Det israelske flag

Antisemitismen gennem tid og rum

Antisemitisme betyder antijødiske holdninger eller had mod jøder. En kort beskrivelse og karakteristik af antisemitismen gennem historien og dens forskellige udtryksformer i nyere tid i Danmark og omverden.

Af EPHi & CFR (juni 2010)

Jøder tegnet som rotter (Saudi-arabisk) efter nazistisk forbillede

Indledning

Antisemitisme betyder bevidst antijødiske holdninger eller had mod jøder, som kan munde ud i fjendtlige handlinger eller endog regulære overgreb og fysisk vold mod jøder eller hærværk mod jødisk ejendom.

Historisk set går antisemitismen tilbage til den tid, da kristendommen udskilte sig fra jødedommen, dvs. de første århundreder efter almindelig tidsregning. På dette tidspunkt blev en stor del af den jødiske befolkning i Israel spredt rundt om i verden (især år 66 og 135 e.Kr.), og mange jøder kom derved til at bo som fremmede mindretal i lande, der efterhånden blev kristne eller muslimske. Den israelske sociolog Hannah Arendt peger i sin bog "Antisemitismen" på, at der er opstået et religiøst betinget jødehad, inspireret af en gensidig fjendtlighed mellem to stridende trosretningers religiøse forskelle.

Den muslimske antisemitisme begyndte formentlig mellem 622 og 629 e.Kr i Medina (i det nuværende Saudi-Arabien), da Muhammed tog en blodig hævn over jøderne i byen, fordi de havde nægtet at underkaste sig.

En særlig styg fjendtlighed blev lagt for dagen under Inkvisitionen i Middelalderen, da Romerkirken forbød alle andre trosretninger end den katolske. Det betød, at mennesker, der bekendte sig til en anden tro end katolicismen, blev retsløse. Inkvisitionen berørte også de mange jøder, som boede i Syd- og Mellemeuropa. De blev brændt på bålet for at være "kættere" - det er den betegnelse, som Den katolske Kirke anvendte til at betegne dem, som de betragtede som kirkens modstandere.

Siden hen er Østeuropa blevet kendt for utallige pogromer. Ordet "pogrom" er den faglige betegnelse for fysiske angreb eller overgreb, der særligt retter sig mod jøder. Pogromerne opstod fra tid til anden, for eksempel ved at zaren eller lokale myndigheder i Polen, Ukraine, Hviderusland eller Rusland opfordrede til angreb på jødiske landsby-ghettoer - andre gange opstod pogromerne spontant som folkelige kampagner. Uanset optakten, betød pogromerne næsten altid, at mange jøder mistede livet - eller deres hjem blev plyndret eller nedbrændt.

Dog bør det nævnes, at lykkeligvis nød jøderne også i lange perioder respekt, harmonisk samkvem og fredelig sameksistens med deres naboer i mange egne af verden.

Antisemitisme som ideologi

I det 19. århundrede blev antisemitismen ligefrem gjort til politisk ideologi. Dette skete efter, at jøder i de fleste europæiske lande havde fået borgerrettigheder og havde fået samme lighed for loven som deres landsmænd (i Danmark skete det i marts 1814). Dette vakte modstand hos enkelte, der gjorde det til en politisk målsætning at spænde ben for jødernes lighed. De søgte at bekæmpe jødisk indflydelse med alle midler. Endog forfalskning af historien blev anvendt. I Frankrig var der i 1890'erne Dreyfus-affæren, hvor man bevidst begik justitsmord mod en officer af jødisk herkomst.

I Rusland opdigtede man "Zions Viise Protokoller" (oprindeligt udgivet 1903), som beskrev en verdensomspændende imaginær, jødisk sammensværgelse, der ville overtage magten i Europa og hele verden. Denne protokol-myte er imidlertid ikke uddød men genoptrykkes og refereres jævnligt. I Ægypten blev der lavet en soap-opera med Zions Vises Protokoller som tema, der kørte i landsdækkende ægyptisk tv i 2002, men også i Iran, Jordan og Syrien vises der jævnligt serier og såkaldte "dokumentarprogrammer" bygget over Protokollerne. Israel og USA har fra officiel side protesteret kraftigt mod denne form for antijødisk stemningsmageri. Den slags hændelser er dog langt fra enestående i de statskontrollerede medier i de arabiske lande (læs mere).

I den muslimske verden er antisemitisme og hadet mod Israel stærkt udbredt. Adolf Hitlers værk "Mein Kampf", der bl.a. er inspireret af Protokollerne, er stadig en populær og efterspurgt bog (er oversat til arabisk) og det samme er tilfældet for lignende nyere antisemitisk litteratur. De nævnte bøger optræder jævnligt på officielle bogmesser og udstillinger. Karikaturtegninger er ofte inspireret af de nazistiske karikaturtegninger (se eksempel øverst på siden).

I 1930'erne og 1940'erne var der nazi-prægede miljøer og stor sympati for Nazityskland i de fleste arabiske lande. Desuden var der højtstående kontakter og forbindelser mellem flere arabiske lande og Nazityskland og efter krigen flygtede nogle af nazisterne til Syrien og Egypten.

Endnu i det 19. århundrede udviklede antisemitismen sig til en slags antisemitisk ideologi, en raffineret form for racisme, som dehumaniserede jøderne, det vil sige, at den fratog jøderne deres menneskelige egenskaber. Man sagde, at jøderne tilhørte "en underlegen race". Denne indstilling fik uhyggelige konsekvenser under nazismen, hvor jødiske statsborgere blev betragtet som politiske modstandere.

Holocaust

Faktisk, under nazisternes rædselsregime ansås jøder ikke længere som mennesker, men som "skadedyr, der burde udryddes". Det betød, at nazisterne udvirkede et af historiens mest barbariske og perverse folkemord. Holocaust er nazisternes veltilrettelagte folkedrab på jøderne og andre minoriteter. Nazisterne begyndte ret hurtigt efter deres magtovertagelse i 1933 at indrette kz-lejre, hvortil de sendte politiske modstandere. Senere blev mange af disse omdannet til rene dødslejre med hårdt slavearbejde og gaskamre.

Goebbels lavede i 1940 en såkaldt "dokumentarfilm" ("Der ewige Jude" - Den evige Jøde), der afspejler de paranoide tvangsforestillinger, som muliggjorde folkemordet på de europæiske jøder (Holocaust). "Der ewige Jude" er fortsat forbudt i Tyskland men den er i form af piratvideoer blevet til en kultfilm i ny-nazistiske og antisemitiske kredse over hele verden (læs mere om filmen og historien bag den).

Under Anden Verdenskrig omkom over seks millioner jøder - heraf blev over én million jøder dræbt i gaskamrene i Auschwitz. På hebraisk kaldes denne Holocaust for Shoah, og denne gruopvækkende tragedie har efterladt stadig blødende, dybe sår og psykiske traumer i det jødiske folk.

Verden fik et chok efter krigen, da sandheden kom frem. Den veldokumenterede forskning af nazisternes forbrydelser til trods (besøg eventuelt Holocaustmuseet i Jerusalem eller Ghettomuseet i Galilæa) findes der stadig mennesker, som hævder, at kz-lejrene og nazisternes folkedrab på jøderne aldrig har fundet sted. De kaldes revisionister og er ihærdige antisemitter men som regel ikke nazister. Det er korrekt, at nazisternes barbari er svært at fatte i dets grusomme helhed, men beviserne derpå (gaskamrene, personlige vidnesbyrd osv.) er ikke til at tage fejl af (læs mere om Holocaust og revisionisterne).

I den arabiske verden er benægtelse af Holocaust meget udbredt og generelt er der en stor uvidenhed om nazisternes forbrydelser mod jøder og andre. Samtidig er der en stor sympati og forståelse for nazisternes jødeudryddelser. Når det iranske styre arrangerer konferencer, hvor man benægter at Holocaust har fundet sted og at det bare er zionistisk/jødisk propaganda, bliver det i den muslimske og arabiske verden opfattet som en form for "dokumentation" og "bevis".

Der er muslimske grupper i Europa, der forsøger at få fjernet mindedagen for Holocaust, for dermed at fjerne opmærksomheden fra forbrydelserne mod jøderne. Desuden er der en stigende tendens til, at mindedage for forbrydelser mod jøderne (f.eks. Krystalnatten) bliver overtaget af grupper, der misbruger mindedagene til helt andre formål.

Antizionisme

Staten Israel blev oprettet ved resolution i FN i 1947, bl.a. på baggrund af den kvalmende røg, der var steget op gennem kz-krematoriernes skorstene og Balfourdeklarationen fra 1917. Jøderne ønskede beskyttelse mod at et nyt folkemord kunne finde sted. Men da Israel opstod d. 15. maj 1948, fik antisemitterne ny indpakning til deres jødehad. De kalder den antizionisme, hvormed de nægter jødernes ret til at hævde deres nationale særegenhed og selvbestemmelse, som kan garantere folkets eksistens og sikkerhed i deres eget jødiske hjemland, som er landet Israel.

Antijødiske følelser og antisemitisme er udbredt i en række lande som f.eks. Polen, Rusland og de arabiske lande. Her bliver disse følelser sågar en del af både indenrigs- og udenrigspolitikken og dermed af betydning for disse landes forhold til Israel.

Næsten alle muslimske lande anerkender ikke Israels faktiske eksistens, således at landet slet ikke er indtegnet på kort, heller ikke i atlas i børnenes skolebøger (se f.eks. de palæstinensiske landkort fra det palæstinensiske selvstyre og Hamas) eller at man ikke kan sende et postkort fra f.eks. Pakistan til Israel. Hadet mod jøder bliver udtrykt gennem paroler som "bekæmp zionisterne!" og lignende, hvor "zionisterne" i den muslimske verden er et andet udtryk for jøderne. "Bekæmp" betyder i denne sammenhæng som oftest: udryd! (Man kan læse mere herom i Judith Vogts rigt illustrerede bog: "Billedet som politisk våben").

I de arabisksprogede medier og skolebøger er der ingen tvivl om, hvordan jøder og Israel opfattes (se f.eks. Palestinian Media Watch (PMW)). Irans holdning til Israel og jøder er ligeledes meget klar.

Jødernes situation i Danmark

Herhjemme har der aldrig været tale om nogen egentlig udbredt antisemitisme. Antisemitisme har aldrig været en del af folkestyrets officielle politik, om end man altid har kunnet finde den hos enkelte personer eller grupper (læs mere om de danske jøders historie). Det danske nazistparti havde i 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne kun omkring 2-3% af stemmerne. I 1970'erne gjorde især (men ikke kun) den danske venstrefløj sig stærkt gældende, f.eks. VS (Venstresocialisterne - i dag en del af Enhedslisten) og Anne Grete Holmsgaard (tidligere VS, i dag SF). I deres ensidige kritik af Israel syntes der ofte at være et stærkt antijødisk element og de havde et tæt samarbejde med den palæstinensiske terrorgruppe PFLP (læs mere om SF og Anne Grete Holmsgaard). Heraf ses det, at antizionisme og antisemitisme kan gå hånd i hånd på mange måder.

Blekingegadebanden, en dansk terrorgruppe på venstrefløjen, som var aktiv i slutningen af 1980'erne og som støttede en af de palæstinensiske terrorgrupper, udarbejdede et kartotek (z-file) med mere end 500 navne på hovedsagelig danske jøder. Indsamling og registrering af, hvem der er jøde eller som ser ud til at være det, skete også under Besættelsen, i 2005 på en hjemmeside med forbindelse til det nynazistiske miljø og på flere andre hjemmesider fra forskellige antisemitiske grupper og enkeltpersoner.

Efter Murens fald i 1989 er billedet ændret. Her har det i stigende grad været bestemte grupper af indvandrere (pga. det stigende antal og en radikalisering) i samarbejde med enkeltstående personer, forankret i venstrefløjen og i den politiske midte, som har været stærkt Israel-fjendske i deres holdninger, grænsende til det antisemitiske. I tråd hermed har organisationer som f.eks. Folkekirkens Nødhjælp og Boykot Israel Komitéen ikke holdt sig tilbage med ensidigt at fordømme Israel.

I foråret 2001 gjorde daværende Udenrigsminister Mogens Lykketoft sig bemærket med ensidige og krakilske angreb på Israel samt trusler om sanktioner. Desuden forsvarede han indirekte mordet på den daværende israelske turistminister (læs pressemeddelelse fra ADL). Disse udtalelser vakte bestyrtelse i Israel og havde nær fået det årelange og gode venskabsbånd mellem Israel og Danmark til at briste. Heldigvis modificerede han efterfølgende sine synspunkter, og forholdet mellem de to lande kunne normaliseres.

Men grundlæggende har Mogens Lykketoft stadig et meget ensidigt og primitivt syn på Israel og israelere og en manglende forståelse og viden omkring de faktuelle forhold i Mellemøsten. Det viste han senest i juni 2007 med et af hans sædvanlige udfald mod Israel.

Heller ikke Torben Lund (tidligere EU-parlamentariker og gruppeformand) har holdt sig tilbage. I maj 2004 havde han to indlæg i Politiken, hvor han bl.a. beskyldte jøderne for selv at være årsag til den voksende antisemitisme i Europa og at jødeforfølgelserne er jødernes egen skyld. Torben Lunds retorik er her identisk med islamisternes og andre antisemitters tankegang. I det andet indlæg skrev han bl.a. "Kald mig bare antisemit". Det er yderst sjældent, at man får tilladelse til at kalde en person antisemit eller racist men Torben Lund gør her en undtagelse.

Når aktivister fra Boykot Israel Komitéen står foran en jødisk ejet forretning og opfordrer til boykot af israelske (jødiske) varer, bør det give anledning til ubehagelige associationer til fortiden i et land syd for Danmark.

Diskrimination eller negativ særbehandling af jøder og Israel i Danmark er desværre ikke længere noget særsyn. Det foregår normalt bag lukkede døre eller bliver omformuleret til mere pæne og stuerene (bort)forklaringer, da ingen officielt vil vedkende sig det. Et eksempel var den stort anlagte danske kulturfestival "Images of the Middle East", der blev afholdt i august 2006, hvor festivalledelsen i flere tilfælde accepterede arabiske krav om fjernelse af jøder og israelske bidrag. Et andet eksempel er boykotten af Israel (jøder).

Selvom der nu om dage findes foreninger og enkeltpersoner med de ovennævnte holdninger på hele den politiske skala lige fra den yderste venstrefløj henover midten til den yderste del af højrefløjen, udgør de dog kun et begrænset men desværre stigende antal. Til gengæld er de tit meget aktive og dominerende, bl.a. som arrangører og deltagere i demonstrationer, forfattere af bøger, artikler og læserbreve samt deltagere i den offentlige debat. I dag anvender de i stor grad Internettet som deres medie, hvor der desværre findes megen antisemitisk og antiisraelsk propaganda. Men at gentage en usandhed igen og igen gør den imidlertid ikke sand.

Det skal fastslås, at det ikke er antisemitisk i sig selv at kritisere Israel (eller israelere). Derfor kan og bør man ikke tage begrebet "antisemitisme" i brug om enhver kritisk ytring imod staten Israel. Alligevel hænder det, at antisemitismen dukker frem, ikke sjældent i de holdninger, der begrunder hadefulde ytringer mod Israel. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på de motiver, der ligger bag negative udfald mod Israel.

Israel og de danske medier

Uden at man direkte kan tale om egentlig antisemitisme, kan man pege på den måde, som nyhedsstoffet omkring Israel vægtes på i forskellige medier. Der har i de senere år været mange ensidige, voldsomme og Israel-kritiske indslag på især DR og i mindre grad TV2. Igen skal det fastslås, at det ikke er antisemitisk i sig selv at kritisere Israel. Ingen er hævet over kritik, heller ikke Israel, men seerne kan med rette forvente, at nyhederne - og også konflikten i Mellemøsten - bliver behandlet objektivt og neutralt. Hvis fordømmelsen af Israel derfor bevidst er ensidig og perfid, låner antizionismen træk fra antisemitismen.

Mediedækningen i landsdækkende tv er i høj grad er med til at påvirke meningsdannelsen. Hvis det er de samme overskrifter, påstande, synspunkter og billeder, der fremsættes og vises gang på gang er det tegn på ensidighed. Der har også været tilfælde, hvor man har manipuleret billeder eller filmsekvenser for at fremme en bestemt holdning eller antisympati. Hvis man arbejder bevidst på at være ensidig, får man skabt en bestemt holdning til situationen.

Det samme gælder for de trykte medier. En avis som Politiken har i de senere år bragt en del artikler om Israel, der har været præget af meget ensidige og negative holdninger og endda flere artikler med et antijødisk indhold (læs mere). En mellemstor lokalavis havde i mange år en ledende journalist, der var aktiv i forskellige antijødiske miljøer og som misbrugte sin stilling som journalist til at fremkomme med "negative" holdninger til jøder og Israel.

Et stigende problem er de internationale satellitkanaler fra de arabiske lande, der i høj grad præger bestemte indvandrergrupper og deres holdninger til Israel og jøder her i landet.

Det er en kendsgerning, at krigen mod Israel i stigende grad også føres i medierne - både de elektroniske og trykte medier. Derfor bør man iagttage den største grad af neutralitet og objektivitet. Det er naturligvis en svær balancegang.

Frygt blandt danske jøder

Det er imidlertid en kendsgerning, at hver gang Israel omtales negativt i medierne giver det næring til antisemitiske rørelser og udtalelser. Og det spreder frygt blandt de danske jøder. I oktober 2000 løb en palæstinensisk demonstration af sporet. Det var ikke planlagt, men ifølge dagspressen udartede det til stenkast mod danske politifolk og forretninger, vold og hærværk, brug af våben, afbrænding af israelske flag og figurer, bannere med antiisraelske slagord mv. Denne form for afsporing vakte både frygt og megen forargelse i de danske hjem samt i Folketinget.

"Det er meget chokerende, når vi ser den form for fanatisme i Danmark. Det er til skade for muslimerne i Danmark og det er under ingen omstændigheder noget, der gavner palæstinensernes sag", udtaler overrabbiner Bent Lexner fra Mosaisk Troessamfund (MT). Urolighederne betød, at politiet måtte rykke ud med ekstra beredskab omkring synagogen i Krystalgade, den israelske ambassade og ved jødiske plejehjem. Heldigvis kom det ikke til pogromer, og vi tror på, at de spontane, hadske udfald og den ukontrollerede fanatisme har givet anledning til selvransagelse hos arrangørerne.

"Det er helt legitimt at lave en demonstration foran eksempelvis den israelske ambassade. Men når vi kan se, at politiet må spærre en hel gade af for at forhindre, at voldelige demonstranter nærmer sig den jødiske synagoge, så hører det absolut ingen steder hjemme", siger overrabbineren. - "Vi har i årevis måttet have politibevogtning af vores synagoge. Det er ikke for sjov skyld. Når vi oplever den slags uroligheder, så er det os, der skal forsøge at berolige de gamle på plejehjemmene og de forældre, der er bange for at sende deres børn i skole", forklarer han.

D. 21. juli 2006 var der flere demonstrationer i København, hvor de antisemitiske følelser fik frit løb. Den ene var arrangeret af det ekstreme muslimske parti Hizb ut-Tahrir og den anden var arrangeret af folk fra den yderste danske venstrefløj. Ved begge disse demonstrationer så man Hizbollahs fane, der blev frembåret billeder af Hizbollahs leder og fremsat slagord mod Israel ("Jødestaten") og jøder. Senere var der flere lignende demonstrationer.

Tilsvarende var der i januar 2009 flere demonstrationer i København, Århus og andre danske byer, hvor de antijødiske holdninger og slogans atter blev luftet som f.eks. 'alle jøder skal slagtes', støtteerklæringer til Hamas, afbrænding af det israelske flag og man kunne se unge palæstinensere stå med armen hævet til nazihilsen.

Som en konsekvens af ovennævnte er de fleste jødiske og israelske steder i Danmark under særlige beskyttelsesforanstaltninger.

Det stuerene jødehad

Som tidligere nævnt har der igennem historien været perioder, kulturer og områder, hvor antisemitisme eller tendenser i den retning har været fuldstændig ukendt. I andre tilfælde har antisemitisme været meget udbredt og endda officiel politik. Som en følge af Anden Verdenskrig fik antisemitismen et "dårligt omdømme" i den vestlige verden og siden da har ingen ville indrømme antijødiske holdninger, selv om de har det.

Desværre begynder antisemitismen igen at stikke sit hæslige fjæs frem i Europa og Danmark. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at det nu ikke længere udløser store protester eller debatter men at det i stigende grad accepteres i praksis. Der er næsten et totalt fravær af protester og reaktioner fra bl.a. de kredse, der plejer at kritisere tonen i den offentlige debat (f.eks. Politiken og de politisk korrekte kredse).

Når jødisk udseende personer i stigende omfang overfaldes verbalt eller fysisk, når jøder ikke længere kan bo og opholde sig i dele af Danmark, når danske jøder bliver anbefalet at få et dansk navn, når Israel skæres ud af danske atlas i nogle skoler osv., burde det give anledning til bekymring og at slå alarm over for de nye standarder for antisemitisme. Det samme når jøder og Israel diskret udelukkes fra arrangementer eller når man lader som ingenting, når de ovennævnte ting foregår.

Da en række danskere for nogle år siden protesterede mod den tiltagende antisemitiske redaktionelle linje på dagbladet Politiken, udløste det stort set ingen protester eller diskussioner omkring avisen og dens holdninger. Da flere folketingsmedlemmer for nogle år siden verbalt overfaldt to israelske/jødiske kvinder i forbindelse med et foredrag på Christiansborg, vakte det heller ingen fordømmelser af de pågældende folketingsmedlemmer. Da Mogens Lykketoft som udenrigsminister forsvarede mordet på en israelsk minister, var reaktionen i Danmark behersket men hans reaktion vakte til gengæld opmærksomhed i udlandet. Folkekirkens Nødhjælp har flere gange fremstillet propagandamateriale med et både fjendtligt og nærmest antisemitisk indhold samt forfalsket israelske kort for at få dem til at passe ind i en bestemt sammenhæng (læs artikel) men det gav kun anledning til få protester.

Ovennævnte eksempler er desværre ikke sjældne og de accepteres i stigende omfang af brede kredse i samfundet som noget helt naturligt og stadig flere lukker øjnene for det eller tør ikke kritisere det. Antisemitisme eller jødehad bliver i stigende omfang stuerent. Samtidig anlægges der forskellige standarder og reaktionsmønstrer i forhold til overgreb på og diskrimination af jøder på den ene side og tilsvarende for muslimer på den anden side.

Rapporter om omfanget af antisemitisme og antisemitiske overgreb

Læs uddrag og konklusioner fra forskellige rapporter.

Konklusion og fremtiden

Antisemitismen er fascismens søster - den er en evig mental sygdom, der heldigvis er under kontrol i dele af verden, men det betyder desværre ikke, at den er udryddet. Desværre breder antisemitismen sig langsomt i Danmark, Europa og andre steder i verden og det begynder at blive mere legitimt at fremkomme med holdninger, der nærmer sig antisemitisme eller som kan bruges som fundament for videre udbredelse.

Antisemitisme opstår ikke ud af ingenting og ingen bliver antisemit fra det ene øjeblik til det andet. Der skal ske en påvirkning gennem en længere periode fra f.eks. medierne, organisationer eller det miljø, som man befinder sig i, og først da vil antisemitiske tendenser og racisme i nogle tilfælde bryde ud.

En god vaccine mod antisemitisme er oplysning, informationer og viden om de faktuelle forhold.

I Danmark har vi en fin tradition for tolerance og etik i vort menneskesyn. Lad os værne om det. Lad os fortsat afvise antisemitismen, hver eneste gang den stikker sit hæslige ansigt frem, uanset om den kalder sig antizionisme, dækker sig under politisk korrekthed eller noget andet, og ikke bare lade som ingenting eller ignorere det.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Antisemitisme Kort om antisemitisme Danske jøder


© 2000-2010 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 29.12.2010