Staten Israels Historie
Staten Israels historie starter med løfterne til Abraham (Første Mosebog 12). Om jødernes livskraft og overlevelsesevne gennem historien på trods af forfølgelser, drømmen om at vende tilbage til Zion og kampen for Israels fortsatte eksistens.
Af Bent Strobel (Artiklen bygger på et foredrag, som Bent Strobel holdt for en del år siden)
Staten Israels historie starter med løfterne til Abraham "I dig skal alle jordens slægter velsignes". Senere på Sinai indgår Herren en pagt med Moses og folket. Løftet bekræftes og videregives til Jakob og til folket gennem profeterne.
Profeterne fortæller om, at folket skulle være et lys for nationerne, et udvalgt folk, et præstefolk. Der har været perioder i Israels historie som stat, hvor samfundsordningen har været (Kong David) af en sådan karat, at den fattige ikke blev glemt, og retten til at eksistere blev respekteret.
Profeterne ser fremtiden, ulykkerne, men også velsignelserne.
Ulykkerne har vi alle kendskab til, årsagerne til disse ulykker kender vi måske ikke, men de er sket og sker igen i dag (Østlandene osv.) Der er også udtalt et "ve over de mennesker som fremkalder ulykker over andre" og hos profeterne fremhæves det gang på gang, at det vil komme til at gå Israel dårligt, men "ve den, ved hvem ulykkerne kommer".
Velsignelserne, "han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham", derfor gik han til nationerne, som heller ikke tog imod.
Esajas siger "Han skal gøre dig til en lovsang på jorden, og han skal samle dig fra alle jordens fire hjørner og føre dig hjem til Jerusalem, og der skal være fred og ikke mere krig. Men inden da skal Jerusalem blive en tumleskål for folkene, hedningefolkene skal alle samle sig mod Jerusalem".
De løfter om velsignelse, der ligger i Israels historie er nok det, der har holdt folket i live, trods de voldsomme forfølgelser de har været og stadig er udsat for.
Selv om benene¹) har været meget tørre, er de levet op igen hver gang der har været den mindste anledning til det. Jødedommen har ofte måttet eksistere under så strenge forbud, at det i perioder kun har været traditionen der overlevede. Senere har det så vist sig, at denne tørre tradition har sin berettigelse, som en overlevelsesmanøvre i svære tider.
Over alt på jorden har folket været ringeagtet, forfulgt, tortureret og dræbt. Antisemitisme, jødehad eller hvilket navn vi nu vil give det har været dagligdag for jøderne i deres udlændighedsperiode, hvorfor?
Der, hvor forholdene i en periode er blevet rimelige, er en livskraftig jødisk kultur blomstret op, til gavn for alle i det pågældende land. Hvis vi ser på verdenshistoriens navne kan vi se, at en meget stor del af forkæmpere for frihed og lighed er jøder. Det samme gør sig gældende inden for kunst, videnskab og handel. - Almuens frigørelse i Frankrig - Revolutionen i Rusland, Spanien, Alexandria.
Til trods for at jøder rent praktisk ofte viste sig at være til stor hjælp for et samfund, har næsten samtlige samfund senere vendt dem ryggen og er som regel gået videre og er endt med at erklære jøderne som et skadeligt element i samfundet. Vi har mange eksempler på, at jøder er blevet hentet til et land for at redde dets økonomi, men når dette var sket og man ikke havde brug for dem længere, satte forfølgelserne i gang. Myndighederne eller højtstående personer udspredte onde rygter, udsendte bagvaskende litteratur (Zions vises protokoller), som i dag igen er i omløb med så vidt vides Kadaffi som økonomisk bagmand.
Lysestagen, Menorahen, som blev flyttet fra Jerusalem og ud til folkene til velsignelse, blev hånet, foragtet og forfulgt og den hellige stad blev nedtrådt af hedninger, indtil hedningernes tid var inde. I dag er Jerusalem tilbage hvor det hører til²), som midtpunktet i Israel.
Gennem mange generationer har jøder bedt "Til næste år i Jerusalem". De har ventet. Måske er det ikke nogen tilfældighed, at det blev jøder fra Østlandene, der var de første til at starte en emigration til Israel.
Zionismen har til alle tider været en levende del af jødisk liv. Til visse tider stærkere, til tider mere svag, men zionismen - ønsket om at vende tilbage til Zion - som lovet gennem profeterne, har altid levet i det israelske folk.
Jeg tror, der er mange, der i dag ikke forstår hvad zionisme er. Der foregår til stadighed en stærk propaganda for at fremstille zionisme i et dårligt lys. Man forsøger sig med værdisammenstillinger, som zionisme er lig imperialisme, zionisternes mål er at regere hele verden, zionisme er lig racisme, er lig nazisme osv.
Zionistiske socialister
I 1890 vandrede de første pionerer fra Rusland og Polen til Israel, hvor de grundlagde de første kibbutzim. Disse var som før nævnt praktiske folk, indstillet på at dele alt, både arbejdet og frugterne af arbejdet. De erfarede også nødvendigheden af at man først måtte dyrke jorden og få noget til at gro, før der kunne blive tale om at foretage en specialisering på forskellige arbejdsområder, læger der fungerer som læger osv.
Retsprincippet skulle være at yde efter evne og modtage efter behov. Selv om zionister ikke nødvendigvis er hverken ortodokse jøder eller kristne, så viser de ved dette eksempel et lys frem for nationerne, som profeterne så det. Social retfærdighed er ikke hele solen, men den er dog en god del deraf. Samfærdsforsøg i kibbutzen er meget tæt på urmenighedens "at yde efter evne, modtage efter behov".
Der kommer efterhånden mange mennesker til Israel. Fra mere end hundrede forskellige lande samles folket sammen. En smeltedigel, hvor lige så mange sprog smelter sammen til et - hebraisk!!
Man kan sige, at Israel er et eneste stort socialt eksperiment, alene af den ene grund burde alle nationer være interesseret i nøje at følge hvordan det kan gå til, at så mange forskellige mennesker kan eksistere i en form for fællesskab, der blandt andet involverer et dødt sprog, der sammen med et dødt folk bliver vakt til live igen.
Ingen anden nation ville drømme om at påtage sig denne opgave. Hvor har man før set et folk blive født på én dag?
Hvis vi ser på naboerne ser vi, at de ikke er interesserede i at løse flygtningeproblemet. De skaber lejre som ofte modtager et tilskud af folk fra det land, lejren er beliggende i. De skaber lejre hvor folkene er gidsler, lige som når man kaprer et fly og stiller gidsler foran sig, mellem forbrydelsen og retfærdigheden. Fra alle sider anfægtes Israels eksistens. De mennesker der oplevede den store katastrofe, som slap igennem asken fra ovnene i Dachau, Belsen osv., blev sat i nye lejre bl.a. på Cypern, da de efter overståede lidelser forsøgte at nå frem til Israel. For disse overlevende har landet nok virket lige så forjættende, som det gjorde for folket mange år tidligere, da de sammen med Moses havde vandret 40 år i ørkenen.
Det ser ofte ud som om verden igen i dag lukker øjnene, som man gjorde det mens Hitler gik i gang med sit udryddelsesprojekt - 6.000.000, der blev ombragt i et kæmpemæssigt offerbål, mens planerne om verdensherredømmet med Hitler som den altdominerende figur, truede hele verden.
I 1947 ventede på et tidspunkt 40.000 jøder i lejre på Cypern på at få lov til at komme til Israel. De blev bevogtet af de samme engelske soldater, som nogle måneder forinden havde været med til at bære dem ud af koncentrationslejrene i Tyskland. Nu var de i den omvendte rolle og bevogtede de befriede. Kvoten for indrejse til Israel sagde 750 personer fra Cypern, 750 personer fra Europa pr. måned.
I 1948 er staten Israel pludselig en anerkendt realitet på verdenskortet. Et land er for første gang i verdenshistorien kommet til verden på én dag.
Det ser næsten ud til, at nationerne har medvirket mod deres vilje. Da Israel fra første dag er midt i et opgør med alle dets naboer, som tilsammen udgør en befolkning på ca. 50.000.000 mennesker, mod i alt 5-600.000 israelere.
Ikke én af de såkaldt garanterende stater, løftede en finger for at hjælpe Israel til at hævde sin ret til at eksistere, man forventede muligvis at araberne hurtigt ville kunne gøre Hitlers arbejde færdigt og dermed være ude over det man har kaldt det jødiske problem. Modellen har stort set været den samme i de efterfølgende krige.
Englænderne rejste fra deres meget tvivlsomme mandatstyre³) og overlod i vid udstrækning våben og fæstningsværker til araberne. Senere viste det sig for øvrigt, at engelske officerer trænede styrkerne i Jordan og i den ægyptiske hær havde et stort antal naziofficerer fundet et fristed, hvor de kunne arbejde videre. De havde i Nasser en mand som havde erklæret sig som tilhænger af nazismen.
Jøderne var dog ikke uden støtte, idet en lang række enkeltpersoner og foreninger tilsagde Israel støtte og bredt beklagede deres hjemlige regerings tilbageholdenhed. Dette gav en slags moralsk støtte, men problemerne tårnede sig op. Man havde da araberne angreb kun håndvåben, ofte hjemmelavede, at forsvare sig med samt to kanoner, som man måtte fyre løs med, skille dem ad og transportere dem et andet sted hen. Alligevel faldt krigen ud til Israels fordel, man kan sige de sejrede.
Det er væsentligt at fremhæve, at der altid har været levnet en rest når det gælder Israel. Der har altid boet jøder i Israel. I perioder meget få, men de har været der. Der har også været levnet en rest af praktiske folk, som var parate til at tage fat når chancen var der. Også en rest af rabbinere og lærde fulgte med ved århundredskiftet, da den første indvandringsbølge i nyere tid satte ind.
Ofte kunne de være modstandere af den nye stat. Den var ikke opstået på de rette vilkår. Messias var ikke kommet, men skriften siger, at Messias skal komme igen i Israel, ikke i Palæstina eller i en tyrkisk provins#). Der har da også til alle tider og er stadig også i staten Israel messiansk-troende jøder.
Folket har ikke skabt en stat hvor alt er retfærd. Men vi er måske tilbøjelige til først at se manglerne eller de grove fejl, og ikke de enorme problemer staten Israel daglig må tage stilling til, men folket bor nu igen i landet som Gud gav Abraham til slægtens evige arv og ejendom "for mine løfter glemmer jeg ikke", siger Herren og til Abraham lød det "I dig skal alle jordens slægter velsignes".
Noter:
¹) Læs Ezekiels Bog, Ez 37, "Det døde folk bliver levende".
²) Hovedstad i det nuværende Israel men byen har været centrum for jødedommen i næsten 3.000 år. Jerusalem (Yerushalayim) kaldes også for Davids By og Zions Stad.
³) Det britiske mandatstyre i Palæstina 1920 - 1948 (se kort).
#) Det Hellige Land (Eretz Yisra'el) var i perioden 1517 - 1920 en tyrkisk provins (en del af Det Osmanniske Rige).
Citaterne fra Biblen kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.
Til toppen Jøder/jødedommen Artikler Strobel Travel