer køreturen. Og han beklager sig åbent over sine brødre i Ramallah, som de ikke kan gøre begribeligt, hvilke fordele de har som israelske statsborgere med samme rettigheder som deres jødiske landsmænd. "Spørg araberne fra fra 48", siger han. "De vil alle sige det samme". Det kræver ingen bekræftelse. Jeg har allerede tidligere hørt lignende ord fra Salih Abbasi på bogmessen i Jerusalem. Før vi traf Haifas borgmester, gjorde han det klart for mig, at han ikke ville sørge over tabet af sin palæstinensiske nationalitet. Han kunne sige om det, hvad han ville. Hvis han skulle leve på Vestbredden eller i Gazastriben, kunne han ikke tale så uforblommet. Han kunne kritisere enhver israelsk regering - på Vestbredden ville det være umuligt. Eller kunne han der bebrejde de regerende: "I er hykleriske og korrupte?" Han fortalte mig, at de palæstinensiske selvstyremyndigheder, som betegner araberne fra 48 som forrædere, havde bedt ham i april 2006 besøge bogmessen i Tunis for at repræsentere palæstinenserne der. Han skulle hejse det palæstinensiske flag og påstå, at han støttede Palæstina. Da han spurgte, hvem der skulle betale rejseomkostningerne, svarede man ham, at han skulle rejse for egen regning; den ære, som derved blev ham til del var nok. "Sådan er de", mente han. "Intet talte for dem imod at overlade alt angående rejsen til mig selv, selv om jeg anvendte byen Haifas navn og lod være med at hejse deres flag." For dem drejede det sig kun om, "at stikke pengene, som den tunesiske regering havde overdraget til dem til udgiftsdækning for deltagelsen i bogmessen, i egen lomme. Skulle jeg så rejse på egen omkostning og gøre mig delagtig i deres udstilling?"

Ingen araber i Haifa kan se bort fra de fordele, som de nyder i denne by. Levestandarten kan måske sammenlignes med forholdene i Golfstaterne eller kongeriget Saudi-Arabien. Men hvad angår niveauet i frihed og ret, som araberne fra 48 (og især dem i Haifa) har opnået, så overgår det niveauet i de fleste lande i den arabisktalende verden! Men allerdårligst falder sammenligningen af levestandart og ret mellem araberne fra 48 og dem, der lever under det palæstinensiske selvstyre ud. De to "brødre" adskiller sig kun 60 år fra hinanden, men de synes fjernet lysår fra hinanden.

Man kan dele palæstinenserne i tre grupper. Den første gruppe udgøres af araberne fra 48, som efter den israelsk-palæstinensiske krig i 1948 blev i den netop grundlagte stat Israel. Ifølge statistikken udgør de tyve procent af de israelske statsborgere. Ifølge forfatningen nyder de de samme rettigheder som jøderne; der bliver ikke gjort nogen forskel med undtagelse af militærtjenesten. Arabere gør kun sjældent tjeneste i hæren. Den anden gruppe er araberne fra 67 - de palæstinensere, som bor i de områder, som israelerne besatte efter seksdageskrigen: Vestjordanlandet eller Vestbredden, som den internationale journalisme kalder det, og Gazastriben. Foruden det ærværdige Jerusalem omfatter Vestbredden berømte byer som Betlehem, byen Chalil (Hebron), Tulkarem og Ramalah, i dag sædet for den palæstinensiske selvstyremyndighed, hvor deres anfører, Jassir Arafat, residerede til sin død. Indtil 5. juni 1967 stod Vestbredden under det haschemitiske kongerige Jordan som en del af denne stat (se kort). På lignende måde forholdt det sig med Gazastriben, der indtil denne dato hørte med til Egypten. Ifølge folkeretten kunne Jordan og Egypten forlange de områder, som Israel besatte i 1967, givet tilbage. Men begge stater undlod at gå i brechen for de palæstinensere, som levede der, og overlod i stedet områderne til den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO), som så skulle være officiel forkæmper for det palæstinensiske folk i de områder. Et paradoks, som her må komme i betragtning, er den kendsgerning, at kong Hussein af Jordan ikke trak sig tilbage fra Klippemoskeen og Al-Aqsa-Moskeen. Endnu i dag bliver disse to moskeer ledet af fromme jordanske stiftelser. Den tredje gruppe er de palæstinensere, som lever i Diasporaen, som fordeler sig over talrige lande i verden. Størstedelen lever i bosættelser i Jordan, Syrien og Libanon. Tidligere kaldte man dem for "flygtningelejre". De var oprindeligt ikke andet end barakker, styret af "flygtningehjælpen" og opført på bar mark. Der var ingen beboelsesejendomme som i dag. En ikke uvæsentlig del af fordrevne palæstinensere levede og arbejdede i Kuwait - indtil foråret 1991, da Saddam Hussein overfaldt landet og mange palæstinensere sluttede sig til den irakiske erobrer.

Det er ikke målet med dette korte rids at udmåle palæstinensernes opholds- og arbejdssted (de palæstinensiske udvandringsbølger aftager ikke indtil i dag; de forstærkes endda, efter at det islamiske Hamas er kommet til magten; især middelstanden drager til de rige lande - til Saudi-Arabien, til USA og til Europa). Det drejer sig mere om en overskuelig fremstilling af det komplicerede palæstinensiske tilfælde. Hvis nogen havde troet - hvad enten det var de arabiske stater eller de forenede Nationer, at anerkendelsen af PLO som det palæstinensiske folks talerør ville forbedre dette folks stilling eller få det til at tale med en stemme, så måtte de hurtigt se sig skuffede. Arafat optrådte for de forenede nationer med en revolver i bæltet og en oliegren i hånden. I første omgang skabte dette billede millioner af begejstrede fortalere i hele verden, og de gik i brechen for den palæstinensiske sag, med jubel over Arafats forsoningsgestus. Selv for palæstinenserne fra 48 var denne stemningsforandring et godt tegn. Endelig en, der bragte forståelse med fredelige midler, en, som selv tog hånd om skæbnen - ikke ved flykapringer eller sprængninger, ikke ved væbnet kamp, ikke med Fatah-bevægelsens, morderiske paroler - den organisation, som var Arafats egen og havde det absolutte flertal i palæstinensernes nationale råd og i PLO's eksekutivorganer. Et blik på arabernes område fra 48 viser, at palæstinensernes kamp mod besættelsen og begyndte i 1936, udviklede sig til krige, der var tabt på forhånd, til mordoperationer, som ikke bragte palæstinenserne andet end katastrofer og ødelæggelse. Men hvem troede, at Arafat og den palæstinensiske befrielsesorganisation ville overtage den opfattelse, som araberne fra 48 havde, eller i det mindste inddrage deres "retsmæssige" situation inden for Israel i deres overvejelser, hvem troede, at Arafat fortsat ville beholde oliegrenen i hånden. Nej, så ville man blive skuffet. Efter sin optræden foran FN kastede Jassir Arafat sin oliegren, men han begyndte også at opføre sig som enhver hersker over arabiske stater. Han udstødte krigsråbet "Palæstinas befrielse" kun for dermed at retfærdiggøre sit folks undertrykkelse. Faktisk forvandlede PLO sig fra at være den oprindelige repræsentant for det palæstinensiske folk, til noget helt andet. For det første til Fatah-bevægelsens talerør. For det andet til en korrupt klike, som kun bestræbte sig for at skamrose præsidenten. For det tredje til det officielle talerør for en eneste person, den enestående diktator, Jassir Arafat, kaldt "Abu Omar". Den påståede revolutionsfører Arafat kunne slet ikke tæmme sin vrede, da en kvindelig journalist fra CNN stillede ham et spørgsmål, som ikke var skræddersyet af ham, af den slags som ellers smigrerne blandt journalister plejede at stille. Tværtimod smed han hende kort og godt ud og råbte: "Hvor vover De at tale sådan til mig? Jeg er statspræsident!"

Arafats selvforherligelse og den deraf følgende pral fremkaldte det billede, som man nu gjorde sig af Palæstina, og forvandlede dermed "revolutionen" til et politisk frasemageri - behersket af militschefer, som stod den "enestående" fører Abu Omar nær. Det var altså ikke mærkeligt, at Arafats opsving og PLO's indflydelse gav de påståede rethavere medvind, hvilket endelig også førte til bebrejdelser blandt palæstinenserne. De fleste beskyldninger lød omtrent sådan: "I har forladt landet og er flygtet, fordi I frygtede af fejhed og modløshed. Vi har på trods af mord, drab og forfølgelse holdt stand. Den israelske besættelseshærs soldater er trængt ind i vores landsbyer og har gennemsøgt vores huse. De unge mænd og også de halvvoksne har de samlet - årsagen: de var mænd. De troede, at disse fyre ville vokse og senere skyde på dem. Alligevel har vi holdt stand, har udholdt sult og fornedrelse. Men vi har beholdt vores jord. Vi er mænd. Ikke jer, der har reddet jeres eget skind, men har ladt en stor del af jeres familie i stikken. Sådan talte palæstinenserne fra 48. Palæstinenserne fra diasporaen svarede: "I er blevet her, I er blevet i live, fordi I er gået på kompromis med besætterne. For os var der ikke nogen anden udvej end flugt. Vi måtte vende ryggen til vores land for igen at samle vores kræfter for at forberede os til befrielseskampen og fordrive besætterne fra hver eneste kvadratcentimeter palæstinensisk jord. I stedet for at stå sammen med os og kæmpe har I som krystere siddet på lur og hidset fjenden op mod os. I har bagtalt os og gjort fælles sag med fjenden og gjort jer til spioner. Jeres døtre sover med jøder. I er en skam for os.!"

Men det største paradoks for os er, at palæstinenserne i diasporaen er delt i to grupper. En gruppe bor fortsat i flygtningelejre i de stater, der grænser til Israel. "De yder modstand, idet de venter på lejligheden, da deres sønner som fedayim vil kæmpe mod den zionistiske fjende". De bebrejder den anden gruppe for, at den har besluttet sig for et behageligt liv. "I er udvandret til USA, til Europa eller til Golfstaterne kun for at samle penge, intet andet end penge, derfor har I solgt jeres ære og vores sag, som forræderne fra 48". Jo længere nogen fjernede sig fra sin hjemstavn Palæstina, desto stærkere viser dette synspunkt sig. Mest anskueligt viser det sig i konflikten mellem den amerikanske kulturteoretiker Edward Said af palæstinensiske afstamning og Jassir Arafat. Said havde angrebet Arafat, fordi han efter hans mening havde solgt det palæstinensiske folk, da han underskrev fredsforslaget fra Oslo. Straks måtte Said finde sig i at høre, at han kun provokerede Arafat, fordi han ikke var blevet kaldet til at deltage i den palæstinensiske delegation, som førte forhandlingerne i Oslo. Hvorfor? Efter Arafats udtalelse: Fordi den palæstinensiske præsident afviste at sidde ved forhandlingsbord med nogen, som til fordel for amerikansk statsborgerskab havde givet afkald på sin egen identitet. For palæstinenserne i flygtningelejrene er der ikke noget større forræderi end frivilligt at antage et andet statsborgerskab end det palæstinensiske. Da Said udgav en bog om sin barndom i Jerusalem, spottede "Hr. præsidentens" hofsnoge ham og beskyldte ham for at lyve. Efter deres mening var han hverken født eller opvokset i Jerusalem. Med sine "falske erindringer" ville han sætte sig over palæstinenserne, ja endda over Abu Omar. Saids bog blev senere forbudt på Vestbredden og i Gazastriben. Da litteraturen giver os det bedste indblik i omfanget af forræderiet, vender vi os vender vi os så til den palæstinensiske digter Mahmud Darwisch's tilfælde.

I hans "dagbog over hverdagens tristhed" beskriver Darwisch splittelsen mellem hans palæstinensiske tilhørsforhold - han er født 1942 i den nu ødelagte landsby Barwa - og sin deltagelse i den kommunistiske ungdoms festspil som del af den israelske delegation. De andre, hans brødres syn, var det vanskeligt for ham at bære. Han vidste, at de bebrejdede ham et forræderi, fordi han i sit kommunistisk prægede livsafsnit havde tilsluttet sig den delegation, som var sammensat af det israelske kommunistparti, "Maki" (senere blev navnet forandret til "Rakah"). Derved marcherede han under israelsk flag, under flaget fra den stat, hvor han dengang boede, "besættelsesmagtens" flag, efter hans brødres opfattelse. Han måtte tåle meget, indtil han endelig besluttede, hvilken lejr han tilhørte. Darwisch gjorde en ende på sin hidtidige vaklen og besluttede sig til at tilslutte sig palæstinenserne i diasporaen. Han opgav det israelske statsborgerskab og søgte bolig i Kairo, før han drog videre til Beirut, Aden, Tunis, Damaskus og endelig videre til Amman. Men hans sindelagsændring bevarede ham ikke fra angreb. Den første, der fik ham på sigtekornet, var hans kollega, den "kommunistiske" digter Samih al-Quasim i Israel. Skønt Samih al-Quasim er druser, skønt druserne udgør et svagt parti i Palæstina, skønt deres sønner havde ydet militærtjeneste i den israelske hær og skønt man i hvert fald ville stemple dem som "forrædere", uanset hvor mange "revolutionære" digte en drusisk digter som Samih al-Quasim skriver. En bebrejdelse mod Darwisch fra en som Samih al-Quasim, der selv havde tjent i den israelske hær, kunne ikke være overbevisende, indtil han et år før irakkrigen forkyndte, at han ville besøge Bagdad og træffe den arabiske nations fører, Saddam Hussein.

For at udmåle dette forræderis omfang er det tilstrækkeligt for os at læse Darwischs klage i et interview fra 2007 - 37 år efter at han havde besluttet at forlade sit land - en klage over, at han havde været ude for et regulært felttog, hvori "de fleste palæstinensiske digtere sigtede ham for forræderi". Men ikke bare det. To dage efter offentliggørelsen af interviewet stod der at læse i avisen Hadithm al-Nas, som udkommer i Nazareth, at det arabiske medlem af det israelske Knesset "Azmi Bischara ikke måtte forveksles med Mahmud Darwisch". Det var ikke avisens hensigt at nedvurdere et arabisk medlem af Knesset, men de ville i stedet give udtryk for, at Azmi Bischara engagerer sig mod ekspropriation af arabisk jordbesiddelse - skønt man i Israel bebrejder ham, at han arbejder sammen med "fjenden". Han havde jo ikke forholdt sig som Mahmud Darwisch og forladt sit land. Bischara havde jo selv erklæret, at han ikke ganske enkelt ville udvandre. Men så meldte en af de intellektuelle fra 48 sig endda, fordi det faldt ham svært at sympatisere med Bischaras sag, og han trods sin spottelyst over for Darwischs erklæringer, som kun gav udtryk for hans narcissisme, ikke kunne tie med sin protest. Efter hans mening kunne Darwisch ikke tilstå nogen anden at være et symbol for det palæstinensiske folk, fordi han selv som den eneste på tronen selv ville beholde "offerets scepter" fast i sin hånd. For at drive det groteske i det palæstinensiske problem til yderpunktet, læser vi, at heller ikke Azmi Bischara kan løbe fra anklagen for forræderi. I de arabiske nationalisters øjne - det være sig araberne fra 48 eller dem fra de arabiske stater - var han symbol for deres kamp. Man skammede sig ikke engang for at kalde ham "det palæstinensiske folks Herzl" (en mærkelig sammenligning og så oven i købet fra araberne!). Mange palæstinensere i diasporaen er enige i anklagen for forræderi. Efter deres forståelse er Azmi Bischara en forræder, fordi han har taget sæde i det israelske Knesset. Altså fordi "Azmi Bischara som medlem af Knesset har måttet aflægge en troskabsed til det, man kalder Israel". Selv har han bombarderet ministerpræsidenten i Israel. Han er en araber, som gør reklame for sameksistens med fjenden og har flere gange dømt martyrerne. Han går ind for to-statsløsningen i Palæstina. Men det er uforeneligt med de arabiske palæstinenseres holdning og er direkte imod den palæstinensiske fædrelandsforståelse. Eller fordi "knessetmedlemmet Bischara repræsenterer den principielle retfærdiggørelse af den zionistiske tugtemester i Palæstina. Han tror, den nationale jødedom har ret til at lede den politiske skæbne og vildlede offentligheden, idet den vil fjerne de oprindelige vanskeligheder med zionismen i Palæstina - det er alt sammen ren racisme og på ingen måde begrunder besættelsen". Den slags bebrejdelser bliver ved indtil der sker magtanvendelse. At sønderrive den anden, "fjenden", at føre en ildkamp mellem de forskellige palæstinensiske grupper - det skete stadigt og ved forskellige lejligheder.

Det sidste kup, som Hamas i Gaza havde foranstaltet mod regeringen (eller om man vil, de henrettelser, som man udøvede mod Fatahs personale i Gaza, idet de styrtede nogle af deres medlemmer ud fra 10. etage) - det sidste kup var højdepunktet i denne kamp. Frem for alt er det også et bevis på overophedningen af diaspora-palæstinensernes broderkrig. Det er ikke første gang palæstinenserne tager deres tilflugt til kupforsøg. Siden er det også blevet tydeligt, at våbenbrug og voldsom magtovertagelse er det eneste middel, som de palæstinensiske udbrydergrupper betjener sig af. Allerfjernest fra en fredelig løsning er en femte gruppe, som er nydannet, og som definerer sig som "islamisk gruppe". Den, der sætter sig imod dannelsen af en gudsstat på hver kvadratcentimeter palæstinensiske jord, fortjener i følge denne gruppe døden - uanset hvilket folk han tilhører: ikke kun som jøde eller israelsk statsborger, men også som palæstinenser!
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Haifa Befolkningsgrupper i Israel Film og bøger


© 2000-2014 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 2.8.2014