Øl og ølbryggerier i Israel/Det Hellige LandDet israelske ølmarked er domineret af to store bryggerigrupper - Tempo Beer Industries Ltd. og Israel Beer Breweries Ltd. (IBBL). I de seneste 25 år er der åbnet mange mikrobryggerier og sammen med en øget import af internationale ølmærker har det givet en langt større interesse for kvalitetsøl.
Indledning og baggrundØl og ølbrygning har en lang historie. Hvornår og hvordan den første øl (bryg) blev brygget vides ikke men øl anses for at være en af de ældste og mest udbredte alkoholiske drikke. Allerede for 5.000 år siden i det antikke Egypten bryggede man øl, der blev eksporteret til andre områder i Middelhavet, herunder Det Hellige Land. Israelske arkæologer har fundet rester af ølbrygning i Det Hellige Land helt tilbage for 3.000 år siden. Ølbrygningen og ølkulturen havde stor betydning i det antikke Egypten men siden da har øl nærmest været ukendt i store dele af den arabiske og muslimske verden. Der findes enkelte bryggerier i de arabiske lande og det er muligt at købe øl i begrænset omfang i flere af landene. Den moderne ølbrygning i Det Hellige Land begyndte i 1934 med det første bryggeri, Nesher Brewery. Alexander Brewery har dog brygget en øl som en hyldest til et lokalt bryggeri i Det Hellige Land i 1920'erne - Max Brau Light Pilsner 1927 - Rosenberg Bros & Co i Akko (yderligere oplysninger er ikke fundet). Traditionelt har israelere ikke været de store øldrikkere og ølforbruget i Israel er lavt i forhold til Europa og USA. En israeler drikker ca. 22 liter øl om året i gennemsnit, hvilket er stigende (en dansker drikker ca. 60 liter). Desuden er maltøl (Black Beer) og mere lette øl meget populære i Israel; formentlig på grund af varmen. Oprindeligt var det jøder fra de traditionelle øllande, der efterspurgte og drak øl i Israel men interessen for øl har bredt sig til andre grupper. Der er en stigende interesse for kvalitetsøl og det gælder både israelsk og importeret øl. Udvalget af lokale og importerede øl og ølmærker i Israel er efterhånden meget stort og de kan købes overalt i supermarkeder, kiosker, specialbutikker, restauranter, caféer, pubber mfl. De grundlæggende ingredienser i ølbrygning er maltbyg, humle, gær og vand samt evt. tilsætningsstoffer (andre korntyper/råfrugt, frugt, krydderier mfl.). Maltbyggen og humlen importeres typisk fra traditionelle ølområder som Belgien og Bayern mens vandet normalt kommer fra israelske kilder og vandløb i bjergområderne (her findes det bedste vand). Jødedommen tillader jøder at drikke alkohol, herunder øl (læs mere), mens muslimer ikke må drikke alkohol. De kristne befolkningsgrupper i de arabiske lande har forskellige holdninger til alkohol. Det israelske ølmarked er domineret af de to store bryggerigrupper - Tempo Beer Industries Ltd. og Israel Beer Breweries Ltd. (Carlsberg), som har ca. 70% af ølmarkedet. Det første mikrobryggeri åbnede i 1997/1998 og i løbet af de seneste 25 år er der åbnet mere end 100 mikrobryggerier og pubbryggerier af forskellig art. Hertil kommer et ukendt antal hobby- og hjemmebryggere. Desværre er der også en del mikrobryggerier, der er lukket. De to store bryggerigrupper hhv. opkøbte og oprettede et mikrobryggeri i 2021 og går dermed ind på det voksende marked for øl fra mikrobryggerier. Der findes enkelte arabiske og kristne mikrobryggerier. Der findes følgende bryggerier og bryggerigrupper i Israel/Det Hellige Land: Tempo Beer Industries Ltd.Tempos historie og udvikling er tæt forbundet med udviklingen af drikkevarer i Israel. Den moderne ølbrygning i Det Hellige Land begyndte i 1934 med det første bryggeri og senere kom der flere til. Siden 1985 har Tempo været den største bryggerigruppe i Israel og de brygger i dag Goldstar, Maccabee, Heineken og Nesher ølmærkerne samt importerer flere af de internationale kendte ølmærker. Læs mere: Tempo Beer Industries Ltd.. Israel Beer Breweries Ltd. (IBBL)Allerede for næsten 120 år siden (1906) kunne man købe Tuborg-øl i Det Hellige Land. Alle Carlsberg og Tuborg øl blev indtil 1995 importeret fra Danmark men i 1995 begyndte Israel Beer Breweries Ltd. (IBBL) at brygge Carlsberg og Tuborg på licens. De har siden udviklet flere øl specielt til det israelske marked. Israel Beer Breweries Ltd. (IBBL) er den andenstørste bryggerigruppe i Israel. Læs mere: Israel Beer Breweries Ltd. (IBBL). Israelske mikrobryggerierDet første mikrobryggeri åbnede allerede i 1997/1998 og i de seneste 25 år er der åbnet mere end 100 mikrobryggerier og pubbryggerier af forskellig art i Israel, da israelerne i stigende omfang er begyndt at interessere sig for kvalitetsøl. Hertil kommer et ukendt antal hjemmebryggere men det er kun et mindre antal af dem, der har et egentlig salg af øl. Der er også en del mikrobryggerier, der er lukket. Læs mere: Israelske mikrobryggerier. Arabiske og kristne mikrobryggerierDer findes kun få arabiske og kristne mikrobryggerier i Israel/Det Hellige Land, da muslimer ikke må drikke alkohol, og mange områder er reelt tørlagte. Derfor satser de på lokale kristne, turister og eksport af øl. Nazareth Beer Brewery, Taybeh Brewing Company og Birzeit Brewery er alle mikrobryggerier. Læs mere: Arabiske og kristne mikrobryggerier. Ølimport, ølklubber, ølfestivaler, ølrestauranter, øllinks mm.Selv om det israelske ølmarked er domineret af to store bryggerigrupper er interessen for kvalitetsøl stigende. I de seneste 25 år er der åbnet mange mikrobryggerier, der er en øget import af internationale ølmærker, der afholdes ølfestivaler for alle interesserede, kurser og rådgivning for ølbryggere og restauranter med fokus på øl og tilhørende mad har fremgang.
Læs mere: Ølimport, ølklubber, ølfestivaler, ølrestauranter, øllinks mm. (Israel).
© 2000-2024 DIF. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 15.12.2024 |